Ich bin ein Amerikaner: Foghs gode globale retorik

Med de mange varme håndtryk og imødekommende smil kan Anders Fogh Rasmusssens nyligt overståede rejse til USA bedre betegnes som en charmeoffensiv end et statsbesøg, og rejseprogrammet rummede flere photo opportunities end møder med realpolitisk indhold. Der var nok konkrete handelsfremstød på programmet, men det politiske højdepunkt blev nået på mountainbike – bogstaveligt talt. En begivenhed skiller sig dog ud ved, om ikke at have politisk bindende kraft, så i hvert fald offentligt meningsdannende potentiale: forelæsningen ved Berkeley Universitet.

Da Anders Fogh Rasmussen mandag den 12. juni 2006 præsenterede sine visioner for ’Partnership in a globalized world’ med retningsindikatoren ’A declaration of interdependence,’ blev det klart, at Fogh og hans rådgivere i hvert fald har lært én ting af den seneste tids tildragelser. Statsministeren formår i denne tale at tilpasse sine budskaber til flere modtagergrupper samtidig – en afgørende egenskab ved den kommunikation, der skal opnå succes i den globale offentlighed.


Fischer som forbillede

Talen, som Fogh holdt ved Berkeley Universitet, er en krydsning mellem en akademisk forelæsning og en politisk vision. Denne blandingsforms politiske potentiale er blandt andet blevet demonstreret med Joschka Fischers Humboldt-tale fra maj 2000 – den tale, der for alvor satte spørgsmålet om en europæisk forfatning på dagsordenen. Nu vil Foghs tale næppe gøre for de transatlantiske relationer, hvad Fischers tale gjorde for den europæiske integration, men i løbet af talen fremviser Fogh en fin evne til at få talen til at udfylde forskellige funktioner over for forskellige publikumsgrupper. Dermed inviterer talen til transatlantisk debat på samme måde, som Fischer åbnede det europæiske offentlige rum, og samtidig formår den at berolige grupper, der ikke direkte opfordres til at deltage i debatten.


Uundgåelig kompleksitet

Det gælder for enhver politisk tale, at hvis den skal have mulighed for at virke efter hensigten, så må den stille sit publikum overfor problemstillinger, som publikum faktisk kan gøre noget ved. Den må desuden henvende sig til sine modtagere på en sådan måde, at de bliver stemt for handling; de skal kunne se sagens betydning og få lyst til at gøre noget ved den. Først når disse to betingelser er opfyldt, er der åbnet mulighed for, at publikum faktisk lytter til talerens råd og gør det, som han eller hun foreslår. Denne situation er kompleks nok i sig selv. Når en tale henvender sig til flere forskellige publikumsgrupper, der har hver deres interesse- og indflydelsessfære og hver deres foretrukne tiltaleform, så bliver situationen endnu mere vanskelig. Det er et gennemgående råd i politisk kommunikation, at man skal reducere kompleksiteten ved at målrette talen til en så snæver en publikumsgruppe som muligt. Det komplekse netværk, der i dag udgør den globale offentlighed, betyder imidlertid, at det sjældent er den politiske taler forundt at afgøre, hvem der skal høre talen og føle sig tiltalt af den, og hvem der skal se bort fra den. Og når hvem som helst kan høre talen og beslutte at handle på den, er det bedre som udgangspunkt at tage højde for de forskellige modtagere og søge at tilpasse sig til dem; er man først kommet til at støde nogen, er det ikke nogen undskyldning, at kommunikationen slet ikke var henvendt til dem.


Foghs fem modtagergrupper

Foghs Berkeley-tale har mindst fem forskellige modtagergrupper: de tilhørere, der faktisk var til stede i salen, den amerikanske offentlighed, den danske offentlighed, den europæiske offentlighed og den globale offentlighed. For hver af de fem offentligheder er der endvidere en gruppe af politiske beslutningstagere, der i sidste ende vil kunne realisere Foghs politiske visioner og dermed er de ultimative modtagere. Men talens formål er primært at tilskynde til offentlig diskussion af de ideer, den lancerer, og dermed kan de politiske aktører i dette tilfælde ses som de centrale medlemmer af de fem offentligheder.


