Som musiker i et enmandsorkester kræver det stor indføling og koordinationsevne at spænde crashbækkener på knæene, trommestikker på albuerne, en harmonika i den ene hånd, en trompet i den anden og stadig have luft nok til at blæse i mundharpen. Resultatet er imidlertid, set fra en publikumsvinkel, sjældent forbundet med den store musikalske nydelse.

Nogenlunde samme indføling og koordinationsevne har man i IT-verdenen indtil for nylig fejret og set frem til skulle manifestere sig i sammensmeltningen af funktioner i en multifunktionel enhed, en art IT-svejtserlommekniv eller enmandsorkester. Man havde opfattelsen af, at alt konvergerede, at fjernsynet, videoafspilleren, stereoanlægget og computeren søgte sammen i en stor multimedie ’power’-dims. Det er bare ikke sket, og det kommer sandsynligvis heller ikke til at ske.

Tværtimod fik alle husstande i Europa på bare seks måneder ét ekstra elektronisk apparat i hjemmet sidste år. En stigning fra gennemsnitligt 6 til gennemsnitligt 7 apparater.

Folk er ganske enkelt lige så interesserede i at samle alle hjemmets underholdnings-funktioner i ét, som musikelskere er interesserede i enmandsorkester-musik.

Når tingene kan tænke
Så hellere et symfoniorkester af underholdningsapparater rundt om i hjemmet. Hellere adgang til musiksamlingen fra både stereoanlæg, køkkenradio, bil, båd og kolonihave end et knurrende stort multi-rack, der kan høres helt til sommerhuset. Hellere en smart bilradio, der i stedet for at finde 1001 stationer mens den brygger kaffe og indstiller sædet, selv finder ud af, hvilken musik jeg helst vil høre, og selv plukker den løbende fra radiostationerne. Hellere adgang til de præcis samme elektroniske kontorfaciliteter fra mobiltelefon, håndholdt computer eller en bærbar, jeg låner i lufthavnen, end at skulle have kontoret med mig under armen i én større elektronisk lommefjendtlig udgave.

Konvergensen, eller sammensmeltningen, ligger altså ikke i en konvergens mellem de elektroniske apparater, men derimod i bagtæppet, i kommunikationsevnen og i evnen til at tilpasse sig brugerens behov. Heri ligger hele essensen af det, man med en samlebetegnelse kalder for ’pervasive computing’ eller ’IT i alting’. Dybest set handler det om at gøre tingene lettere.

3 – 2 – 1 – Nu
Som guideline for nemhedsprincippet, af nogle moderigtige kaldet usability, har Ericsson fundet en opskrift på, hvordan man som tommelfingerregel kan forsøge at tiltale den store flok af teknologisk uimponerede.

Reglen hedder 0 – 1 – 2 – 3 og er ganske simpel:
0 brugermanual – det skal være ligetil og indlysende.
1 klik og du er på – Internetadgang skal være ligeså simpel som at trykke Play på en båndoptager.
2 sekunders ventetid – længere tid er en evighed og gør det uinteressant.
3 klik fra det du søger – alt i alt skal der ikke være mere end tre tryk til destinationen, uanset hvor udgangspunktet er, svarende til tre tryk på knappen for at skrive en SMS-besked.

En temmelig overskuelig måde at nærme sig en simpel dækning af brugerens behov.

Imelda Marcos
Men brugerbehov er ikke nogen entydig størrelse. Inden en producent går ud og siger, ’Sådan én grimrian er lige, hvad alle folk har brug for’, bør man tage et kig i bunden af klædeskabet. Der står sandsynligvis minimum 5-8 forskellige par sko, til forskellige formål.

I takt med at IT-apparater ikke længere er et varigt forbrugsgode, men faktisk en brugsgenstand, man kan forbruge (i stil med engangstelefonerne, som amerikanerne kan tale i en time for et par hundrede kroner og bagefter smide væk), vil IT i ligeså høj grad være en vare, man køber til et bestemt formål. Ligesom sko. Noget til kontoret, noget til løbeturen, noget til ferien, noget til regnvejr og så videre.

IT-apparaterne, f.eks. mobiltelefoner, skal i stigende grad tilpasses markedet, der dybest set kan inddeles i tre. Dem, der vil have tingene først; dem, der vil have de bedste ting; og dem der bare vil have, at skidtet virker og er nemt at gå til. At den sidste kategori er den største er paradoksalt nok både en af det industrialiserede IT-samfunds mest åbenlyse og mest oversete fakta.

Dette essay har tidligere været trykt i Børsens nyhedsmagasin.