Kforum

Tabuer på Twitter

De sidste dage har tusindvis af danske kvinder brugt hashtagget #jegharoplevet til at dele beretninger om overgreb og sexisme. Hashtags kan skabe retoriske fællesskaber, der får skjult diskrimination frem i lyset. Men i stedet for at blive læst som et debatindlæg, bør det føre til en bedre forståelse af, hvordan kønsdiskrimination er en del af vores kultur.
af Mathias Møllebæk
Da #jegharoplevet var på sit højeste på Twitter fredag aften den 19. april, blev en 29-årig kvinde skubbet i havnen i Aalborg af to unge mænd. Klokken var cirka et om natten, og hun var på vej hjem fra en bytur. Hvorfor blev hun skubbet i Aalborg Havn, spørger du? Fordi hun afviste de to mænd, da de gjorde seksuelle tilnærmelser mod hende. Eller som vagtchefen fra Aalborg Politi foruroligende lakonisk sagde: Mændene var muligvis “irriterede” på kvinden. Heldigvis overlevede kvinden. Hun formåede at svømme hen til en stige, kravle op og tilkalde en ambulance.
 
Historien rummer en vigtig pointe i forhold til den sexisme, mange danske kvinder oplever i hverdagen. Lad mig stille det som et hypotetisk spørgsmål: Hvis nu kvinden ikke var blevet skubbet i havnen, og ambulancen ikke var blevet tilkaldt? Hvis hun ‘blot’ var blevet slået eller skubbet til jorden?
 
Ville vi så kende den her historie?
#jegharoplevet er lige netop en reaktion på de overgreb, der ikke bliver anmeldt og ikke er kriminelle som sådan. Det er en reaktion mod de overgreb, der er hverdagsagtige - “du ved, sådan er humoren her på kontoret”. Siden i onsdags har tusindvis af danske kvinder tagget deres personlige beretninger om overgreb og hverdagssexisme for at sikre, at de ikke negligeres og forties. 
 
På den måde er #jegharoplevet egentlig mere et debatnedlæg end et -oplæg. De er uden tvivl en del af kønsdebatten, men indlæggene er ikke meningsbærende eller argumenterende. #jegharoplevet er vidnesbyrd om kønsdiskrimination i hverdagen. De er ikke svar på spørgsmålene “hvad synes du, der er mest diskriminerende i hverdagen?” eller “hvad synes du, vi skal ændre for at skabe mere ligestilling?”. #jegharoplevet inviterer som sådan ikke til debat om feminisme. Debat handler kort fortalt om at udveksle argumenter for at ændre holdninger. Vidnesbyrd som #jegharoplevet griber ind på stadiet før holdningsændringen. Det handler mere om at nå en forståelse af det problem, vi skal diskutere.
 
Alle typer oplevelser
#jegharoplevet er formet efter norsk forbillede. Kort tid efter en Twitter-bruger opfordrede kvinder til at bruge hashtagget til at fortælle deres historier, retweetede Dansk Kvindesamfund opfordringen, og nu er det blevet brugt af tusindvis af kvindelige brugere til at dokumentere fysiske og psykiske overgreb, chikane, befamling, blottersituationer.
 
 
Nogle handler om direkte fysiske overgreb, voldtægt og drug rape:
 
 
Andre handler om offentlige overgreb i busser eller på gaden:
 
Nogle handle om den skyldkomplekser og om at føje sig for at undgå konflikter:
 
 
Flere kendte kvinder med kønspolitiske profiler som fx Sanne Søndergaard har også bidraget til hashtagget.
 
 
Catcalling og brysternes befrielse
#jegharoplevet er ét ud af en række initiativer på sociale medier, der bekæmper hverdagssexisme og kvindeundertrykkelse. Sidste år så over 40 millioner YouTube-brugere, hvor mange tilråb en kvinde fik, da hun gik ti timer gennem New Yorks gader. Det affødte en eksplosion af kommentarer og mediedækning om seksuel chikane - eller catcalling, som det hedder - af kvinder på gaden.

Her ville vi gerne have vist dig mere indhold.

Rediger dine cookie-indstillinger.

Dine cookie-valg gør, at vi ikke kan vise dig alt vores indhold. Se vores cookie-deklaration her.

Catcalling in action. Kilde: YouTube. 
 
Catcalling-videoen er et klassisk eksempel på en video, der cirkulerer viralt gennem delinger og pressedækning: Den starter ét sted og spredes, fordi folk deler den eller kommenterer på den - og den får pressedækning, når delingerne når en kritisk masse, fordi den så afspejler en kulturel eller politisk tendens.
 
Andre initiativer er mere ‘flade’ og har brugernes bidrag som omdrejningspunkt. Hashtagget #Freethenipple skabte sidste år international opmærksomhed omkring kvinders ret til at blotte bryster på nettet. Oprindeligt startede det som en protest mod Facebooks totalforbud mod at vise bare bryster - også selvom det er i tydelige ikke-seksuelle situationer som eksempelvis amning (en politik, de senere har ændret). #Freethenipple blev for alvor sendt i cirkulation, da berømtheder som Miley Cyrus og Scout Willis, Bruce Willis’ datter, annoncerede deres støtte til projektet med bramfrie billeder.
 
