Hvad der sker i sådanne situationer, er beskrevet af den amerikanske socialpsykolog Leon Festinger. I et berømt studie viste han, at hvis man beder fans af Hold A om at bedømme en kamp mellem Hold A og Hold B, så mener de - helt uafhængigt af det faktiske antal forseelser mod reglerne - at Hold A var mest fair. Mens fans af Hold B samtidig mener det stik modsatte: at Hold B var dydsmønstre, mens Hold A igen og igen gik over stregen.

Leon Festinger indså, at menneskets allerede eksisterende lager af viden og holdninger havde kraftig indflydelse på, hvordan det fortolkede nye oplysninger. Så stor indflydelse, faktisk, at det er mere almindeligt at se bort fra nye oplysninger, end det er at revidere sin viden og sine holdninger. Festinger mente, det var et generelt træk ved vores hjerner, at de udglattede modstridende informationer, så vi altid ville have den størst mulige harmoni inde i vore hoveder.

Festingers teori om hjernens bearbejdning af uharmoniske informationer er en af de store klassikere i socialpsykologien. Den blev fremsat allerede i 1950'erne og anses stadig for at være gyldig. Derfor kan den også bruges til at forstå, hvorfor indflydelsesrige medlemmer af den danske intelligentsia som fx Klaus Rifbjerg (1. maj) og Tøger Seidenfaden (5. og 26. maj) skriver som de gør om udviklingen i dansk og europæisk politik og om de forsøg på at begribe denne udvikling, der er formuleret af blandt andet Ralf Pittelkow og Erik Meier Carlsen.

I et af sine mest berømte studier undersøgte Festinger en sekt, der forudså jordens snarlige undergang. Skønt sekten ikke er identisk med den danske intelligentsia, er der mange ligheder. Festinger beskriver dens glæde over at have fundet sandheden og dens praktiske arbejde med at etablere beskyttelsesrum, så den kunne overleve undergangen. Det, der interesserede ham, var imidlertid, hvordan medlemmerne håndterede den (for dem) ubehagelige kendsgerning, at jorden ikke gik under alligevel.

Det viste sig, at sekten for at få sin klippefaste tro på undergangen til at matche sin lige så ubestridelige erfaring om, at jorden ikke var gået under, opbyggede et omfattende system af nød- og hjælpeforklaringer. Som dagen nærmede sig, dukkede den forestilling op, at undergangen ikke ville ske lige på den forudsagte dag, men lidt senere. Og da også den dag passerede, begyndte man at mene, at måske var jorden vitterligt gået under, men på en måde, så almindelige mennesker ikke opdagede det. Nogle tolkede også forestillingen om undergang rent symbolsk. Derfor kunne sekten fortsætte helt uanfægtet, selvom intet af, hvad den mente ville ske, rent faktisk havde fundet sted.

Klaus Rifbjergs analyse af valget 20. november 2001 kunne have været oversat til engelsk og indlemmet som kapitel i Festingers bog. I grunden kunne Rifbjerg nøjes med at stole på sine sanser og konstatere, at vælgerne med klar majoritet sagde nej til det politiske program, han støtter. Problemet derved er, at Rifbjerg i så fald skulle revidere sin grundlæggende opfattelse af at have retten, folket og fremtiden på sin side. Da dette ikke er muligt, må han i stedet opstille en dissonansreducerende nødforklaring. Den går på, at Rifbjergs politik i princippet ikke fejler noget, men at den blev forrådt af Socialdemokratiet. Partiet kunne derfor have vundet valget ved at føre en endnu mere upopulær politik, end det i forvejen gjorde. Eller i Rifbjergs terminologi: ved at føre en mere rendyrket venstreorienteret politik.

Synspunktet giver psykologisk mening, fordi det harmoniserer dissonansen mellem Rifbjergs øjne og hjerne. I øvrigt har det intet på sig. Der fandtes to partier til venstre for Socialdemokratiet. Dem kunne enhver, der var utilfreds med Socialdemokratiets påståede højredrejning, stemme på. Men se om de gjorde det. Det historiske ved valget i november sidste år var netop, at Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten gik tilbage samtidig. Eller med andre ord: at det politiske flertal forkastede Rifbjergs politiske vision. Længere er historien ikke - hvis ellers man tør stole på sine observationer i stedet for på sine meninger.

Tøger Seidenfaden kæmper også indædt for at forsvare det, han ved, imod det, enhver kan se. Det fremgår tydeligt af hans to PS'er fra 5. og 26. maj. Begge kommentarer rummer en kritik af Ralf Pittelkow og Erik Meier Carlsen. Den første af deres tanker om, at man inden for meget vide rammer må acceptere sine politiske modstandere. Og at man derfor bør kæmpe imod dem ved at fremlægge politikker, der giver borgerne bedre og mere overbevisende svar, end modstanderne kan give. Den anden af deres tanker om, at det politiske establishment har haft svært ved at acceptere nye dagsordener som fx den, der repræsenteres af Dansk Folkeparti.

Begge PS'er er demonstrationer af det ekstraordinært ufine diskussionstrick at tegne en karikatur af sin modstanders synspunkt for derefter at gennemføre en sejrrig nedkæmpelse af denne karikatur. Man kan argumentere for, at denne strategi, der i retorikken benævnes "en stråmand", er lettere og mere enkel end at respektere modstanderen og tage hans synspunkter alvorligt. Samtidig bør man dog erindre den almindelige vurdering inden for retorikken, som er, at strategien i bund og grund er uredelig.

