Hysteriet er en særlig form for tale

Skrevet af

Henrik Dahl
forfatter

229 artikler

28 indlæg

En tilfældig dag i januar 2001 handlede over halvdelen af dagens tv-aviser om forskellige former for massehysteri.

Dels de nye udbrud af bovin spungiform encefalitis - også kaldet
BSE - dels det nyligt opdagede - og onde tunger ville sige: nyligt opfundne
- Balkan-syndrom. Det interessante var, at tv-aviserne ikke på nogen
måde problematiserede disse begivenheders karakter af massehysteri.
Dermed, vil jeg i hvert fald påstå, gjorde de sig til en del
af problemet. I stedet for at gøre sig til en del af dets løsning.


Lad mig med det samme slå nogle ting fast.
Mange tror, at hysteri er ensbetydende med indbildning. Det er forkert.
Hverken BSE, Balkan-syndrom eller hysteri har noget med indbildning at
gøre. BSE findes. Symptomerne på Balkan-syndrom findes og
påfører lidelse til både dem, der har syndromet og
til deres pårørende. Og det samme gælder for hysteriske
symptomer. Så vi taler på ingen måde om noget imaginært,
der forklæder sig som noget reelt.


Hvad jeg påstår, når jeg karakteriserer
BSE og Balkan-syndrom som massehysteri, er noget helt andet. Hvad jeg
påstår er, at hysteriet er en ganske særlig form for
tale. Hysteriet er tale, der forskydes. Og det er tale om lidelse. Når
jeg synes, at der er grund til at anholde denne tale om lidelse - og mediernes
formidling af talen - er det, fordi det ikke har ligegyldige konsekvenser,
hvordan vi fortolker den hysteriske tale. Heller ikke for dem, der lider
direkte under akut frygt for oksekød eller under Balkan-syndromet.


Ordet "hysteri" er i dag rent nedsættende.
Og som medicinsk diagnose er det forsvundet næsten totalt. Udtrykket
havde sin storhedstid for omkring hundrede år siden. Men det er
en skam, det er forsvundet. For hvis man renser udtrykket for de fejlagtige
forestillinger, der skyldes den medicinske videnskabs stade for hundrede
år siden, så er der faktisk tale om et særdeles nyttigt
begreb til at tolke mange af de hverdagsfænomener, som medierne
flyder over med.


Beskrivelser af hysteri kendes så langt
tilbage som 400-tallet før Kristus. Selve ordet "hysteri"
er afledt af det græske ord for livmoder, og sygdommen blev således
oprindelig betragtet som en ren kvindesygdom.


Sygdommen har sin storhedstid i slutningen af
1800-tallet. Den bliver både beskrevet og behandlet af Freuds læremester,
den berømte franske læge Charcot, og siden sætter mesteren
selv sit præg på både forståelsen og behandlingen
af sygdommen gennem sine berømte sygdomsbeskrivelser af for eksempel
Anna O. og Dora. Men også i USA og England fandtes der - idag mindre
kendte - læger, som i stor stil diagnosticerede og behandlede hysterikere.


Det er svært at sige, hvad hysteri egentlig
består af. Charcots og Freuds patienter led af kramper, besvimelser,
lammelser, sproglige forstyrrelser og alt, hvad der ellers hører
til billedet af det store, teatralske hysteri. Men de led også af
dårligt humør, søvnløshed, træthed, mareridt
og tvangstanker. Det vil sige ting, der snarere leder tankerne hen på
moderne lidelser som "udbrændthed" eller akutte stress-symptomer.


Man mente i oldtiden, at hysteri opstod, fordi
livmoderen bevægede sig rundt i kroppen og anrettede skade, hvor
den kom frem. Men da man i løbet af 1500-tallet fik vished for,
at den sad fast, hvor den én gang var anbragt, opgav man denne
teori. Dog fastholdt man endnu i mange år, at det kun var kvinder,
som kunne blive hysteriske.


