Innovation kræver kritisk bevidsthed
Nej tak til ja-hatten

Skrevet af

Steen Nepper Larsen

2 artikler

0 indlæg

”Hold op med at være så negativ.” ”Tænk nu positivt.” De seneste 10-20 år er der sket et skred, hvor vendinger som disse er blevet meget udbredt. Medarbejdere skal være loyale, og de skal ’brande’ virksomheden, for det er vigtigt at stå sammen i kampen mod kineserne og de andre europæere i den intensiverede globale konkurrence. Men hvad sker der, når man udelukker kritik?
 
Vi lever i en forunderlig samtid. ’Forurening’ er blevet til ’bæredygtighedsudfordringer’, ’opdragelse’ til ’livslang læring’, ’behandling’ til ’empowerment’ og ’institution’ er blevet transformeret til ’hjemlighed’. Ingen har tilsyneladende længere lyst til at røre ved de negative, formynderiske og overgrebssignalerende ord med en ildtang.
 
Den joviale dr. Moesgaards Operation Morgenluft i tv-serien Riget fraslutningen af19 90’erne var Lars von Triers satire over tvangspositivismen på de danske arbejdspladser.  Der synges “Vi er her allesammen”, men den arrognate svenske overlæge Stig Helmer vil ikke deltage. “Du lukker af for det her, Stig, det kan jeg godt se”, er Moesgaards kommentar
 
En kreativ arbejdsplads er en fri arbejdsplads
Den semantiske sirupskrukke hælder tykke stråler af anmassende begreber ned over de sagesløse borgere og protestantisk-energiske arbejdsbier. Vi indsovses i en lind strøm af bløde, velmenende floskler og glemmer evnen til at tænke kritisk. For skal man snakke positivt og anerkendende om alt, så ender man også med at skulle acceptere noget, der ikke har kvalitet eller fortjener anerkendelse.
 
 
Dermed risikerer man at undergrave den innovation og kreativitet, som alle ellers fabler om, at vi skal leve af. For er man bange for at se samfundets modsætninger lige ret ind i øjnene og at ytre sin mening på sin arbejdsplads uden angst og bagtanker, så er der alt for lavt til loftet, og en ufri arbejdsplads er som regel ikke en kreativ arbejdsplads. Kreative processer handler om at give sig det uventede i vold og mod til og mulighed for at bryde med nogle af de logikker, der plejer at gælde dér, hvor man arbejder.
 
Selvstændighed efterlyses og dræbes
Udelukker man kritik, så får man et sprog, hvor alle snakker om, at vi går ind for kreativitet, for det er godt at være innovativ, fordi det er godt at være kreativ, og det er godt at være kreativ, for så tænker vi noget nyt, og det er godt at tænke nyt, for så tænker vi ikke længere, som vi gjorde tidligere.
 
Pludselig istemmer folk sådanne absurde og meningsløse remser. Mange arbejdspladser – både offentlige og private – dræber den selvstændighed, som alle ellers efterlyser blandt medarbejderne. Selvstændighed og frihed går blandt andet ud på, at man kan sige til sin leder, at hele ledelsesfilosofien er i modstrid med det, vi har at byde på her som medarbejdere. Men hvem tør sige det?
 
 
Evalueringsfeber og positivitets-konsensus-klister
I den offentlige sektor er der blevet etableret et evaluerings- og dokumentationstyranni, der består af alt fra strategi- og handleplaner til elevplaner og opstilling af bindende læringsmål i alle hjørner af uddannelsesmaskinen. I takt med at den offentlige sektor i stigende grad minder om den private, effektiviseres og fyres der i en sådan grad, at mange ansatte mærker, at lønarbejdet er eksistensusikkert, og at fagligheden forringes. Ikke mindst i en krisetid, hvor vi kan risikere at blive ’prikket’ i ’personalejusteringens’ navn (en eufemisme for fyring, afskedigelse, påtvungen arbejdsløshed), risikerer vi at blive ramt ekstra hårdt af positivitets-konsensus-klistret.
 
Samtidig bruges hele evaluerings- og dokumentationstyranniet (eller -cirkusset, om man vil) til at tegne et positivt billede af arbejdspladsen. I praksis oplever de ansatte, at tiden stjæles fra kerneopgaven, som burde være at undervise, pleje, passe eller producere.
 
Rigtig mange mennesker bruger rigtig meget tid på at sidde og evaluere sig selv og hinanden. De skal dokumentere, at de opfylder deres mål. Dette fænomen kan kaldes for ’strategisk iscenesættelse’ eller ’strategisk selvfordobling’. Det handler for eksempel om at deltage i de rigtige evalueringer, og at man udfører sit arbejde på bedste vis, så man ikke bliver overflødiggjort eller skiftet ud. Men betænk, at når man snakker om eller skriver om at arbejde, så arbejder man jo ret beset ikke. Det positiverende system gør sig blindt for sine egne negative følgeeffekter.
 
 
 
Den servile sælgerattitude
Tvangen, trangen og viljen til positivitet bunder i, at alle, der producerer varer til og faldbyder dem på et marked, må agere som markedsaktører, hvad enten de er engageret i service-, oplysningsøkonomi-, uddannelses-, inklusions-, ECTS-, PISA-, dokumentations- og/eller evalueringsindustrien. Får man ikke solgt det, man ønsker at sælge eller effektivt produceret det, man havde lovet, så falder elendighederne tilbage på én selv.
 
