Journalist vs. journalist

Skrevet af
Skal journalisten pleje politikerens image? Det synes en del skriverkarle for tiden. Andre afslører magtens mænd. Men hvem går efter systemerne bag?

Meget kan man sige om det, der foregår for øjeblikket - både i det politiske liv og i mediernes dækning af det - men kedeligt er det ikke. Der foregår en kamp, hvor afsløringsstrategier over for afværgestrategier er i spil imellem mediernes journalister og politikernes journalister. Det kan give anledning til nogle kritiske overvejelser om udviklingen af samspillet mellem politik, journalistik og samfund.

Der var engang, da journalisterne så det som en vigtig professionel opgave at formidle indholdet af det, som politikerne lagde frem, diskuterede og vedtog. Politikerne var valgt af folket til at føre politik og vedtage lovgivning i forhold til de interesser, de nu engang var udpeget til at repræsentere. Og de gennemførte så, hvad de kunne få flertal til, men i respekt for, at der skulle foregå en kritisk debat og prøvelse i pressen og på møder inden gennemførelsen. Det var så journalisternes anden vigtige professionelle opgave at sikre, at mindretals synspunkter og indvendinger kom til orde og fik mulighed for at influere den offentlige mening, således at de magthavende politikere kunne tage hensyn til den og evt. lade sig korrigere af den.

Journalistikken og journalisterne var offentlighedens og almenvellets tjenere - 'in honour of truth', som de sagde i USA. Den tredje professionelle opgave var at være vagthund - kritisk at granske politikeres og andre magthaveres administration af den magt, de var betroet af vælgerne eller besad i kraft af deres høje placering i virksomheders og organisationers hierarkier.

Fra slutningen af 1960'erne og op gennem 1970'erne og 1980'erne skete der herhjemme en ændring i forholdet mellem journalister, politikere og offentligheden. Journalisterne frigjorde sig fra tjenerrollen og blev en selvstændig indflydelsesrig faktor i samfundsmaskineriet.

Formidlerrollen blev neddæmpet, og vagthunden blev opprioriteret. Og fra bare at stå og glamme, når der var noget galt, så skiftede den race og adfærd - og blev også en jagthund, nærmest en bastard mellem en gravhund og en terrier. Den kritisk undersøgende journalistik fik højstatus i professionen - tydeligt manifesteret gennem hvilken type journalistik der af professionen selv oftest blev belønnet med Cavlingprisen.

Den første lærebog på dansk i undersøgende journalistik er fra 1983: 'Når sandheden skal frem' af Mogens Meilby og Kim Minke. Den bygger på en lang række cases fra årtierne inden og forsøger på udmærket vis at systematisere de metoder, som de undersøgende journalister havde gjort brug af. Det sker på baggrund af interview med et bredt spektrum af de journalister der havde arbejde inden for genren i perioden: Jakob Andersen, Jens Franck, Lasse Ellegaard, Frank Esmann, Jørgen Flindt Petersen og Erik Stephensen, Grete Lise Holm, Alex Frank Larsen - og mange flere.

Den undersøgende journalistiks fornemste opgave var i denne tradition den dramatiske og veldokumenterede afsløring af ulovligheder og uetisk opførsel hos politikere, blandt erhvervslivets ledere og i organisationernes top. Og i anden række afdækningen af systemfejl - den journalistiske påvisning af, at forskellige samfundsmæssige institutioner ikke levede op til de idealer som de var organiseret omkring. Midlerne var hårdt systematisk opsøgende gravearbejde i forhold til store mængder skriftlige og mundtlige kilder. Og sandheden var ofte særdeles ilde hørt og blev kun gravet frem i offentlighedens lys under modstand.

På amerikansk fik genren navnet 'investigative reporting'. Og det var i høj grad avisen Washington Posts afsløring af Watergateskandalen i USA, der i 1972 endte med Nixons afgang, som gave genren et gevaldigt løft. Journalisterne Carl Bernstein og Bob Woodwards journalistiske undersøgelser cementerede udøvernes status som journalistprofessionens frontkæmpere - som kontrollanter af at samfundsmaskineriet fungerede retfærdigt, og som kontrollanter af magthavernes moralske habitus. En amerikansk lærebog kalder disse journalister 'custodians of consciense' - samvittighedens kustoder - og taler om, at deres funktion er at vogte 'the public virtue' - den offentlige dyd.

