Gravtale over hæslige KUA

Det er en velkendt, gammel sandhed, at der findes bygninger med sjæl. Det er også ganske velkendt, at der findes åndsforladte bygninger, tænkt og konciperet af fantasiløse arkitekter og opført af åndløse og uhæderlige entreprenører, huse uden sjæl. Og uden ånd.

Og så findes der en helt tredje kategori, som man meget sjældent støder på. Det er en absolut undtagelse, det er ikke mange forundt at opleve denne abnormitet, men derfor findes den alligevel:

Bygningen, der dræber ånd, kvæler kreativitet, smadrer tanken og negerer alt, hvor den kan komme til det. Bygningen, hvor tankevirksomhed og liv i det hele taget nærmest opstår i trods.

Københavns Universitet Amager - KUA: Nordeuropas billigste, grimmeste og mest ubehagelige institutitionsbyggeri. Foto: Sploosh.dk

Den sidste kategori opstår ikke naturligt, det er et sammenfald af mange forskellige omstændigheder, som gør at abnormiteten er et særsyn. Derfor er det egentlig med en vis, bizar stolthed, at jeg nævner den her og tilføjer: Denne bygning tilbragte jeg i alt sammenlagt seks år af min ungdom i. KUA, Nordeuropas billigste, grimmeste og mest ubehagelige institutitionsbyggeri.

Bygningen, der dræber ånd, kvæler kreativitet, smadrer tanken og negerer alt, hvor den kan komme til det. Bygningen, hvor tankevirksomhed og liv i det hele taget nærmest opstår i trods. Foto: Sploosh.dk

Fængslerne, sindssygehospitalerne, åndssvageforsorgs-bygningerne, politistationerne ... alt inklusive. Det var hæsligt dengang, og det er endnu mere hæsligt for mig nu i dag, hvor jeg får anledning til at reflektere over dette gamle, ubehagelige mausolæum.

Dette store, grimme krematorium, som jeg engang kaldte denne hæslighedernes hæslighed i en novelle om en ung mand, der - næsten som jeg selv - måtte se sin ungdom styrte i ruiner en kold onsdag formiddag ... ikke mindst på grund af denne bygning og den adfærd og de stemninger, den ikke kunne undgå at fostre. Derom senere.

Indenfor hos hæslighedernes hæslighed, KUA. Foto: Sploosh.dk

Hæslighedens fascination

Først må jeg forklare mig. Det er skam ikke, fordi jeg plæderer for udsmykning, krummelyrer og "dansk design". Jeg kan sagtens se skønheden i det funktionelle, det enkle og nogle gange også i det forfaldne.

Som et sandt firserbarn er jeg bestemt tilhænger af den form for skønhed, som man kunne kalde "hæslighedens æstetik". De gamle, funktionelle bygninger, som ikke skulle behage øjet eller please æsteterne, men blot fungere, blot tjene et formål. Dem er der mange af, og selvom de ofte minder én om en forlængst forgangen epoke, er der midt i det grumme og stupide ofte en slags fascination og inspiration at hente i disse gamle hæsligheder.

Jeg har set mange af dem, og ofte er jeg blevet lykkelig og har fået fornyet min tro på menneskeheden, når jeg har set, hvorledes noget stupidt, hæsligt og ofte også ondskabsfuldt byggeri med ganske få midler kunne forvandles til noget gavmildt, livsbekræftende og måske decideret humoristisk.

Bygningen var jo også bevidst placeret langt væk fra almindelige mennesker, lige ved siden af kollegier og græsmarker, men ikke tæt på virksomheder, institutioner eller andet livligt. Foto: Sploosh.dk

Et af de grummeste, men samtidig i grunden også mest livsbekræftende eksempler er den bygning, som nærmest antager karakter af en bifigur i den lange afsluttende fortælling i min sidste bog "Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer”: Ubådsbunkeren i Saint-Nazaire!

Ubådsbunkeren i Saint-Nazaire. Der er på alle måder væmmeligt inde i den enorme bunker ... Hvis ikke lige det var fordi, franskmændene succesrigt har arbejdet på at transformere denne ondskabsfabrik

Denne monstrøse rædsel ligger lige ved udmundingen af Loirefloden i Atlanterhavet og blev bygget lynhurtigt af tyskerne umiddelbart efter besættelsen af Frankrig. Det er en massiv betonklods, designet udelukkende til militære formål. Bygget, som den er, af massiv, dansk beton er den nærmest uforgængelig, og det var da også dét, der var meningen: At man inde i bunkeren kunne bygge sine ubåde i fred, uden at være truet af englændernes bombardementer.