Tre af de fem grupper er primært observatører, der kan forholde sig til og kommentere talen, men ikke er dem, Fogh egentlig vil have i tale, da de ikke kan gennemføre den dialog og debat, som i sidste ende kan føre til realisering af Foghs politiske forslag. Talen handler om amerikansk-europæiske forhold, det er diskussionen om relationen mellem USA og Europa, Fogh ønsker at bidrage til, og det er den amerikanske og den europæiske offentlighed, han især stiler sin tale til. Det betyder dog ikke, at det slet ikke er nødvendigt at tage hensyn til de tre øvrige grupper. Tværtimod kunne talen få utilsigtede og uhåndterbare konsekvenser, hvis ikke den i særlige passager såvel som i sin generelle tone også forholdt sig til de grupper, hvis stiltiende accept er en forudsætning for, at den ønskede debat mellem de to primære publikumsgrupper skal kunne opstå.


De studerende i auditoriet

I forhold til talens videre liv som et bidrag til den transnationale offentlige debat er det publikum, der faktisk var til stede i auditoriet i Berkeley og havde mulighed for at gå i direkte dialog med Fogh om hans visioner, paradoksalt nok det mindst vigtige. Ganske vist er den virkning, man kan opnå ved direkte mundtlig kommunikation med mulighed for feedback, meget stærkere og tilsvarende mere kontrollerbar, end den, man kan opnå gennem mediernes videreformidling af ens budskaber. Men den gruppe, man får i tale, er forsvindende lille og ikke repræsentativ for den offentlighed, som kan nås gennem medierne. Alligevel skal der tages højde for de faktiske tilhørere, da deres tilstedeværelse og samarbejde er en forudsætning for, at talen overhovedet kan afholdes og formidles videre i medierne.

Tilhørernes samarbejde havde arrangørerne i Berkeley til en vis grad sikret sig på forhånd, idet de tilstedeværende var blevet opfordret til at afholde sig fra at ytre deres eventuelle mishag og udelukkende stille konstruktive spørgsmål. Fogh viser i indledningen af talen sin forståelse for det umiddelbare publikums betydning; med taksigelser og smiger søger han at stemme dem venligt og gøre dem modtagelige overfor budskabet. Desuden er talesituationen afgørende for talens tone og den måde, emnet behandles på; gæsteforelæsningen giver politikeren en sjælden lejlighed til at uddybe og begrunde sine politiske visioner, men den stiller også store krav til politikerens intellekt – til hans eller hendes evne til at reflektere over egen praksis og formulere sig i et akademisk sprog. For at opfylde disse betingelser har Fogh skåret ned på de konkrete eksempler og gentagelsesfigurer, der ellers kendetegner mange af hans store politiske taler.


Repræsentation af danskerne

Den danske offentlighed er egentlig den gruppe, Fogh repræsenterer i talen; det er os, han taler på vegne af, og det er vigtigt, at han taler for os på en måde, som vi kan genkende og acceptere, ellers er sandsynligheden ikke særlig stor for, at vi vil lade os repræsentere af ham i fremtiden. I det repræsentative demokrati er det en grundlæggende betingelse, at de, politikerne taler på vegne af, kan godtage det, de siger – ellers er det ud ved næste valg. Derfor bliver indenrigspolitiske taler om særlige vælgergrupper og udenrigspolitiske taler om hele befolkninger også ofte en lejlighedstale til de repræsenterede grupper, en hyldest af deres fortræffeligheder.

I Foghs Berkeley-tale er der en del henvisninger til den stærke danske økonomi, eksempler på progressive danske udenrigspolitiske initiativer og en udpegning af Danmarks førerposition i forhold til udvikling og udnyttelse af alternative energikilder – alt i alt en fremstilling, som det danske publikum nok kan varme sig ved. I forhold til de øvrige publikumsgrupper tjener disse fremhævelser af Danmark til styrkelse af Foghs egen position, hvilket kan bekræfte danskeren i, at statsministeren ikke søger personlig vinding, men faktisk stiller op for Danmark.