Men den cirkulation, som eksempelvis #Freethenipple fik i andre medier, fortæller noget om nøgenhed i medier, mere end det fortæller om feminisme. Flere tabloidmedier kørte historien om #Freethenipple med et billedgalleri, så man kunne swipe sig gennem 25 forskellige sæt bare bryster. Spektakulære demonstrationer med pro-sex-feminister er super for tabloidmedier, for bare bryster giver klik og dermed annoncekroner. Det efterlader spørgsmålet, om den slags opmærksomhed egentlig er hensigtsmæssig.
 
De hashtag-kampagner, der opstår på Twitter, er ofte en reaktion på voldsomme begivenheder. På én aften i maj 2014 blev en million tweets hashtagget #yesallwomen. De allerfleste var kvinders beretninger om overgreb og hverdagssexisme - ligesom #jegharoplevet. Det var egentlig en indirekte reaktion på, at en amerikansk mand dræbte seks personer i et misogynt killing spree.
 
I en YouTube-video fortalte han, at han gjorde gengæld for al den kvindelige ondskab, han havde mødt, og at han følte sig nødsaget til at ødelægge det, han ikke kunne få. Efterfølgende blev hashtagget #notallmen brugt til at understrege, at det ikke er alle mænd, der begår voldelige overgreb eller mord. Det defensive hashtag fik aktivisten og feministen Soraya Chemaly til at tweete: 
 
Kvinder marcherer på kvindernes internationale kampdag. Kilde: Polfoto/Jens Panduro. 
 
Hashtags skaber retoriske fællesskaber
#jegharoplevet er ikke drevet af opsigtsvækkende billeder. Ligesom catcalling-videoen dokumenterer #jegharoplevet overgreb, som de foregår i hverdagen. Samtidig minder #jegharoplevet alligevel om #Freethenipple, fordi den har brugernes egne bidrag som sit omdrejningspunkt.
 
Som bekendt tilføjer hashtags på Twitter metadata til tweets, så de kan indekseres, klynges sammen og søges frem af brugere. Men retorisk set gør hashtagget egentlig mere end det. Gode hashtags kan definere en retorisk situation, som brugere kan læse som en sammenhængende tekst eller diskussion, og som de kan engagere sig i. Hashtags kan skabe kollektiv sammenhængskraft, der kan give den enkelte mod på og anledning til at bidrage.
 
Ordene “jeg har oplevet” indbyder jo ikke i sig selv til at fortælle om kønsdiskriminerende overgreb, men hashtagget får en social betydning, når brugere læser de foregående tweets og begynder at imitere formen. Den formulariske #jegharoplevet er med til at væve vidt forskellige historier sammen til en samlet historie om overgreb på kvinder, så når man læser dem, er det både historiernes alvor og det enorme antal af historier, der gør indtryk. Det bliver en serie af begivenheder, der netop er med til at understrege, at den slags overgreb, som de mange tweets handler om, er strukturelle og ikke enkeltstående.
 
Twitter udmærker sig til den her form for aftabuisering, fordi Twitter ikke på samme måde som Facebook imiterer en social omgangskreds med venner, der “liker” dine feriebilleder. Twitter bliver også kaldt et micro-blogging-site, og det beskriver, hvorfor Twitter er bedre til at løfte problemer som hverdagssexisme ud i offentligheden. Tweets er i højere grad end Facebook-posts formet af, at de er fuldstændigt offentlige. Alle har altid adgang til dine tweets, indtil du sletter dem. (Twitter giver mulighed for at beskytte tweets, men de færreste gør det).
 
Det betyder også, at relationerne mellem brugere er løsere og mere asymmetriske. Samtaler foregår typisk over hashtags. Man er venner, har en ven til fælles eller er medlem af den samme gruppe. Og newbies tager diskussioner op med erfarne brugere med mange følgere.
 
Det er mandehad, og det hjælper alligevel ikke noget
Men det hører selvfølgelig også med til historien, at et hashtag som #jegharoplevet skaber reaktioner - også ret stærke og polemiske reaktioner. Ikke overraskende er det primært mænd, der er kritiske, og deres utilfredshed falder inden for nogle bestemte temaer: “Offerhistorier har ingen effekt” og “offerhistorier skaber mandehad.”
 
En anden reaktion er at smide hænderne i vejret og fastholde, at hashtags ikke nytter noget, fordi problemerne ligger et andet sted.
 
Det er en gammel diskussion om, hvorvidt internetbaseret aktivisme eller debat i det hele taget skaber social forandring. Hvis der stadig skulle være tvivl om det, kan vi nævne som eksempel, at sklerosesygdommen ALS nu har flere midler til forskning, end der nogensinde har været brugt på sygdommen.
 
Offerhistorier skaber mandehad
Holdningen er, at historier om mænd, der begår overgreb mod kvinder, skaber et generelt had til mænd blandt kvinder.

 
#yesallwomen-eksemplet, jeg nævnte tidligere, var lige præcis en reaktion på det her argument. Selvom det er væsentligt at have in mente, at det ikke er alle mænd, der begår voldelige overgreb - eller som i det amerikanske tilfælde mord - så handler problematikken stadig om at give indsigt i den hverdagssexisme, som kvinder bliver udsat for.
 
Selvom #yesallwomen ikke ledte frem til en konkret løsning eller et resultat, forklarer Soraya Chemaly alligevel i et interview i det amerikanske magasin Time, hvorfor det ikke bare var slacktivism - doven klik-aktivisme: “While there's a lot of harm that can happen online, the Internet (has been) so fundamentally transformative for women and feminists. Women who were isolated in their experiences by culture and their families for the first time can exceed those boundaries."
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job

Se flere jobs