Transportnørdens Twitter-strategi

Heunicke var tæt på at droppe sin Facebook-side. Det var ligesom at åbne en skraldespand. Men det var for vigtigt for ham at sætte sit tommelfingeraftryk på debatten.
Hvilke sociale medier bruger du?
Mine to vigtigste sociale medier er Facebook og Twitter, og jeg bruger dem forskelligt. Kun sjældent har mine opdateringer de to steder samme budskab.
 
 
Facebook var jeg tæt på at droppe i mit politiske arbejde for to år siden. Det var ligesom at åbne en skraldespand. Når jeg loggede mig på, blev jeg mødt af grove beskyldninger, udfald mod min person og useriøse angreb på partiets politik. Men jeg blev der og lagde i stedet min strategi fuldstændigt om.
 
Jeg har mine egne dogmeregler, som ændrer sig i takt med, at Facebook ændrer sig. For eksempel må maksimalt hver tiende Facebook-opdatering være kritisk rettet mod et andet parti. Jeg vil helst lade film eller billeder fortælle historien. Og måske vigtigst: Jeg passer ekstremt meget på ikke at falde i grøften, hvor man "leger politik" med automatreaktioner uden hverken eftertanke eller indrømmelser af egne fejl. Det betyder også, at jeg arbejder med at bruge mig selv, mine egne oplevelser og erkendelser.
 
Helt overordnet giver de sociale medier mig muligheden for at fortælle mit syn på historien, at gøre det i dialog med rigtig mange danskere og ikke mindst at gøre det på en måde, der fremhæver værdier om åbenhed, optagethed af hverdagens problemer og fokus på konkrete resultater.
 
I politik er der et konstant behov for at skabe rum til handling. Jeg er optaget af, at min kommunikation handler om de problemer, der jo er i mit ressortområde, og skabe et politisk rum for handling og en accept i offentligheden.
 
På Twitter er hastighed, åbenhed og dialog centralt. På grund af den begrænsede plads er der en forventning om, at den politiske debat er lidt skarpere – også i sin kritik af politiske modstandere.
 
 
På Twitter er målgruppen også en anden. Det er i høj grad stedet, hvor man kan komme i dialog med journalister og meningsdannere. Det kan både være om nye historier, der er under opsejling, og som en slags åben efterkritik af artikler og indslag. Det er helt sikkert ikke alle journalister, der bryder sig om den form for diskussion med en kilde om dagens avisartikel, men faktisk synes jeg ofte, der kommer en spændende debat ud af det. Det stiller også krav til de politikere, der tidligere blot brokkede sig over modstand i pressen på lukkede gruppemøder.
 
 
Hvad er absolut ikke strategien?
- at få medarbejdere til at lave opdateringer for mig.
- at bruge for mange tal, der ikke kommunikerer
- at lave Facebook-opdateringer uden en fortælling
 
På min Facebook-side må politik aldrig blive et spil, som er fjernt fra den hverdag, danskerne lever i.
 
Hvad virker for dig på de sociale medier?
Dialog virker altid. Åbenhed virker altid. Iderigdom virker altid.
 
Jeg har brugt meget energi og politisk kapital på at få en metrolinje til Sydhavnen på plads. Det er lykkedes, og det er jeg både stolt over og glad for. Jeg er sikker på, det vil være en kæmpe gevinst for hele hovedstaden. Men hvordan formidler man det?
 
En fredag eftermiddag besluttede jeg mig for at køre ruten på cykel, så jeg havde ruten inde på livet, før vi skulle behandle lovforslaget i folketingssalen. Jeg fandt noget gaffatape og satte mobiltelefonen fast på cykelstyret og optog så turen helt til endestationen. Ved hjælp af en ny app, jeg havde fundet, blev filmen time-lapset, og på den måde kunne jeg rimelig simpelt formidle, hvordan den nye metrolinje vil binde den del af byen sammen.
 
Filmen blev ikke det største hit på de sociale medier, til det var den nok trods alt for hjemmelavet, men det var gavnligt for mig at køre turen selv. Og det var også gavnligt at kommunikere det.
 
 
Hvad virker ikke for dig på de sociale medier?
Hvis man skal angribe politiske modstandere, skal man virkelig have fokus på substansen. Vi befinder os i en tid, hvor rigtig mange borgere er trætte af den måde, som vi politikere taler til hinanden på, og det kan som værste konsekvens være med til at skabe politikerlede og en afstand mellem os på Christiansborg og den almindelige dansker. Det skal vi som politikere tage meget alvorligt. Derfor er det meget vigtigt, at der ikke går automatreaktioner i den, men at vi hele tiden har fokus på den politiske substans. Det skylder vi danskerne, og det gælder så sandelig også på de sociale medier. 

I mange år skulle du altid forsvare Socialdemokratiets dårlige målinger. Hvad tænker du om det?
Det var en opgave, jeg lærte utrolig meget af. Vi var nede og kysse de 16 procent nogen gange, det er en ekstrem hård opgave at kommunikere med sådan en strid orkan lige ind i fjæset på en. Samtidig giver det noget stamina, og det giver også en stor grad af holdånd til os, der skulle gå forrest i den periode.

Du har haft en stor interesse i transportområdet, også før du blev minister. Hvad har det betydet for dig?
Jeg hører ofte, at folk siger, at det er en fornøjelse at se, at jeg elsker mit job og brænder for området. Det er ikke noget, jeg har været bevidst om, men det er helt rigtigt. I hverdagen betyder det, at jeg kender til de fleste problemstillinger og selv har været med i forligene om alle de store projekter som metroen, Femern-forbindelsen og nu togfonden. Det er en kæmpe tilfredsstillelse at se konkrete projekter, som udvikler Danmark til et bedre sted at bo og arbejde, skride frem i landskabet.
 