Passive regioner

Den globale offentlighed er i og for sig talens emne; det er spørgsmålet om, hvordan USA og Europa i fællesskab kan udnytte de muligheder, globaliseringen giver, til hele verdens bedste, der er i fokus. For talen er det globale fællesskab ikke en eksisterende størrelse, men noget, der måske en gang kan opnås, og derfor adresseres dette fællesskab ikke som sådan. Derimod tages der højde for de andre regionale offentligheder, der kan høre talen og kan tænkes at blive fornærmede eller forskrækkede over forslaget om, at USA og Europa sammen skal styre globaliseringen. Det gøres med anerkendelser af nogle regioners (Asiens og Latinamerikas) aktive deltagelse og med forsikringer om, at initiativerne faktisk har til hensigt at hjælpe andre regioner (Afrika og Mellemøsten). Mellemøsten er den mest penible region, og Fogh gør meget ud af at påpege, at ønsket om demokratisering og udvikling faktisk stammer fra de mellemøstlige befolkninger selv. Han etablerer hermed et skel mellem de ekstreme elementer, som ikke bare er USA's og Europas, men også den mellemøstlige regions fjende, og de moderate og reformivrige mellemøstlige kræfter, som USA og Europa vil styrke og inddrage i samarbejdet.


Amerikansk-europæisk samhørighed

De to sidste modtagergrupper, den amerikanske og den europæiske offentlighed, er dem, Fogh primært ønsker at få i tale, og som han gerne vil have til at tale med hinanden. Derfor forsøger han at skabe common ground, der kan fungere som udgangspunkt for diskussionen og i sidste ende realiseringen af de tiltag, han foreslår. Udover referencer til fælles værdier og gensidig økonomisk afhængighed, benytter Fogh sig her af et historisk eksempel, eller det, man også kunne kalde ’appellen til den store forgænger.’ Fogh refererer til en tale, John F. Kennedy holdt i 1962. Denne tale, siger statsministeren, udtrykker den samme grundholdning, som han selv taler for i dag.

Referencen til og anvendelsen af Kennedys tale er meget velvalgt. Ikke bare appellerer den til den amerikanske offentlighed og viser forståelse for normerne for amerikansk politisk retorik. Med det konkrete valg af Kennedy som den politiske autoritet, som talen bygger på, er der også noget til europæerne. Kennedy er jo ikke for ingenting den oprindelige ’Berliner.’ Samtidig med, at Fogh kommer sit amerikanske publikum i møde i en sådan grad, at han faktisk identificerer sig med dem, formår han at opretholde sit europæiske tilhørsforhold.


Den globale Fogh

I de passager af talen, hvor den europæisk-amerikanske platform for videre dialog og uddybet samarbejde etableres, kan det tilstedeværende publikum og den danske offentlighed ses som undergrupper af de to kategorier, der er i fokus. Her er altså tale om, at fire af de fem grupper går op i en højere enhed, mens den femte gruppe både indirekte holdes uden for og i et vist omfang også direkte tjener som den tredjepart, imod hvilken de to øvrige grupper samles. Talen rummer altså en risiko for at fremprovokere negative reaktioner i den del af den globale offentlighed, som ikke er inkluderet i den transatlantiske alliance, Fogh søger at opbygge. Der er imidlertid taget højde for dette, og Fogh forsøger at imødegå negative reaktioner ved at argumentere for, at det amerikansk-europæiske samarbejde står til den globale offentligheds tjeneste. Man kan så diskutere, om dette faktisk er tilfældet, og det er netop den diskussion, Foghs tale giver mulighed for, ganske vist med USA og Europa som de centrale aktører i den globale offentlige sfære, men med alle andre regioner som potentielle konstruktive deltagere. Det er god global retorik.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job