Mads Brügger og Nikolaj Thomassen
Ingen kender DAGEN - En avishistorie om begejstring og bedrag. People press, 226 sider. Pris 200 kr.


”Vi smadrer dem!”
Peter Linck, DAGEN’s stifter

En håndsyet italiensk sandal
Den sommer ville alle dø for et job på DAGEN. Kresten kunne vælge og vrage mellem berømtheder, Ph.d’er, redaktører og stjernejournalister fra WA, DR, Information og Politiken. You name it. Dengang var man enten ansat på DAGEN, i gang med at blive ansat eller havde netop været til samtale med Kresten. I august var DAGEN det hotteste sted i København. Antitesen til det kaotiske ophørsudsalg kort tid senere. Personligt kender jeg mindst 10 mennesker, som var til jobsamtale på Holmen. Her sagde Kresten det samme til dem alle. Politiken er en gammel nedslidt gymnasielærer sandal. DAGEN er en håndsyet italiensk sandal for et menneske, som køber Gucci solbriller og støtter Læger uden Grænser. Desværre bliver der ikke solgt særlig mange håndsyede italienske sandaler i Danmark. Regnestykket havde flere ubekendte, end det blev opstillet den sommer.

Herald Tribune + italiensk håndsyet sandal + Gubi skrivebord – gymnasielærer sandal = DAGEN

En avis til folk der kan læse – fra folk der ikke kan regne
Ny bog fortæller historien om DAGEN. Skrevet af to tidligere DAGEN journalister som tog turen fra Peter Lincks villa og tilbage igen. Her opstiller de to forfattere et andet regnestykke.

Peter Bindner + Mads Ulrich + Simon Spies = Peter Linck

Macaulay Culkin + Frank Jensen + Jesper 69 Green = Kresten Schultz Jørgensen

De to forfattere giver dog ikke noget bud på, hvordan regnestykket for DAGEN egentlig kommer til at se ud. Ligesom de journalister, der fulgte de amerikanske invasionsstyrker i Irak, mister de evnen til at skrive kritisk, jo nærmere de kommer på Bagdad, fordi de får sympati med hovedpersonerne. De har været med hele vejen, og netop derfor kan de ikke fortælle den rigtige historie. Hvad deres regnestykke også illustrerer.

Et journalistisk Stockholm-syndrom
De er fanget i et journalistisk Stockholm-syndrom med dem selv som gidsler for to højtbegavede kulturterrorister. De leverer derfor et lidt vattet og ambivalent portræt af de to bagmænd bag avisen. Det kan de ikke være bekendt over for historien, regningen på 30 millioner eller den kommende retssag.

En nedbrudt hobbit ved navn Kresten Schultz Jørgensen
Den kritiske historie forsvinder i lækker laid-back journalistik. Gonzo journalistik med MTV klip frem og tilbage i kronologien. Morsomt og velskrevet ad helvede til, men uden bid. Det er sjovt at læse, at Mads Christensen kan skrige som en Alien, men også lidt drengerøvsagtigt. Det er også sjovt at kalde Kresten Schultz Jørgensen for en nedbrudt hobbit med en næse der er længere end Gonzos. Men det er ikke andet end netop sjovt.

Manglende jordforbindelse som virksomhedskultur
Bogen lyser af, hvor skægt det har været at brænde så mange millioner af.
De to unge mænd har naturligvis nydt den gratis kaffe, de italienske øl og Pellegrinoerne på vej mod afgrunden. Bogens svaghed er, at forfatterne mangler jordforbindelse. I bogen er de to forfattere for eksempel oprigtigt oprørte over, at de ikke får overarbejdsbetaling på DAGEN, selv om deres månedsløn nok var omkring 35.000 kr. + pension. Det er kun tidligere journalister fra DR med verdens bedste fagforening, som kan være ophidset over det. For hvem har nogensinde hørt om overarbejdsbetaling i et start-up venture? Den manglende jordforbindelse er dog ikke en personlig svaghed, men var en del af virksomhedskulturen. Hvad der nogle gange fik helt tragikomiske konsekvenser på DAGEN. Hvem kan ikke huske det store tema om Enron skandalen eller Krestens skarpe leder, hvor han latterliggør den Europæiske Centralbank for ikke at have styr på rentepolitikken i Europa.

Medierne reflekterer over sig selv som medier
Regnestykket gøres ikke op, og som læser sidder man tilbage med spørgsmålet om, hvor dum man egentlig har lov til at være som ung journalist. For hvem kan kort efter IT-boblens kollaps kaste sig ind i et højrisiko projekt af DAGEN’s format? Bogen kommer ikke med noget entydigt svar, men giver et godt billede af livet som ambitiøs ung journalist på det forkert sted. Heldigvis evner de unge mennesker at trække så meget spin og reklame ud af deres korte ansættelse, at man bliver helt svimmel. Det talent skal nok skaffe dem job i fremtiden. Historien kan desværre ikke rigtig fylde en bog, selv om den er fantastisk velskrevet. Personligt foretrækker jeg Oliver Stillings essay om Dagen. Bogen bringer intet nyt til sagen, hvis man har læst Stillings essay og ved, at Linck har en tvivlsom økonomi og Kresten en tvivlsom etik.

Regnskabets time med kæmpebabyen på Rådhuspladsen
Vi smadrer dem – Det var Peter Lincks kampråb. I virkeligheden drømte DAGEN’s ledelse kun om at smadre et bestemt menneske. DAGEN var drevet af drømmen om at kvæle Politiken med begavet journalistik. Det var Tøger Seidenfaden, der skulle smadres. Kæmpebabyen på Rådhuspladsen skulle smides ud af sit hjørnekontor. Lige meget hvad det ville koste af millioner og personlig integritet. Alle eksperter ved, at prisen for at smadre Tøger Seidenfaden er omkring 200 millioner og 2 år. Tid og penge som aldrig var der. Resultatet blev en avis til folk, der kan læse – fra folk, der ikke kan regne. DAGEN blev smadret.

Hadet til Tøger Seidenfaden + Peter Linck + Kresten Schultz Jørgensen + ingen penge + ingen skrupler + håndsyet italiensk sandal = historien om DAGEN.

For god ordens skyld vil jeg henvise til den artikel jeg skrev om DAGEN i september 2002, længe før den kom på gaden. Læs min gamle analyse af DAGENS økonomiske muligheder her: Schultz Jørgensens fornemmelse for kvalitet .