INTERCITY

Skrevet af

Henrik Dahl
forfatter

229 artikler

28 indlæg

Engang var Danmark et argument. De smukkeste landskaber og de smukkeste kvinder var de danske. De bedste og mest hæderlige mænd var de danske. Og den mest faste grund under fødderne var Danmark. Når man fyrede Danmark af, stoppede al diskussion.

Den tid, hvor Danmark og danskheden var alle argumenters moder, er sært fjern i bevidstheden. Begreber som Danmark og danskhed er ikke længere begreber, der samler. De er blevet det korte udtryk for den mest grundlæggende splittelse i befolkningen. Hvis noget i vore dage kan udløse vrede og foragt i nogle kredse og nyt håb i andre, er det en Dansk Forening eller et Dansk Folkeparti.

Tiden, hvor Danmark samlede, ligger mindre end tyve år tilbage. Det spillede uden tvivl en vigtig rolle for Poul Schlüters popularitet og for hans rolle som landsfader, at han var så god til at sige Danmark. Eller Daarmaar, som det lød i hans smukke, tillærte udtale, der slettede enhver henvisning til barndommens Haa'sle'. Når Schlüter påkaldte sig Daarmaar, var det kun den mest forhærdede tilhænger af klassekampen, der opfattede sagen anderledes end, at hvilke love og pakker, han så end gennemførte, var det i en højere sags tjeneste. Og dermed til alles bedste.

Forestillingerne om det smukke, det gode og det sande er nøglebegreber i filosofien, eftersom de er genstande for henholdsvis æstetikken, etikken og metafysikken. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at man indtil for mindre end tyve år siden kunne afgøre både æstetiske, etiske og metafysiske spørgsmål ved at henvise til Danmark. Og så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det, at man kunne gøre det på den mest slående og jamenalligevelforhindrende måde, der findes. Når man argumenterede med Danmark, argumenterede man ud fra det evidente. Det vil sige det selvklare. Det, som ethvert normalt menneske uden videre kan fatte: jeg tænker - altså er jeg. Hvorfor er dette smukt, godt og rigtigt? Fordi det er dansk! Ikke noget med præmisser og lange kæder af mere eller mindre tvivlsomme argumenter, som man altid kan indvende et eller andet imod. Nej: Danmark var smukt. Danmark var godt. Danmark var rigtigt. Danmark var evident.

I dag er det nationale argument suspekt. Hvem tager sig ikke til hovedet, når de mindes den daværende norske statsminister Gro Harlem Brundtlands udtalelse ved de olympiske vinterlege i Lillehammer i 1994: det er typisk norsk å være god. Den form for latterlig nationalisme er i dag forbeholdt åndelige og fysiske nordmænd.

Det er klart, at Danmarks fald fra hverdagsfilosofisk schweitzerkniv til politisk stridspunkt er traumatisk for alle, der lever inden for landets grænser. Hvilken kraft har ordet "Danmark" overhovedet? Hvem og hvad er omfattet af ordet "dansk"? Hvis Danmark var et menneske, var det havnet i en identitetskrise.

I følge den amerikanske filosof George Herbert Mead er identiteten lig med det, vi opfatter, at vi er for andre. Det er veldokumenteret, at børn bliver kloge, hvis man behandler dem som kloge. Og dumme, hvis man behandler dem som dumme. Derfor tror jeg, George Herbert Mead har ret. Men så indebærer hans tanke også, at når selve omverdenen bliver ustabil, rammer det identiteten. Selvfølgelig er det for galt, at myndighederne behandler mig som idiot, og jeg kommer til at føle mig som idiot i forhold til dem. Alligevel må man dog sige, at jeg i det mindste føler mig som noget. Det er langt værre, hvis jeg slet ikke indgår i et forhold. For hvis jeg hverken indgår i et forhold til nogen eller noget, hvordan skulle jeg så overhovedet kunne føle mig som et menneske?

Jeg tror, at når nationen er kommet i en livskrise, skyldes det manglen på stabile forhold til de steder, de historier, de mennesker og de traditioner, der tilsammen gjorde os til danskere. Derfor vil jeg tage ud og se, hvor det altsammen er blevet af.

