Store begrænsninger = stor opfindsomhed

Mikro-innovation er de små opfindelser der gør den store forskel. I vesten kan vi lære af udviklingslandene og begrebet om jugaad-innovation. Det stammer fra de asiatiske vækstøkonomier og beskriver evnen til at opfinde under benhårde betingelser. I en krisetid, hvor der også bliver skåret i de store R&D-budgetter, er det oplagt at lære af jugaad. Det er brugergeneret innovation i helt nye dimensioner, og det er et tiltrængt svar på virksomheders standardiserede innovationsprocesser og -systemer, hvor ting er for besværlige, tager for lang tid og opfindsomheden er for lille.
Jugaad er et indisk ord der oprindelig henviser til et improviseret køretøj. Inderen må, i mangel af materialer og andre ressourcer, få det bedste ud af det han har. Drevet af et akut behov for at få bilen til at kunne køre, sammensætter han hjul, karosseri, lygter, rat, motor, osv. fra forskellige bilvrag og andet godt han finder, og resultatet er billigt og funktionelt. Designet er måske aparte, men værdien for brugeren er umiddelbar og høj.  
 
 
 
Indisk lastbil på jugaad-måden. Vognen drives af en motor fra en vandpumpe der ellers bruges til vandingsanlæg på markerne. Store begrænsninger = stor opfindsomhed  
 
Inden for de sidste par år er udtrykket imidlertid blevet revet ud af sin lokale kontekst og gjort til en mere generel teori for innovation med læringer der kan appliceres i andre sammenhænge. Jugaad kan i den sammenhæng helt generelt oversættes som en teori om begrænsningsbaseret innovation. Jugaad repræsenterer dermed de opfindelser der sker når man tager det man har for hånden, og sætter det sammen på en ny måde – hvad end det er bilvrag eller andre materialer, såsom telefonen der bliver den nye lille bank. Grundideen er en åbenhed over for improvisation og trial-and-error-tænkning hvor man handler, ændrer og lærer hen ad vejen.
 
I dette filmklip forklarer forfatterne til bogen Jugaad Innovation de centrale pointer
 
Exceptionelle produkter
Jugaad bliver ofte nævnt i sammenhæng med frugal innovation, hvilket betyder exceptionelle produkter til lavindkomstgrupper. Jugaad har derfor både rod i og stor værdi for udviklingsøkonomierne og lande som Indien og Kina. Med det stigende pres på verdensøkonomien og kravet til virksomheder om at skabe nye værdifulde produkter ud af et mindre budget, er der imidlertid al mulig grund til at Vesten nu også begynder at lære af den måde hvorpå man i Østens handler nu og her.
 

Frugal Innovation Research - When Doing Less is New

Se slideshow af den førende forsker på området, Yasser Ahmad Bhatti. Her vises blandt andet en oversigt over tiltag i udviklingslandene, hvoraf de kendte er om mikrofinans og 100$-laptoppen
 
Eksempel: Car-Parts Infant Incubator
Den grundlæggende idé i jugaad-innovation er at få mest ud af det man har. Et af de bedste eksempler på det er ”Car-Parts Infant Incubator”.  
 
Firmaet NeoNurture har udviklet hvad de kalder for en car-parts incubator. Den er bygget af bildele og kan repareres ved blot at finde et bilvrag og tage dele derfra. Det er lavteknologisk og effektivt og udviklet ud fra begrænsningens kunst 
 
Babyer dør i udviklingslandene fordi de ikke kan komme til at ligge i en kuvøse. Hospitaler i udviklingslande får fra tid til anden en ny kuvøse, men de har ikke viden nok eller penge nok til at købe reservedele, og kuvøsen havner derfor på lossepladsen når den går i stykker. Firmaet NeoNurture har opfundet en kuvøse der er bygget af bildele. Helt bogstaveligt. Det gør det let og muligt for de lokale at reparere den når den går i stykker, for de har adgang til ramponerede biler. Pointen er at processen med at opfinde bil-kuvøsen var stærkt begrænset af bilen som eneste ressource, og denne begrænsning affødte opfindelsen af Car-Parts Incubatoren. Princippet i jugaad er begrænsningen og genanvendelsen. Det er en simpel innovationsproces der hurtigt skrider frem mod prototyper og dermed er meget anderledes end store virksomheders lange rigide R&D-cyklusser og unødvendige bureaukratiske og komplekse organisering.
 
Jugaad-innovationsprincipper:    
 
  • Kunden er pejlemærket. Jugaad er drevet af et ønske om at generere direkte værdi for kundens behov lige nu. Hvad er det man har brug for, og hvordan kan man løse det lige nu? Det gælder ikke om at være billigst, hurtigst eller flottest, men om at gøre brugeren glad.
  • Begrænsning og modgang. Tid, økonomi, materialer eller andre ressourcer kan udgøre en væsentlig begrænsning. Det betyder ikke så meget hvad begrænsningen består i, bare den er der. De kreative evner blomstrer når folk står over for en nødvendighed.
  • Åbenhed er vejen frem. Der har været en lang tradition for at holde viden tæt til kroppen. Jugaad-innovation handler om at dele så meget som muligt. Det gør alle klogere.
  • Tilpasning: Jugaad-innovatorer tilpasser sig miljøet og omstændighederne. De rykker hurtigt og orienterer sig mod behovet.
  • Prototyper: Det gælder om at komme ud på markedet med et produkt hurtigst muligt. Fleksibilitet er helt centralt, og med store markedsføringsafdelinger trækkes alt tempo ud af produktlanceringer. Så det kan være en fordel at gå utraditionelle veje.
  • Forhåndenværende: Man kan nå rigtig langt ved ikke at købe sig alle mulige ekstra materialer og udstyr, men blot kigge sig nysgerrigt omkring i nærmiljøet og overveje hvordan eksisterende dimser og dippedutter kan genanvendes eller kombineres på nye måder. Knapheden kan hjælpe én til at fokusere på det nære og forhåndenværende.
  • Økologi: Genbrug sker af nødvendighed, men har også en større økologisk mening. Ved at man tager eksisterende materialer og bruger dem på nye måder i stedet for at smide ud, forurenes mindre, og virksomheden får samtidig mulighed for at brande sig grønt.
  • DIY: Do It Yourself. Ved at opfinde ting ud fra de materialer man har ved hånden, gør man det også muligt for kunden selv at reparere eller videreudvikle på produktet. 
  • Frirum: Man skal skabe de rette frirum i organisationen og sørge for at medarbejdere kan udfolde den umiddelbare kreativitet og give dem mulighed for at teste og udvikle protyper (som Googles 20-procent-regel).
  • Udviklingsøkonomier: Opfindelser af simple produkter der skaber stor værdi for befolkninger i udviklingslande, er et kæmpemarked. Her ligger samtidig et moralsk imperativ om at inkludere de ellers ekskluderede: Forbedring af folks livskvalitet med nye produkter er en god forretning og giver god samvittighed.     
 
Mikroinnovation a la jugaad har bedste betingelser i organisationstyper og miljøer …:
 
  • hvor forandringer kan gå hurtigt.
  • hvor udvikling af produkter har en kort cyklus og ikke er for kompleks.
  • hvor demografiske mønstre ændrer sig og nye indkomstgrupper opstår.  
  • hvor konkurrencen kan komme alle steder fra.
  • hvor ressourcerne er begrænsede.
  • hvor kunderne har begrænsede midler og basale behov.
  • hvor markedet ikke er færdigmodnet og veletableret med dominerende aktører.
  • hvor internetbaserede teknologier er etablerede og mulige at videreudvikle på.    
       
 
Læs mere
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også