Irans digitale helte
Mens både CNN og BBC i sidste uge kæmpede med at trække information og billeder ud gennem præstestyrets stramme censur-net – og derfor tøvede med at rapportere fra konflikten – satte unge iranske demonstranter livet på spil ved at holde verden opdateret på de sociale medier. I blogposts, Facebook-opdateringer, YouTube-videoer og frem for alt på Twitter har de modigt bragt de blodige begivenheder ud til den globale web-offentlighed.
af Jesper Brieghel
Nettets demokratiske styrke
Dermed har de sociale medier for første gang vist sin fulde styrke i demokratiets tjeneste, og web 2.0-generationen har fået sine første digitale helte. Vi har allerede flere gange set nettets enorme slagkraft i amerikanske valgkampe, men dette er første gang, unge skribenter på de sociale medier bliver omverdenens primære kilde i en blodig konflikt, hvor de traditionelle medier ligger fastspændt i magthavernes censur-benlås.
Den iranske valgkonflikt vil i høj grad blive husket på de karakteristisk korte Twitter-beskeder, der med under 140 karakterer til rådighed satte ord på både overgrebene og stemningen i Tehran. Beskeder forfattet, ikke af højtlønnede journalister, der kunne rapportere i vished om, at deres bortførelse eller mord ville vække hele det internationale samfunds vrede, men af unge iranere, der ikke sjældent har betalt med deres liv eller frihed for selv små forseelser.
Twitters journalistiske gennembrud
Det kom ikke kun bag på præstestyret, at lige netop Twitter blev mediet, hvor iranerne sprang ud som anonyme civile korrespondenter og dermed i realiteten gjorde det umuligt for magthaverne at slå jernring om landet ved systematisk at indespærre eller deportere det internationale pressekorps. Også den etablerede medieverden blev vækket med nathuen på.
De mange medier, der havde afskrevet Twitter som et hypet, ungdommeligt egoflip uden egentligt journalistisk potentiale, har fået særlig travlt med at sluge kameler. Men også medier som BBC, CNN, Guardian med flere, der har arbejdet længe med at integrere de sociale medier i deres redaktionelle arbejde (se BBC’s guidelines her), har fået noget at tænke over.
Kildekritik 2.0
For hvordan håndterer en veletableret nyhedsredaktion en konstant og uautoriseret strøm af mini-beskeder fra en horde af ukendte kilder afsondret i et hermetisk lukket kriseområde? Med egne journalister lammet af husarrest er det ikke forsvarligt at ignorere den eneste kilde til information. Men samtidig er det nærmest umuligt at bekræfte beretningerne, hvorfor det ikke er uproblematisk at bruge Twitter-skribenter som kilder. Dermed sætter redaktionen jo sit eget gode navn bag ubekræftede historier. Eller hvad?
Presset på redaktionerne har været stort, og flere har brændt fingrene på lidt for ukritisk at ”re-tweete” beskeder på redaktionens egen Twitterkanal. Derfor er eksplicitte ”unconfirmed”-forbehold ved re-tweeting blandt de tommelfingerregler, der i øjeblikket diskuteres på redaktionerne. I det hele taget er spørgsmålet, om mediernes rolle i en situation som denne ikke bliver mere analyserende og kommenterende end egentlig rapporterende.
Medierne slået i real time
Når det kommer til real time-rapporter, har de traditionelle medier i hvert fald i tilfældet Iran haft vanskeligt ved at konkurrere med velinformerede Twittere som @TehranBureau eller stærke Twitter-aggregatorer som eksempelvis http://iran.twazzup.com/, der ved hjælp af Twitter hashtags som #iranelections og nøgleord som ”Protests”, ”Mousavi”, ”Ahmedinejad”, ”Tehran” samler sin egen nyhedsstrøm fra begivenhederne.
Til gengæld savner man her både den professionelle kildekritik på historierne og den hærdede journalists perspektiverende blik på de mange og til tider modstridende beskeder. Hvilke Twittere leverer værdifuld information og er værd at følge? Hvilken kontekst skal vi forstå deres korte beskeder ud fra? Her får de traditionelle medier en ny og vigtig rolle at spille som vores kritiske og erfarne guider i et nyt og stadig mere kaotisk nyhedslandskab.
