Journalist vs. journalist

Skal journalisten pleje politikerens image? Det synes en del skriverkarle for tiden. Andre afslører magtens mænd. Men hvem går efter systemerne bag?

Meget kan man sige om det, der foregår for øjeblikket - både i det politiske liv og i mediernes dækning af det - men kedeligt er det ikke. Der foregår en kamp, hvor afsløringsstrategier over for afværgestrategier er i spil imellem mediernes journalister og politikernes journalister. Det kan give anledning til nogle kritiske overvejelser om udviklingen af samspillet mellem politik, journalistik og samfund.

Der var engang, da journalisterne så det som en vigtig professionel opgave at formidle indholdet af det, som politikerne lagde frem, diskuterede og vedtog. Politikerne var valgt af folket til at føre politik og vedtage lovgivning i forhold til de interesser, de nu engang var udpeget til at repræsentere. Og de gennemførte så, hvad de kunne få flertal til, men i respekt for, at der skulle foregå en kritisk debat og prøvelse i pressen og på møder inden gennemførelsen. Det var så journalisternes anden vigtige professionelle opgave at sikre, at mindretals synspunkter og indvendinger kom til orde og fik mulighed for at influere den offentlige mening, således at de magthavende politikere kunne tage hensyn til den og evt. lade sig korrigere af den.

Journalistikken og journalisterne var offentlighedens og almenvellets tjenere - 'in honour of truth', som de sagde i USA. Den tredje professionelle opgave var at være vagthund - kritisk at granske politikeres og andre magthaveres administration af den magt, de var betroet af vælgerne eller besad i kraft af deres høje placering i virksomheders og organisationers hierarkier.

Fra slutningen af 1960'erne og op gennem 1970'erne og 1980'erne skete der herhjemme en ændring i forholdet mellem journalister, politikere og offentligheden. Journalisterne frigjorde sig fra tjenerrollen og blev en selvstændig indflydelsesrig faktor i samfundsmaskineriet.

Formidlerrollen blev neddæmpet, og vagthunden blev opprioriteret. Og fra bare at stå og glamme, når der var noget galt, så skiftede den race og adfærd - og blev også en jagthund, nærmest en bastard mellem en gravhund og en terrier. Den kritisk undersøgende journalistik fik højstatus i professionen - tydeligt manifesteret gennem hvilken type journalistik der af professionen selv oftest blev belønnet med Cavlingprisen.

Den første lærebog på dansk i undersøgende journalistik er fra 1983: 'Når sandheden skal frem' af Mogens Meilby og Kim Minke. Den bygger på en lang række cases fra årtierne inden og forsøger på udmærket vis at systematisere de metoder, som de undersøgende journalister havde gjort brug af. Det sker på baggrund af interview med et bredt spektrum af de journalister der havde arbejde inden for genren i perioden: Jakob Andersen, Jens Franck, Lasse Ellegaard, Frank Esmann, Jørgen Flindt Petersen og Erik Stephensen, Grete Lise Holm, Alex Frank Larsen - og mange flere.

Den undersøgende journalistiks fornemste opgave var i denne tradition den dramatiske og veldokumenterede afsløring af ulovligheder og uetisk opførsel hos politikere, blandt erhvervslivets ledere og i organisationernes top. Og i anden række afdækningen af systemfejl - den journalistiske påvisning af, at forskellige samfundsmæssige institutioner ikke levede op til de idealer som de var organiseret omkring. Midlerne var hårdt systematisk opsøgende gravearbejde i forhold til store mængder skriftlige og mundtlige kilder. Og sandheden var ofte særdeles ilde hørt og blev kun gravet frem i offentlighedens lys under modstand.

På amerikansk fik genren navnet 'investigative reporting'. Og det var i høj grad avisen Washington Posts afsløring af Watergateskandalen i USA, der i 1972 endte med Nixons afgang, som gave genren et gevaldigt løft. Journalisterne Carl Bernstein og Bob Woodwards journalistiske undersøgelser cementerede udøvernes status som journalistprofessionens frontkæmpere - som kontrollanter af at samfundsmaskineriet fungerede retfærdigt, og som kontrollanter af magthavernes moralske habitus. En amerikansk lærebog kalder disse journalister 'custodians of consciense' - samvittighedens kustoder - og taler om, at deres funktion er at vogte 'the public virtue' - den offentlige dyd.

