Skønt den mest almindelige hverdagserfaring i Europa statistisk set er erfaringen om at leve i en forstad, er de så godt som usynlige i kunsten. Der opholder folk sig enten på landet eller i by­kernerne. Det vil sige i områder, hvor der i realiteten ikke bor særlig mange mennesker.

Når forstæderne kun sjældent bliver skildret i kunsten, hænger det givetvis sammen med, at de har et ualmindelig dårligt ry. Ifølge det kunstneriske rygte har forstæderne ingen sjæl, og ånden flyver lavt. American Beauty kunne i princippet være en dokupmentarfilm fra en velstående forstad. For den viser i pinagtige detaljer, hvad man finder der: frustrerede mænd, frigide kvinder og deres selvoptagede afkom. Eller, for at sætte det hele på begreb, essensen af eksistentiel tomhed.

I de lidt mindre velhavende forstæder hamrer og banker mændene – stadig ifølge det kunstneriske rygte – i al disponibel fritid på grimme tilbygningsprojekter, mens deres forsømte, bredrøvede koner i ét væk omlægger haven. Endelig siger rygtet, at de fattige forstæder er ved at gå til i pop­kultur, drukkenskab, vold, hærværk og etniske spændinger.

Det er klart, at når halvdelen af befolkningen bor i forstæder, kan man finde eksempler som dem, jeg har skitseret. For hvis man tager halvdelen af en hvilken som helst befolkning, vil man der kunne finde eksempler på hvad som helst.

Men forskningen peger på noget helt andet. Faktisk er livet i forstæderne i al almindelighed fuldt af godt naboskab blandt de voksne; tætte venskabsbånd mellem børnene, der tit varer langt ind i voksenlivet; tryghed og en høj grad af det, man i mangel af et bedre ord kan kalde ”livskvalitet”.

De findes mange slags forstæder, men der er to grundformer. For det første den tætte og lave be­byggelse med enten rækkehuse eller enfamiliehuse. I Danmark er det mest almindeligt, at den slags huse er ejerboliger. For det andet etagebyggeriet, der i Danmark som regel er almennyttigt byggeri.

Af de to grundformer er det etagebyggeriet, som regel i store og meget grundigt planlagte projekter, der er smertensbarnet. En stor del af beboerne råder ikke over særlig mange ressourcer, hverken øko­nomisk, uddannelsesmæssigt eller socialt. Derfor oplever den enkelte beboer tit, at de øvrige be­boere, i stedet for at være til gavn og glæde, er noget af en plage.

Desuden udvikler det tomme rum mellem husene sig ofte til det, arkitekten Rem Koolhas kalder ”junk space”. Det vil sige et rum, hvor der hverken hersker uskrevne regler eller social kontrol. Mens den fremmede i et rum præget af social kontrol er din ven, indtil det modsatte er bevist, vil den fremmede i junk space være en potentiel fjende, indtil det modsatte er bevist. Junk space skaber utryghed, hvad enten den har et grundlag eller ej – og desværre frister junk space også svage sjæle til hærværk og andre former for antisocial opførsel.

At højhus-forstæderne skulle udvikle sig på den måde, er højdepunktet af ironi. For de er skabt af mennesker, der havde den bedst tænkelige vilje. De arkitekter og byplanlæggere, der designede for­stæderne, havde som regel de mest progressive idealer om lys, luft og motion til opbyggelse af kroppen og smukke haveanlæg til opbyggelse af sindet. De politikere, der bevilgede pengene, havde socialreformatoriske ideer om at evakuere beboerne i storbyernes slum til et nyt og bedre liv og forhåbninger om, at boligbevægelsen med sin demokratiske selvforvaltning ville skabe en tryg hverdag med nære forhold til de øvrige beboere. Alt dette blev gjort til skamme af udviklingen.

Grunden er formentlig ikke, at der er noget i vejen med højhuse. Grunden er efter al sandsynlighed, at den almennyttige boligsektor brød sammen. I stedet for at rumme et bredt udsnit af befolkningen, blev den en ny tids fattigkvarterer. I den almennyttige sektor bor de moderne fattige, der ikke lider af decideret mangel på penge, men bortset fra det har alle de problemer, fattige altid har haft: mang­el på muligheder. Mangel på fremtidsperspektiv. Mangel på eget herredømme over tilværelsen.

En bred strømning i kunsten har siden 1800-tallet set det som sin opgave at sætte sociale og poli­tiske problemer på dagsordenen. Man kan nævne senromantiske forfattere som Charles Dickens og Victor Hugo, eller egentlige realister som Honoré Balzac og den internationalt set fuldkommen glemte, danske nobelpristager Henrik Pontoppidan. Den form for realisme er efter udviklingen af den modernistiske roman i begyndelsen af 1900-tallet blevet sjælden i litteraturen – men derfor så meget desto mere velkommen i filmkunsten. I sine bedste øjeblikke er den socialt bevidste realisme i filmkunsten en højere enhed af antropologi, politik og kunst. Det er givetvis derfor, de bedste værker inden for stilen lever længe efter, lyset i biografsalen er blevet tændt.

I Europa har man i tidens løb fået løst sociale problemer, der var langt større end den ny fattigdoms problemer. Så jeg ser ingen grund til, at det ikke skulle være muligt også at løse dem. Forudsæt­ningen for, at problemerne kan blive løst, er dog, at den brede befolkning for alvor forstår, hvad de går ud på. Ikke i form af sensationelle overskrifter eller fordomme om, hvordan problemerne opstår. Men i form af en forståelse for, at i højhus-forstæderne bor en hel masse mennesker, der føler kærligheden og oplever drømmen om lykken eller ønsket om at blive anerkendt på nøjagtig den samme måde som alle andre.

Derfor er der alle mulige, gode grunde til, at kunsten ignorerer rygterne om forstæderne og skildrer, hvordan der virkelig er. Såvel i trygheden mellem de lave huse som i junk space mellem højhusene.