Den internationale fodboldorganisation FIFA er på mange måder fedtet ind i helvedeshornet, som efter årtusindskiftet hurtigt har nået en kritisk masse. Den internationale markedsføring betjener sig af "sjove sorte" med opspilede øjne og kinder. Mindst en halv million vuvuzelaer er solgt i Sydafrika

Den 15. maj 2004 fik Sydafrika tildelt værtskabet for verdensmesterskabet i fodbold 2010. Det foregik i World Trade Center Zürich. Da FIFAs præsident meddelte beslutningen, brød salen ud i et brøl af lyd, hvor selv tilstedeværende sydafrikanske ministre blæste af al kraft i medbragte vuvuzelaer. Og da nyheden fra Schweiz spredtes i Sydafrika, udløstes her verdenshistoriens største salg af vuvuzelaer på et enkelt døgn: 20.000 eksemplarer af det trompetformede plasticrør fandt nye ejermænd den dag i maj.

FIFAs lokale sydafrikanske topchef, den tidligere anti-apartheid-aktivist Danny Jordaan, har kaldt vuvuzelaen en uundværlig del af den sydafrikanske kultur, som nu præsenteres for alverden. VM 2010 "vil blive det mest højlydte VM nogensinde," forudså han fornøjet, inden første kamp blev fløjtet i gang. Hvor fik han dog ret.

Produktionen af det varemærkede vuvuzela-horn foregår i det sydafrikanske firma Masincedane Sport, som er oprettet i 2001 med støtte fra det gigantiske sydafrikanske bryggeri SABMiller. Masincedane Sport er drevet af sorte afrikanere og såvel fremstilling som salg af hornet indgår som del af lokalarbejdet med at styrke unges vilkår i de fattige townships. Foto fra fabrikken

Den konstante kakofoni

Alle forudsætninger for udbredelsen af vuvuzelaen og dermed lyd-problemet er således til stede.  Når dertil lægges en decibel på omkring 120-130 pr. horn, taler vi om en betydelig kollektiv lydstyrke med klart potentiale til at udløse høreskader blandt folk, der opholder sig på de sydafrikanske stadioner. Til sammenligning har de gas-kompressionshorn, som er forbudt ved danske foldboldkampe, en styrke på "blot" 121 dB.

Vuvuzela-lydstyrken er frygtindgydende, men afgørende for irritationsmomentet er måden, hvorpå der truttes: Der blæses i vuvuzelaerne uanset, hvad der foregår på banen. Der blæses både før, under og efter kampene. Der blæses lige meget, om det er det sydafrikanske landshold, Bafana Bafana, eller andre hold, der spiller. Der blæses konstant, bortset fra under nationalhymnerne, som tilskuerne på forhånd er opfordret til at friholde for larm. Det blæses undertiden i rytmiske bølger, men det meste af tiden i et virvar af skæve trut, som smelter sammen til en grødet lydbølge.

Vuvuzelaernes brøl er afkoblet det sportslige og overvejende til glæde for de truttende tilskuerne selv. Hvor andre kommunikationsmidler under andre himmelstrøg tages i brug ved fodboldkampe, er der sammenhæng med stemningen og de sportslige resultater, som skifter hurtigt i fodbold. Et brus af lyd hylder holdet, der spiller sig til målchancer og scoring. Sang og klappen støtter hjemmeholdet i svære tider. Osv. Anderledes forholder det sig med den vedholdende vuvuzela-koncert, som har sin egen dagsorden, der ikke umiddelbart giver mening for det utrænede globale øre.

Her er vi fremme ved den første forklaring. Trevor Cox, der er leder af det britiske Institute of Acoustics og akustisk ingeniør ved University of Salford, siger, "at vi mennesker lytter efter pludselige forandringer i lydbilledet omkring os, fordi disse forandringer kan indikere trusler. Vi er derfor i stand til at ignorere godartet vedvarende støj. Men når den vedvarende støj bliver så høj som vuvuzelaernes, er det umuligt at vænne sig til larmen."

Vores underbevidsthed hensættes i konstant alarmberedskab. Det er vildt stressende. Dertil kommer, at tv-seerne ikke har mulighed for at skrue ned for larmen, hvis man samtidig vil høre kommentatorerne (diverse tekniske fix virker dårligt eller slet ikke). Som Trevor formulerer det: "Manglende kontrol over en lydkilde er påvist at give større oplevet irritation".

Lydens konstante, høje karakter er altså del af forklaringen. Og der er flere og mere nærgående pointer.

Hvem råber hele tiden på mig?

Trevor Cox påpeger, at det er ekstra irriterende, at den samlede vuvuzela-lyd har en højt summende karakter. "Den har faktisk en bestemt tone," siger han og tilføjer: "Summende lyde med en bestemt tone er sværere at ignorere og mere alarmerende end mere bredspektrede lyde som suset fra en dårligt indstillet radio. Det skyldes, at vuvuzelaens særlige summen kan opleves at indeholde vigtig information, fordi den minder om den menneskelige stemmes vokaler".

Hvad er det så, vuvuzelaens bestemte tone lyder som? Vi fandt nedenstående bølgeform for vuvuzelaen:

Måling af vuvuzelaens bølgeform, foretaget på University of Cape Town. Den vandrette akse viser lydforløbet for tre hundrededele af et sekund. Lydtrykkets styrke er sat efter en tilfældig skala op den lodrette akse. Det er mønstret, der er afgørende

Prøv at sammenligne med bølgeformen for den menneskelige stemme, der holder en vokal-tone. Vuvuzelaen minder ikke om for eksempel den bløde o- eller a-lyd, men derimod om den skærende, summende i-lyd:

Måling af den menneskelige stemme, der holder i-lyden konstant (kaldet "e" på engelsk), foretaget af Rice University i Texas

Vuvuzelaen er et uendeligt råb på et uforståeligt sprog med et uklart budskab. Iiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii. Den slags har vi ikke mulighed for at reagere på med andet end irritation.

Fire døgns brølen knækker de fleste

Det er jo ren tortur. Hvilket andre også har konstateret og udnyttet. Der findes i verdenshistorien talrige eksempler på, at høje lyde og musik på utålelig styrke har været benyttet som tortur af fanger. For eksempler blev tilfangetagne medlemmer af den irske undergrundshær IRA i deres celler udsat for høje, konstante lyde, som efter fangernes udsagn var den mest nedbrydende form for tortur, de oplevede. Og i Guantánamo-lejren er adskillige fanger blevet tortureret med konstant høj musik. En bøddel fortæller, at forhør vekslende med sådan støj knækker de fleste i løbet af 3-4 dage.

Så er det lige, man skal tænke på, at ser man alle 62 kampe i VM, udsætter man sig selv for 5.580 minutters vuvuzela-tortur. Det svarer netop til næsten fire døgn. Hvornår bryder du sammen?

Den nordlige halvkugle hader i virkeligheden vuvuzelaen. Det er blot politisk ukorrekt at vise sin afsky alt for tydeligt, for de hvide kan ikke først pisse på de sorte i århundreder og derefter tillade sig klage over, at de sorte larmer. Selv de multinationale firmaer, hvis tv-reklamer seerne nu skruer ned for sammen med den omgivende støj i sendefladen, finder det klogest at holde lav profil i vuvuzela-sagen