I og med at den kritiske afsløring blev professionelt opgraderet, betød det et mere generelt skift i de vinkler på politik, som også den mere almindelige politiske journalistik dyrkede. Ikke mindst i et forholdsvis ukorrupt og velkontrolleret samfund som det danske var der grænser for, hvad der kunne gøres til genstand for afslørende historier - sådan for alvor. Og problemet var og er også, at undersøgende afslørende journalistik med et højt ambitionsniveau er noget, der tager tid og indebærer risici: dels for at en masse ressourcer er spildt, hvis historien efter lang tids research viser sig alligevel ikke at holde, og dels for at det koster avisen og chefredaktøren dyre retssager, hvis dokumentationen forl en kritisk historie viser sig ikke at kunne stå for en juridisk prøvelse.

For den mere dagligdags journalistik om politik betød afsløringsidealet, at man i højere og højere grad fokuserede på de processer, der førte frem til politiske beslutninger: politikernes strategiske manøvrer i forhold til befolkningen og offentligheden, deres skjulte aftaler og alliancer, deres uldne kompromiser, deres indbyrdes magtkampe og taktiske spil. Attraktionen i denne vinkel på den politiske virkelighed er for en journalist, at han kan lave nyhedshistorier, hvor det er ham selv ,der sætter dagsordenen, så han ikke behøver at nøjes med at viderebringe den dagsorden, politikerne ønsker at sætte.

Den langsigtede konsekvens af denne form for journalistik fremkalder et relativt usympatisk billede af det politiske liv og af politikerne selv. Den aura af idealisme, som var knyttet til en politikerrolle med et klart ideologisk ståsted, blev gradvist udskiftet med et mindre skønt billede af politikere som særdeles pragmatiske, opportunistiske, popularitetssøgende og i værste fald lettere moralsk anløbne eller ligefrem kyniske. Et billede, som uden tvivl har bidraget stærkt til den politikerlede og den skepsis over for overhovedet at deltage i det politiske liv, som har været mærkbar i det danske samfund i de senere år.

Tamilsagen blev for store dele af befolkningen herhjemme den spektakulære bekræftelse på, at dette billede havde hold i virkeligheden. Og da sagen blev rejst gennem et stykke glimrende afslørende journalistik af Alex Frank Larsen, så blev det selvfølgelig for journaliststanden samtidig en bekræftelse af den samfundsmæssige betydning af den kritisk undersøgende journalistik - også selv om den måske ikke altid var så undersøgende, at det gjorde noget.

Stort set al samfundsudvikling kan analyseres som en kæde af aktion og reaktion. Politikernes reaktion på det negative image var indsættelse af spindoktorer, medie- og kommunikationskonsulenter, fokusgrupper - hele svineriet. Og det var funktioner, som også i høj grad blev varetaget af professionelle journalister - der blev ansat til at praktisere nogle nye journalistiske genrer, det man med et neutralt ord kunne kalde 'strategijournalistik'. At klare sig i politik - at få politisk magt og kunne gennemføre sin politik - blev mere og mere et spørgsmål om at kontrollere det billede af politikerne, som befolkningen fik, ved at styre de historier, mediernes journalister viderebragte. Og kravet var og er, at det skulle være et positivt modbillede i forhold til det blakkede image, som journalisterne med deres procesvinkel på det politiske stof ellers ofte viderebragte.

I udlandet var Bill Clinton vel den første, der for alvor forstod at mestre denne form for positiv imagemanagement (indtil det gik rigtig galt). Og hans mønsterelev i Storbritannien, Tony Blair, har haft succes med at rendyrke denne strategi - som principielt går ud på systematisk at lancere positive politikfremmende historier på den rigtige baggrund og hurtigt og effektivt at kvæle historier, der afslører negative sider af politikken eller politikerne. Og først og fremmest at forhindre, at de imageødelæggende historier overhovedet kommer frem, gennem en konsekvent og barsk styring og kontrol af ens egen politikergruppes adgang til individuelt at udtale sig til pressen.

I lyset af denne udvikling er det interessant at se, hvad der for tiden sker herhjemme, både journalistisk og politisk. I valgkampen lykkedes det både for Venstre og for Dansk Folkeparti langt hen ad vejen at gennemføre en strategi, der gav vælgerne positive og populære billeder af deres politik - uden journalistisk at blive stillet til ansvar for omkostningerne. Og omvendt var Nyrupregeringens image på forhånd så dårligt - med indre splittelse omkring indvandrerpolitikken og en utroværdig statsminister (efterlønssagen) - at det var umuligt at påvirke journalisterne til at give et positivt modbillede, selv om de rent journalistisk faktisk kunne dokumentere, at den socialdemokratiske regering ud fra de fleste traditionelle samfundsmæssige parametre havde været en fantastisk succes.

