Den indre formiddagshersker
'Formiddagsherskeren' er titlen på k-manden Jacob Rosendals første roman, som udkom den 28. maj. Romanens hovedperson, Hans Erik, melder sig ud af Corporate Denmark og får mere eller mindre tilfældigt en ny identitet som bloggeren Formiddagsherskeren. Vi har interviewet Jacob Rosendal om en syret verden, hvor man på et øjeblik kan gå fra at være zero IRL til at blive digital hero.
af Redaktionen
1.
Hans Erik, bogens hovedperson, bliver arbejdsløs, fordi han ikke vil acceptere en forflyttelse i it- og telekoncernen BSC, hvor han er ansat. Med kommunikationskvalme og en udstoppet papegøje ved navn John Cage isolerer han sig i sin lejlighed. Ironisk nok får han en ny identitet som bloggeren Formiddagsherskeren – og uventet succes. Formiddagsherskeren er mest af alt en blog, hvor Hans Erik kan skabe sig en ny, anonym identitet og tømme sig for indfald om alt fra retfærdighed og dødsstraf til coachingsegmentet. Er det sådan, bloguniverset ser ud generelt? Findes der ikke blogs, som du læser og bliver klogere af?
Jo, der gør. Men hvorfor skrive en roman om, at folk er søde og rare og fornuftige, når de også er langt ude og idiotiske, især på nettet? Min bog handler om, hvem vi er på nettet, og hvor let man kan blive en anden, om den farlige frihed, der findes derude i det uendelige digitale rum – blog-teknologien er reelt ikke afgørende, romanen kunne også have handlet om en twistet Twitter-type. Og så mener jeg helt ubeskedent, at nettet, der jo må siges at påvirke os alle, ikke er behandlet særligt meget i moderne dansk kunst.
2.
Hos BSC har Hans Erik en rigtig irriterende chef, som dukker op i en overraskende rolle senere i bogen. BSC er i det hele taget et ret ulideligt sted at være. Du kender den verden godt?
Jeg kender Corporate Denmark. Men min bog er ikke realisme. Hvis man vil have den slags, kan man kede sig med det mange andre steder. Navnet er en forkortelse, der skulle virke troværdig, og hvis man siger det på engelsk, kan man indsætte C for Company, og resten burde være nemt …
Læs uddrag fra bogen på blog.formiddagsherskeren.dk
3.
Bogens fortæller, Tobias, er journalist på en avis, og forholdet mellem ham og Hans Erik er hverken varmt eller respektfuldt. De kender hinanden fra deres skoletid, og da fortælleren bliver kontaktet af Hans Erik, er han ikke særlig interesseret i at tale med ham. Tobias er fuldt bevidst om, at avisbranchen, som vi kender den, har en stakket frist, men alligevel føler han sig hævet over Hans Eriks skriverier. Siden vender magtforholdet imellem dem. Er det billede på, hvordan bloggere og fastansatte journalister IRL ser på hinanden? Og tror du, at bloggerne kommer til at vinde?
Mange journalister er også blevet bloggere eller mikro-bloggere via for eksempel Twitter. Så mon ikke tingene kommer til at smelte mere sammen? Hvad angår status, er den utrolig vigtig i mediebranchen. Det er finere at være på nogle medier end andre, det er finere at beskæftige sig med nogle områder end andre. Men noget af det gode ved nettet er, at status er en ustabil valuta, og man kan gå fra zero til hero ret hurtigt. Centralt i bogen foregår en kamp mellem to forskellige versioner, hovedpersonens og fortællerens, casens og journalistens. Hvem har egentlig ret til historien?
4.
Hvad er det for noget med Hans Eriks hallucinationer? "Lyt ikke til tvivlen", dukker Steffen Brandt op i soveværelset og siger til ham. Har realitetssansen bare sluppet sit tag i ham?
Der står ikke hallucinationer et eneste sted i teksten. Og hvad skal en romanfigur med realitetssans?
5.
Storhedsvanviddet præger flere af personerne i bogen. Ud over Hans Erik møder vi også en tv-vært i et forskruet konceptshow? Er megalomani fremherskende i tiden? Bliver den stimuleret af blogs og sociale medier?
I den konstante jagt på nye, skæve greb og koncepter, der for eksempel præger mediebranchen, skal et moderne tv-show nødvendigvis være bizart. Ellers bliver det røvsygt. I Holland har man haft en asylquiz, hvor man kunne vinde opholdstilladelse. Romanens show er også et udtryk for kampen mellem ord og billeder, som folk har så travlt med. Jeg mener ikke, at billederne vinder af sig selv. Med hensyn til megalomani og det, man engang kaldte new media, tror jeg, at illusionen om unikhed trives ekstra godt i de uendelige nicher. Hvis man keder sig i Udkantsdanmark, laver man jo bare en blog, der hedder 'Live fra Lolland'.
6.
Hallucinerer du selv fra tid til anden?
Det er én lang hallucination at skrive en roman.
Se Jacob Rosendal transformere sig til hersker i det uendelige, digitale univers
7.
I en kronik i Berlingske (Alle taler – ingen lytter, den 26. maj) opfordrer du folk til at opsøge kunstoplevelser i stedet for at skrive statusopdateringer. Du skriver blandt andet, at blogs og endeløse opdateringer ikke er kunst, "de er kommunikation, der kværner derudad." Er du ikke lidt frelst? Eller er man enten til blogs eller til kunst?
Jamen, vi kommunikerer da for meget. Jeg er ikke frelst, og selvfølgelig kan man både være til det ene, det andet og det fjerde. Pointen er, at kunst kan noget, som kommunikation ikke kan – i går læste jeg et par digte, men hundredvis af opdateringer. Det er selvfølgelig ikke en helt fair sammenligning, men fuck det. Kunsten er unyttig, og det har vi brug for. For vi har fået en trang til at planlægge og optimere alt – selv vores selvfremstilling, og i høj grad den åh-så-højt-besungne kreativitet. Eller i et andet perspektiv: Hvis man vil vide noget om den moderne nordiske mand, skal man ikke læse blogs eller for den sags skyld kronikker, nej, Knausgård er bedre. Og den vestlige verdens forfald? Prøv Houellebecq. Ikke en klumme i Politiken skrevet af en tilfældig kommunikatør!
8.
"Da jeg var dreng 1970'erne og 80'erne," skriver du også og fortæller om det gode liv "in real time", hvor fastnettelefonen kunne stå ubrugt en hel dag. Er du simpelthen ikke bare ved at blive en sur, gammel mand?
Jo, jo, selvfølgelig er jeg det. Men jeg er også overbevist om, at vi ikke kan redigere os lykkelige. Den forestilling er et selvbedrag. Det interessante er samtidig, at vi helt sikkert vil blive ved med at prøve. Det gør de to hovedfigurer i romanen, og det går dem ret forskelligt. Heldigvis svarer nettet igen …