Men spørgsmålet er, hvordan man leder efter sin tabte identitet? Tilsyneladende er der opstået enighed om, at den bedste måde at gøre det på, er at rejse lang pokker i vold. Nogle tager toget til Kina. Nogle sejler jorden rundt. Nogle kører på motorcykel tværs over USA. Og det virker som om de fleste unge nu om stunder tager på en dannelsesrejse til det fjerne østen og Australien.

Jeg tror, denne strategi er helt forfejlet. Det er en gylden regel, at hvis man leder efter noget, skal man søge der, hvor det er mest sandsynligt, at man har tabt det, man ikke kan finde. Bortset fra, at der kommer udmærkede bøger og feriebilleder ud af at rejse jorden rundt, kan jeg derfor ikke begribe, at man rejser til verdens ende i håb om at finde noget som helst af relevans for sig selv. Hvis man har tabt sine bilnøgler i en vandpyt foran gadedøren, kan det ikke nytte, at man leder efter dem på skrivebordet - selvom det har den fordel, at man slipper for våde og snavsede fingre. Og langt mindre kan det selvfølgelig nytte, at man sætter sig mageligt et eller andet sted med en passende grandios aura og skriver en lang epistel om sin søgen.

Jeg er en typisk dansker, men jeg har en enkelt egenskab, der ikke er særlig almindelig: jeg er sociolog. I følge en af mine længst afdøde fagfæller - den tyske sociolog Max Weber - indebærer det, at man både skal forstå og forklare verden. Det er ikke nok at gøre en af delene. Det vil sige: hvis jeg havde været forfatter, kunne jeg nøjes med at gengive mine følelser. Og hvis jeg havde været naturvidenskabsmand, kunne jeg nøjes med at beskrive kendsgerningerne. Nu hænger jeg på den og bliver nødt til at gøre begge dele.

Jeg selv og min familie har i det tyvende århundredes løb gjort de samme erfaringer som de fleste andre. Derfor vil jeg leve op til min sociologiske forpligtelse og lede efter den danske identitet ved at følge mit eget spor og rejse til Århus, hvor jeg blev født i en fremskridtsoptimistisk treværelses lejlighed en kold vinternat for snart 43 år siden. Langs med disse spor har stederne, historierne, menneskene og traditionerne forandret sig lige så meget som de har i det øvrige Danmark. Men fordi det også er min personlige historie, kan jeg ikke bare forklare, hvad der er sket. Jeg kan måske være så heldig, at jeg også kan forstå det.

Når jeg siger, at min nærmeste familie i det tyvende århundredes løb har gjort de samme erfaringer som de fleste, er det i rent kronologisk forstand tæt på at være sandt. Min mormor bliver 100 næste gang, og lever stadig i det Århus, hvortil hun efter et ophold i København indvandrede fra det sydvestlige Jylland - nærmere betegnet landsbyen Malt nær Brørup - i slutningen af tyverne.

Som så mange andre kom hun til byen og måtte finde sig til rette på en helt anden hylde i samfundet end den, hvor hun blev født. Den stolte og forkælede ældste datter af en velstående bonde mødte manden i sit liv på Askov Højskole. Han var bondesøn fra Salling, men skulle springe soldat i København. De ventede på hinanden til soldatertiden var overstået, giftede sig og flyttede til byen.

Som en anden tegneseriehelt med hemmelig identitet begyndte hendes dobbeltliv der, i den store by. I omverdenens øjne var hun Clark Kent: husmor i et arbejderhjem. Og i sin sjæls inderste aldrig andet end Supergirl: sin fars øjesten hjemme på Nørvang. Fænomenet er udbredt i den vestlige verden, men kan beskrives på mange måder. I USA skabte Jerry Siegel og Joe Shuster i 1933 legenden om Superman. En fortælling lig min mormors om at komme fra Smallville til Metropolis og føle, at man lige så godt kunne være fra en anden planet. I stedet for at fantasere om det søndersprængte og evigt tabte Krypton, gav min mormor og morfar sig imidlertid til at fantasere om det Guds rige, der engang skal komme, og blev Jehovas Vidner.

