Hvorfor mediefeministerne ikke rykker andet end bilag

Jeg fik det klaustrofobisk, da jeg onsdag den 12. marts læste Signe Wennebergs meget omfangsrige artikel/liste her på KForum. Og hvorfor dog få det klaustrofobisk over det?

Hun havde lavet en liste med et hundrede og seksogfyrre kvinder fra kommunikationsbranchen, listet i kategorier og dette med det formål at fremme mediernes brug af kvindelige kommunikationseksperter; en art gøren opmærksom på den store uudnyttede kvindelige kapacitet, så at sige. Argumenterne bag listen er, ifølge Wenneberg, disse:

1.Fordi det er mere bæredygtigt for samfundet som helhed, at alle ressourcer bliver brugt.

2.Fordi k-kvinderne med al tydelighed er svære at få øje på for dig i k-branchen, der siger, at du gerne vil bruge kvinderne, men du kunne desværre bare ikke lige ”finde nogen”.

Eller som hun også skriver: “Bæredygtighed på den gode måde”.

Forfatter Martin Kongstad er ikke begejstret for listen over kvindelige k-profiler. Han sammenligner den med bogen Fem@il, der udkom i 2000. Kongstad beskriver bogen som "en art rundhyl inden for deres kvindenetværk". Foto: Polfoto

I anledning af kvindernes internationale kampdag den 8. marts bad Kforum Signe Wenneberg om at lave en liste over kvindelige k-profiler. Den blev publiceret onsdag den 12. marts og kan læses her

For fjorten år siden udgav en række kvinder, fra min omgangskreds, en slags antologi. Mails var det, fra den ene til den anden. Femail. De implicerede var optaget af at danne netværk blandt kvinder – som mænd altid har gjort det – og bogen var udformet som en art rundhyl inden for deres kvindenetværk.

Martin Kongstad kritiserer bogen Fem@il for kun at rumme priviligerede og veluddannede kvinders perspektiv på ligestilling

Da Grevinde Danner-raslebøssen blev afløst af selvpromovering

Jeg tænkte for mig selv, at disse nye kvindeloger havde det imod sig, at de ikke faldt naturligt. Mænd mødes i fodboldklubben, på golfbanen, ja, og på stripklubber, hvis vi taler om erhvervslivet. Det handler, umiddelbart, om andet end at networke, og, hvis jeg skal tale for mig selv, som udgangspunkt ikke om det.

Jeg har spillet fodbold hele livet og mødt, tjah, bum, bum, måske tusinde mænd gennem den sport. Meget forskellige. Man mødtes om at spille, og det skete så, ad åre, at nogle af holdkammeraterne sad på en eller anden post, som gjorde det lettere for mig at komme til fadet, fordi vi kendte hinanden på en uforpligtende måde i forvejen.

Den slags networking er meget værdifuld; den, der som udgangspunkt ikke har vinding for øje.

Det er min erfaring.

Jeg er fra den tid, hvor man gik i byen for at møde nogen, ikke nogle.

Jeg er vokset op i et hjem med Grevinde Danner-raslebøsse og har altid elsket kvinder, som turde rejse sig op og åbne munden (de var ikke mange i firserne). Derfor støttede jeg selvfølgelig mine veninder og deres bogprojekt. Indtil jeg læste den.

Meget af handlingen var centreret om Femvejen (det er ude i Charlottenlund), og selv om jeg, i et eller andet omfang, er af det miljø selv, blev det meget massivt. Femail-kvinderne var utrolig ens. Alle var de veluddannede; langt overvejende, hvis ikke alle, havde en magistergrad, og de fleste af dem var enige om at inkludere retten til shopping som en del af den nyfeminine bevægelse.

I Politiken mente en anden kvinde, Sarah Cawood, om bogen:

“Der er tale om et selvpromoveringsprojekt for de udvalgte kvinder i Hellerup og omegn. For Femail-skribenterne handler feminisme ikke om at ændre på samfundet, men udelukkende om, at de selv kan få lov til at spurte op i jobhierarkierne.”

Det var måske at springe til konklusioner, for jeg føler mig overbevist om, at netop det at ændre samfundet og at få kvinderne ind i toppen, var en vigtig motivation for de implicerede. At det var deres egen jobansøgning, de ville bane vejen for, er afgjort en mulighed, men de var, i det mindste, kvalificerede.

Dengang kvinder talte om mænd, og mænd spillede fodbold og skabte netværk

Siden gik det dem, så vidt jeg ved, glimrende, og sådan skal det være. Man yder en indsats og får noget tilbage. Men hele denne, svært definerbare, følelse af noget meget ensartet og på den vis, vil jeg mene, temmelig udynamiske sammenstimlen, blev jeg aldrig begejstret for, om end det var svært at finde en alternativ løsning til deres konstruerede logeform. Her var en gruppe kvinder, som mødtes om andet end mænd. Lyder det groft?

