Gør din beklædning til din kommunikationsstrategi

Mode og beklædning er længe blevet undervurderet som social kommunikation. Hvorfor ikke anerkende tøjets kommunikative magt og udnytte det strategisk? Du kan tage magten over din garderobe idag og nå dine mål, før du ved af det.
af Maria Messmann
Din garderobe er som din Linkedin-profil
Ønsker du et nyt job, en ny partner eller bare en god service på shoppeturen, så spiller din påklædning en afgørende rolle. Det er derfor væsentligt, at du er bevidst om betydningen af din beklædning. Her taler vi ikke bare om at anerkende tøjets signalværdi, men om at du rent faktisk skal anvende tøjet strategisk, på samme måde som du tænker over din LinkedIn-profil, opsætningen af dit CV eller prioriteringen af dit professionelle netværk.

Årsagen til at du skal prioritere din garderobe ligeså højt som din næste jobansøgning, er simpel. Din beklædning bærer på en enorm mængde af visuelle informationer om din person, som du sender ud til omverdenen, fra det øjeblik du træder ud af hoveddøren derhjemme, uanset om du vil det eller ej. Det er derfor afgørende at tænke over, hvilke signaler du sender med din aktuelle beklædning, hvis du vil have aktiv indflydelse på, hvordan andre opfatter dig og ikke mindst, hvordan du kan opnå konkrete mål hurtigere og mere effektivt. 
 
Vurder andre på fysisk fremtoning – med god samvittighed
Vi lever i en verden domineret af millioner af indtryk og for at kunne navigere rundt i de store mængder af  information, afkoder vi hinanden, ud fra det tøj folk har på. Overfladisk vil nogle mene. Fuldstændig logisk,  legitimt og rationelt, vil jeg mene.
 
Et billede siger mere end 1000 ord. Det samme gør dit tøj! 
 
Ved at aflæse hinanden finder vi frem til de grupper af individer, som vi ønsker at være ”i flok med”. Vores tøj skal derfor ikke betragtes som overfladisk, men som komplekse koder, der kan hjælpe os med at navigere rundt i nutidens informationssamfund.
 
Du er altid tøj-kommunikatør?
Kommunikation betragtes ofte som det talte - eller skrevne ord - på trods af, at det primært er det visuelle udtryk, der dominerer, når vi kommunikerer, og at det der skal kommunikeres kan forstærkes af visuelle virkemidler. Mange mennesker bliver nu, i den daglige påklædningsproces, kommunikatører, der bevidst reflekterer over, hvilke signaler de ønsker at sende til deres omverden. De har erfaret hvilken effekt og betydning den visuelle påklædning har. Og her kan man tale om en omfattende kommunikativ opgave, når du hver dag skal tage stilling til: 1) Hvad du ønsker at signalere, 2) Til hvilke menesker og 3) I hvilken kontekst. Og det på alt i alt et par minutter, medmindre du lægger dit tøj klar dagen før!

Der er altså tale om en kontinuerlig afvejning af budskab, afsender, modtager, kontekst og ikke mindst relevans, hvilket betyder, at man dagligt inddrager flere af de klassiske kommunikationsbegreber i sin påklædningsproces.  De fleste af os kender følelsen af at stå foran klædeskabet i alt for lang tid i en bestræbelse på at finde det perfekte ”jobsamtale-outfit”, og det er der god grund til, når man ønsker at sende et signal om, at man er den perfekte til jobbet.
 
Kend dem på kludene
Nogle mennesker mestrer kunsten ud i beklædning. De klæder sig fuldstændig i overensstemmelse med de budskaber, de ønsker at sende og understreger dermed visuelt, hvad de står for. Mød her fem kommunikatører, der klæder sig strategisk – og med stor succes.
 
Joan Ørting er kendt for sin varme og sexede udstråling og lever af at gøre os danskere klogere på parforhold og seksualitet
 
Joan Ørting som vi kender hende. Den frisindede romantiker med flotte, kvindelige former
 
Når vi kaster et blik på Joan, er vi slet ikke i tvivl om, at hun ved noget om både kærlighed og sex. Og hvordan kan det være? Jo, Joan klæder sig altid feminint, romantisk samt boheme-agtigt og lægger ikke skjul på sine kvindelige former. Hun oser langt væk af sex, frisind og løssluppenhed, hvilket jo stemmer perfekt overens med den sommerfugl, hun selv ser sig som.

Så har vi Johanne Schmidt-Nielsen. Hun startede sin karriere i grå hættetrøjer og skovmandsskjorter, men lagde stilen om og hoppede i den klassiske skjorte tilsat mørk blazer. En uniform, som for det meste ses skildret på højrefløjen, men som Johanne bløder op med de naturlige, pjuskede krøller, jeans og opsmøgede ærmer.
 
Findes der en sammenhæng mellem beklædning og antal af personlige stemmer?
 
Johanne femdoblede sit antal af personlige stemmer. En tilfældighed? Måske. Eller også kan hun have tiltrukket vælgere, der tidligere var skræmte af Pernille Rosenkrantz-Theils autonome look og som nu føler sig mere trygge ved den mere seriøse og ambitiøse beklædning.
 
Hummels direktør, Christian Stadil, gør det også godt.
 
Har Hummels direktørs, Christian Stadil, tøjstil indflydelse på salget af Hummel-tøj? 
 
