I’m the CEO, bitch

Nogle har det, andre har det ikke – det DNA, som de mest visionære mennesker er lavet af. Jantelovs-filmen The Social Network vil have Facebook-ejeren Mark Zuckerberg ned med nakken, men ender med at vise, hvor genial han egentlig er, manden som på sit visitkort siges at have skrevet ’I’m the CEO, bitch’.
af Ida Jeng

Filmanmeldelse

 

Traileren til David Finchers The Social Network, der har premiere i de danske biografer den 14. oktober

 

Man får ikke lyst til at blive en del af Ivy League-parnasset efter at have set The Social Network. Ikke fordi Harvard ifølge filmen er en kennel for slipseklædte gnomer, der i en alder af 19 år både har egne visitkort og advokater. Mere fordi Harvard signalerer ‘se at komme væk i en fart, hvis du vil være andet i livet end administrator’. Vil man  være skaber i livet, skal man hoppe på et fly til Palo Alto, it-entreprenørernes legeplads, hvor der er plads til store armbevægelser. Det er netop det, The Social Network handler om. Vil du være skaber eller administrator? Vil du vælge den sikre vej, som andre har udstukket for dig, eller er du klar til at gamble og sige de magiske ord: ’Harvard, fuck dig’. Mark Zuckerberg (spillet af Jesse Eisenberg) er klar til gambling. 

 

Den arrogante antihelt

The Social Network er et delvist karaktermord på virkelighedens Mark Zuckerberg og en dramatisering af Facebooks tidlige år, fra 2003 til 2008.

 

Det fornemmes allerede i åbningscenen, hvor en kejtet Mark Zuckerberg (filmens hovedrolle-karakter er i denne anmeldelse kursiveret for at skelne fra virkelighedens M.Z.) er på date med Erica Albright (Rooney Mara). Daten forløber nogenlunde sådan her:

 

Først afbryder Mark Zuckerberg sin kæreste uafbrudt. Så nedgør han det universitet, hun er indskrevet på. Til sidst blærer han sig med Harvards “final clubs”, cremen af cremen for de allerkvikkeste. Erica gør forholdet forbi på stedet, og han virker oprigtigt chokeret (!). Indfølingsevne er en kode, han ikke kan knække.

 

Binære koder elsker han, her er hans hjemmebane. Han stormer tilbage til kollegieværelset og på en enkelt nat skaber han den misogyne hjemmeside “Facemash”, der groft sagt bygger på ideen om fuckability. Hvis du er lækker, bliver du stemt til tops.

 

Her forsøger filmen sig med endnu et karaktermord, for Mark Zuckerberg ligger nemlig ikke selv inde med de fotos, der skal til for at lave ”Facemash”. Han hacker sig derfor ind i Harvards person-databaser og stjæler billederne. (Virker denne form for omgang med andres privatliv i øvrigt velkendt?). Den adfærd bliver mildest talt ikke positivt mødt hos Harvards ledelse.

 

Scenen, hvor Mark Zuckerberg i en brandert kommer på ideen til ”Facemash”, er en af mine favoritter. Han er som altid iført t-shirt, cowboybukser, badesandaler og sokker, og man se, hvordan han forsvinder ind i sit eget univers af algoritmiske koder. Her fornemmer man første gang, at filmens manuskriptforfatter, Aaron Sorkin (som også har skabt The West Wing), vil mere end at tegne et billede af en selvfed snotunge.

 

Han vil også fortælle historien om et geni, som selv i selskab med 500 millioner brugere altid vil være ensom. Man får ligefrem sympati med Mark Zuckerberg, fordi Sorkin har gjort ham til en type med en nærmest autistisk intelligens. Lidt som i Good Will Hunting, hvor det knudrede geni Matt Damon løser de matematiske koder, de andre studerende ikke kan. 

 

Facebook - et drengerøvsprojekt eller indbegrebet af fremtidens iværksætterskab? Still fra filmen

 

En fair film? 

The Social Network er ikke en film om sex eller venskaber. Jovist, Mark Zuckerberg tager sig en tur i høet med en enkelt tech-groupie, men seancen er omtrent lige så stimulerende som at læse kontaktannoncer i Ekstra Bladet - og lige så hurtigt overstået. Venskabet mellem Mark Zuckerberg og Eduardo Saverin får også en overfladebehandling.

 

David Fincher (kendt fra Se7en og Fight Club) får ikke instrueret de to skuespillere i en grad, så man mærker deres stærke bånd. Derfor er det også svært at blive rigtig rørt, da de to venner fem år senere mødes som ærkefjender i retten.

 

Det er netop Eduardo Saverin, der i sin tid plantede historien om Facebook hos journalisten Ben Mezrich, forfatteren til The Accidental Billionaires (2009). Bogen er blevet stærkt kritiseret for at være udokumenteret og tillægge Mark Zuckerberg motiver, der ikke er belæg for. Ingen tvivl om at filmen havde set anderledes ud, hvis den f.eks. byggede på den mere rygklappende bog The Facebook Effect (2010) af David Kirkpatrick.

 

Alligevel skal du skynde dig ind at se The Social Network, da den kan så meget andet. Særligt portrættet af nybyggerstemningen i Palo Alto sidder i én efter biografturen.

