Jeps, det bliver Jepsen

Endelig en lykkelig skilsmisse. Michael Kristiansen forlader Anders Fogh Rasmussen for at få mere tid til at tjene penge og samle familien. En flot indsats fra Kristiansen,der slutter med et stort 10-tal. Kun Fogh bag facaden og track-changes-i-nytårstalen-skandalen trækker ned. Alt imens har vi skabt et lille futures-marked, for hvem der mon bliver den nye spindoktor for Fogh. Her kommer K-listen med de vigtigste plusser og minusser. Vi tror på Charlotte Jepsen som dark horse kandidaten. For med Charlotte så bliver det til noget. Tid til forandring. Jeps, det bliver Jepsen.

 

Vores bedste bud. Den sorte hest. Vores vinder: Charlotte Jepsen

Charlotte Jepsen arbejder som pressechef for Claus Hjort Frederiksen. Hun har tidligere være fuldmægtig i Realkreditrådet og økonomisk konsulent i BRFkredit. I 1996 blev hun ansat som souschef i Venstres Politiske Økonomiske Sekretariat. Siden da har hun haft forskellige poster inden for Venstre, blandt andet som leder af Pressetjenesten, før hun i 2001 blev ansat som spindoktor i Beskæftigelsesministeriet. Hun kan det politisk-økonomiske stof, og så er hun bare Charlotte på den fede Christian Mejldahl-agtige måde.

 

Plus:

Det, der taler for Charlotte Jepsen som den nye spindoktor, er, at hun er indbegrebet af det nye og målrettede Venstre. Hun er loyal til det yderste, fagligt set kompetent og har erfaring fra det politiske system. Hun kender med andre ord kursen.

 

Minus:

Imod hende taler, at hun ikke har erfaringen med at small-talke med journalisterne, og måske heller ikke har evnen til at være illoyal på den strategiske måde. Lidt for meget Christian Mejldahl.

 

Massemediernes automatreaktion. Kristiansen-klonen i miniput: Michael Ulveman

Han keder sig af helvedes til. Michael er pt. chefredaktør på det topkedelige Dagbladenes Bureau. Han har tidligere arbejdet som Jyllands-Postens korrespondent i USA. Han er sulten for at komme væk. I slutningen af 1980erne var han pressechef for Det Konservative Folkeparti. Han har et indgående kendskab til Christiansborg og har derudover et nært venskab med Mikael Kristiansen, som han skrev en biografi om Poul Schlüter sammen med for 15 år siden. Mikael Ulveman var tæt på Anders Fogh Rasmussen da han i 2003 skrev ”I spidsen for Europa", der fik en del medieomtale. Michael beskrives som en blanding af venlighed og kynisme – en god blanding for en spindoktor. Og så ligner han Meyerheim på en god dag.

 

Plus:

Det, der taler for Michael Ulveman, er, at han er bredt anerkendt som en dygtig journalist. Han har kendskab til Christiansborg og måske vigtigst af alt; han har Foghs tillid.

 

Minus:

Imod ham taler, at han måske minder for meget om Michael Kristiansen, dog uden det samme format. Man kan spørge, om han er en mindre udgave af Michael Kristiansen?

 

Det sindssyge retromove: Henrik Qvortrup

Manden, som ligner en spindoktor for meget til at blive spindoktor igen. Mr. Spin, Henrik Qvortrup, har tidligere været Anders Fogh Rasmussens spindoktor og stod i mange år i baggrunden. Han har de seneste par år arbejdet som redaktør af Se & Hør, hvor han har kastet rundt med døde mennesker, polske læger og utro ægtefæller. Henrik Qvortrup er kendt for at være en hård hund, der ikke er bange for at stille sig op og tage konfrontationer, også på tv. Om det mulige comeback siger han til Politiken: ”Når du spørger, hvad jeg synes om jobbet hos Anders Fogh, vil jeg sige, at det er et af Danmarks mest spændende job. Men jeg er fantastisk glad for det job, jeg har”. Det er vi også. Bliv hvor du er, skallesmækker.

 

Plus:

Qvortrup beskrives som notorisk begavet. En af grundene til, at Fogh skulle vælge ham, er, at så ville Fogh ikke mere lege rundt på gulvet med polske læger i Se & Hørs spalter. Velkommen til Henrik. Farvel til lægen.

