Oprindeligt trykt i R e t o r i k Ma g a s i n e t.
Læs mere på deres hjemmeside

Hvis man skal tro fremtidsforskeren Rolf Jensen, så er vi på vej ind i et drømmesamfund hvor fortællingen er den akse alting drejer om. Allerede nu sælges der æg og gummisko i kraft af fortællinger mens virksomheder laver virksomhedsfortællinger for at styrke korpsånd og fælles identitet. Også i journalistikken stikker den klassiske fortælling hovedet frem efter i en periode at have haft drøje vilkår.
For et halvt år siden mødtes mere end 100 danske journalister til konference i Danmarks Journalisthøjskoles dunkle auditorium. Konferencen var arrangeret af Center for Journalistik og Efteruddannelse og handlede kort og godt om at fortælle historier – og inviteret var nogle af USA's største udøvere af genren som gavmildt delte ud af deres viden.
Tom French – en af amerikansk journalistiks bedste serielle historiefortællere – stod for den måske væsentligste pointe for en generation af journalister flasket op med den omvendte nyhedstrekant. Med et djævelsk glimt i øjet begyndte han at fortælle historier, men stoppede hver gang på det mest spændende sted.
“Den kildrende fornemmelse af spændt, næsten ubehagelig forventning du har når du venter på at høre slutningen på historien, er præcis hvad fortællinger handler om. Samtlige fortællinger drives af et eneste grundlæggende spørgsmål: Hvad sker der så? Der er altid et enkelt, visuelt spørgsmål som læseren ønsker svar på, og som vil få ham til at blive ved med at læse historien”, sagde han.
Tilhørerne fik aldrig nogen ende på historien om præsten der må handle hurtigt for at undgå at en ung brud kaster op ud over alteret og sin brudekjole. Eller på historien om den gravide gymnasieelev der forsøger at slippe igennem en multiple choice test ved at læse spørgsmål og mulige svar op for sit ufødte barn og sætte kryds ud for det svar hvor barnet sparker. Til gengæld blev den pædagogiske pointe drevet hjem for tilhørerne gennem en fast forankring i en stærk følelse af frustration.

Fortælling er oplevelse
Fortællende journalistik handler netop om følelser og oplevelse. I første række journalistens egen oplevelse og i anden omgang læserens. A sequential emotional experience, en fortløbende følelsesmæssig oplevelse som Mark Kramer, professor ved Harvard University og leder af den amerikanske Niemann Foundations program om fortællende journalistik, kalder det. Ham vender vi tilbage til om lidt.
Den fortællende journalistik bryder med mange af de dominerende normer for journalistisk adfærd og med de formater for nyhedsformidling der oplevede sin storhedstid i den sidste halvdel af det 20. århundrede.
Jo Beck-Karlsen, journalistikforsker på Senter for Journalistikk i Bodø, er en de førende nordiske eksperter i fortællende journalistik. Han forklarer at i perioden efter anden verdenskrig udviklede journalister sig til moderne informationsbehandlere. Objektivitet var et ideal og i nyhedsjournalistikken lå hovedvægten på fakta, information og analyse som blev formidlet med den vigtigste information først. Reportagen blev domineret af skriftlige kilder og dokumentariske interviews.
I modsætning til denne informations-tanke erklærer den fortællende journalistik død over den omvendte nyhedstrekant, og den kræver at journalisten holder op med at forstå sig selv som neutral formidler af informationer og i stedet træder frem på scenen og med høj røst erklærer: “Nu skal jeg fortælle jer en historie som jeg har oplevet.”
Som Jo Bech-Karlsen siger: “Reporteren er ingen mellemmand, men må selv erfare og undersøge det hun skal fortælle om. Reporteren er en fortæller som kiler sig ind mellem erfaringen og reportagen. Fortælleren har stemme og tilstedeværelse. Gennem det skabende arbejde sker en refleksion og modning, og fortællingen vokser frem gennem mange valg og overvejelser. Reportagen er derfor en fortælleform som er skabt af virkeligheden.”