Hvad der end skete, ville betonklodsen blive stående og bygge og udskibe sine små, dødbringende ubåde, der straks efter færdiggørelse kunne dykke ud i Atlanterhavet og påbegynde sine overfald på den allierede flåde.

Bygningen emmer af ondskab, når man ser den idag, fugten sejler ned ad de grå betonsider, som var det blod over en brodden pande, om man så må sige. Der er mørkt og klamt og i princippet på alle måder væmmeligt inde i den enorme bunker ...

Hvis ikke lige det var fordi, franskmændene succesrigt har arbejdet på at transformere denne ondskabsfabrik til det modsatte: Et kulturelt kraftcenter, hvor der afholdes litteraturfestivaler, hvor teatertrupper opfører eksperimentelle stykker og punks og heavy metal-musikere spiller ekstremt larmende koncerter, som ikke generer en levende mors sjæl, fordi man alligevel ikke kan høre det mindste uden for de metertykke mure.

Jeg har adskillige gange deltaget i den årlige litteraturmesse her, og selvom jeg hver gang bliver slået af, hvor megen ondskab den hæslige bunker emmer af, så forlader jeg altid byen med et let sind og tænker både glad og oplivet: Det var de gode, der vandt. Hvad der skulle bidrage til død og ødelæggelse, bidrager i dag i stedet til liv og glæde og kunst på mange forskellige måder.

Transformationer af hæsligheder

Der er mange steder i verden, man kan have heldet at opleve dette svært positive fænomen. "Die Halle an der Inustriebahn" i Pankow, Østberlin var et eksempel: Hallen var et pragteksempel på østtysk uduelighed. Den var tænkt som et stort messecenter, hvor overlegen østtysk teknik kunne fremvises. Overlegen blev østtysk teknik imidlertid aldrig, og man fik ikke noget videre at fremvise og slet ikke noget, der var kunder til.

Idéen var opstået centralt i SED, Partiet havde vedtaget at bringe projektet til opførelse og havde også besluttet at standse byggeriet igen før det var færdigt. Så nu stod den så dér som en hul skal af grå beton ... Det perfekte sted til technokoncerter og raves i starthalvfemserne! Jeg så en af de bedste koncerter, jeg har set, i netop denne hæslighed, Kraftwerk! Og utallige er de legendariske technobegivenheder, der fandt sted i dette dumhedens og uduelighedens tempel. Det var fantastisk at høre overlegen, ny lydteknik og helt nye musikgenrer på sådan et mausolæum for forældet, stiv og ubrugelig tankegang.

"Die Halle an der Inustriebahn" i Pankow, Østberlin var et pragteksempel på østtysk uduelighed. Foto: locations-berlin.net

Og skulle man komme en tur til Beijing, vil jeg absolut anbefale at tage en tur ud til kunstnerområdet "798". Der er tale om et enormt område med alt, hvad der hører forældet industri til: togbane og kulbeholdere, små fabrikker, gamle kantiner og administrationsbygninger i hæsligste, gammelkommunistiske stil.

For ti-femten år siden besatte unge kunstnere området for at benytte det som kunstnerkoloni og bemærkelsesværdigt nok tillod det autoritære, kinesiske styre besættelsen. Så i dag er området fuld af alternative gallerier, udstillingssteder, atellierer og spillesteder.

Man har bevaret rester af det uhyggelige. For eksempel kan man stadig læse de gamle slagord fra Kulturrevolutionen, som skulle opmuntre industriarbejderne til rigtigt at arbejde og tjene fædrelandet: Små, letforståelige sentenser fra Maos Lille Røde, slagord om at tjene fædrelandet og elske partiet. Man gyser ... men glædes også over transformationen.

Mange af udstillingerne viser malerier af overordentlig humoristisk og systemkritisk karakter. Og selvom man da absolut heller ikke idag bør nære kærlighed til den autoritære, kinesiske styreform med al dens undertrykkelse og forbrydelse, selv efter at grebet er løsnet ikke så lidt, efterlades man alligevel med et let sind og føler sig ganske oplivet efter de utallige inputs, man ganske automatisk får bare ved at spadsere rundt i området.

Og så langt behøver man slet ikke rejse, egentlig kan man blot tage en tur til Aalborg næste gang, der er en kulturel begivenhed på byens kulturcenter Nordkraft - denne klodsede og ucharmerende futuristiske bygning som blev forældet for mange år siden og vist i sin tid var elværk eller sådan noget shit. Der afholdes for eksempel en fin-fin litteraturfestival på stedet hvert forår. Meget oplivende!

