Hokus pokus, din iPhone er i fokus

Har du fundet den, du gerne vil se kigge ned i sin mobil resten af dit liv? Tæller I likes, mere end I taler sammen? Skriger dine børn efter din iPhone, hver gang du henter dem? Skændes du med din familie om opladeren? Oplever du tid med din mobil som personlig kvalitetstid? Føler du dig nøgen uden din mobil? Hvis ja, så har du et problem. Hokus pokus, din familie er væk. Hokus pokus, din iPhone er i fokus.
God reklame, men et godt familieliv? Sammen, hver for sig, med hver sin mobil er vel ikke længere en familie?
 
I er hjemme sammen i stuen, fordi det er her, opladeren er. Efter få ord om hverdagen løber samtalen ud, fordi trangen til at tjekke iPhonen er større end følelsen af ansvar for at tale sammen. For ingen samtale med ægtefællen kan stå mål med et like eller et nyt billede i de sociale medier. Derfor foretrækker du også samtaler om dine billeder på Instagram, for så kan du tjekke og like dem, mens I taler om det, du ser på din skærm. Heldigvis bevæger samtalen sig da også ofte i den retning af sig selv, og det skaber en god og naturlig undskyldning for at tage telefonen frem. Når børnene forstyrrer dig, er din første tanke at stille dem i et optrin, fange en grimasse eller et unikt, succesfuldt hverdagsglimt, der vil trække over 20 likes fra alle de triste singler uden børn – plus 30, hvis de faste følgere fra familien tælles med. Måske den lille kunne tegne lidt, med muffinen placeret skråt til højre i billedet? Eller hvad med lidt overraskende sjov muffin-jonglering, der kan ramme bredt med stor like-appel? Naturligvis helt uden filter i et show of force over for alle de mange fans, hvis triste lorteliv består af at like dit liv på trods af deres misundelse. Virker det bekendt? Er din familie også kommet lidt ud af fokus? Synes du heller ikke godt om det?
 
Fra tumblr bloggen: Parents on iphones
 
Vær opmærksom på opmærksomheden
Opmærksomhed er den største og reneste form for gavmildhed. Når du er opmærksom, ser du din familie, og de ser dig, som den du er. Det er denne gavmildhed, som binder familien sammen fra fødsel til død. Din kæreste klarer problemerne på arbejdet på grund af din kærlige opmærksomhed. Du smiler, når dine børn opmærksomt laver en tegning til dig. Du smiler, når din kone opmærksomt husker at give dig et farvelkys. Jo mere opmærksomhed I giver hinanden, jo stærkere er jeres familie.
 
Familien bliver svagere og fjernere, når distraktion bliver større. Manglen på opmærksomhed kan hjemsøge et familiemedlem og sprede ligegyldighed og apati. Det er et problem, som starter i det små og kan forsætte, til I er komplet fremmede for hinanden.
 
Et like er et dislike til de mennesker på den anden side af din telefon, som betyder noget lige nu og her. For at være social på de sociale medier kræves det, at du er asocial andre steder. Og de svage forbindelser online skubber de tætte forbindelser offline ud af dit liv. Læsset tipper, og pludselig ved man mere om fjerne bekendtes ligegyldige liv, end om hvorfor ens søn har det svært i skolen. Men han har jo heller ikke skrevet om det på Facebook. 
 
De sociale medier er udviklet af nogle liderlige teenagere på Harvard, hvor den optimale netværkskonfiguration og socialitet handlede om så mange løse, svage forbindelser som muligt, fordi det var indgangen til uforpligtende sex. Siden blev målet så mange øjne som muligt på så mange reklamer som muligt. Og det er grunden til, at netværket hele tiden manisk prøver at tvinge dig tilbage til endnu et magisk Facebook-øjeblik med nye og flere reklamevisninger som resultat. Denne teenager-forkærlighed for party-livet og reklamespekulation præger og former nu vores liv på de sociale medier på trods af, at mange millioner brugerne lever et liv langt fra kollegielivets frihed og sociale nysgerrighed. Og det er ærgerligt, for det betyder, at alle nu med vold og magt skal leve et dating-liv fuld af overfladisk konversation-starter-viden og reklame-eksponeringer. 
 