Sandhed uden sikkerhedsnet
Når historien om juni-protesten i Tehran skal stykkes sammen, vil de modige tekst-tweets fra gadekampene i øvrigt ikke stå alene. De vil stå side om side med billeder og filmklip ligeledes taget af civile iranere og offentliggjort på nettet. Det har vi – mig bekendt – ikke set før. Hidtil har det altovervejende været professionelle pressefotografer og kamerafolk, der via etablerede medier har leveret de ikoner på folkets protester mod voldelig overmagt, som har brændt sig ind i den kollektive hukommelse.
Malcolm Browne fra Associated Press viste os den brændende munk fra Saigon i 1963. Elleve år senere åbnede Nick Ut fra samme bureau verdens øjne med det uforglemmelige billede af napalm-forbrændte børn, der løber grædende mellem amerikanske soldater. Og i 1989 forevigede Jeff Widener, også fra AP, den ikoniske ”Tank Man” på Tiananmen Square. I 2009 var det imidlertid unge iranere, og ikke den professionelle presse, der med deres private mobiltelefoner trodsede frygten og modigt dokumenterede politistatens mord på uskyldige over for hele verden ved at lægge billederne direkte ud på nettet.
Neda fra Tehran
Det samlende ikon for det unge Tehrans oprør mod præstestyrets totalitære magt tegner til at blive den rædselsvækkende video af Neda, en 16-årig pige, der rammes i brystet af sikkerhedsstyrkernes kugler og dør på fortovet for øjnene af os med blodet silende ned ad kinderne. Hendes forbløffede og fortvivlede blik taler til os på tværs af tid og sted. Det fortæller historien om en ung pige, der gik på gaden i fredelig protest og faldt for skud fra et koldblodigt regime. Og det beder beskueren fortælle verden: Her døde Neda, 16 år og uskyldig.
Den opgave tog en af hendes landsmænd på sig, der var i færd med at filme protesten i Tehrans gader med sin mobiltelefonen, da skuddene faldt og havde modet til at tage videoen af den døende pige – lige dér i skudlinien. Ganske uden pressefotografens internationale beskyttelse. Han turde bringe den farlige optagelse hjem og trodsede censuren ved at lægge den på nettet, der ellers overvåges tæt af sikkerhedsstyrkerne.
Takket være hans mod kunne internettet i denne weekend vise sig som et af de farligste våben, en befolkning kan rette mod sine undertrykkere – og netop derfor vil han og Neda og de mange unge mænd og kvinder, der i disse dage lægger den iranske virkelighed på nettet, blive husket som demokratiets første digitale helte.
Dermed har de sociale medier for første gang vist sin fulde styrke i demokratiets tjeneste, og web 2.0-generationen har fået sine første digitale helte. Vi har allerede flere gange set nettets enorme slagkraft i amerikanske valgkampe, men dette er første gang, unge skribenter på de sociale medier bliver omverdenens primære kilde i en blodig konflikt, hvor de traditionelle medier ligger fastspændt i magthavernes censur-benlås.
Den iranske valgkonflikt vil i høj grad blive husket på de karakteristisk korte Twitter-beskeder, der med under 140 karakterer til rådighed satte ord på både overgrebene og stemningen i Tehran. Beskeder forfattet, ikke af højtlønnede journalister, der kunne rapportere i vished om, at deres bortførelse eller mord ville vække hele det internationale samfunds vrede, men af unge iranere, der ikke sjældent har betalt med deres liv eller frihed for selv små forseelser.
Twitters journalistiske gennembrud
Det kom ikke kun bag på præstestyret, at lige netop Twitter blev mediet, hvor iranerne sprang ud som anonyme civile korrespondenter og dermed i realiteten gjorde det umuligt for magthaverne at slå jernring om landet ved systematisk at indespærre eller deportere det internationale pressekorps. Også den etablerede medieverden blev vækket med nathuen på.
De mange medier, der havde afskrevet Twitter som et hypet, ungdommeligt egoflip uden egentligt journalistisk potentiale, har fået særlig travlt med at sluge kameler. Men også medier som BBC, CNN, Guardian med flere, der har arbejdet længe med at integrere de sociale medier i deres redaktionelle arbejde (se BBC’s guidelines her), har fået noget at tænke over.