Research til fortælling
At iscenesætte sig selv som historiefortæller har vist sig at være svært for mange journalister, og det kræver sit at opleve virkeligheden på en måde så den senere kan formidles i en journalistisk form. Især fordi den journalistiske fortælling skal forblive tro mod virkeligheden og på intet tidspunkt skyde genvej gennem digt og fiktion. Det stiller store krav til journalistens personlige integritet og faglige styrke.
Heldigvis er Mark Kramer en sand mester i at afmystificere processen. Han har i flere år samlet hundredevis af amerikanske og udenlandske journalister til den årlige “Narrative train”-konference om fortællende journalistik i Boston, og på konferencen i Århus tryllebandt han deltagerne med et oplæg om hvordan man researcher til fortællende journalistik.
En fortælling er en proces. Den har som regel kun et vagt udgangspunk – en generel ide – den præcise historie må journalisten opleve sig frem til ved at begrave sig i emnet med alle sanser i højeste beredskab.
Da Mark Kramer engang ville fortælle om kirurger og deres arbejde, var hans første opgave at finde kirurger der ville lade ham observere dem i deres hverdag over en lang periode. Interview duer ikke, for de giver ikke reporteren en fornemmelse for hvordan kirurgen agerer i forskellige situationer og hvem han eller hun er som menneske.
For at skrive godt om kirurger er det ikke nok at observere dem mens de opererer, mener Mark Kramer. De skal også observeres i alle mulige andre sammenhænge, faglige som private, og alle mulige iagttagelser skal skrives ned. Selv pakkede Kramer sin bærbare computer ind i plastik og tog den med overalt – selv på operationsstuen så han løbende kunne tage notater!
I observationsfasen er der flere bestemte ting at kigge efter. Først og fremmest fortælleforløb som er afgrænsede episoder hvor en person fx tumler med en bestemt problemstilling og når frem til en eller anden form for løsning.
“Disse fortælleforløb vil opstå her og der i den periode hvor du følger personen, og de vil ende med at blive det skelet som alt andet kan hænges op på”, forklarer Mark Kramer.
En anden vigtig opgave er at lede efter detaljer som bagefter kan bruges til at konstruere scener, som kan skabe den oplevelse af umiddelbarhed der får læseren til at føle sig som en del af begivenhederne.
“Hvis du besøger en havn, så bør din notesblok være fuld af noter om lugten af olie, lyden af hejsemaskinen, synet af det oliefyldte vand, den knasende fornemmelse af metal smidt på jorden og smagen af den salte duft. Fem sanser og notesblokken bør være fyldt med indtryk fra dem alle – også selv om du kun kommer til at bruge nogle enkelte af dem senere,” instruerer Mark Kramer.
Følelser er det næste på Mark Kramers huskeliste. Reporterens egne såvel som hovedpersonens følelsesmæssige reaktioner på forskellige situationer skal skrives ned fordi det er her de spændende brudflader er som sandsynligvis også vil interessere læseren.
Sidst, men ikke mindst er det vigtigt at få skrevet metaforer og sproglige billeder ned efterhånden som de opstår undervejs i researchfasen. De har en evne til at forsvinde på samme måde som en drøm, men er de holdt fast på papiret, ender man ofte med at bruge dem, er Kramers erfaring.
Først på dette sene tidspunkt kan det være på sin plads at lave en selektiv baggrundsresearch og enkelte interview som kan fylde den brede baggrund ud.
Til allersidst foreslår Mark Kramer at reporteren laver en fortællende fremstilling af alle sine noter. “Forestil dig at du fortæller hele historien om din research til din mor ud fra dine noter. På den måde kan du identificere de øjeblikke og begivenheder der er mest interessante”, mener han.

