Peter Goll: Undgå at sidde fast

Efter 12 år i Geelmuyden Kiese er Peter Goll efter eget ønske en fri mand, der foreløbigt skal en måned til Italien. Det er endnu uvist, hvad han så skal, men en ting er sikkert: Han regner ikke med at have nået toppen endnu. Snart 40-årige Goll har delt sine tanker om fremtiden, Folketinget og kommunikationsbranchen med Kforum.
Stop hos Geelmuyden Kiese og fremtiden
Først Jeppe Veddinge og nu dig. Hvorfor forlader i begge GK inden for så kort en tidshorisont? Hvad er historien?
Jeg tror, at både Jeppe og jeg cirka samtidig nåede et punkt, hvor vi vidste, at vi nu skulle noget andet end GK. Vi har sammen bygget virksomheden op på det danske marked – fra fire til fem ansatte til cirka 45. GK er, mens vi har stået i spidsen for virksomheden, vokset fra en årlig omsætning på omkring fire millioner kroner til omkring 40 millioner kroner. 
 
Jeg har været i GK i 12 år – jeg begyndte som student i 2002 og slutter nu som partner. Hvis jeg skal nå at prøve mig selv af i andre sammenhænge og få en karriere et andet sted, så sagde mange kloge mennesker til mig, at det nu var tid til at skifte job. Det har jeg lyttet til, og derfor har jeg nu sagt mit job op og startet jagten efter noget nyt spændende.
 
Hvad skal du nu?
Jeg ved det ikke helt endnu. Jeg har dialog med nogle forskellige spændende virksomheder. Jeg kunne godt tænke mig at prøve at arbejde på virksomhedssiden. Så nu vil jeg bruge nogle måneder på at afsøge, hvad der er af muligheder der – og om det er en vej at gå for mig. Jeg kan desværre af forskellige fortrolighedshensyn ikke blive mere konkret endnu.
 
Hvordan forløber din første uge, hvor du ikke er på arbejde?
Jeg kører til Italien – ned til min gode ved Brian Nygaard, der bor i Toscana. Og så har jeg tænkt mig at bruge maj måned i det norditalienske – jeg vil cykle lidt, skrive lidt og slappe lidt af.
 
Fortsætter du med at have noget med Geelmuyden Kiese at gøre?
Jeg vil altid have en veneration for GK, men fra udgangen af april har jeg ingen form for formel tilknytning til virksomheden og vil heller ikke have det fremover.
 
Peter Golls afsked med Geelmuyden Kiese på Facebook. Ligesom da han stoppede i Justitsministeriet er der masser af ros til kollegerne
 
Et blik på kommunikationsbranchen
Hvad ser du som de vigtigste tendenser inden for kommunikation lige nu?
Det hele foregår mere og mere på brugernes præmisser. Glem enhver tanke om, at du kan proppe noget ned i halsen på nogle 'modtagere', fordi budskabet er vigtigt for dig selv. Glem enhver tanke om at låse dig på kanaler – så nogle kanaler i sig selv er udgangspunktet for dit arbejde og din kommunikation. 
 
Der findes mennesker, du gerne vil i dialog med – og så gælder det om at kunne ramme deres hjerter og sind med kommunikation, der er så vedkommende, at de vil investere deres kostbare tid i at interagere med dig. Du må slippe behovet for kontrol og blive i stand til at have reel dialog, hvor du afgiver indflydelse på både budskab og form til de mennesker, du gerne vil kommunikere med. Og den udvikling er kun lige begyndt. Med de kommende generationer bliver det endnu mere udtalt.
 
Du har nu i snart mange år drevet et PR-bureau. Hvad er det vigtigste, du har lært af det?
Puh, jeg har simpelthen lært så meget. Jeg har lært at drive forretning. Hvad det vil sige at eje og drive en nordisk virksomhed med en omsætning på 120-130 millioner kroner. Jeg har lært en del om ledelse. Og så har jeg som konsulent i 12 år lært så meget fagligt om kommunikation, at det er svært, hvor jeg skal begynde og slutte. Jeg har lært en hel masse om krisekommunikation, om markedsføringskommunikation, om intern kommunikation, forandringskommunikation, Public Affairs, analyse, strategi og så videre og så videre.
 
Har du et godt råd til andre kommunikatører, som starter i branchen nu?
Lad være med at låse dig på, hvad du gerne vil – og hvad du tror, du er god til. Gå ind med et åbent sind til alle opgaver. Jeg kom fra politik og kom så i første omgang til at lave meget kommerciel PR for Gillette/Procter & Gamble. Det gjorde jeg i omkring otte år. Det var super lærende og spændende, og det har givet mig meget, jeg kan bruge i andre sammenhænge i dag. 

Jeg har mødt unge juniorer, som kommer og siger, at de vil arbejde med strategisk kommunikation, for det er der, deres interesse er, og det er, hvad de er gode til. Det er helt meningsløst. For før man har lært at eksekvere på en strategi, giver det for mig ingen mening at ville arbejde med at udforme strategien. Eksekveringen er i sidste ende nøglen til succes, og lærer du ikke det, kan du heller ikke arbejde succesfuldt med de mere overordnede strategiske opgaver.
 