 

Geniet bag ”Facemash”

Tilbage til Harvard. Myten om kode-geniet, der på en enkelt nat skabte ”Facemash”, rygtes hurtig, og tvillingerne Tyler og Cameron Winklevoss (Armie Hammer) vil have fingrene i Mark Zuckerberg. De har alt det, han ikke har: Anerkendelse og medlemskab af en af Harvards “final clubs”. De er atletiske, succesrige børn af det bedre borgerskab. Da de løfter sløret for deres idé – at lave et socialt netværk ved navn ”ConnectU” – siger Mark Zuckerberg ja tak til tilbuddet om at være programmør på projektet.

 

Hvis det altså ikke var fordi, at han går direkte hjem på kollegieværelset og laver en kopi ved navn “The Facebook”. Uden at sige det til Winklevoss-tvillingerne. Ved sin side har han Eduardo Saverin, som smider 1.000 dollars efter projektet. Filmen giver indtryk af en klar rollefordeling. Zuckerberg er skaberen, der skal programmere og udvikle, Eduardo er administratoren, som sørger for økonomi og forretningsforbindelser.

 

Winklevoss-tvillingerne jubler ikke ligefrem, da de ad omveje får nys om, at Mark Zuckerberg har lanceret “The Facebook”.

 

Palo Altos fristelser

Fik jeg nævnt, at selveste sexyback er med i filmen? Jeg var først lidt skeptisk ved udsigten til Justin Timerlake i filmversion. Det er lidt svært at tage ham alvorligt efter at have set de kostumer, han rendte rundt i under N'Sync. Men rollen som Napsters grundlægger, Sean Parker, passer perfekt: En millionær med hang til store penge, coke og mindreårige piger. Sean Parker har alt det, Mark Zuckerberg savner ved Eduardo Saverin. Store ambitioner. Hans råd lyder: Flyt Facebook til Palo Aalto, hvor venture-kapitalisterne, står på spring.

 

Herfra går det stærkt, også for stærkt. Facebook rykker til Palo Alto med Mark Zuckerberg i førersædet, mens Eduardo Saverin rejser til New York for at arbejde som praktikant (!). Her er vi igen fremme ved det tema, filmen flirter med: Skaberen, der opgiver alt versus administratoren, der går igennem livet med sikkerhedssele på.

 

Facebook breder sig til Storbritannien og andre lande. Det nye makkerpar, Mark Zuckerberg og Sean Parker, glemmer at få Eduardo Saverin med ud i overhalingsbanen. Han føler sig hægtet af og straffer dem ved at fastfryse Facebooks konto.

 

Det endelige opgør mellem de to Harvard-venner kommer meget symbolsk på dagen, da Facebook runder en million brugere. Eduardo beslutter sig for at tage til Palo Aalto for at fejre det med sine to Facebook-kollegaer, men det er ikke ligefrem balloner, der venter ham. I stedet får han en kold skulder og en chokerende nyhed: Du ejer ikke længere syv procent af Facebook, men 0,03 procent af virksomheden.

 

Så fik han det alligevel, som han ville have det, Mark Zuckerberg. “I’m the CEO, bitch” står der på det visitkort, han har trykt til sig selv i dagens anledning.

 

Et portræt af overklassen

The Social Network er blevet sammenlignet med Citizen Kane, men jeg har svært ved at se ligheden, da Citizen Kane handler om at gå from rags to ritches. Om at bryde ud af fattigdomen for til sidst at ende som en af USA's mest indflydelsesrige aviskonger.

 

The Social Network er derimod dedikeret til ungerne i New England, som er født med en guldske i munden. Ligesom virkelighedens Mark Zuckerberg, der har gået på en af USA's dyreste skoler og i en alder af 11 år modtog undervisning af en privat software-udvikler. At dømme ud fra filmens dystre undertoner er det ikke ligefrem et USA, Aaron Sorkin er glad ved.

 

Her kan man betale sig til hvad som helst, lige fra intellektuelle ejendomsrettigheder til sociale relationer. Det bringer os frem til 2008, hvor Mark Zuckerberg har pisset alle dem af, han engang ville erobre verden sammen med: Eduardo, Erica, Winklevoss-tvilllingerne. Sidstnævnte ender med at score 65 millioner dollars i et forlig, mens Eduardo Saverin i dag ejer fem procent af Facebook og retten til at kalde sig grundlægger af ”The Facebook”.

 

Der er ensomt på toppen, er jantelovs-moralen.

 

Så skab dog noget selv

The Social Network er nu også kritisk over for de personer, som har gjort en karriere ud af at sagsøge Mark Zuckerberg. Hvis Eduardo var så passioneret omkring Facebook, hvorfor tog han så på praktikophold i New York? Her er det igen, at der tegner sig et billede af administratoren Eduardo Saverin. Facebok-teamets kontor-Jan. Og er det ikke for kikset at blive kendt for at være 'tvillingerne, som hader Mark Zuckerberg'?

 

Hvem der fik ideen til Facebook, gives der ikke noget svar på. I stedet har filmen en anden konklusion: Et er at få ideen – noget andet er at satse alt det, man kender, for at føre ideen ud i livet.

 

---

 

Kom til K-snigpremiere på ’The Social Network’ og få en introduktion til filmen. Det sker i den nyrenoverede Palads-biograf i København den 12. oktober kl. 21.15. Carlsberg giver en øl fra kl. 20.45. Det hele koster 70 kr. Få billetter tilbage, bestil her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også