 

Minus:

Imod Qvortrup som spindoktor taler, at han har været der før, og at han nu er på Ser & Hør. Desuden er han kun er loyal over for sig selv. Han er måske knap så loyal over for folkestyret.

 

Et frisk pust over Danmarks statsminister: Søs Marie Serup

Søs Marie er 31 år og cand.phil. i engelsk. Hun har arbejdet i televirksomheden butlerNetworks A/S og den internationale virksomhed ZS holding A/S som kommunikationskoordinator. Den 1. august i 2003 blev hun ansat som medarbejder ved Venstres pressetjeneste på Christiansborg. I maj i år blev hun ansat som Venstres nye pressechef. Søs Mai Marie Serup kommer fra den jyske muld, hvorfra hun har sin arbejdsmoral.

  

Plus:

Søs beskrives som fagligt dygtig, arbejdsom og som et sympatisk menneske. Dertil kommer, at hun har gruppens tillid, og at hun pt. sidder i stolen som pressechef.

 

Minus:

Hun har ingen tyngde på Christiansborg endnu, og er forholdsvis ung. Hun kan blive en ny Trine

Hammershøy; en lidt for stor opgave til et lidt for ubeskrevet blad.

 

Den flinke nydelige mand: Thomas Larsen

Thomas Larsen arbejder som politisk redaktør ved Berlingske Tidende. Han har skrevet bogen: ”I godtvejr og storm”, hvor han var meget tæt på Anders Fogh i lang tid. Han har tidligere været politisk journalist på Jyllands-Posten, informationschef i Den Almindelige Danske Lægeforening og politisk reporter på Børsens Nyhedsmagasin. Ud over ”I godtvejr og storm” har han skrevet biografier om blandt andet Schlüter, Ellemann-Jensen og Auken. Han er flink og ser nydelig ud på tv.

  

Plus:

Fogh og Thomas. Thomas og Fogh. De kender og stoler på hinanden. Thomas går for at være en meget respekteret journalist, der kunne sælge troværdighed i metermål.

 

Minus:

Har formentlig ikke kynismen og beslutningskraften. Er lidt for meget; på den ene side og på den anden side. Snakken går, og er han ikke lidt af en smagsdommer?

 

Steve Ballmer-movet: Carsten Mai

Han minder lidt om Microsofts berømte direktør. Carsten Mai er 38 år. Han arbejder for det internationale Burson-Marsteller, en virksomhed, der arbejder med Public Affairs og lobby. Carsten Mai har i de forgangne tre år arbejdet som pressechef for finansminister Thor Pedersen. Han tog skylden for boligsagen. Inden da havde han gennem seks år en lignende stilling hos forhenværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. Carsten Mai er uddannet sociolog og arbejdede i starten af karrieren som fuldmægtig og kontorchef i Københavns Kommune, inden han blev pressechef.

 

Plus:

Carsten Mai kender gamet fra Finansministeriet og Københavns Rådhus. Han har erfaringen og tyngden.

 

Minus:

Mangler den personlige respekt, som Michael Kristiansen har profiteret af. Han er lidt ufin eller hård i kanten, og har vel også dyrket lidt Voodoo PR gennem tiderne.

 

Det sikre konservative valg: Frank Korsholm

Gud, konge og fædreland. Han er blå fra top til tå. 44-årige Frank Korsholm har de sidste to år arbejdet som informations- og pressechef hos De Konservative. Han har tidligere arbejdet som politisk redaktør på Dagbladet Børsen. Han er uddannet cand.oecon og har i sin tid på Børsen hovedsageligt arbejdet med politisk-økonomisk journalistik fra Christiansborg. Før sin ansættelse på Børsen arbejde han som makroøkonom og investeringskonsulent i Provinsbanken og Amagerbanken. Det lyder tørt og er tørt.

 

Plus:

Frank Korsholm beskrives som en Christiansborg-rotte med legendarisk blik for intrigen. Dertil kommer, at han er forhærdet borgerlig.

 

Minus:

Han har nærmest giftet sig med De Konservative, hvor han snart kan fejre sølvbryllup.

 

Alt sammen er ligegyldigt, for det jo bliver Jepsen. Tid til forandring. Vi ved, det bliver til noget.

 

 

 Hvem skal så være den nye spindoktor? - deltag i  afstemningen her

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job