Jens Kofoed: ’Vi er synlige, og vi vokser’

I en ny undersøgelse får PR-brancheforeningen PRB tørt på af såvel medlemmer som ikke-medlemmer. Kforum har på grundlag af kritikken stillet 10 skarpe spørgsmål til formanden for PRB, Jens Kofoed.


Formand for PRB Jens Kofoed

- Hvorfor er der ikke større tilslutning til brancheforeningen?

"Man kunne også spørge sig selv: Hvordan er det lykkedes at gå fra 13 medlemmer til 32 på 5 år, når antallet af relevante medlemsvirksomheder kun er ca. 40 og branchen præget af stærke individualister?"

- Hvad vil du gøre for at skaffe flere medlemmer?
"Vi har netop fået fælles nordiske etiske regler for medlemmerne af Public Relations Branchen. Det er vores plan at øge differentieringen mellem medlemmer og ikke-medlemmer væsentligt i de kommende år. Markedsføring af vores etiske normer er et af værktøjerne i den proces.

Det er i øvrigt vigtigt at forstå, at man skal godkendes som medlem - det er med andre ord ikke alle, der kan blive medlem.

I øvrigt arbejder vi også intenst på at øge antallet af medlemsfordele - her har vi også nogle interessante initiativer under forberedelse og har netop spurgt medlemmerne for at få deres input til yderligere medlemsfordele."

- Er du enig i kritikken af, at foreningen er usynlig?
"Det er vel et spørgsmål om forventninger. Vi er synlige både over for vores medlemmer og fra tid til anden i medierne, samt i diverse råd i Dansk Erhverv."

- Hvorfor tror du, at en række ikke-medlemmer er stærkt kritiske over for foreningen?
"De skal vel kunne retfærdiggøre deres beslutning om ikke at være medlem. Jeg har i øvrigt større respekt for mennesker, der ønsker at bidrage til at bygge en seriøs branche op, end mennesker, der sidder med hænderne i skødet og siger 'duer ikke'. Alle gode kræfter er velkomne med deres synspunkter og initiativer."

- Hvilken rolle i offentligheden synes du, formanden skal have?
"Formanden skal være talsperson over for relevante interessenter - blandt andet repræsentanter for andre og lignende brancher. Derfor sidder jeg i Dansk Erhvervsrådgivningsudvalg på linje med advokater, revisorer, designere, IT-folk, reklamefolk etc. Det er væsentligt, at public relations-branchen opfattes som en seriøs og professionel branche, og det synspunkt er der heldigvis mange, der deler med mig og bestyrelsen for Public Relations Branchen."

- Har foreningen haft nogen succeser?
"Som sagt har vi defineret nogle fælles nordiske etiske retningslinjer for medlemsvirksomhederne. Vi forsøger at holde den etiske fane højt og udøver selvjustits i egne rækker. Flere gange er vi blevet adspurgt som autoritet, når kunde og bureau har været uenige om etiske spørgsmål - også når bureauet ikke har været medlem af brancheforeningen.

Vi er vokset til over dobbelt størrelse i løbet af de seneste fem år.

Vi arrangerer nogle faglige møder af høj kvalitet - f.eks. får vi besøg af den kommende ICCO-formand som gæstetaler i november, og vi tilbyder medlemmerne en lang række fordele.

Endvidere bliver vi i stigende grad spurgt om vores synspunkter af forskellige relevante journalister.

Vi har også fået knæsat to brancheanalyser, som gennemføres hvert år."

- Hvad synes du, at du kunne have gjort bedre?
"Hvis jeg var lønnet og havde bedre tid, ville der være mange opgaver, som Public Relations Branchen kunne løse. Vores strategi p.t. er imidlertid at løse få prioriterede opgaver godt. Vi har netop afholdt et strategimøde med henblik på at fastlægge, hvilke aktiviteter vi skal prioritere i de kommende år."

- Er det for dyrt at være medlem?
"I sammenligning med reklamebranchens forening er det meget billigt at være medlem i Public Relations Branchen, og hvis man er et aktivt medlem, der benytter sig af de mange medlemstilbud, vil jeg hævde, at det er meget billigt at være medlem."

- Har brancheforeningen de rette medlemstilbud og -aktiviteter?
"Ja, det mener jeg, at vi har, men der er ingen tvivl om, at ønskelisten kunne gøres længere. Men vi må se i øjnene, at vi er en lille brancheforening med et meget lille budget, og at brancheforeningen er baseret på frivillig arbejdskraft, bortset fra vores sekretariat, som dog også arbejder med begrænsede resurser."

- Er PR-branchen stor nok til at have egen forening, eller bør man gå sammen med andre foreninger?
"Det er et godt spørgsmål, som har været diskuteret i årevis. Personligt mener jeg, at vi godt kunne have fordel af at slå os sammen med en anden beslægtet brancheforening, men det står for min egen regning," siger Jens Kofoed, formand for PRB.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job