Inside: NCC-sagen

Det er rart, når der foregår en faglig debat med ens egen situation som omdrejningspunkt. Der er dog præmisser i Nis Peter Nissens analyse i ”Kommunikationsdirektøren on/off”, som ikke afspejler den virkelighed, vi i NCC arbejdede med at kommunikere i under ”rådhussagen”.

I NCC er det altid og uden undtagelse chefen, som står frem og kommunikerer - overfor medarbejdere, kunder, presse og andre stakeholders. Hvis der altså findes en sådan chef.

 

Delt ansvar

Men der findes ikke én ansvarlig direktør, som kunne være bragt på bane undervejs i sagen. Efter min mening havde det været en grovhed at opfinde én ansvarlig til lejligheden.

 

Her i Danmark er NCC organiseret i tre forskellige og meget selvstændige aktieselskaber. To af dem er involveret i den omtalte sag. Og i begge de to selskaber er der indtil flere ansvarlige direktører, som kunne skiftes til at træde frem for offentligheden alt efter, hvilken flig af denne sag der er på dagsordenen.

 

Sagen er kort sagt, at der ganske enkelt ikke findes én "ansvarlig direktør", som er i stand til at udtale sig om hele sagskomplekset. Og der findes heller ikke én person, som har været med til de mange møder og samtaler, som er endevendt i sagen. Nogle vil måske indvende, at vi kunne have bedt den i øvrigt meget mediedygtige, svenske koncernchef om at tale, men det havde så alene været for et syns skyld. Han havde ikke haft en chance med de mange detaljer, journalisterne forståeligt nok har boret i.

 

Gentleman-aftale med politiet = mundkurv

Jeg synes, vi hos NCC har haft en væsentlig opgave i at sikre, at journalisterne – og dermed medarbejderne, kunderne, samarbejdspartnerne osv. – får svar. Det havde været allerbedst, hvis vi med det samme kunne have stillet os op forklaret sagen i sin helhed.

 

Det kunne vi imidlertid ikke, fordi sagen sideløbende blev efterforsket af politiet. Først da gentleman-aftalen med politiet udløb, kunne vi holde op med at bide os i tungen og fremlægge NCC's syn på sagen.

 

To parallelle sager

Med til grundlaget for vores valg af talsmand hører også et meget vigtigt aspekt – et aspekt, som Nis Peter Nissen overser i sin analyse. De direktører, som har været involveret i sagen, er også afhørt i den politisag, som er årsagen til al omtalen. Der er for mig at se helt afgørende, at direktørerne ikke udtaler sig, så længe sagen efterforskes eller behandles retsligt. Jeg kender advokater, som vil stramme den tanke så meget, at de vil sige, at det ville være torskedumt af de pågældende at udtale sig.

 

Alle disse mellemregninger og modstridende hensyn var årsag til, at vi valgte Bo Dybkær som talsmand i den komplekse sag. Og det er en pointe, vi har fortalt til de journalister, der dækkede sagen. ”Spin-vinklen” har da heller ikke rigtigt været den, journalisterne har forfulgt hos os.

 

Holdet bag kommunikationsdirektøren

Havde Bo Dybkær nu været helt alene i NCC's kommunikationsafdeling, ja så havde Nis Peter Nissens overvejelser været korrekte. Nis Peter Nissen skriver i ”Kommunikationsdirektøren on/off”, at talsmanden skal kunne se sagen udefra. Og det kan man som talsmand ikke, hvis man hele tiden skal stå frem alene. Men alene har han aldrig været. Hos os står der altid nogen parat til at se på sagen udefra, give råd, coache, researche, analysere, tanke op i vanddunken, stramme ketcheren og efter bedste evne hjælpe Bo Dybkær og den øvrige ledelse.

 

I øvrigt er det jo sådan med netop Bo, at han deltager i alt, hvad direktionen foretager sig. Han er med på møderne, han er med på seminarerne, han er med, når der tages daglige beslutninger og lægges strategi. Jeg tror egentlig, at de fleste af os, der arbejder i private virksomheder ved, at den slags hverken afhænger af, hvad der er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen eller af titlen på visitkortet.

 

Forskellig perception

Mine ord ændrer selvfølgelig ikke på, at nogle har den automatreaktion - eller perception - at når kommunikationschefen står frem, så er det, fordi ledelsen gemmer sig bag ham/hende. At dén måde at se det på også findes hos erfarne kommunikationsfolk, vækker selvfølgelig eftertanke hos mig.

 

Jeg tror selv, at der findes en mængde andre opfattelser end netop den, Nis Peter Nissen har. Jeg tror ikke, at der i den såkaldt brede befolkning skeles så farligt meget til titlerne på TV-skærmen. Den brede befolkning vil høre virksomhedens synspunkt, forklaringer, fortællinger. Og de vil høre det kort, kontant og på en måde, der er til at forstå.

 

Den troværdige talsmand

For mig at se kan talsmænd sagtens være både accepterede, etablerede og troværdige, selv om de ikke er ”øverst ansvarlige”.

 

Tre nærliggende eksempler på den troværdige talsmand kunne være:

  • Altid oplagte Stig Ellig. Salgsdirektør i Startours. Administrerende direktør: Birthe Madsen.
  • Snakkesalige Martin Thorborg. Tidligere marketingdirektør i Jubii. (Administrerende direktør: Henrik Sørensen). Nu talsmand for Spamfighter.
  • Flittige Troels Rasmussen. Informationschef i SAS (der var vist flere administrerende direktører og et par meget alvorlige sager i Troels' tid dér).

 

Selvom sagen er kompleks, så husk venligst, at NCC har ikke gjort noget galt. Det er altså ikke NCC, politiet efterforsker i mere end en måned.

 

En hektisk omgang

Det kan da godt være, vi kommunikationsfolk har kvajet os et par gange undervejs. Der har været mange hundrede artikler, indslag, vinkler, detaljer, aktører og eksperter at forholde sig til. Det har været hektisk, det har været lærerigt, og det har været fagligt tilfredsstillende.

 

Arbejdet har i sin grundsubstans bestået i at betjene samtlige danske landsdækkende aviser, to-tre nyhedsbureauer, adskillige radiostationer, tre-fire tv-stationer – dag efter dag efter dag. Og hertil også nogle udenlandske. Lige omkring klokken 16 på dagen, hvor vi udsendte vores redegørelse, holdt telefonerne op med at ringe i, hvad der føltes som første gang i ti dage. Det var en god fornemmelse at kunne tage en aften fri.

 

Journalisternes kasketter

Hertil har det været morsomt engang imellem at følge en trofast håndfuld ”kommentatorers” meninger om vores arbejde. Helt personligt synes jeg jo, at det er tankevækkende, at de gode Kommunikationsforum-medlemmer, der ser ud til at bruge mest energi på at kommentere NCC's virke og ståsted i denne sag - herunder Nis Peter Nissen - tidligere har arbejdet som kommunikationsfolk for ... ja, rigtigt gættet: Venstre-politikere.

 

Og det er da lidt underligt, når vi hos NCC ikke har været ude i et politisk ærinde. Vi har oplevet og beskrevet, at en enkelt politiker har optrådt med en for os anormal kasketforvirring. Hvilket parti denne politiker tilhører er jo – for mig at se – sagens substans fuldkommen underordnet.


Niels Møller er pressekoordinator hos NCC og ansvarlig for virksomhedens relationer til de danske medier

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også