Samtidig har vi set noget, der ligner et boom for den klassiske kritisk undersøgende journalistik. I forhold til Tvind, som i mange år har stået på de undersøgende journalisters top 5-liste, lykkedes det for TV 2 (Thomas Stokholm) og Jyllands-Posten (Orla Borg, Jakob Rubin, Michael Ulverman) at afsløre tilsyneladende kriminelle økonomiske transaktioner og et moralsk forfald, så politiet havde grundlag for at gå i gang med en sag, der nu også har ført til Amdi Pedersens anholdelse.

TV-Avisen (Michael Elsborg, Jesper Knudsen) afslørede før jul, at en af topfolkene i SiD havde svindlet organisationen for over en halv million kroner. DR TV (Henrik Grunnet, Nils Giversen, Kjeld Klüver) har netop dokumenteret et oprørende udenrigsministerielt omsorgssvigt over for danske mødre, der har fået kidnappet deres børn til udlandet af børnenes fædre. Og scoopet over alle: B.T. (Morten Pihl, Jakob Preiss-Sørensen) har gennem en effektiv og veldokumenteret artikelserie fået afsløret, at Farums borgmester, Peter Brixtofte, både i stort og småt har forvaltet skatteborgernes værdier på en måde, der ikke blot foranlediger politiundersøgelse, men også politisk indgriben, så kommunen bliver sat under administration.

Der ligger nomineringer til flere Cavlingpriser her. Journaliststanden kan ranke ryggen. Det giver anledning til fortjent professionel stolthed. Og når man som jeg underviser kommende journalister, så er det stimulerende at have gode rollemodeller og forbilledlige cases, som er aktuelle.

Men der er et 'men'. Kritikerne af den undersøgende journalistik, og dem er der ganske mange af blandt de etablerede samfundsstøtter, vil ikke helt ubegrundet kunne indvende, at nok afslører man lovløs, umoralsk og kynisk adfærd, men de gode 'dårlige' historier har ofte en svaghed og en bagside. De er stærkt personcentrerede - og kan nærme sig skadefro personforfølgelse. Når journalisterne f.eks. i den grad udpensler, hvordan Amdi Petersen må sidde under elendige amerikanske fængselsforhold, så er det næsten for meget.

Mere overordnet er det også personcentreringen, man kan have forbehold over for ved den type journalistik. Hvor meget samfundsmæssigt perspektiv er der, når det kommer til stykket, i at producere noget, som primært er et forarbejde til - en politiundersøgelse. Selvom journalister naturligt nok er stolte over at kunne lave journalistik, 'der rykker' for alvor - journalistik, der afslører ulovligheder, korruption og umoral, så er det sjældent, at det anfægter de systemer, som er baggrunden og konteksten for det afslørede. Systemerne forbliver som oftest uberørt, og de systemansvarlige vasker hænder. For at ændre på det kræves en journalistik, som er mere krævende, meget mindre populær og mindst lige så tids- og ressourceforbrugende som den klassisk undersøgende - en journalistik, som er systemkritisk og systemafslørende .

DR (Lars Rugaard, Erik Valeur, Christian Nordkap) forsøgte igennem en flerårig heroisk indsats at afdække systemfejlene bag Nørrebrosagen og de efterfølgende officielle undersøgelser. Men hvad er der kommet ud af dette systemkritiske kæmpearbejde? Og når Willy Strube uanfægtet i lang tid kunne gennemføre et større bedrageri, så peger det på systemfejl i den organisation og den organisationskultur, han tilhørte, men indtil nu er vi journalistisk ikke kommet længere end til, at der måske er
flere personer, der er involveret.

Og når Brixtofte fik frit spil i så lang tid, så gjorde han det på baggrund af et politisk system, der ikke bare lukkede øjnene, men som endda udtalt sympatiserede med de respektløse holdninger, han var eksponent for både i forhold til sine politiske modstandere og til regler og love, der sætter snævre grænser for at drive offentlige institutioner som en privatøkonomisk virksomhed. Det var derfor en fornøjelse at se, hvordan Morten Pihl og Jakob Preiss-Sørensen i en stor B.T.-artikel søndag 24. 2. fokuserede på nogle af disse mere systemkritiske vinkler i en opsummering af sagen.

Og det bliver interessant at se, om Fogh Rasmussens indtil nu ret så effektive politiske styring af journalisternes fokus og modsvarende inddæmning af sagen til en ren Brixtofte og Farum Kommune-historie - om den kan holde også i den kommende tid. Vi vil her opleve de moderne strategijournalister i konfrontation med den klassisk undersøgende journalistik. For at komme videre skal de undersøgende journalister fokusere på temaer og emner - systemfejlene og de systemansvarlige bag skandalerne - der ikke uden videre kan omsættes i gode og salgbare historier. Og de er oppe mod kolleger på systemets side, der ved præcis, hvordan de tænker.

Trykt i Politiken 18 marts 2002

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job