Det betyder også, at jeg kan have den hastighed i arbejdet, der er nødvendig. På transportområdet er nyhedshistorierne ofte præget af her-og-nu-problemer, og nogle gange skal der handles hurtigt.
 

Hvad var tankerne bag jeres brokke-bod på Hovedbanegården?
Transportministeriet bliver ofte kaldt et problem-ministerium. Når tingene går galt, togene ikke kan køre, metroen larmer, og der er kø på motorvejen, så er det Transportministeriets ansvar at komme med en forklaring. Det samme gælder Rejsekortet, som jo er besluttet af trafikselskaberne, lang tid før jeg blev udnævnt som minister. Men det er mit ansvar nu, og det er jeg bevidst om at vise på en måde, hvor jeg kommunikerer ind i problemerne.
 
Jeg har det også sådan: Hvis man som transportminister ikke kan se togpendlerne i øjnene, er der da noget helt grundlæggende galt.
 
 
Kan det ikke blive lidt for smart og useriøst med de sociale medier?
Jo. Jeg oplever, at dommen på de sociale medier falder stenhårdt. Hvis du ikke er sjov, så lad være med at bruge et humor-hashtag. Hvis du ikke vil diskutere og lytte, så lad være med at lægge op til det. Hvis du ikke har en løsning, så lad være med at lade som om.
 
Min brug af de sociale medier er aldrig målet og må aldrig tage et for stort fokus. Det er et redskab til at kommunikere, hvordan jeg arbejder, og hvilke værdier jeg arbejder efter. 
 
En tilstedeværelse på de sociale medier kan jo ikke erstatte god politik. Det kan heller ikke forklare dårlig politik. Men det kan skabe forståelse for at gøre det, der er rigtigt – også selv om det handler om at rydde op eller måske afskære nogen for muligheder, hvilket jo kan være en vanskelig politisk øvelse.

Hvad er de næste mål med jeres strategi? Hvad er næste trin?
Jeg er begyndt at eksperimentere med film, som kan optages på min telefon, og som jeg selv står for at redigere i en app. På grund af Facebooks politik om at give filmklip en fremtrædende placering i Facebook-strømmen, har jeg oplevet, at de bliver delt forholdsvis meget og dermed bliver set af mange flere, end man normalt kan komme i kontakt med.
 
 
Mange taler om den hårde tone på de sociale medier rettet mod politikerne. Nogle politikere har lukket deres Facebook-profil. Hvad tænker du om det?
Jeg synes, at forholdet mellem danskerne og deres politikere er gået skævt. Vi er landet i en negativ spiral, hvor det er blevet socialt acceptabelt at komme med de vildeste skældsord og anklager mod andre mennesker. Samtidig må vi politikere erkende, at det i kampens hede stadig oftere ender med, at vi gør præcis det, danskerne er så trætte af, nemlig taler papegøjesprog og bare udtrykker de hjemmefra planlagte perfide angreb på modstanderen.
 
Har du også oplevet hatespeak i relation til din social media-strategi?
Ja. Det er jo gift for en debat, men heldigvis er det også sådan, at der ofte er flere, der tager ordet og reagerer imod folk, der skriver indlæg, som er ekstremt negative og angribende i deres tone.
 
Nogle gange har jeg valgt at blokere brugere fra min væg. Engang blev det til negative historier i medierne, når man valgte at udelukke folk fra sin Facebook-profil, men det er der kommet en accept af i dag. Hvis jeg kan nå det, forsøger jeg at gå i dialog med folk. Dels for at forsøge at nå ind til dem, dels for at have en konstruktiv stemning på siden.
 

For nyligt måtte en Labour-politiker trække sig, fordi hun havde tweetet et billede, der kunne opfattes fordomsfuldt over for den typiske Labour-vælger. Hvad kan vi lære af den historie? Hvad tænker du om det?
Jeg tænker, at det er et eksempel på, at man godt kan blive fartblind, når man er i politik. Det er lidt svært at afgøre, hvorfor hun tweetede det billede af det hus, men hvis det var for at nedgøre dem, der bor i det, er det jo tåbeligt; det siger sig selv. Man møder mange forskellige mennesker på en kampagnetur, og den politiske historie er rig på akavede og direkte valg-afgørende situationer, hvor en politiker ikke formår at agere i sine vælgeres virkelighed.
 
Det ekstra interessante her er måske, at mange politikere jo netop bruger sociale medier til at vise deres mere menneskelige sider. Og her blev udbyttet jo, at hun fremstod lige modsat.

Lige nu er der meget vrede over nye motorveje i Jylland. Hvordan vinkler du det i de sociale medier?
Interessant nok er det ikke billeder fra åbninger af motorveje, der får særlig mange likes. Tværtimod får det kommentarsporet til at bugne af folk fra andre steder i Danmark, der har ideer og krav til transportinvesteringer, hvor de bor. Jeg vil gerne flytte debatten om vores infrastruktur væk fra sognerådspolitikken og i stedet fokusere på trafiktal og forrentning.

Hvad er dit råd til andre politikere, som vil bruge sociale medier?
Det går ikke at gøre det halvt. Ligesom det heller ikke går at gøre noget andet halvt. Til gengæld er det helt OK at springe ud i det, før man har lært det. Især på Twitter synes jeg stadig, der er en stemning af pioner-ånd og lyst til at lære fra sig om, hvordan mediet fungerer.
 
Der er heldigvis mange forskellige typer af politikere, også på regeringsbænkene. Det betragter jeg som en styrke, og det ville være fattigt, hvis vi blot forsøgte at kopiere hinandens kommunikationsform.
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job