Den alt overvejende del af Charcots patienter
var kvinder, og derfor fik de meget naturligt den største opmærksomhed.
Charcot beskrev dog pligtskyldigt en del af mændenes sygdomshistorier,
men veg - ligesom sin amerikanske samtidige, Silas Weir Mitchell - tilbage
for at kalde dem hysteriske. At kalde kvinder hysteriske kunne gå
an - men at stemple mænd med denne kvindagtighedens apoteose, det
var dog at gå for vidt. Nogle tilfælde af mandligt hysteri
forblev u-diagnosticerede, mens man til andre fandt på nye navne.
Det mest populære var "neurasteni". Denne sygdom var udbredt
blandt mænd i middelklassen, og man mente, at den skyldtes travlhed,
for meget arbejde og for mange krav og forpligtelser, der trak i hver
sin retning. Skønt alt dette fandt sted i 1890'erne, har det en
sælsomt velkendt klang. Både patientgruppen, symptomerne og
forklaringerne er noget, vi kender den dag i dag. Det eneste, der har
ændret sig, er tilsyneladende, at det er langt færre læger,
der finder på at bruge diagnosen "neurasteni".


Op igennem det tyvende århundrede ændrede
holdningen til såvel mænds som kvinders hysteri sig kraftigt.
I takt med, at kvindernes stilling i samfundet blev stærkt forbedret,
svandt det kvindelige hysteri ind. Til gengæld betød de to
verdenskrige, at der kom fokus på psykiske lidelser hos mænd.
Allerede under den amerikanske borgerkrig havde man konstateret, at mange
soldater led under "krigstræthed", men under og specielt
efter første verdenskrig antog lidelsen "granatchok"
næsten karakter af epidemi - også blandt soldater, som ikke
var blevet beskudt. Umiddelbart efter første verdenskrig reagerede
både læger og offentligheden for det meste ved at kalde dem,
der led af granatchok, for slapsvanse og tøsedrenge. Efterhånden
som psykologien og psykiatrien gjorde fremskridt, indså man imidlertid,
at de havde pådraget sig alvorlige psykosomatiske lidelser. Derved
fik man dels en naturlig forklaring og dels en stærkt forbedret
behandling og pleje.


Under anden verdenskrig var der visse tilfælde
af det, man under den forrige krig ville have kaldt "granatchok",
men ikke nær så mange. Og i årene umiddelbart efter
anden verdenskrig forsvandt så diagnosen "hysteri" - og
dermed mærkeligt nok også de mest karakteristiske symptomer.


Man kan kun gætte på, hvorfor hysterien
tilsyneladende forsvandt. Hvis man følger den amerikanske litteraturforsker
og idéhistoriker Elaine Showalter - som beskriver hele denne historie
- er begrebet om "den naturlige forklaring" vigtigt. Den indebærer
nemlig, at man får et sprog, som på en og samme gang har flere
fordele. Patienten får en tolkning af sin sygdom, som hun eller
han kan acceptere. Omgivelserne får en tolkning, som de kan acceptere.
Og fordi tolkningen er forankret i kendsgerninger, bliver det også
muligt at iværksætte en effektiv behandling.


Imidlertid har Showalter en vigtig pointe, som
går stik imod holdningen på bjerget i vore dage. Når
det gælder holdningen til sygdomme, og specielt til psykiske lidelser,
abonnerer hele det behandlende system - med undtagelse af rigtige læger
- på en eller anden variant af det, der hedder "den sociale
konstruktivisme".


Om den sociale konstruktivisme kan man sige,
at der er tale om en nyttig indsigt, der er gået for vidt. Allerede
i 1960erne fastslog de to sociologer Peter Berger og Thomas Luckman med
baggrund i Alfred Schütz' banebrydende arbejde fra 1950erne, at den
sociale virkelighed var konstrueret. Hvad mente de med det? Jo, de mente,
at den forestillingsverden, vi opbygger rundt om rent objektive fænomener
som for eksempel vejret, skabes og fastholdes af det menneskelige fællesskab.
Når det gælder vejret, så er det jo i virkeligheden
blot en rå kendsgerning. Derved befinder det sig hinsides alle moralske
forestillinger om godt og ondt. Ikke desto mindre taler vi frejdigt om
både "godt vejr" og "dårligt vejr". Det
vil sige: vi taler om vejret i et moralsk sprog. Oven i købet har
vi oprettet en hel videnskab - meteorologien - som skal udgrunde vejrets
humør og redegøre for dets moralske habitus i al almindelighed.