I følge Seidenfaden 5. maj minder Pittelkow og Carlsen om den ekstreme venstrefløj i 1970'erne, og i følge Seidenfaden den 26. maj minder om ikke de to herrer, så deres argumenter, om antidemokratiske argumenter fra mellemkrigstiden.

Ved at opstille disse to dissonansreducerende nødforklaringer ("Pittelkow og Carlsen er bare arbejderister og antidemokrater") opnår Seidenfaden ligesom Rifbjerg fred i sindet. Hvad han til gengæld ikke opnår, er en seriøs forklaring på, hvorfor centrum-venstre i hele Europa er i fuld gang med at tabe såvel den politiske magt som den politiske dagsorden. Uanset hvilke vidnesbyrd, der så end måtte foreligge om et paradigmeskifte i europæisk politik, har Seidenfaden imprægneret sine meninger imod revision. Det har han gjort ved at forsyne de mest velformulerede kritikere af hans - og store dele af intelligentsiaens - lad-som-ingenting-strategi med motiver, de notorisk ikke har. Og ved at hænge dem ud som uvederhæftige levn fra fortiden.

Alle mennesker burde fra tid til anden revidere deres antagelser grundlæggende, selvom det betyder, at de må rekonstruere al deres viden og alle deres holdninger. Jeg erkender, at omkostningerne ved denne revision kan være overmåde store. Landsholdet spiller først og fremmest for at vinde, og det er først og fremmest bemandet med unge mennesker, der er opdraget til at mene, at målet helliger midlet. Derfor er det danske landshold ikke specielt fair - men det er heller ikke specielt unfair.

At indse dette betyder, at man må droppe et hav at myter om danske spilleres særligt ædle karakter. Klaus Berggren sendte Gordon Strachan på hospitalet for at sikre de tre points mod Skotland ved VM i 1986. Hvis han ikke havde gjort det, havde han fået kritik fra både træneren og holdkammeraterne. Derfor kan man lige så godt først som sidst gøre sig klart, at hvis det skulle blive nødvendigt for at gå videre, vil enhver dansk spiller som det mest naturlige sende en hvilken som helst modspiller på hospitalet ved dette VM. Det vil give en meget klarere oplevelse af, hvad der foregår på banen og vil gøre det danske landsholds indsats ved VM langt mere forståelig.

I disse år er det akut vigtigt, at også intelligentsiaen deltager i den helt nødvendige genbeskrivelse af politik. Der er ingen som helst grund til at give den beskrivelse, der opdeler politik i et højre imod et venstre, en særlig status.

Politik kan beskrives på et hav af måder, der i princippet er ligeværdige. Det er hverken værre eller bedre at beskrive politik som højre vs venstre, end det var, da den ortodokse kvindebevægelse beskrev den som kvinder vs. mænd, eller da den ortodokse marxisme beskrev den som bourgeoisiet vs. proletariatet.

Muligheden for at skelne mellem beskrivelserne og vurdere dem ligger ikke i beskrivelserne selv. Den ligger i bedømmelsen af, hvilke konsekvenser de har. Her viser både erfaringerne fra forfatningskampen i 1800-tallet og fra de senere år, at det ikke har nogen som helst positive konsekvenser at beskrive sine politiske modstandere som moralsk mindreværdige. Det giver langt bedre resultater at inddrage modstanderne i det politiske system og nedkæmpe dem på sædvanlig vis - det vil sige gennem en bedre og mere troværdig politik.

Ligeledes viser erfaringerne, at vælgernes vandringer mellem partierne er næsten uforståelige, hvis man insisterer på at beskrive politik som et spørgsmål mellem "højre" og "venstre". Fastholder man denne beskrivelse, sidder man blot tilbage og undrer sig over, at vælgerne stemmer imod deres "interesser". Man fatter slet ikke, at de har fået helt nye politiske prioriteter, der sender de klassiske, materielle interesser langt ned af listen over faktorer, der bestemmer, hvilken kandidat, man stemmer på.

I længden er det lammende for det enkelte menneske, hvis det ikke kan forholde sig til, hvad det umiddelbart kan se. Og hvis dets forudfattede meninger forhindrer det i at se, hvad der er tydeligt for alle andre. Det betyder nemlig, at man ikke kan omgås andre og at man mister evnen til at handle.

Hvad enten det gælder fodbold eller politik, er det derfor et væsentligt, befriende projekt at indrette sig på en måde, så man i mindst muligt omfang har brug for den medfødte evne til at udglatte håbløse modsigelser mellem det, man (tror, man) ved og det, man ser. I stedet for at forlade sig på evnen til at udglatte modsigelser, bør man altså indrette sin tænkning, så modsigelserne slet ikke opstår. Dette kræver modet og viljen til at lære alting på ny: hvad er professionel fodbold? Hvad er det, der betinger spillernes opførsel i kamp? Hvorfor er så mange af vores danske og europæiske medborgere vrede og bange? Hvad kan vi selv gøre for, at vores politik virker bedre og mere troværdig end vore modstanderes?

Man siger, at de fremmeste blandt ligemænd skal fungere som fyrtårne. Jeg frygter for navigationen i vore dages kaos, hvor nogle af vores højeste og hidindtil stærkest lysende fyrtårne er begyndt at sprede tåge i stedet for lys. Derfor håber jeg for den videre diskussion, at de vil få det mod, der skal til for at tilpasse deres teorier til det, enhver kan se. Frem for som nu til stadighed at tilpasse det, de kan se, til deres teorier.