Hvorfor? Hvad er det, som er så vigtigt, nu du endelig har noget tid med dit barn alene på legepladsen. Den fraværende far begravet i sin iPhone. Foto: Peter Høvring
 
Et kvalitativt tab af kvalitetstid
Mange bruger den opmærksomhed, de skulle give familien, på apps, likes og ligegyldige statusopdateringer. Hvornår har jeres familie sidst talt om noget, der ikke kunne føres tilbage til de sociale medier eller et billede på jeres mobiler? For tiden taler I sikkert om det nye iOS 7-styresystem til iPhonen, for det er da langt mere interessant, end hvad der er sket i skolen eller på arbejdet. Dette fokus betyder et kvalitetstab i tiden, I har sammen, og det begynder tidligt. 
 
Læger og sygeplejesker fortæller, hvordan flere og flere mødre er mere optagede af at være på de sociale medier end af at tage sig af deres nyfødte børn. Kilde: Mx
 
Læger og sygeplejesker fortæller til medierne, hvordan mange mødre på landets fødegange er mere optagede af at være på de sociale medier end af at tage sig af deres nyfødte børn. For man skal da ikke gå glip af de mange kommentarer og likes, som en fødsel kan give. Barnet mister hermed sin mors fulde opmærksomhed i det sårbare efterfødselsforløb, udtaler flere bekymrede læger. 
 
 Vi er alle blevet fotostatister i hinandens liv
 
Nu er alle verdensberømte med 15 likes
Dit hjem er blevet et sted, hvor du er mest opmærksom på, hvem der har taget din oplader, og dernæst et fotostudie for konceptbilleder med familien som statister. Og de medvirker, for det er kun på denne måde, de kan de få del i din opmærksomhed, der altid er rettet mod de sociale medier.
 
Ofte vil de yngste medlemmer i familien tage kampen om opmærksomheden op ved at spørge ind til det, du laver på de sociale medier og til de mange billeder, du tager. Sandheden er, at de sociale medier virker som et filter på familien. Resultatet er en selvspejlende, scenografisk celebrity-bevidsthed med fokus på, hvordan man kan iscenesætte sig selv visuelt. Med de sociale medier er vi blevet vores egne medier og redaktører, men vi er også blevet berømtheder og medie-kendisser i små lukkede mediemiljøer. Like it or not.
 
Fra tumblr bloggen: Parents on iphones
 
Far, du kigger altid på din iPhone
Når du tager din telefoner frem, viser du til de andre medlemmer af familien, at du ikke ønsker social kontakt. Du lukker for den fælles oplevelse, på samme måde som far gemte sig bag avisen i lænestolen i gamle dage, eller som teenageren tager hovedtelefonerne på for at kunne overleve forsat at bo hjemme. For mange bliver det mobile mindset en måde at gemme sig på og undgå at skulle forholde sig til de andre medlemmer i familien med tab af nærhed som resultat. Det er derfor, børn prøver at tage iPhonen fra forældrene og rasende råber: Far, du kigger altid i din iPhone.
 
En radikal og utraditionel løsning på den mobile afhængighed
 
Vi elsker den digitale verden, fordi den er så enkel. Flere psykologer har fundet frem til, at enkelheden betyder, at vi kan indlæse vores mest urealistiske drømme i det, vi ser og i dem, vi møder online. Vi udfylder de tomme pladser og billedernes betydning med vores følelser omkring alt fra misundelse til seksualitet. Netop derfor er det altid skuffende at møde ”venner” fra den virtuelle verden i virkeligheden, for pludselig er det hele mere kompliceret og nuanceret. Vi vil leve i drømmen, og derfor skal mobiltelefonen hele tiden op af lommen, så drømmene kan få ny energi og opmærksomhed. Konsekvensen er et søvngænger-agtigt familieliv, hvor mobiltelefonen bestemmer og fylder for meget. Det er i stedet de små samtaler om madpakken, det kejtede far-fodboldspark på legepladsen, det kærlige skub på gyngen og det gode spørgsmål om den uheldige kollega, der er det magiske brændstof, som driver familien frem og tættere sammen.
 
Det kan dog være svært at huske, fordi hverdagslivet desværre er så meget mere trist end ”livet” på de sociale medier. Virkeligheden er hårdt arbejde for at holde sammen på familien. Her er der ingen likes eller hokus pokus, mig selfie i fokus. Det er krævende forplejning, transport og samvær på andres præmisser, langt fra et picture perfect Instagram-moment. Det er ikke altid mærkeligt, at folk ønsker at flygte fra det helvede, men det er nu engang livets mening, på trods af man ikke altid kan trykke ”Synes godt om”.
 