Så længe den sociale konstruktivisme
fastholder en forankring i begrebet "rå kendsgerninger",
er der tale om en nyttig teori. Den kan forklare, hvorfor vi fortolker
vores verden på bestemte måder og handler derefter. Men i
dag er det ikke tilfældet. De fleste socialkonstruktivister har
kappet forbindelsen til de rå kendsgerninger. Man kan undre sig
over hvorfor. Erfaringen er fyldt med rå kendsgerninger som døden
og tyngdekraften, men det har de altså. Jeg tror, det skyldes en
utilfredshed med kvaliteten af de filosofiske redegørelser for,
at der findes ting, der er helt og aldeles uafhængige af bevidstheden.
Men jeg kan godt undre mig over, at utilfredsheden med filosofiens øjeblikkelige
stade kan få tilsyneladende velfungerende mennesker til acceptere
påstande, der strider mod enhver tænkelig variant af den sunde
fornuft. Sagen er jo, at hvis man levede efter den sociale konstruktivismes
bud, ville man øjeblikkeligt dø. For hvorfor isolere de
elektriske ledninger, hvis 220 volts vekselstrøm alligevel er en
social konstruktion? Det er der strengt taget ingen grund til. Det er
ironisk, at en af hovedmændene bag den sociale konstruktivisme,
den franske filosof Michel Foucault, døde af AIDS. Apokryffe historier
vil vide, at han betragtede sygdommen som en social konstruktion, og at
hans sidste ord var: "jeg tror ikke på det". Moralen er,
at muligvis kan man ikke dø af arrogance - men den redder altså
heller ikke livet


Men Elaine Showalter påstår noget
andet. Hun siger nemlig, at selvom diagnosen "hysteri" forsvandt,
så medførte det lige præcis ikke, at problemet forsvandt.
Med andre ord: det eksisterer som en rå kendsgerning. Og som sådan
skaber det store problemer den dag i dag.


Elaine Showalter betragter hysteri som en forskydning
fra beretningen til dramaet. Det kalder man i litteraturvidenskaben en
forskydning fra det diegetiske - det vil sige berettende - princip, til
det mimetiske - og det vil sige dramatiske - princip. Hvis man ikke kan
tale om sin seksualitet, kan man dramatisere sin lidelse i store, teatralske
anfald. Hvis man ikke kan tale om, at man hader sit arbejde, kan man dramatisere
det i en ganske overvældende træthed. Hvis man er rystet i
sin sjæls grundvold af angst, men risikerer at blive kaldt en tøsedreng,
kan man dramatisere angsten i blindhed, stumhed, lammelse og alle mulige
andre symptomer på granatchok. Man gør det ikke bevidst,
men hvis de rette betingelser er til stede, er mennesket således
indrettet, at det vil benytte kroppen til at dramatisere den lidelse,
det ikke kan tale om. Disse betingelser er for det første en god
historie som overbygning på dramaet. Det kan man kalde for dramaets
meta-historie. For det andet en god anledning og for det tredje et opmærksomt
publikum.


Og her kommer både BSE og Balkan-syndrom
ind. Lad mig igen slå fast: BSE findes. Krigen på Balkan findes.
Der er intet indbildt ved disse fænomener, ligesom der ikke var
noget som helst indbildt ved første verdenskrig. Det afgørende
er noget andet: det gør pokker til forskel, hvordan vi omtaler
og dramatiserer disse rå kendsgerninger. En vej fører til
hysteri og udsigtsløs lidelse. En anden fører til forståelse,
lindring og måske ligefrem helbredelse. Derfor skal vi tænke
os om.