Behøver man sige, at manden sælger moderigtig sportstøj, er tiltrukket af buddhisme og ovenikøbet er en hardcore businessman? Med sit glatbarberede hoved fremstår han næsten som en tibetansk munk, og med sine tatoveringer og flippede tøjstil er vi ikke i tvivl om, at han lever af mode. Vi er overbeviste, og nogle af os køber endda varen.
 
Og så har vi den kære Blachman. Manden som alle elsker at hade, men som trods alt har fået sit budskab igennem. Han får taletid gang på gang, også selvom den gudesmukke Lise Rønne beder ham om at holde kæft! 
 
 
Er Blachmann en kynisk businessmand eller en kreativ musiker? Måske en blanding?
 
Vi ved, hvad han står for med sin no bullshit-attitude, der bliver understreget af hans simple look, hvor der er skåret helt ind til benet. Skarpe suits understreger stilen, men Blachman vælger dog stort set altid at sætte åbenstående skjorter til - måske for at vise, at han også har en mere blød side ... eller at han grundlæggende også er en kreativ musiker.
 
Signe Wenneberg er sidste kommunikatør i rækken. Vi husker hende for det meste som vist på fotoet. Afslappet, smuk som en havefe i et eventyr og med en høne under armen. 
 
Signe Wenneberg ser eventyrlig ud med sin army-farvede jakke i naturrige omgivelser
 
Hvad vil du signalere?
Det er ikke længere tilstrækkeligt at kommunikere verbalt idag. Nu er dine kompetencer som visuel kommunikatør afgørende, hvis du eller dine ambitioner skal afkodes af omverdenen efter din hensigt. Hvis din fysiske fremtoning  ikke stemmer overens, med det du siger, kan du blive opfattet, på en måde som måske ikke er intentionen. Det visuelle udtryk skal derfor altid understøtte det sagte og ikke modarbejde det. Når vi konstant sender signaler om os selv til andre gennem vores beklædning, er det en fordel at blive bevidst om, hvad man er igang med at signalere.
 
Vi skal blive bevidste omkring de signaler, vi sender og tage magten over dem, så vi øger chancerne for at blive opfattet, som vi ser os selv. På den måde kan vi, ligesom Joan, Johanne og Blachman have aktiv inflydelse på vores personlige fremtidsvisioner, og hvem ønsker ikke det?
 
Gør som Sandy fra Grease
Vi kender alle fortællingerne om den studerende, der til sin eksamen tager et par briller på og derefter scorer en højere karakter end forventet, eller Sandy fra Grease, der vælger at bytte skolepigetøjet ud med stramme gamacher og høje hæle og derefter ender med at få sin bad boy Danny. 
 
 
Klæder skaber folk. Tag for eksempel Sandy fra Grease, der starter ud som en bly viol i sarte blondekjoler og ender som sexet hot stuff i sort læder
 
Pointen er den samme. Vi kan opnå specifikke resultater ved at iklæde os bestemte gevandter. Manipulation med virkelighedens realiteter vil nogle måske påstå. Jeg vil sige rationel bevidsthed omkring, hvad man kan få ud af at arbejde strategisk med sin påklædning.
 
 
 
Alt her i verden er tillagt en bestemt værdi og kan betragtes som et symbol; en håndgribelig genstand kan eksempelvis fortælle noget abstrakt, åndeligt eller kulturelt. Brillerne hos den studerende kan, som den helt store kliché, betragtes som et tegn på intelligens, hvorimod Sandys høje hæle og stramme gamacher anses for - ja - sexede og forførende. Alle beklædningsdele bærer altså på en stærk immateriel værdi. Den værdi er til konstant forhandling og ændrer sig over tid.

Men hvordan kan du konkret  skabe bedre betingelser for dine arbejdsambitioner gennem din beklædning?
Det får du et overblik over her:
  • Undersøg allerede inden eventuelle jobsamtaler, hvilken dresscode der er på arbejdspladsen. Folks førstehåndsindtryk sidder næsten altid fast, så sørg for at beklædningen sidder lige i skabet første gang.
  • Se på, om der er forskelle i, hvordan de forskellige afdelinger klæder sig, eller om der er forskel på, hvordan beklædningen er, alt efter hvilket niveau på rangstien man befinder sig på. Tippet er her at klæde sig efter, der hvor du ønsker at befinde dig.
  • Har du kontakt til kunder, eller er du virksomhedens ansigt udadtil, er det vigtigt, at du klæder dig på for kunderne, så de føler, at de bliver taget seriøst og føler sig værdsat.
  • Fald ikke i jantelovs-fælden, hvor man vælger at dresse ned for ikke at virke overfladisk og dermed ikke intelligent. Dem, der har de tanker om dig, er med stor sandsynlighed ikke dem, der sidder med ansvaret for din næste forfremmelse!
  • Klæd dig behageligt, uden at det er på bekostning af stilen. Hvis du ikke trives i dit tøj, vil andre kunne aflæse det med det samme.
Klæd dig i dine drømme
Overvej altid, hvad dit tøj fortæller om dig som person, om dine drømme samt om dine målsætninger her i livet, og klæd dig i overensstemmelse med de signaler, du ønsker at sende.  Så kan du øge chancen for, at dine budskaber om dig selv vil blive modtaget som intentionen.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også