I og med at den kritiske afsløring blev professionelt opgraderet, betød det et mere generelt skift i de vinkler på politik, som også den mere almindelige politiske journalistik dyrkede. Ikke mindst i et forholdsvis ukorrupt og velkontrolleret samfund som det danske var der grænser for, hvad der kunne gøres til genstand for afslørende historier - sådan for alvor. Og problemet var og er også, at undersøgende afslørende journalistik med et højt ambitionsniveau er noget, der tager tid og indebærer risici: dels for at en masse ressourcer er spildt, hvis historien efter lang tids research viser sig alligevel ikke at holde, og dels for at det koster avisen og chefredaktøren dyre retssager, hvis dokumentationen forl en kritisk historie viser sig ikke at kunne stå for en juridisk prøvelse.

For den mere dagligdags journalistik om politik betød afsløringsidealet, at man i højere og højere grad fokuserede på de processer, der førte frem til politiske beslutninger: politikernes strategiske manøvrer i forhold til befolkningen og offentligheden, deres skjulte aftaler og alliancer, deres uldne kompromiser, deres indbyrdes magtkampe og taktiske spil. Attraktionen i denne vinkel på den politiske virkelighed er for en journalist, at han kan lave nyhedshistorier, hvor det er ham selv ,der sætter dagsordenen, så han ikke behøver at nøjes med at viderebringe den dagsorden, politikerne ønsker at sætte.

Den langsigtede konsekvens af denne form for journalistik fremkalder et relativt usympatisk billede af det politiske liv og af politikerne selv. Den aura af idealisme, som var knyttet til en politikerrolle med et klart ideologisk ståsted, blev gradvist udskiftet med et mindre skønt billede af politikere som særdeles pragmatiske, opportunistiske, popularitetssøgende og i værste fald lettere moralsk anløbne eller ligefrem kyniske. Et billede, som uden tvivl har bidraget stærkt til den politikerlede og den skepsis over for overhovedet at deltage i det politiske liv, som har været mærkbar i det danske samfund i de senere år.

Tamilsagen blev for store dele af befolkningen herhjemme den spektakulære bekræftelse på, at dette billede havde hold i virkeligheden. Og da sagen blev rejst gennem et stykke glimrende afslørende journalistik af Alex Frank Larsen, så blev det selvfølgelig for journaliststanden samtidig en bekræftelse af den samfundsmæssige betydning af den kritisk undersøgende journalistik - også selv om den måske ikke altid var så undersøgende, at det gjorde noget.

Stort set al samfundsudvikling kan analyseres som en kæde af aktion og reaktion. Politikernes reaktion på det negative image var indsættelse af spindoktorer, medie- og kommunikationskonsulenter, fokusgrupper - hele svineriet. Og det var funktioner, som også i høj grad blev varetaget af professionelle journalister - der blev ansat til at praktisere nogle nye journalistiske genrer, det man med et neutralt ord kunne kalde 'strategijournalistik'. At klare sig i politik - at få politisk magt og kunne gennemføre sin politik - blev mere og mere et spørgsmål om at kontrollere det billede af politikerne, som befolkningen fik, ved at styre de historier, mediernes journalister viderebragte. Og kravet var og er, at det skulle være et positivt modbillede i forhold til det blakkede image, som journalisterne med deres procesvinkel på det politiske stof ellers ofte viderebragte.

I udlandet var Bill Clinton vel den første, der for alvor forstod at mestre denne form for positiv imagemanagement (indtil det gik rigtig galt). Og hans mønsterelev i Storbritannien, Tony Blair, har haft succes med at rendyrke denne strategi - som principielt går ud på systematisk at lancere positive politikfremmende historier på den rigtige baggrund og hurtigt og effektivt at kvæle historier, der afslører negative sider af politikken eller politikerne. Og først og fremmest at forhindre, at de imageødelæggende historier overhovedet kommer frem, gennem en konsekvent og barsk styring og kontrol af ens egen politikergruppes adgang til individuelt at udtale sig til pressen.

I lyset af denne udvikling er det interessant at se, hvad der for tiden sker herhjemme, både journalistisk og politisk. I valgkampen lykkedes det både for Venstre og for Dansk Folkeparti langt hen ad vejen at gennemføre en strategi, der gav vælgerne positive og populære billeder af deres politik - uden journalistisk at blive stillet til ansvar for omkostningerne. Og omvendt var Nyrupregeringens image på forhånd så dårligt - med indre splittelse omkring indvandrerpolitikken og en utroværdig statsminister (efterlønssagen) - at det var umuligt at påvirke journalisterne til at give et positivt modbillede, selv om de rent journalistisk faktisk kunne dokumentere, at den socialdemokratiske regering ud fra de fleste traditionelle samfundsmæssige parametre havde været en fantastisk succes.