Hvad har kommunikationsbranchen mest brug for lige nu og her?
Gode ideer og nye veje at få ideerne til at leve på. Branchen skal passe på, at dens egne strukturer ikke låser bureauerne i, hvordan de tænker kommunikationsløsninger, så man kommer med oplæg, der ikke reelt rammer kundernes interesser eller ønsker.
 
Hvem i branchen vil du gerne rose? Hvem/hvilke virksomheder gør det super godt?
Jeg vil gerne rose KristiansenUlveman, som jeg har arbejdet sammen med ved flere lejligheder. Her har man noget af det skarpeste strategiske blik, jeg har mødt.
 
Advice fortjener også ros for på konsistent og imponerende vis at have udviklet virksomheden i en ny retning – med muligheder for at lave løsninger på tværs af discipliner. Det er inspirerende for hele branchen.
 
Og jeg vil rose Rud Pedersen for at vise, at alle ikke behøver at kunne eller ville det samme, men at man kan skabe flotte resultater ved at specialisere sig.
 
Derudover vil jeg gerne rose Mensch for at lave den mest gennemførte og kreative implementering af en strategi (Landbrug & Fødevarer), som jeg har set – og som har givet imponerende resultater år efter år.
 
Der er helt sikkert flere, som fortjener ros, men det var de fire, jeg lige kom til at tænke på.
 
Og hvem leverer ikke varen kommunikativt lige nu?
Jeg peger ikke fingre af andre.
 
Hvad sætter du mest pris på hos kolleger?
Ambition (fagligt såvel som professionelt), kunnen og ordentlighed. Man må ville noget ekstraordinært, hvis man skal være rigtig interessant. Og så må man også kunne gøre noget ved det, så det bliver andet end tomme ord og floskler. Men hvis det betyder, man er et dumt svin, kan det være lige meget – hvem gider bruge sit liv på dem?! Jeg vil have søde kolleger, som jeg kan stole på, vende ryggen til og have det sjovt med.
 
Peter Goll med daværende justitsminister Morten Bødskov til Folkemødet i Allinge juni 2012. Peter Goll var spindoktor for Bødskov fra efteråret 2011 til efteråret 2012, mens han holdt et års orlov fra Geelmuyden Kiese
 
Status på borgkommunikation
Nu har du været på Christiansborg i flere omgange. Hvad er det indtryk af politisk kommunikation, du står tilbage med?
Politisk kommunikation er fragmenteret og meget personafhængigt, både på politiker- og på rådgiversiden. Og der er en del gode og en del mindre gode eksempler på begge. DF kommer vel tættest på at køre en samlet og sammenhængende strategisk kommunikationsindsats. De andre partier tilstræber det – men de fleste er meget langt fra.
 
Hvad tænker du som eks-spindoktor om spindoktorer-debatten?
Debatten om spindoktorer afslører mest, hvor lidt centrale mediefolk og journalister egentlig ved om strategisk kommunikation. Det svarer til at diskutere, om det er den enkelte danske soldat, der har afgjort fremtiden for de lokale borgere i Afghanistan. Ligegyldigt hvor stor respekt, man har for individets indsats, så er der naturligvis meget større kræfter og mekanismer på spil, der afgør så store ting. Sådan er det også med en regerings strategiske kommunikation og position i forhold til befolkningen. Og at reducere det til, hvordan en enkelt eller flere spindoktorer agerer, det er ren nonsens. 
 
Naturligvis skal hver enkelt minister have god kommunikationsrådgivning – på samme måde som ministre skal have andre former for god faglig rådgivning af andre typer embedsmænd. Spindoktorerne er jo bare en flok embedsmænd med nogle andre kompetencer end dem, man ellers typisk finder i centraladministrationen.
 
Du har arbejdet for den aktuelle regering. Hvad har den gjort forkert på kommunikationsfronten?
Jeg synes ikke, at regeringens ministre som helhed tager kommunikation alvorligt nok. Selv set udefra er det tydeligt, at kommunikation i for høj grad bliver set som noget, der skal smøres på, når politikken og planerne ellers er lagt fast i anden sammenhæng. Det er en meget gammeldags måde at tænke kommunikation på – og en del af regeringens dårlige sager kommer ud af denne tænkning.
 
Peter Golls force er, at han er resultatorienteret og aldrig giver op, men nogle gange bliver han også så utålmodig, at han stresser andre unødigt
 
Tilfredshed er ikke et mål
Hvad er din værste frygt i forhold til din egen karriere?
At blive tilfreds og tro, at jeg har nået toppen og ikke kan lære nye ting eller nå nye mål.
 
Hvad ser du som dine mest dominerende træk?
Kompetitiv og resultatorienteret. Det tror jeg, de fleste af mine nærmeste omgivelser vil være ret enige i.
 
Hvad er din største force – og din største fejl?
Der skal virkelig meget modstand til, før jeg giver op. Jeg ændrer gerne kurs, men giver meget nødigt op. Jeg hviler for lidt i øjeblikket – jeg er nogle gange så utålmodig, at det stresser mine omgivelser unødigt.
 
Har du et motto? 
Jeg kan godt lide Stick to your guns!
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også