Mens de studerende, som i udgangspunktet havde været begejstrede, nysgerrige og engagerede i deres fag langsomt blev reduceret til små, zombie-lignende skoleelever. Foto: Sploosh.dk

KUAs håbløse hæslighed

Så der er masser af eksempler på, hvorledes man transformerer gamle hæsligheder til nye kraftcentre, hvor der produceres kultur og kunst og nogle gange noget, der med et gammeldags begreb må kaldes "skønt". Så selvfølgelig kan det lade sig gøre.

Hæslige KUA næsten færdigryddet inden nedrivningen. Foto: Sploosh.dk

Men kunne man forestille sig, at KUA blev transformeret til noget, der indebar kultur, liv og glæde? Aldrig!

Bygningen er så at sige forsikret imod dét. Det er som om alle spontane livsytringer på forhånd er umuliggjort af dette monster af en bygning, indbegrebet af discount, Nordeuropas billigste institutionsbyggeri nogensinde som det var.

Når jeg husker tilbage på den tid, jeg tilbragte på KUA, husker jeg det altid som vinter. Godt med sjap, sne og mørke. Foto: Sploosh.dk

Når jeg husker tilbage på den tid, jeg tilbragte på KUA, husker jeg det altid som vinter. Godt med sjap, sne og mørke. Mørke udenfor og skærende, ubehageligt lys indenfor, til de uinspirerede og kedsommelige foredrag, der blev liret af af de uinspirerede og resignerede undervisere. Mens de studerende, som i udgangspunktet havde været begejstrede, nysgerrige og engagerede i deres fag langsomt blev reduceret til små, zombie-lignende skoleelever, der tog diktat og lærte udenad og velopdragent lo højt når læreren fra tid til anden fortalte en umorsom vittighed, han havde fortalt mange gange før.

Bygningen var opført i al hast og uden nogen som helst omhu, interiøret var også af lav kvalitet og udvalgt uden andre kriterier end prisen. Så hvorfor i alverden skulle man så gøre sig umage? Foto: Sploosh.dk

En af lærerne på litteraturvidenskab holdt simpelt hen den samme forelæsning alle de år, jeg var på stedet! Det var sådan noget med urbanitet og æstetik og Baudelaire og Benjamin og Joseph Conrad. Foredraget fik forskellige titler gennem årene, men var principielt det samme. Det var som om bygningens anti-ånd sivede ind gennem vinduesfygningerne og ventilationssystemerne og inficerede lærerne.

Der var ingen grund til at komme derude, virkelig. Foto: Sploosh.dk

Bygningen var opført i al hast og uden nogen som helst omhu, interiøret var også af lav kvalitet og udvalgt uden andre kriterier end prisen. Så hvorfor i alverden skulle man så gøre sig umage? Ingen ville for alvor blive chokeret, hvis forelæsningerne og vejledningerne var ligeså præget af discount som bygningen og indretningen.

Og festerne? Var der da aldrig noget med liv og skæg og ballade og fester? Jo da. Dem var der mange af. Men heller ikke dem husker jeg tilbage på med glæde. Jeg erindrer snarere ekstrem fuldskab, gamle overvintrede 68´ere, der panisk forsøgte at komme i bukserne på deres studiner og unge mænd, der fortvivlet prøvede at give indtryk af at de havde helt styr på deres uddannelsesforløb og var meget begavede.

KUA fremkaldte en slags tør kløe især i øjnene, sådan nærmest som om der var noget galt bag nethinderne. Det forsvandt igen når man kom ud i det fri og cyklede eller spadserede hjem. Foto: Sploosh.dk

De unge mænd hånede og ydmygede gerne hinanden med halvforståede teorier og akademisk lingo, mens de svageste af de kvindelige studerende forsøgte at score en af de ældre studerende eller en lærer. Og lærerne tumlede rundt i lokalerne med tungen ud af bukserne. Engang stod der på en institutsfest i ramme alvor en professor og kneppede sin studerende op ad væggen - lidt tilbage i lokalet, men i fuld offentlighed!

Til de store fester når semesteret startede larmede det gerne op med de billigste bands, festarrangørerne kunne opdrive (bortset lige fra dengang, CV. Jørgensen spillede!) og ind i mellem måtte man springe for livet når små affaldsvogne pløjede sig vej gennem stimen af mennesker, gennem mængden af mennesker, der var stuvet sammen som sild i en tønde. Efter ganske kort tid sejlede gulvene af ølslatter og knust glas og affald af forskellig karakter.

Og mere festligt var der sandelig heller ikke ved de rædsomme institutfester med medbragte porretærter og pastasalater og høj og dårlig musik og urytmiske mennesker, der ikke kunne danse, men insisterede på at gøre det alligevel.

