Jihad Cool og den banale ondskab
Islamisk Stat (IS) har fået betegnelsen ”Jihad Cool” af de vestlige medier. IS-generationen er smart, global og medievant. Brutaliteten i det regime er på én gang frastødende og eksotisk, synes vi. Der snakkes og snakkes om Twitter-unge, der hverver andre unge til hellig krig. Men nedenunder lurer stadig en ond banalitet, som i alt sit indskrænkede tyranni fraskriver sig enhver refleksion.
af Bo Kampmann Walther
James Foley på video
Den 19. august 2014 offentliggjorde Islamisk Stat en video, der viser halshugningen af den amerikanske journalist James Foley, som blev kidnappet den 22. november i 2012 af uidentificerede bevæbnede gerningsmænd i det nordvestlige Syrien. Videoen med titlen ”En besked til Amerika” blev bragt på flere sociale medier. Det er til at få mavekramper af. Det er grusomt, og man fattes ord. Inden sin død nåede Foley at sende en sidste hilsen til sin familie gennem den danske freelancefotograf Daniel Rye Ottosen.
Men de vestlige medier har kronede dage. Medier elsker nemlig at skrive om sig selv, og især om hvordan den stigmatiserende logik, som ellers holder sammen på vores verden, langsomt går i opløsning: Lige pludselig er ”de andre”, beduinkrigerne med Kalashnikovs og hidsigt temperament, enormt smarte med en iPhone. Meta er det nye motto. Imens trækker Islamisk Stat (IS) blodige spor igennem Irak og Syrien og er genstand for endeløse refleksioner over hvorledes nye medier som Twitter, YouTube og Instagram bruges som led i en rekrutterings- og PR-kampagne. IS har tilsyneladende lært af det arabiske forår og er trådt ud af en altmodisch orden, nu med lommekamera og bærbar jihad.
Kunsten at bygge en app
IS repræsenterer cremen af en performativ Twitter-generation, hvor selfies fra slagmarken optræder side om side med ideologisk manipulation. Men er det ikke mere skræmmende, at nyhedsmedierne i en tilsyneladende endeløs benovelse over ”Jihad Cool”-bevægelsens spin gnidningsfrit er med til at bekræfte moderniteten i en ny terrorisme? Man skulle næsten tro, det var med vilje: De spreder. Vi spreder. Bang! Så kommer der turbo på både global spredning og krigsliderlig slagkraft. Men det slører billedet af den banale ondskab, der dybest set styrer det hele.
Jamie Bartlett analyserer sociale medier for tænketanken Demos, og han identificerer en ny modkultur, en ny slags jihad som ved hjælp af medierne er globalt genkendelig og for mange uimodståelig: ”Vi taler om unge islamister i tyverne, som udmærket ved, at så er det altså heller ikke sværere at lave en app. De ved, hvor vigtig Twitter er. De ved, hvordan man uploader en rigtig beskidt video på YouTube. De kender mekanismen i, at budskaber bliver virale”, siger Bartlett.
Magasinet Vices fremragende dokumentar om den Islamisk Stat (IS).
Da terror blev viral
I den gamle verden, skriver Jon Lee Anderson i The New Yorker, tog de store despoter og ideologiske ledere oftest afstand fra folkemord og andre uhyrligheder. Stalin gav Nazityskland skylden. Nazisterne nægtede indtil det sidste den systematiske ondskab i koncentrationslejrene. Saddam Hussein hævdede, at iranerne stod bag giftangrebet på kurderne i Halabja i 1998.
Men i slutningen af den kolde krig skete der noget. Terroren, som dog for det meste stadig udsprang af sekulære ideologier eller havde mere direkte, separatistiske dagsordener, blev på én gang mere kynisk og medieorienteret. Tænk bare på E.T.A., I.R.A., De Røde Brigader og diverse palæstinensiske fraktioner. De fremstillede en ny nådesløshed både i deres brug af politisk vold og i deres manipulation af medier til at sprede terror. Vendepunktet kom i 2002 med det snuff-lignende mord på den amerikansk-israelske journalist Daniel Pearl, som blev kidnappet af pakistansk militær og senere myrdet af Al-Qaeda-medlemmet Khalid Sheikh Mohammed.