Samtidig har vi set noget, der ligner et boom for den klassiske kritisk undersøgende journalistik. I forhold til Tvind, som i mange år har stået på de undersøgende journalisters top 5-liste, lykkedes det for TV 2 (Thomas Stokholm) og Jyllands-Posten (Orla Borg, Jakob Rubin, Michael Ulverman) at afsløre tilsyneladende kriminelle økonomiske transaktioner og et moralsk forfald, så politiet havde grundlag for at gå i gang med en sag, der nu også har ført til Amdi Pedersens anholdelse.

TV-Avisen (Michael Elsborg, Jesper Knudsen) afslørede før jul, at en af topfolkene i SiD havde svindlet organisationen for over en halv million kroner. DR TV (Henrik Grunnet, Nils Giversen, Kjeld Klüver) har netop dokumenteret et oprørende udenrigsministerielt omsorgssvigt over for danske mødre, der har fået kidnappet deres børn til udlandet af børnenes fædre. Og scoopet over alle: B.T. (Morten Pihl, Jakob Preiss-Sørensen) har gennem en effektiv og veldokumenteret artikelserie fået afsløret, at Farums borgmester, Peter Brixtofte, både i stort og småt har forvaltet skatteborgernes værdier på en måde, der ikke blot foranlediger politiundersøgelse, men også politisk indgriben, så kommunen bliver sat under administration.

Der ligger nomineringer til flere Cavlingpriser her. Journaliststanden kan ranke ryggen. Det giver anledning til fortjent professionel stolthed. Og når man som jeg underviser kommende journalister, så er det stimulerende at have gode rollemodeller og forbilledlige cases, som er aktuelle.

Men der er et 'men'. Kritikerne af den undersøgende journalistik, og dem er der ganske mange af blandt de etablerede samfundsstøtter, vil ikke helt ubegrundet kunne indvende, at nok afslører man lovløs, umoralsk og kynisk adfærd, men de gode 'dårlige' historier har ofte en svaghed og en bagside. De er stærkt personcentrerede - og kan nærme sig skadefro personforfølgelse. Når journalisterne f.eks. i den grad udpensler, hvordan Amdi Petersen må sidde under elendige amerikanske fængselsforhold, så er det næsten for meget.

Mere overordnet er det også personcentreringen, man kan have forbehold over for ved den type journalistik. Hvor meget samfundsmæssigt perspektiv er der, når det kommer til stykket, i at producere noget, som primært er et forarbejde til - en politiundersøgelse. Selvom journalister naturligt nok er stolte over at kunne lave journalistik, 'der rykker' for alvor - journalistik, der afslører ulovligheder, korruption og umoral, så er det sjældent, at det anfægter de systemer, som er baggrunden og konteksten for det afslørede. Systemerne forbliver som oftest uberørt, og de systemansvarlige vasker hænder. For at ændre på det kræves en journalistik, som er mere krævende, meget mindre populær og mindst lige så tids- og ressourceforbrugende som den klassisk undersøgende - en journalistik, som er systemkritisk og systemafslørende .

DR (Lars Rugaard, Erik Valeur, Christian Nordkap) forsøgte igennem en flerårig heroisk indsats at afdække systemfejlene bag Nørrebrosagen og de efterfølgende officielle undersøgelser. Men hvad er der kommet ud af dette systemkritiske kæmpearbejde? Og når Willy Strube uanfægtet i lang tid kunne gennemføre et større bedrageri, så peger det på systemfejl i den organisation og den organisationskultur, han tilhørte, men indtil nu er vi journalistisk ikke kommet længere end til, at der måske er
flere personer, der er involveret.

Og når Brixtofte fik frit spil i så lang tid, så gjorde han det på baggrund af et politisk system, der ikke bare lukkede øjnene, men som endda udtalt sympatiserede med de respektløse holdninger, han var eksponent for både i forhold til sine politiske modstandere og til regler og love, der sætter snævre grænser for at drive offentlige institutioner som en privatøkonomisk virksomhed. Det var derfor en fornøjelse at se, hvordan Morten Pihl og Jakob Preiss-Sørensen i en stor B.T.-artikel søndag 24. 2. fokuserede på nogle af disse mere systemkritiske vinkler i en opsummering af sagen.

