Den primære konklusion er, at indvandrertemaet har spillet en overraskende stor rolle. Det har uden konkurrence været det tema, der har domineret dagsordenen siden udskrivelsen. Med to tredjedele af valgkampen overstået vil valget i 2001 komme til at stå som ”indvandrervalget” i den politiske historie. Uanset, hvad der er gemt i ærmerne på de store valgmaskiner til de sidste dages desperate valgkamp.

Det er som sagt en overraskende situation, at et identitetstema har kunnet holde de andre temaer ude af debatten i så stor en del af valgkampen. Til og med forrige valgkamp har temaet altid været en variant af økonomiske eller fordelingspolitiske emner, det vil sige ”old politics”. Men denne gang har vi, i kraft af indvandrertemaets fokus på identitet, en valgkamp helt på new politics’ præmisser. Ikke engang en åbenbar uenighed mellem Venstre og Konservative (og mellem Det radikale Venstre og Socialdemokratiet) på skatteområdet kunne tvinge valgkampen tilbage på old politics’ domæne. Og dermed på sikker grund for de erfarne politikere.

En af de store forskelle på new og old politics er, at der i new politics ikke gives nogle nemme svar. Hvor man i princippet kan beregne sig til en paretooptimal løsning på det økonomiske område (som er old politics’ hoveddomæne) er der ingen sikre svar på, hvad man skal gøre for at bringe Danmark fra en homogen til en multikulturel nation. Og hvordan man skal give folk den nødvendige tro på, at den danske identitet ikke forsvinder når den forandres i et samfund, hvor det ikke er alle der har blå øjne og anhængertræk på bilen.

Så new politics er politik uden det sikkerhedsnet, de økonomiske modeller spænder ud under fornuftige konsensuspolitikere. Den udstiller i reneste form de evner for lederskab og udviklende dialog, nogle politikere har og andre aldrig vil få. Jævnfør Tony Blair og Pia Kjærsgaard, der er de to fremmeste eksempler på politikere, der har taget ideen om new politics til sig, om end med modsat fortegn.

Hvis man ser på indvandrertemaets behandling i denne valgkamp har det mildest talt været et uskønt billede. Når Socialdemokratiet (ved Karen Jespersen), Venstre (ved Birthe Rønn Hornbech) og Dansk Folkeparti (ved Pia Kjærsgaard) ikke kan adskilles på deres politik men kun ved, at vores allesammens Pia formår at tilføre alle politiske emner sin særlige bitterhed er det tegn på, at der er ugler i mosen. Og at der ikke har været nogen form for politisk substans i debatten.

Problemet er, som Antorini mfl. skriver i ”Det nye systemskifte”, at indvandrertemaet, som er et prima eksempel på new politics, bliver til antipolitik. Antipolitik er, når vægtige politiske temaer tages ud af det politiske system og den almindelige politiske dialog og overføres til den rene skindialog (a la ”Du er dum” og ”Nej, for du er dummere”). Så mister man evnen til at tale sammen og finde frem til fornuftige løsninger på konkrete problemer.

Tilbage er kun den meningsløse politiske mudderkastning. Udført til fuldkommenhed (og til brækfornemmelserne viser sig) af landets førende politikere, der den ene dag har lovet nye stramninger og den næste skælder ud for helt den samme politiske substans. Måske vil det i sidste instans give stemmer blandt vælgerne, men jeg tror det ikke. Antipolitik er nu en gang anti-politik, og transformeres ikke til ”rigtig” politik med ”rigtige” stemmer før den er ført over i den udviklende, politiske dialog. New politics eller ej.

Derfor er indvandrervalgkampen først og sidst den tydeligst mulige manifestation af, at befolkningen og de folkevalgte dybest set ikke FORSTÅR hinandens synspunkter og opfattelser af problemerne. Indvandrervalget er det første eksempel, men flere vil komme. For selv om kravene til dialogen og risikoen for antipolitik er større på new politics’ område kommer antipolitik ikke an på temaet men måden, det behandles på.

Men vi får se om vindene kan vende: Der er stadig en uge til valget.