Det hæslige klima

Og så var der jo også det med lugten! Og fugten! Jeg lider vist ikke af allergi, har i hvert fald aldrig fået nogen diagnose. Men på KUA oplevede jeg det konstant: Det må have været en slags støvmider eller en eller anden speciel og for stedet helt unik slags svampesporer, der overlevede i udsugningen eller hvad ved jeg.

Den fremkaldte en slags tør kløe især i øjnene, sådan nærmest som om der var noget galt bag nethinderne. Det forsvandt igen når man kom ud i det fri og cyklede eller spadserede hjem. Efter en halv times tid var det væk og der var kun trætheden tilbage. Den forsvandt også en times tid efter. For så at komme øjeblikkeligt igen når man kom tilbage i betonklodsen.

Jeg må også lige nævne kantinen. Og baren. Navnet på baren har jeg glemt og måske er det lige en tand for deprimerende at genkalde sig disse studentikose drukseancer, hvor vi fortvivlede unge mennesker kunne sidde i timevis og skylle lunkne øl i os mens vi desperat prøvede at give indtryk af at vi morede os sådan som unge mennesker altid har gjort det. Så at sige altid på tom mave, kantinen var jo både dyr og dårlig.

Var der da aldrig noget med liv og skæg og ballade og fester? Jo da. Dem var der mange af. Men heller ikke dem husker jeg tilbage på med glæde. Foto: Sploosh.dk

Ind i mellem blev man jo imidlertid nødt til at betale for og spise deres lort og med fare for at lyde selvretfærdig og selvfed, vil jeg alligevel rose mig selv for i det mindste at have skrevet én sand ting, nemlig denne passage om KUA fra min debutbog Radiator:

Og køen fører mig over til varmepladerne ved buffet´en. I dag er der valg mellem en varm gryderet, som jeg slet ikke kan forstå, og som jeg endnu mindre kunne tænke mig så meget som at lugte til, og en form for grøntsagslasagne med masser af rasp og blomkål og dåsegrøntsager. Lasagnen ser mindst appetitlig ud, så i mangel på bedre bliver dét mit sidste måltid. Dét, og to øl.

Jeg har netop sat mig med lasagnen, da det unge geni er der igen ...

Og herefter følger så en beskrivelse af den ganske særlige form for ondskabsfuld adfærd, som trivedes så godt på KUA, ja som nærmest blev fostret hér. Hvis man gerne vil dvæle ved dette og de andre ting, som forhåbentlig er fortid nu, kan man jo læse novellen og tænke sit.

Men betød det så, at hele studielivet for mit vedkommende var fuld af discount? Nej da. Der var glimrende fester og sjove middage og hidsige drukture fuld af spas ... alle andre steder end på KUA!

Bygningen var jo også bevidst placeret langt fra citys liv, på en pløjemark væk fra indre bys barer og caféer - måske placeret så langt væk fra centrum af byplanlæggerne fordi der var et politisk ønske om at umuliggøre eller i det mindste besværliggøre spontane studenteroptøjer og ballade i gaderne som i Paris og Berlin. Langt væk fra almindelige mennesker, lige ved siden af kollegier og græsmarker, men ikke tæt på virksomheder, institutioner eller andet livligt.

Isoleret, det var det, det var, i modsætning til den form for campus, som eksisterede i den indre by. Her ejede universitetet jo i tiden inden opførselsen af KUA talrige fine, gamle bygninger i den indre by og det er vemodigt at tænke over, hvor meget livligere og sjovere København K. ville have været hvis man havde bevaret og renoveret mylderet af institutter i den indre by.

Auditorium på KUA. Det er så glimrende at lortet bliver revet ned og jeg håber, de snart får gjort kål også på de sidste af bygningerne. Foto: Sploosh.dk

Det hæslige liv på KUA

Fantastisk at erfare, at lortet blev opført i 1972. Så var det altså kun lidt over ti år gammelt da jeg startede derude. Det virkede dengang, allerede dengang, som om det mindst var tredive år gammelt. Allerede forfaldent.

Bare for at komme med et enkelt, konkret eksempel: På institut for litteraturvidenskab måtte man flytte printer og kopimaskine fra ydervæggene når det regnede. Man tror sgu det er løgn; når det regnede blev man nødt til at fjerne al elektronik. Det blev simpelt hen ødelagt hvis ikke man skyndte sig at fjerne det. Altså, ikke fordi det regnede ind gennem vinduerne eller ned fra loftet, det er ikke dét, jeg siger.

