Pia Kjærsgaard er dømt som racist og gæster international fascisme. Hun går med peberspray i håndtasken og er VK-regeringens 3. mand.

Denne annoncetekst stammer fra den socialdemokratiske negative ad campaign fra sidste valg i 2005. Annoncen blev dog aldrig trykt. Den var over stregen, selv for statsministerkandidat Mogens Lykketoft og partisekretær Jens Christiansen. Annoncen fra Jacob Jensen Design rummede VK-regeringens forbryderalbum, hvor en række borgerlige politikere skulle hænges ud: Fra "lurer-Anders" (Anders Møller fra Venstre) over Bertel Haarder, som ifølge annoncen "systematisk" overtræder menneskerettighederne, og til Mogens Camre.

"Faktum er, at vi i løbet af de sidste to uger i valgkampen rykkede fra et absolut lavpunkt og op på det endelige resultat på 25,8 pct," konstaterer Jens Christiansen i sin bog "Hvem vinder valget?". Den negative kampagne virkede.

Velkommen til den politiske underverden af slag under bæltestedet, fordrejning og manipulation og glittet overflade.

Velkommen til én af de mest åbenhjertige bøger længe om livet bag de lukkede døre hos de politiske partier.

Skriv ned Venstre, skriv ned!

Først lige en forbrugeroplysning: En partisekretær er den øverste embedsmand i et parti. Den person, der sidder og holder i trådene på partiets kampagner. Jens Christiansen har i fire år haft posten hos sosserne. Forinden har han i en lang årrække fungeret på den socialdemokratiske højrefløj.

Han er altså den rigtige mand at spørge, når det gælder om at få indblik i de store partiers måde at køre kampagne på. Det har Gyldendal så gjort, og det er der kommet en rigtig god bog ud af. Mest af alt er bogen interessant, fordi der simpelt ikke foreligger god faglitteratur på dansk om kampagner, slet ikke politiske kampagner. En tur på biblioteket for at finde den slags bøger giver enten udslag i knastørre, virkelighedsfjerne teorier eller bøger, der virker, som om de er udviklet til gymnasieelever.

Men tilbage til den underverden, Jens Christiansen fører os ind i.

Den negative kampagne fyldte ifølge den socialdemokratiske mediaplan 20 procent af partiets kampagne ved sidste valg. Og var helt essentiel i forhold til, at Lykketoft beholdt skindet på næsen i en valgkamp, hvor han blev pelset for åbent tæppe af Fogh og Venstre. De resterende 80 procent – imagesporet, som Christiansen kalder det – er Lykketofts turné rundt i landet, radiospots m.v. 80/20 forholdet er under pres, vurderer Christiansen, og henviser til USA, hvor forholdet er nærmest omvendt. Christiansen nævner selv Foghs polske ven, som statsministeren ynder at ligge på gulvet og spise pizza med, som noget, der kunne samle interesse i en kommende valgkamp. Men også når det gælder kampagne rettet mod politisk indhold, er partierne skrupelløse:

"Det er en del af gamet, så at sige, at fordreje og fortie, ja, endda lyve om objektive resultater, som ens politiske modstandere har skabt," skriver Christiansen.

Ingen tvivl om, at bogen selv vil indgå i de negative kampagner ved næste valg.

Hvis du er stille, kan du måske allerede nu høre lyden af tastaturer hos Venstres pressefolk, som taster citater fra bogen ind til senere brug.

Keine Hexerei

Men hvordan foregår det så – det der med at skrue en politisk kampagne sammen?

Hos Socialdemokraterne har man de senere år ændret tilgangen til at lave kampagner. Tidligere løftede partisekretæren røret og ringede et hav af dyre reklame- og kommunikationsfolk ind. Det var for det første rigtig svært at kooordinere kampagnen på den måde. Og for det andet møgdyrt.