Kildekritik 2.0
For hvordan håndterer en veletableret nyhedsredaktion en konstant og uautoriseret strøm af mini-beskeder fra en horde af ukendte kilder afsondret i et hermetisk lukket kriseområde? Med egne journalister lammet af husarrest er det ikke forsvarligt at ignorere den eneste kilde til information. Men samtidig er det nærmest umuligt at bekræfte beretningerne, hvorfor det ikke er uproblematisk at bruge Twitter-skribenter som kilder. Dermed sætter redaktionen jo sit eget gode navn bag ubekræftede historier. Eller hvad?
Presset på redaktionerne har været stort, og flere har brændt fingrene på lidt for ukritisk at ”re-tweete” beskeder på redaktionens egen Twitterkanal. Derfor er eksplicitte ”unconfirmed”-forbehold ved re-tweeting blandt de tommelfingerregler, der i øjeblikket diskuteres på redaktionerne. I det hele taget er spørgsmålet, om mediernes rolle i en situation som denne ikke bliver mere analyserende og kommenterende end egentlig rapporterende.
Medierne slået i real time
Når det kommer til real time-rapporter, har de traditionelle medier i hvert fald i tilfældet Iran haft vanskeligt ved at konkurrere med velinformerede Twittere som @TehranBureau eller stærke Twitter-aggregatorer som eksempelvis http://iran.twazzup.com/, der ved hjælp af Twitter hashtags som #iranelections og nøgleord som ”Protests”, ”Mousavi”, ”Ahmedinejad”, ”Tehran” samler sin egen nyhedsstrøm fra begivenhederne.
Til gengæld savner man her både den professionelle kildekritik på historierne og den hærdede journalists perspektiverende blik på de mange og til tider modstridende beskeder. Hvilke Twittere leverer værdifuld information og er værd at følge? Hvilken kontekst skal vi forstå deres korte beskeder ud fra? Her får de traditionelle medier en ny og vigtig rolle at spille som vores kritiske og erfarne guider i et nyt og stadig mere kaotisk nyhedslandskab.
Sandhed uden sikkerhedsnet
Når historien om juni-protesten i Tehran skal stykkes sammen, vil de modige tekst-tweets fra gadekampene i øvrigt ikke stå alene. De vil stå side om side med billeder og filmklip ligeledes taget af civile iranere og offentliggjort på nettet. Det har vi – mig bekendt – ikke set før. Hidtil har det altovervejende været professionelle pressefotografer og kamerafolk, der via etablerede medier har leveret de ikoner på folkets protester mod voldelig overmagt, som har brændt sig ind i den kollektive hukommelse.
Malcolm Browne fra Associated Press viste os den brændende munk fra Saigon i 1963. Elleve år senere åbnede Nick Ut fra samme bureau verdens øjne med det uforglemmelige billede af napalm-forbrændte børn, der løber grædende mellem amerikanske soldater. Og i 1989 forevigede Jeff Widener, også fra AP, den ikoniske ”Tank Man” på Tiananmen Square. I 2009 var det imidlertid unge iranere, og ikke den professionelle presse, der med deres private mobiltelefoner trodsede frygten og modigt dokumenterede politistatens mord på uskyldige over for hele verden ved at lægge billederne direkte ud på nettet.
Neda fra Tehran
Det samlende ikon for det unge Tehrans oprør mod præstestyrets totalitære magt tegner til at blive den rædselsvækkende video af Neda, en 16-årig pige, der rammes i brystet af sikkerhedsstyrkernes kugler og dør på fortovet for øjnene af os med blodet silende ned ad kinderne. Hendes forbløffede og fortvivlede blik taler til os på tværs af tid og sted. Det fortæller historien om en ung pige, der gik på gaden i fredelig protest og faldt for skud fra et koldblodigt regime. Og det beder beskueren fortælle verden: Her døde Neda, 16 år og uskyldig.
Den opgave tog en af hendes landsmænd på sig, der var i færd med at filme protesten i Tehrans gader med sin mobiltelefonen, da skuddene faldt og havde modet til at tage videoen af den døende pige – lige dér i skudlinien. Ganske uden pressefotografens internationale beskyttelse. Han turde bringe den farlige optagelse hjem og trodsede censuren ved at lægge den på nettet, der ellers overvåges tæt af sikkerhedsstyrkerne.
Takket være hans mod kunne internettet i denne weekend vise sig som et af de farligste våben, en befolkning kan rette mod sine undertrykkere – og netop derfor vil han og Neda og de mange unge mænd og kvinder, der i disse dage lægger den iranske virkelighed på nettet, blive husket som demokratiets første digitale helte.