Bygningerne var så dårligt håndværk, at det når vejrforholdene var af en bestemt karakter ... regnede ind gennem væggen! Ikke loftet, ikke vinduerne eller vinduesfugerne, men simpelt hen i mellem betonelementerne i ydermuren.

Den hæslige omgangsform

Ha! Nu kommer jeg i tanke om, at der jo var bad i kælderen! Det brugte jeg en lang overgang fordi jeg boede i en slumlejlighed uden bad. Man skulle vise studiekort til en meget vrangvillig funktionær, som engang beklagede sig over at jeg brugte badefaciliteterne for hyppigt (!) og som forøvrigt nægtede at udlevere nøglen hvis ikke jeg havde studiekortet med ... hver gang.

Hun vidste udmærket at jeg var studerende på stedet, jeg havde vist kortet for hende utallige gange, men hun holdt allligevel strengt på formalia og nægtede mig adgang ved flere lejligheder, hvor jeg af den ene eller anden årsag havde glemt mit studiekort.

Samme smålige chikane kunne man let komme ud for, hvis man satte sig og læste sine ting på insitutbiblioteket - i sådanne tilfælde, hvor det var tydeligt at den studerende havde brug for sin ro og koncentration, var det forbløffende hvor ofte de forskellige lærere havde behov for at henvende sig til én. Det var ikke kun på grund af indeklimaet, hæsligheden og manglen på charme, at de studerende som regel holdt sig langt væk fra mit gamle institut og kun kom der til de allermest nødvendige forelæsninger og til eksamen.

Der var ingen grund til at komme derude, virkelig. Vejledning, inspiration og intellektuel ping-pong skulle man ikke regne med. Såfremt der opstod en diskussion antog den straks form af konkurrence, hvor det gjaldt om at finde en vinder i disputsen, aldrig at inspirere hinanden, aldrig at belyse et givent emne.

Dette gjaldt også for studerende, der var igang med større arbejder, semesteropgaver og speciale, for eksempel. De skulle absolut ikke forvente støtte eller opbakning til deres projekter, selv fik jeg tildelt to møder under min såkaldte specialevejledning. De tog ialt fire, højest fem timer. Og det var så dét.

Og chikanen! Man holdt sig også helst væk på grund af de mange smålige chikanerier, som de studerende skam også selv bidrog aktivt med. Og så naturligvis også på grund af sjuskeriet, dumheden og den manglende faglige stolthed. Mikrokosmos lignede jo makrokosmos. Engang måtte en af mine veninder gå hjem uden at kunne afvikle den eksamen, hun var tilmeldt fordi eksaminator ikke liiige havde fået formuleret eksamensspørgsmålene. Hun blev informeret om at hun var velkommen til at gå op til sygeeksamen tre måneder senere ...

Det var dén slags mennesker, denne grimme bygning opfostrede og det var ikke til at holde ud. Heldigvis gjorde jeg til sidst noget ved det.

Jeg solgte alt hvad jeg ejede og havde og flyttede til Berlin og blev optaget et år på Freie Universität, som ganske vist også var en arkitektonisk katastrofe, men ikke som bygning spændte ben for studenteraktiviteter, tvært imod var her ekstremt livligt i alle døgnets timer, forelæsninger, foredrag, studiekredse, fester, druk i kantine eller på stedets udmærkede restaurant, der sagtens kunne lave udmærket mad til studenterpriser, boder, hvor studerende solgte cd´er og tilbudsbøger, propaganda for politiske partier eller religiøse overbevisninger som økologi og feminisme, karateklubber og fiskeforeninger ... you name it!

Jeg solgte alt hvad jeg ejede og havde og flyttede til Berlin og blev optaget et år på Freie Universität, som ganske vist også var en arkitektonisk katastrofe...Foto: Sploosh.dk

Hæsligt sted at beskue, men fantastisk sted at være! Aktiviteter af enhver art blev hilst velkommen og befordret, såfremt de havde blot den mindste akademiske relevans. Gerne spontane, anarkistiske studenteraktiviteter som autonome studiekredse om alverdens emner, også gerne sport, for eksempel. Magasiner. Offentlige diskussionsklubber.

Så det er altså ikke fordi, der ikke kan komme noget godt og rart ud af en øjebæ. Det kan der sagtens. Det vil dog aldrig nogensinde kunne ske for Gamle KUA, som jeg har prøvet at forklare. Det er så glimrende at lortet bliver revet ned og jeg håber, de snart får gjort kål også på de sidste af bygningerne. For satan da, hvor var det dog hæsligt på alle tænkelige måder!

Tak for lån af hele billedserien til Sploosh.dk.

_______________________________________________________

Sploosh.dk

Sploosh.dk - KUA