Moderne hysteri, det vil sige moderne dramatisering
af lidelse, har nogle fællestræk. Der findes som regel en
fysisk anledning, hvis eksistens ikke kan bestrides. Det kan være
bovin spungiform encefalitis, forarmet uran, en påkørsel
bagfra, en bakterie, et allergent stof eller ens familie (som i parentes
bemærket altid har været en slags allergen for mange mennesker).
Men det kan i sjældne tilfælde også - specielt i USA
- være UFO'er og satanister. Der findes en dunkel årsagssammenhæng.
Creutzfeld-Jacobs, leukæmi, whiplash, maveinfektioner, udslet, anoreksi
og bulimi. Der findes et forsøg på at skjule sandheden. Hovedskurken
er næsten altid enten lægerne eller myndighederne, og Elaine
Showalter betragter faktisk "had til læger" som et af
symptomerne på kronisk træthedssyndrom. Der findes helte,
som afslører skurkene. Så findes der en hel masse diffuse
symptomer. Og endelig findes der en god og spændende metahistorie,
som fortælles igen og igen i medierne.


Kunne alt dette ikke være lige meget, når
nu Elaine Showalter fastslår to ting, som jeg er helt enig i: for
det første, at lidelsen er reel. Og for det andet, at man ikke
skal tage let på menneskelig lidelse. Det mener jeg ikke.


Allerede i 1800-tallet bemærkede man, at
hysterikere af en eller anden grund var ligeglade med, om de blev raske.
"Belle indifference" hed det på Charcots modersmål.
Og noget lignende kan ske, hvis vi vælger dramatiseringens og den
hysteriske metahistories vej. Man kommer aldrig fri af frygtens og symptomernes
greb.


Det, der skete for kvinderne i det tyvende århundrede
og i den amerikanske hær under anden verdenskrig, og som nedsatte
mængden af klassisk hysteri og granatchok så kraftigt, var
noget helt andet. Men fik et sprog som gjorde det muligt at tale direkte
om problemerne. Kvinder fik en seksualitet og et offentligt liv. Og mænd
fik anerkendelse af, at måneders eller års liv i ubeskrivelig
rædsel for død og lemlæstelse faktisk ikke er særlig
sundt. Pludselig blev disse problemer diegetiske, og dermed forsvandt
behovet for at give en mimetisk fremstilling af dem.


Jeg tror, det var meget bedre for os alle sammen,
hvis vi talte åbent om frygten for meningsløshed; angsten
for at blive taber i livets spil; hadet til et meningsløst job
og uviljen til at spille de sociale roller, vi bliver pålagt. Det
vil sige: hvis vi talte om alle de ting, som virkelig er en plage i det
moderne liv. Og endnu bedre ville det være, hvis vi også kunne
kanalisere det, der virkelig nager, ind i talen. Det vil sige al ambivalensen:
misundelsen og hadet over for dem, vi skal forestille at elske. Den kollega,
som bliver forfremmet; den bror eller søster, hvis liv giver mening;
alle dem, som tilsyneladende trives i en verden, der ene og alene fylder
os selv med ulyst. Det er svært, fordi individualismens kultur forhindrer
den fælles samtale og de fælles ritualer, hvor vi vasker had,
skyld og anger af os. Men dels ville mange mennesker få luft - dels
ville det skabe en politisk bevægelse i retning af at få løst
problemerne. Jeg giver mig ikke af med spådomme, men jeg tror, at
hvis vi gik frem på denne måde, ville de store, hysteriske
epidemier i vore dage engang i fremtiden blive lige så sjældne
som "det store hysteri" hos Charcot og neurastenien hos Freud.

Relaterede artikler

Hvor svært kan det være?- På sporet af den sociale tyngdekraft - Hvor svært kan det være? Sådan lyder Henrik Dahls og Christine Antorinis fællesmotto. Det kommer navnlig i brug, når det...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

47 JOB

Pressechef

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.