Asocial social
Økonomer mener, at tid er det eneste værdifulde, du har i dit liv. For når tiden først er brugt, kan den aldrig komme tilbage. De sociale medier og mobiltelefoner kom ind i vores liv, for at vi skulle bruge mere tid på vores familie. De skulle fjerne alt den slidsomme koordinering, som fyldte vores liv og tid før den mobile revolution. Det lykkedes, og det har ikke været lettere og hurtigere at styre sit liv rent praktisk end netop nu. Desværre begyndte vi at misbruge mobilen. Den nye frigjorte tid brugte vi ikke på familien som planlagt, men på mere tid med mobilen. Kuren blev til sygdommen, som slog vores familie ihjel i stedet for at redde den. 
 
Fra tumblr bloggen: Parents on iphones
 
Som Jonathan Safran Foer for nyligt skrev i sit essay ”How Not to Be Alone” i New York Times:
 
“We often use technology to save time, but increasingly, it either takes the saved time along with it, or makes the saved time less present, intimate and rich. I worry that the closer the world gets to our fingertips, the further it gets from our hearts. It’s not an either/or….We live in a world made up more of story than stuff. We are creatures of memory more than reminders, of love more than likes. Being attentive to the needs of others might not be the point of life, but it is the work of life. It can be messy, and painful, and almost impossibly difficult. But it is not something we give. It is what we get in exchange for having to die.” Kilde: Nytimes
 
Den smarte koordinering blev til en lidt for smart genvej til at undgå andre mennesker og deres forventninger. Pludselig var en aflysning af en vigtig middag blot en hurtig e-mail væk. Det er et tabt af socialitet og samvær. Vi begyndte at gemme os bag mobiltelefonen, så vi kunne indgå at tabe ansigt. Vi sendte ubehagelige SMS-beskeder for at undgå at tale direkte sammen. Vi begyndte at bruge den til at undgå mennesker, frem for til at komme tættere på dem. Prisen er, at vi er blevet dårlige til at være tilstede for andre.  
 
Levinas og den lidt for lette mobile løsning
Den franske filosof Levinas skrev engang smukt om mødet med et andet menneske ansigt-til-ansigt. I dette magiske møde skabes forbindelsen mellem mennesker. Nu ser vi ikke hinanden, fordi vi erstatter dette vigtige møde, så tit vi kan. Vi ser ikke den anden. Vi forstår ikke længere, hvad den berømte teologi og filosof Martin Buber kaldte det Store Du. Den dybe forståelse af et andet menneske som noget andet end dig selv.
 
Men med mobilen er vi altid på og I kontakt med andre. Vi keder os ikke længere, men fordybelsen og følelsen af eksistentiel ensomhed er væk. Vi flygter ind i det hurtige mediefix og glemmer den gave, ensomhed og kedsomhed i virkeligheden er – en gave og forudsætning for at mærke den vigtige oplevelse af at være kastet ind i verden helt alene med hele ansvaret som familie og menneske.   
 
Louis C.K. om mobiltelefoner og den sunde oplevelse af at være kastet ind i verden helt alene med hele ansvaret   
 
Det mest tragiske er, at medievidenskaben latterliggør og svigter, når familier udtrykker deres bekymring. I vores hverdag bliver vi mødt af alle de problemer, de mobile medier skaber, men medieforskningen mener noget andet. Argumentet er, at vi altid bliver grebet af mediehysteri med alle nye medier. Hver gang et nyt medie kommer til, fra radio til internet, har vi frygtet, at verden gik af lave. Vi har tilskrevet alle mulige negative ting til de nye medier, og hver gang har vi taget så dramatisk fejl. Det var slet ikke så slemt, lyder det fra de kloge relativister. Udbredelsen af medier har til alle tider fulgt et bestemt mønster, hvor der altid er en ubegrundet frygt og kritik i starten, ergo er det bare en fase og kritikken af smartphones går over igen, og alt bliver godt. 
 
Selv på videnskabens egne præmisser holder denne relativisme ikke. For hvad er beviserne og argumenterne for eksistensen af en bestemt, fast skabelon for medieudbredelse og for, at medierne altid har den samme “neutrale” effekt på tværs af historien? 
 
Tænk, hvis du en dag glemte at tage din mobil frem … Tænk, hvad du mister, hver gang du vælger mobilen frem for den tilstedeværende oplevelse?
 
Sandheden er, at familien oplever nogle meget negative og meget virkelige konsekvenser af den mobile revolution. Det, familien oplever, er ganske simpelt, at når familiens medlemmer tager deres mobil frem, erstatter det andre vigtige ting/opgaver/samvær. Det handler derfor, hokus pokus, om, at du sætter din familie i fokus. Hokus pokus, din familie er tilbage sammen med dig.
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job