Socialdemokratiet fungerer nu på den måde, at en kampagnegruppe forbereder hele kampagnen. Her – i det kreative rum – sidder reklamefolk, partiets egne pressechefer og rådgivere, en grafiker og en såkaldt pollster, der har tjek på hele apparatet med vælgerundersøgelser. Processen ender i et budskabshierarki, som definerer den senere kampagne:

Øverst står partiets slogan, fx "Velfærd frem for skattelettelser", som gentages og varieres i en uendelighed og på alle platforme.

Herunder kommer løfterne, fx "Mere tid i hjemmeplejen", som hamres fast gennem pjecer, annoncer, radio osv.

Tredje lag er selve fortællingen om, hvad partiet vil gøre bedre og hvor vi skal hen. Fortællingen hører hjemme i taler, længere interviews, osv.

Og til sidst er der fakta, der underbygger alle de højere lag. Det kan være tal, som er hentet ud af rapporter. Fx et tal om, at der bliver skåret ned på antallet af pædagoger pr. barn i børnehaver.

I bogen gennemgår Jens Christiansen hele partiets forvandling fra et lettere anakronistisk og støvet foretagende og til en moderne, kampklar kampagneorganisation. Og læseren får serveret en standardiseret sådan-laver-du-din-egen-kampagne plan.

Her kommer Christiansens no-bullshit måde at forklare tingene på til sin ret. At lave kampagne er ikke raketvidenskab. Det er fokusering af kreativ tankekraft, en pokkers masse besværligt arbejde med at kontakte de rette folk og få udviklet produkterne, så de sidder lige i skabet; desuden er det en uendelig møderække for at sikre, at tingene skrider fremad og at produkterne opnår den politiske godkendelse, der gør, at de kan løbe af stablen, når et valg bliver udskrevet.

Hvem vinder valget?

Jens Christiansens nye bog har allerede skabt overskrifter i aviserne, da forlaget Gyldendal har "solgt" teksten til forlods avisomtale. Den tidligere partisekretær kritiserer sit gamle parti for hovedløst at konkurrere med Fogh og Venstre om et relativt lille segment af midtervælgere – kaldet "blå socialdemokrater" i bogen. På den konto har Christiansen fået hak i tuden fra sin tidligere formand, Mogens Lykketoft, som undrer sig over, at den fhv. partisekretær ikke gjorde nogle af alle de rigtige ting, mens han var i partiet.

Men bogen er ikke et bittert opgør med en tidligere arbejdsplads. Den er faktisk det modsatte. Læseren bliver taget i hånden og følger forfatteren på en rejse mod den ultimative kampagne.

Bogens svaghed er, at læsere, som vil bruge bogen som kampagnehåndbog, skal gennem en ret lang indføring i den kollektive nedsmeltning i Socialdemokraterne efter valgnederlaget i 2001.

"Det virker dræbende for effektiviteten, når man konstant bruger 30-70 pct. af sin arbejdskapacitet på at dæmme op over for løbende snigmordsforsøg," skriver Christiansen. Bogen er lige så meget en biografi som en håndbog om kampagne.

Bogens højdepunkter er blandt andet et indblik i det materiale, som bliver siet fra forud for den kampagne, som Socialdemokraterne ender med at rulle ud til valget i 2005.

Her kan læseren følge den grafiske udvikling af partiets logo – rosen, og få indblik i gråzonen for, hvornår de negative kampagner går over stregen efter danske forhold. Her beskrives den svenske kommunikationsrådgiver, Mats, som var udlånt af det svenske socialdemokrati til det danske søsterparti forud for valget. Og her er et grundigt indblik i de fokusgrupper og vælgerundersøgelser, som de fleste danske partier benytter sig af.

Jens Christiansens bog sætter en høj første standard for kampagner – og venter på at blive udfordret.

Jens Christiansen – Hvem vinder valget?

Udkommer 11. oktober på Gyldendal.

Vejl. pris 249 kr.