Struktur, drivkraft og scener
Fortællingen som form kan i princippet anvendes hvor som helst i den daglige journalistik – i små og store daglige historier eller i serie-fortællinger som dem Pulitzer Prize-vinderen Tom French har specialiseret sig i gennem sin tid på St. Petersburg Times i Florida. De kan nemt have et omfang som en roman og bringes derfor over flere dage.
Tom French bruger ikke timer, men måneder og år på at researche sine historier, og dybden og detaljerigdommen er imponerende. Hvis han beskriver hvordan en person kørte bort i en personbil, vil han have det hele med: Mærket, årgangen, farven, barnestolen på bagsædet – helt ned til den lille bule i bagskærmen hvis det har betydning for historien.
Når Tom French går i gang med skrivefasen, er den første opgave at finde det spørgsmål i en historie som vil få læseren til at hænge på til det sidste. For eksempel: Hvorfor slog pigen sin mor ihjel?
“Spørgsmålet vil være drivkraft – eller lokomotiv – i historien, men det er ikke det som historien handler om. Det får kun historien til at bevæge sig fremad. Hvilken retning og hvilket mål historien har, er op til dig som skribent. Alle historier har brug for et godt lokomotiv, men hvis den ikke også har et mål, så er det i sidste ende en meget utilfredsstillende historie”, forklarer Tom French.
Tom French opfordrer til at studere fortælleteknik i film og overføre teknikkerne til sine egne fortællinger.
“Når du planlægger en fortælling, så byg den op omkring forskellige scener ligesom i en film og overvej hvilke øjeblikke du kan bruge som grundlag for en scene. Brug også virkemidler fra film som for eksempel krydsklip hvor man følger to handlingsforløb der fører frem til samme punkt. Eller etableringsskud, montager og overgange.”
Byggesten til enhver scene er de sanseoplevelser og specifikke detaljer som blev noteret i researchfasen. De er med til at give liv i scenen og hjælpe læseren til at se den for sig.
“Dialog er også vigtigt. Vi journalister er trænet i at interviewe og siden citere folk når de taler til os. Det er nogle gange værdifuldt, men det er endnu bedre i en fortælling at citere folk når de taler med hinanden og ikke med dig. Lad dem råbe af hinanden, hviske til hinanden og sige onde ting eller være morsomme. Få dem til at tale sammen så læseren føler at de overværer samtalen,” råder Tom French.
Han anbefaler også at lave en disposition. “Se det som et vejkort som svarer på spørgsmål som: Hvad skal der være i første afsnit? Hvad sker der i andet afsnit? Hvis det er en seriefortælling hvor mange dage skal den så løbe over for at få historien fortalt? Hvad er strukturen og fortællekurven i hele historien, og hvordan er den enkelte dag?”.

Meddigtning og fortolkning er fremtiden
Fortalere for fortællende journalistik er overbeviste om at fortællingerne er kommet for at blive. Og i USA har de salgstallene med sig: Amerikanerne er vilde med fortællinger. De kontante argumenter bruges af medlemmer af bevægelsen for fortællende journalistik (det kalder de faktisk sig selv) til at overbevise endnu flere redaktører om at det er værd at satse på at give journalister tid til at researche og skrive store fortællinger også selv om det er dyrt.
Træder man et skridt længere tilbage, er det imidlertid muligt at se fortællende journalistik som en del af en større ny-udvikling i journalistikken som sådan. Journalistik baseret på at give brugerne oplevelse og engagement gennem sanselighed og bløde værdier får større og større plads i medierne. Det sker blandt andet i form af

– public journalism der helt bevidst inddrager læsere, seere og lyttere fra alle niveauer i samfundet i den redaktionelle proces så de aktivt er med til at bestemme hvad der skal laves journalistik om. Denne form for journalistik faciliterer ofte arbejdet med at løse lokale problemer i samarbejde med borgerne.

– reality-journalistik som følger og bakker op om reality-shows som Big Brother og Robinson. Meget af denne journalistik med anmeldelser, læserafstemninger og uddybning af deltagernes liv og handlinger sigter på at forlænge og forstærke seerens oplevelse af programmerne og de følelser de aktiverer.

– sladreteknikken inden for visse dele af journalistikken om de kendte og de kongelige hvor nogle historier bevidst lægger op til en forskudt sladderstund blad og læser imellem. Det sker ved at journalisten ud fra enkelte fakta skitserer et muligt handlingsforløb og præsenterer en fortolkning som læseren så inviteres til at forholde sig til. En sandsynlig, men ikke nødvendigvis dokumenteret formodning om at kronprinsens mange rejser til Australien i 2001 skyldtes en ny kæreste, kan være en lige så god historie som den der blev skrevet da pressen endelig fandt frem til pigen netop fordi sladderelementet engagerer læseren.

Om denne udvikling alene kan tilskrives det kommende drømmesamfund er svært at afgøre. Det er måske vigtigere at konstatere at forholdet mellem de journalistiske medier og deres brugere er i skred. Brugerne er ikke længere tilfredse med at blive opfattet som tomme kar der skal fyldes med information på en regelmæssig basis. I stedet ser der ud til at eksistere en forventning om at journalistik skal give brugeren mulighed for selv at være med til at skabe meningen i de journalistiske produkter ved at åbne for fortolkningsmuligheder, meddigtning og aktiv medvirken. Og det er jo en helt anden historie…