Derfor påtvinges stadigt flere professionelle fagfolk en servil sælgerattitude. For arbejdet i den offentlige sektor er der tale om et dramatisk tab af det sprog, hvor ord som oplysning, dannelse, myndighed, tænkning, dømmekraft, skærpet æstetisk sans, demokrati, socialt samvær, velfærd, ulighedsminimering og mønsterbrud indgår. Der er simpelthen tale om et skændigt sprog- og tanketab af nærmest uanede dimensioner!
 
 
Respekten for kerneydelserne
Kritiske analyser bør udarbejdes, så det kan blive blotlagt, at hvis der er problemer på arbejdspladsen, så er det ikke nødvendigvis hin enkelte, der er problemet. Der må etableres medarbejderfora, hvor folk taler frit med hinanden om andet og mere end den næste firmajulefrokost og -skovtur. Og så skal man have lov til at forholde sig til, hvad der egentlig er kerneydelsen i det, man laver.
 
Hvis man eksempelvis er jordemoder, må det dreje sig om at hjælpe den fødende kvinde til at føde et barn og ikke, at Rigshospitalet sparer penge ved, at man effektivt får kvinder gennem fødemaskinen. Der er ikke noget galt med, at folk ikke ligger ti dage på hospitalet, hvis de ikke har brug for det. Men har de brug for assistance, så skal man som jordemoder ikke undskylde sig over for ledelsen.
 
Hvis vi får mennesker til fagligt og anstændigt at arbejde ud fra det, de har forstand på uden at gå på kompromis, så får vi et meget bedre samfund. Så snart det bliver dokumentations-, evaluerings- og handleplansmaskinerne, der regerer, så mistes kontakten til og respekten for kerneydelserne.
 
Alt for få tør sige fra
Desværre tør alt for få at sige fra. I takt med at arbejdsløsheden stiger, og dagpengeperioden falder, bliver der længere imellem de kritiske medarbejdere. Det er klart, for hvis folk skriver 200 velkvalificerede ansøgninger og ikke kan få et job – og der i øvrigt er fyringsrunder og fusioner alle mulige steder – så har man ikke lyst eller kraft til at protestere og råbe op. Men gode chefer bør være tilhængere af et frisprog, så der bliver plads til, at alle argumenter og holdninger luftes – også kritik af ledelsens beslutninger.
 
En masse ledere er dog bange for den slags kritik. For, at de ikke kan styre det, hvis det først går løs. Eller de prøver at lægge låg på eller opfinde sådan noget som et ’anerkendende ledelse’-sprog, der får som effekt, at man skal smile på kommando hele vejen rundt om bordet, høj som lav.
 
 
Kvælende positivitet
Når vi tvinges til positivitet, og der ingen mulighed er for at lufte en kritisk stemme eller fælde en negativ dom baseret på reel faglig viden eller blot på et genuint ubehag, risikerer vi at blive kvalt i og af positivitet. Det er simpelthen blevet forbudt at tale om problemer, modsætninger og uenighed. I stedet prædikes der fælles værdier, win-win-ideologi og konsensus.
 
 
I dag styres der ved hjælp af frihed på alle niveauer i samfundet. Den sociale styringsteknologi styrer os via begæret og vor velvilje til at spille med. Netop derfor er det så svært at skelne mellem tvangen og trangen til positivitet. Nærmest umærkeligt blander ydrestyringen sig med selvstyringen.
 
Kritikken af de strukturelle forhold
Det selvansvarstagende og selvledende menneske afkræves positive løsninger, hvad enten det er gymnasieeleven, der skal skrive en projektrapport ud fra en selvvalgt problemformulering, en computernørd, der skal opfinde en kreativ løsning på et brugergrænsefladeproblem, et ældre menneske, der skal på plejehjem eller en arkitekt, der skal bygge fremtidens fængsler og plejehjem, hvori de andres liv skal designes, rammesættes og leves.
 
Vi får tildelt ansvaret med den pris, at vi også får tilskrevet skylden og selv må indkassere nederlaget, hvis det ikke lykkes for os at positivere os effektivt og overbevisende nok på markedet for de ydelser, som vi er blevet forpligtet på og også ofte har en ubændig lyst til at levere.
 
Tidligere tiders kritik af de strukturelle forhold (kapitalismen, udbytningen, uligheden, tidstyranniet, vareliggørelsen, tingsliggørelsen, fremmedgørelsen, statsmagten, sproglige overgreb osv.) er om ikke forduftet, så kun ’noget’, der popper op engang imellem for derefter at forsvinde umærkeligt igen i det bedste og mest forkælede af alle samfund.
 
 
- - -
Tre links angående tvangen, trangen og hangen – det vil sige viljen – til positivitet:
Radioudsendelsen Eksistens, DR P1, efteråret 2012:
 
Artikel om Sølund II i tidsskriftet Arkitekten, foråret 2013:
 
Interview på www.arbejdsmiljoviden.dk om “positivt hallelujah”:
 

Giv din stemme

77 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

47 JOB

Adjunkt

Se alle job Indryk job

Job

Media Relations Officer

Frist: 25. februar

Kommunikationsrådgiver

Frist: 20. februar kl. 12.00

Projektleder - med strategisk flair

Frist: 14. marts
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.