De Røde Brigader var en italiensk guerillagruppe, som i 1978 kidnappede og siden myrdede Italiens tidligere regeringsleder Aldo Moro. Kilde: www.infoaut.org.
Kynisk og medieorienteret terror. Mordet på den amerikansk-israelske journalist Daniel Pearl var det første mord, der blev filmet og vist til offentligheden. Kilde: www.news.com.au.
Tavshed, snak og banalitet
Man kunne hævde, at det bedste angreb imod den performative terrorismes mediestrategier er tavshed – ikke snak. Den konstante religionskritiske stigmatisering og ikke mindst de mange skriverier om de radikale islamisters medieteknologiske overlegenhed er i stedet med til at tegne billedet af en fjende, der ikke alene er monstrøs i al sin brutalitet, men også komplet assimileret. At gøre IS ”moderne” er i bedste fald at forvandle de flestes mediekompetence til en skinger ekspertkultur, hvor hashtags og lynhurtig broadcasting skulle være noget særligt. Er det det? Det findes jo også på Lolland og i udkanten af Herning. Og er det teatralske element – medienærværet, de ikonografiske opstillinger – ikke netop et uadskilleligt element ved terrorens natur? Der er ikke noget ved at skyde op i luften, hvis det ikke bliver filmet. Bare spørg hooligans.
Urbaniseringen af den nye terror, som IS inkarnerer i disse dage, bliver med mediernes hjælp en global affære. ”Jihad Cool” viser head on en korrumperet og afstumpet verden lige udenfor vores verden, som også er i vores verden. Man kan jo bare pakke rygsækken og tage til Syrien eller Irak og opleve ægte krudtslam og gang i gaden. Så kan folk fra England, Danmark og Tyskland chatte med rigtige jihad-krigere og forhøre sig om vejrforhold og autentisk støv fra ørkenen dernede.
Banal ondskab
Alt sammen en banal ondskab, som Hannah Arendt ville have sagt, og i nyhedsmediernes meta-liderlighed bliver den både større, mere global og rejst op i et fascinerende gys. Den amerikanske forfatter Don DeLillo skrev i et essay om tab, terror og tid i skyggen af 9-11, at sammensværgelser indskrænker verden, bygger mure og skaber fællesskaber. Terroristens forspring er, at han ikke ser synet af en kvinde, der skubber en barnevogn, men blot indædt øver sig på de koder og procedurer, som i deres visdom om dom og destruktion former hans forskruede, men retfærdige feber i hjernen.
Terrorismen, hvad enten den er cool eller gammeldags, er på YouTube eller henslæber en tilværelse i bælgmørke, kan kun operere i en uigennemtrængelig zone af uforsonlig retorik og blodig indædthed. De fællesskaber kan ikke tildele sig selv et lånt blik fra verden udenfor. Det, som er på den anden side af muren, er fordærvet og korrupt, og må bekæmpes med alle midler. Når man ser verden eksistentielt, drager man omsorg for den andens selvstændighed med risikoen for, at denne selvstændighed både kan bekræfte og ødelægge ens selvforståelse. Når man derimod anskuer verden i en terroristisk logik, ser man blot et koordinatsystem, hvor X’erne skal udryddes, og Y’erne skal have magten. Det er Zions Bjerg med hegn udenom, lukket og slukket for alle andre end dem, der ejer koden.
Når fanatismen ikke ser blindheden i sine egne selviagttagelser, forsvinder enhver form for demokrati. Resten er bare tavshed, uforståelige dyrelyde og det lidelsesfulde blik fra James Foley ud mod dig.