I Danmark handlede den folkelige kunst i mellemkrigstiden også om tabt identitet. I pagt med nationens hang til små drømme søgte man den dog ikke det ydre rum, men i fortiden. Morten Korch skrev også om Smallville, men i stedet for grøn kryptonit, handlede det om gammelt guld. Hvad enten man søger identiteten i fortiden, fremtiden eller det ydre rum, er det dog på en måde den samme historie. Noget gik løs allerede i mellemkrigstiden - og ingen af forsøgene på at sætte det fast igen har været særlig overbevisende.

Udgangspunktet for at finde den danske identitet er dog ikke Århus, men det København, hvortil jeg flyttede for næsten 25 år siden. Lige så umærkeligt, jeg selv har ændret mig gennem de mange år, har byen det også. Man tænker ikke på det fra dag til dag, men ved synet af sig selv eller byen fra slutningen af halvfjerdserne, kan man med et se, hvor meget, der er sket.

Et af de pludselige indbrud i bevidstheden, hvor man ikke kan lade være med at tænke over den tabte tid, kom for nylig ved gensynet med Olsen Banden deruda', som jeg ikke havde set siden premieren i 1977. Jeg synes egentlig, filmene er overvurderede, men da jeg var alene og ikke gad sætte mig ved skrivebordet, smed jeg mig på sofaen og tændte for fjernsynet.

Særligt én scene fangede min opmærksomhed. Olsen Banden planlægger at stjæle udlandsdanskeren Hallandsens sorte penge. Selve kuppet sker på hjørnet af Store Kongensgade og Dronningens Tværgade, hvor Egon har sørget for, at Hallandsens limousine løber tør for benzin. Men det spændende var aftapningen af benzin fra Hallandsens bil. Hele scenen foregår nemlig foran mit kontor i Havnegade. Hvor ofte har jeg ikke stået i vinduet og set ned på havnen med flyvebådenes forladte terminaler i forgrunden og med Miljøstyrelsen og Udenrigsministeriet overfor? Nu sad jeg pludselig i min sofa og så min udsigt i fjernsynet. Bare 25 år tidligere. Jeg glemte rent at følge handlingen. Ganske vist lå Miljøstyrelsens ucharmerende bygning uden vinduer i gavlen (hvad tænkte man på dengang i halvfjerdserne?) også på sin plads i filmen. Og længere borte, i baggrunden hinsides Knippelsbro, lå Ørkenfortet, som dengang var hovedkvarter for B & W's motorfabrik. Men der var ikke skyggen af hverken Udenrigsministeriet eller Henning Larsens elegante huse ved siden af Ørkenfortet længere nede mod Langebro. I det hele taget var der intet mondænt ved havnen som i dag. Strandgades havnefront var et temmelig rodet foretagende med en masse forfaldne pakhuse, mens Havnegade faktisk rummede - en havn. Det mest mærkelige var dog sverigesbådene. Enten var de almindelige, bittesmå motorskibe af den skramlede slags, der i dag sejler med turister og lystfiskere fra Nyhavn, eller de var gammeldags hydrofoil-både. Røde og hvide, i øvrigt, med brede vinger under skroget, så de dårligt nok kunne lægge til kaj.

Som filmen skred frem, blev det mere og mere spændende at følge med i baggrunden. Hvor der i dag er kædeforretninger, var der dengang selvstændige butikker. Hvor der var bodegaer, er der nu caféer. Hvor der lå en bank, er filialen nedlagt - hvis ikke banken er fusioneret op til flere gange og har fået nyt navn og logo. Den forfaldne havn er blevet mondæn. Hovedbanegården, hvor rovet fra kuppet mod Hallandsen bliver gemt, er ombygget til ukendelighed. Jernbanen er elektrificeret, de gamle tog er udskiftet med IC3, IR4 og endnu nyere modeller, perronerne og hallen er bygget om. Bortset fra selve det ydre skrog havde de 25 år ikke ladt noget af Heinrich Wencks elegante, nationalromantiske banegård urørt.