Og det bliver interessant at se, om Fogh Rasmussens indtil nu ret så effektive politiske styring af journalisternes fokus og modsvarende inddæmning af sagen til en ren Brixtofte og Farum Kommune-historie - om den kan holde også i den kommende tid. Vi vil her opleve de moderne strategijournalister i konfrontation med den klassisk undersøgende journalistik. For at komme videre skal de undersøgende journalister fokusere på temaer og emner - systemfejlene og de systemansvarlige bag skandalerne - der ikke uden videre kan omsættes i gode og salgbare historier. Og de er oppe mod kolleger på systemets side, der ved præcis, hvordan de tænker.

Trykt i Politiken 18 marts 2002

Relaterede artikler

Public Journalism – De nye journalistiske spilleregler - Public Journalism er en ny journalistiske genre, der grundlæggende ændrer pressens rolle fra at være...
Magten er meget! - Magten og meningsdannelsen ligger et sted mellem medierne og beslutningstagerne, men vi må stadig vente på ...
Mediernes magt - Med tilladelse fra Ralf Pittelkow bringer Kommunikationsforum hele kapitel 14 fra hans seneste bog "Det personlige samfu...
Fra vagthund til redningshund - Public journalism, civic journalism, solution journalism, medborgerjournalistik. Begrebet dækker over mediernes opfattel...
Danskerne ser på - Danskerne interesserer sig hverken for politik elle avislæsning. De engagerer sig kun i en sag, hvis den har personlig r...
Meta-avisen – alle journalisters og spindoktorers skræk - Medierne er nu blevet så magtfulde, at det er på redaktionerne det vigtigste politiske arbejde laves, og så kan politike...
Et Skridt på Vejen… - Et speciale om journalistikkens muligheder for at skabe demokratisk dialog i samfundet via public journalism. Et af de...
En undersøgelse viser… - Det er alt for let at bringe eksempler på mediernes ukvalificerede omgang med egne og andres undersøgelser, men ikke sær...
En spindoktor krydser sit spor - ‘Spin‘ er en styrkelse af demokratiet. Ellers lytter partierne nemlig bare til deres medlemmer. Designerpolitik er en st...
Jagten på det positive image - Reklame, PR- og Konsulentbureauer tjener i disse år styrtende med penge på at hjælpe progressive virksomheder med at kom...
Brixtoftes halvfulde flasker - Peter Brixtofte er berygtet for at pakke tingene ind som da han på magisk vis forvandlede et underskud i milliardklassen...
Lad dog læserne bestemme-metroXpress slår igen - Thomas Elmegård har forfattet et debatindlæg her på K-forum, der som noget ganske unikt formår at samle næsten alle ford...
En knap så trekantet nyhedstrekant - Nyhedstrekanten er blevet en trist selvopfyldende profeti. Det er på tide med et alternativ til den klassiske nyhedstrek...
Hvad Qvortrup (nok) vil på Se og Hør - Når Henrik Qvortrup indtager chefredaktørposten på Se og Hør, er det (nok) ikke bare for at få en god fast løn. Om ikke ...
Den redigerende magt - Politik har udviklet sig til en tilskuersport, men journalisterne og politikerne er lige gode om det. Det viser er forsk...
Spindoktorerne skal i snor - Hvordan kan det gå til, at ministres spindoktorer, der er ansat som særlige rådgivere, kan klokke i det ved bl.a. at lyv...
For få spindoktorer i dansk politik - I stedet for at stække regeringens spindoktorer burde Folketinget styrke ministeriernes kommunikation. Folkestyrets p....
Kan man stole på journalister? - The New York Times er rystet i sin grundvold, efter at avisens stjernejournalist Jayson Blair er blevet afsløret som svi...
Make my day - Forskellen på værdipolitik og interessepolitik bliver tit fremhævet af politologer. Den helt klassiske interessepoliti...
Share of Silence - Foghs brandingstrategi - Her-kommer-dansk-politiks-Lance Armstrog-ned-fra-bjergene-og-sætter-tingene-på-plads-hjemkomst. En hjemkomst, der bevist...
Politisk marketing - Den politiske kommunikation har forandret sig mod en større grad af markedsføring af politikken. I artiklen beskrives h...
Fuck you, fadbamse - Chefen er i krise og har brug for sin nærmeste k-rådgiver. Så hvor er han? På badeferie på Mallorca? Nej, vel? Jo, overr...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

43 JOB

Digital kommunikationsprofil

Se alle job Indryk job

Kursus

Storytelling og videoproduktion

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Pressechef

Frist: 5. august

Journalist

Frist: 1. august

UX-writer

Frist: 7. august
Se alle job Indryk job

Kursus

Digital Content Bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.