Internetaviserne prioriterer nyhederne lige som
deres papir-udgaver og fodrer læserne med principielle indlands-artikler.
Læserne er ligeglade: De foretrækker skarpe kriminal-historier,
kendte mennesker og de helt skæve historier.
Det er fire-fem år siden, at de første
papiraviser forsøgte sig med internetudgaver. I et par år
var der tale om tynde kopi-versioner, hvor internetudgaverne kæmpede
med design og teknik.
Det var for eksempel først efter to år,
at internetaviserne fik en jævn strøm af fotos, som blev
udskiftet flere gange dagligt. Men mens alle kæmpede med teknikken,
glemte internet-aviserne måske at spørger læserne,
hvad de foretrak.
Berlingske.dk lader nu læserne sammenligne
journalistenes prioritering fra den forløbne uge med listen over
de artikler som ganske simpelt har tiltrukket flest kliks. Og kort sagt
foretrækker web-læserne at læse om vold, kendte mennesker
og historier der er mere underholdende end væsentlige.
"Vi må nok erkende, at web-udgaven
er mere en løssalgs- avis end en morgenavis," siger Gerd C.
Nielsen, der er redaktionschef for Berlingske.dk. Et hurtigt kig på
top-femten listen fra uge 42 ligner en blanding af BT, Ekstra Bladet og
Se & Hør.
Af de femten historier er 10 hårde kriminal-historier:
Peter Lundins tilståelse trækker flere artikler med i top-femten,
ligesom den lille pige, der tilsyneladende blev kastet ud fra Lillebæltsbroen
og helikopter-ulykken i Nordsjælland er vigtige - set med læsernes
øjne. Det samme gælder Kronprins Haakon og en enkelt historie
om Kinder-æg.
Det var ikke de samme artikler, som hverken Berlingske
Tidende eller Berlingske.dk prioriterede i den samme uge. Her handler
historierne om erstatning til Golf-veteraner, retssager mod obaksfabrikanter
og skattefradrag for PLAN-faddere.
"Selv om folk kommer efter nyheder, og kommer
fordi de betragter os som et seriøst sted med de store tunge tema-
artikler, skal er der brug for åndehuller," understreger Gerd
C. Nielsen. Han planlægger dog ikke en ændring af den redaktionelle
linie.
"Vi skal passe på ikke at overfortolke
statistikken. Måske springer folk de vigtige historier over, fordi
de allerede har læst dem i papiravisen. De ting de vælger,
er så de artikler der dukker op i løbet af dagen."
"Vi har dog udvidet forsiden, så der
er plads til flere artikel-henvisninger. Det giver især plads til
de mere skæve vinkler, som vi ikke havde plads til førhen.
Men vi går ikke over i en anden boldgade. Vi er stadig Berlingske
- men vi skal nok virke lidt friskere," siger Gerd C. Nielsen
journalist Ernst Poulsen, 24.10.00
kilde: DONA
Læsernes tophistorier
Berlingske.dk
1. Barn smidt ud over Lillebælts-bro
2. Helikoptersavnede var velhavere fra Midtjylland
3. Dansker tvinger fly ned i USA
4. Eftersøgt fars rygsæk fundet i Lillebælt
5. Lundin: Familien dræbt under slagsmål
6. Lundin erkender skyld i familie-død
7. Kronprins Haakon tæt på forlovelse
8. 15-årig erkender voldtægt på toilet
9. Norsk prins rykker ved de royale normer
10. Hårdere kurs over for kriminelle børn
11. Camilla har fået nok
12. 19-årig kvinde mishandlet
13. Gore i offensiven i TV-duel
14. Forbrugerrådet vil forbyde Kinder-æg
15. 5-årig fængslet i sag om gruppevoldtægt
TOPHISTORIER FRA BERLINGSKE(.DK)
MANDAG den 16. oktober 2000
S-tog skal køre helt til Roskilde
Pigerne har det dårligere end drengene
Dopingsag ryster Italien
Kamp om musik-penge
Tre frygtes døde i helikopterstyrt
TIRSDAG den 17. oktober
Dansker tvinger fly ned i USA
Erstatning til Golf-veteraner
PLAN-faddere mister retten til skattefradrag
Norsk prins forlover sig
ONSDAG den 18. oktober
Dansk tobaksgigant ånder lettet op
Kæmpemæssigt spild af ko-mælk
Få vil køre i Metrotog om natten
Fire drenge afhørt om voldtægt
TORSDAG den 19. oktober 2000
Camilla har fået nok
Flere børn er på nervepiller
15-årig voldtgtssigtet i varetægt
Mangel på plejehjem i København
Nye skove truer grundvandet
FREDAG den 20. oktober 2000
Lundin tilstår døde vold mod familie
Værnepligtige får adgang til civile læger
Straffearbejde til unge kriminelle
Skattejagt på varmt vand under København
LØRDAG den 21. oktober 2000
Danmark afskåret fra nordisk styrke
Riis faldt for den franske fristelse