Der er brug for flere spindoktorer i dansk politik. For det politiske system bliver alt for ofte taberen i kampen om den politiske dagsorden - og vinderen bliver spillere, der simpelthen er bedre til PR.
Sådan lyder dommen fra eksperter i politisk kommunikation i en analyse foretaget af Ugebrevet Mandag Morgen. Eksperterne er enige om, at den politiske kommunikation skal styrkes, fordi politikerne ikke er rustet til at klare sig i den moderne medievirkelighed. Jesper Højberg fra Advice kalder ministrenes kommunikationsberedskab for "gammeldags" og "reaktivt". Ifølge lektor Peter Kjær, Handelshøjskolen i København, kan folk bare ikke vænne sig til tanken om spindoktorer i det politiske system. Det er i orden at få eksperthjælp, når det gælder det politiske indhold, men åbenbart ikke, når det gælder formen. Men det er nødvendigt at forholde sig til politikkens professionalisering, understreger Peter Kjær.
Ugebrevet Mandag Morgen 13-01-2003