Som jeg sad og kiggede på alt det uvæsentlige i Olsen Banden, blev det pludselig meget væsentligt. København har undergået en metamorfose på ganske få år - og for mig skulle Olsen Banden til for, at jeg kunne at fatte det. Lufthavnen er blevet så stor, at jeg har hørt selv amerikanere brokke sig. Der er kommet en bro til Sverige. Der er bygget metro. Frihavnen og Holmen er blevet åbnet, og der bygges heftigt i Ørestaden. Der er blevet chikt på både Nørrebro og Vesterbro - og på Østerbro er der sågar blevet levende. Er de fysiske forandringer slående, er de sociale det ikke mindre. Olsen Bandens København var fattigt, beskidt, etnisk homogent - og lukket efter 17:30. I dag er de rige flyttet tilbage til byen. Vandet er så rent, at man kan bade i havnen. Etnisk set er byen så broget som nogen europæisk storby - og den sover aldrig.

Uvilkårligt må man spørge: har vi selv ændret os lige så meget som København? Og hvad sker der, hvis man ikke som jeg tog ændringerne med på den konto, der hedder "at blive voksen"? Hvad sker der, hvis man undergår de samme ændringer som byen og jeg selv - men gør det mod sin vilje?

Jeg tror, at også svaret ligger i Olsen Banden. I Erik Ballings tilsyneladende kærlige, men i virkeligheden meget skarpe blik på Danmark. Og i hans sært profetiske visioner om småborgeren Egon Olsen og hans arbejder-venner Benny og Kjeld.

Navnlig en af disse visioner berører mig dybt. Den stammer fra Olsen Banden på sporet, der havde premiere i 1975. Som nogle måske husker, er det store kup lykkedes i den foregående film. Hele Olsen Banden lever et driverliv i Spanien. Maden bliver serveret og ingen behøver at røre en finger. Man skulle tro, det ville være lykken, men nej. Alle keder sig, og Yvonne drikker, så hun ser dobbelt. Midt i overfloden, kedsomheden og den eksistentielle meningsløshed går der dog en prås op for Yvonne: det hele er Egons skyld. Han har skaffet dem til Spanien og prakket dem deres elendige liv på. Hun starter derfor en oprørsbevægelse, der hurtigt får tilslutning af både Benny og selvfølgelig Kjeld. Vi får aldrig enden på denne dybt politiske historie, fordi Bøffen lukker vandet ud af poolen og stjæler Olsen Bandens rov, men det en helt anden historie.

Så Erik Balling virkelig, hvordan den danske velfærdsstat ville falde fra hinanden? Ikke på grund af nogen økonomisk krise, men på grund af meningsløshed, kedsomhed og Yvonnes politiske visioner. Så han i Egon Olsens skæbne et forvarsel om Poul Nyrup ved valget i 2001? Så han i Yvonnes forurettede oprør et forvarsel om Pia Kjærsgaard? Så han i Benny og Kjeld arbejderklassen vende sig imod selve den bevægelse, der havde gjort den respektabel og givet den et økonomisk frirum?

Hvis det er tilfældet, er der intet nyt i den danske identitetskrise. Den har stået på i mindst 30 år. Den eneste grund til, at vi har overset den, er, at vi har ledt de forkerte steder. Der er al mulig grund til at komme afsted. Ud at se hvor og hvordan krisen egentlig opstod.

Relaterede artikler

Høje Taastrup (Intercity-2) - Hvis jeg dør og kommer i helvede, vil det så ligne Høje Taastrup eller Bramming? I årevis er dette spørgsmål med jævne m...
Hvor svært kan det være?- På sporet af den sociale tyngdekraft - Hvor svært kan det være? Sådan lyder Henrik Dahls og Christine Antorinis fællesmotto. Det kommer navnlig i brug, når det...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

47 JOB

Kommunikationsmedarbejder

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.