En del mennesker i dette land har henholdsvis forventet eller frygtet store systemændringer af Fogh Rasmussen-regeringen. Begge parter er og bliver skuffede. Jo, der er sket en omfordeling fra dele af den statslige til den amtskommunale velfærd. Men Foghs triumf på Venstres landsmøde var dog, at skattestoppet skal holdes meget længe, hvilket må siges at være noget af det mest systemkonserverende man kan tænke sig. Han sejrer på kontinuitet - hvor Nyrup på sit landsmøde tabte på at ville lave forandring i et parti, hvor alle taler om fornyelse, men ingen vil forlade egne positioner.

Indflydelse uden navlestreng
Men systemændringerne kommer til Danmark. Bare fra andre hjørner end det politiske liv. Og i de seneste dage er de boblet frem. Først tog LO hul på sin forvandling, hvor især bortfaldet af partistøtte var et stærkt symbol på opgøret med systemskiftets Danmark. For enhver kan se, at man ikke kan holde til at støtte ét parti, når der blandt arbejdervælgere er to andre lige så store ”socialdemokratier”: Venstre, der vil sikre den 90’er socialdemokratiske velfærd tilsat lidt ”business class”- tilvalg for dem der kan, og så Dansk Folkeparti, der er 70’er udgaven af socialdemokratiet.

Situationen kalder selvsagt på, at LO kan og skal øve indflydelse ud over de knap 30%, som stemte på Socialdemokratiet ved sidste valg. Men at give slip på partistøtten er alligevel modigt, fordi LO ikke bare klipper navlestrengen, men også må gøre op med kammerateriet. Det vil naturligvis betyde, at man kan risikere at afgive magt. Bare tænk på FTF, der som upolitiske har en meget begrænset politisk indflydelse og synlighed - en synlighed, der vel svarer til 1/10 af LO’s.

Med den nye situation er alt muligt. Det vil sige at vejen også er banet for en af-ideologisering af arbejdsgiverne og dermed for andre konstellationer. Og frem for alt er vejen banet for at magten varetages stærkere opad - dvs. af én hovedorganisation i forhold til EU og internationale fora - mens magten samtidig synker ned mod virksomhederne, der hvor identiteten for vidensmedarbejderne dannes i dag.

I dag er avisen blot del af en større forretning
Efterfølgende tog Jyllands-Posten og Politiken fat, godt nok afsløret af BT. Fra morgenstunden mandag undrede mange sig over, at det kunne lade sig gøre - hvilket bare vidnede om, hvor meget folk tænker på dagblade som partipolitiske meningsaviser fra forrige århundrede. I dag er virkeligheden en anden. I dag er det en forretning. Og her er det helt logisk, at de to bladhuse med indbyrdes komplementære geografiske tilgange og målgrupper naturligvis skal slå sig sammen. For de bliver først interessante for de tværmediale spillere som Egmont, hvis de har bare lidt power. Desuden kan de kun overleve i et nedadgående marked hvis de reformerer sig selv voldsomt.

Helt konkret gad Egmont ikke snakke med dem om TV2 – og netop muligheden for at købe den kanal er sidste udkald for på dansk basis at hænge med i slipstrømmen af den buldrende internationale medieudvikling. Alle bladhuse ved, at de skal blive mediehuse med multimedieprodukter, dernæst internationale mediehuse, med hvad det indebærer - bl.a. på sigt fælles udnyttelse af mediekonvergensen på relevant segmenteret content. Så det var et sidste udkald for Ejbøl og Munck, og det eneste rigtige svar på Orklas køb af Berlingske. Stikket tages dog først hjem, når de sammen med Egmont får TV- og radiokanaler og får gjort alle deres produkter rentable.

Vi mennesker, der bare sidder og elsker eller hader vores ATS, side 9 pige eller jydepotte-læserbreve, skal vænne os til de nye forhold – og ofte ser vi kun systemændringerne, når de står helt krystalklart. Som da hr. Møller i sin tid blev spurgt om det ville give problemer for Maersk med euroen, hvortil han pænt oplyste, at det intet problem var , da de skam afregnede alt i dollar. Jo globaliseringen er ikke ny – men dens påvirkninger er utallige på alle markeder fra arbejdsmarked til bladmarked.