Mænd er overrepræsenteret i toppen af hierarkierne, fordi de har skabt netværk gennem mange år. Mens de spillede fodbold. Foto: Polfoto

For mig at se har kvinder haft en tendens til at have mænd som centralt fælles emne, når de mødtes i flok. Måske i en forskydning. Det kan være, at snakken handlede om hår, tøj og sko, altså mode; at se godt ud. Det kan også være, at den handlede om, hvor latterlig/lækker en eller anden mand var. Men mænd var det, de talte om.

Hvorimod mænd, som før fortalt, kunne mødes om at lodse en bold ind i et mål eller at se andre gøre det.

Dette er en altafgørende forskel, og, mener jeg, stadig en af hovedårsagerne til, at mænd er overrepræsenteret i toppen af hierarkierne (en anden er børn, for som en gallerist forklarede mig, da jeg spurgte, hvorfor der ikke var flere kvindelige topkunstnere, så kræver det seksten timer daglig at nå derop, og den indsats kolliderer med at være mor, som det er arrangeret nu); at de kan mødes i uforpligtende leg. Mænds (naturlige?) behov for at blære sig spiller formodentlig også ind.

Det har alle dage været paradoksalt, at der stort set ingen kvindelige topkokke findes, når kvinder tilbereder størstedelen af klodens mad.

Wennebergs liste er Femail 2.0

Nok om det og tilbage til Femail eller rettere Femail 2.0, Signe Wennebergs liste.

Min første indskydelse, efter endt læsning var, at listen i sig selv var networking, og dermed en underlig metaindpakning af sig selv.

“Netværk er en business, start med at investere nu”, står der på forfatterens egen hjemmeside, og dette holder hun i hu.

På Signe Wennebergs initiativ mødtes den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright i 2009 med kvindenetværket Albright-gruppen. Albright var i Danmark for at promovere sin bog 'Memo til den tiltrædende præsident: Hvordan kan vi genopbygge det amerikanske ry og lederskab?' Foto: Polfoto

Listen er inddelt i adskillelige kategorier.

Bedste k-penne er, for eksempel, en opremsning af velskrivende K-kvinder.

Der opremses seksten, og det er jo, i netop denne kontekst, forfærdende få (det er en liste, hvis formål er at fremhæve kvinder, og man har kun kunnet finde seksten kvalificerede. Personligt savner jeg en del; Lone Frank, Karen Thisted, Leonora Christine Skov, Sørine Godtfredsen, Maria Gerhardt, Susanne Staun, Maria Marcus, Camilla Stockmann, for bare at nævne de umiddelbart nærliggende).

Denne kategori er den mest fyldige sammen med madkommunikatører!

Der nævnes otte vigtige kommunikatører inden for etik/religion/filosofi, fem vigtige tv-værter (dog hverken Ane Cortzen eller Stéphanie Surrugue), seks fra radio og kun tre under kategorien nyopfindelser.

Men altså seksten fra madkommunikation, hvorfor det vel kan udledes, at netop det at kommunikere om mad er det vigtigste for kvinder lige nu.

Ifølge forfatteren, selvfølgelig, og her må vi lige et smut tilbage til hjemmesiden:

“Mad – fødevareområdet - er mit stofområde og jeg har haft alle typer af K-opgaver indenfor området. Fungerer som rådgiver på alt fra emballage til langsigtet strategi”

Det bider sig selv lidt i halen, gør det ikke?

Den forstemmende homogenitet

Uha, jeg er bestemt ikke for god selv. Jeg anbefaler altid mine venner først, hvis jeg mener, de er velkvalificerede, men her er tale om en seriøs liste i et offentligt medie, en liste, som har til formål at åbne k-branchens øjne for den skævvridning, som, angivelig, forekommer. En hel masse forskellige kvinder bliver overset i offentligheden, og det skal der rådes bod på.

Hvorfor den rummer tv-værter, som vel ikke, og det ganske bogstaveligt, kan siges at være oversete, står hen i det uvisse; ligesom, at personer som Marianne Jelved, Ida Auken, Margrethe Vestager og Pia Olsen Dyhr vel ikke kan siges at mangle taletid i det offentlige, men måske nærmere er repræsenteret, fordi de er gode at nævne.

Men lad nu det ligge. Tilbage til den forstemmende homogenitet; altså det med, at denne type feminister har det med at ligne hinanden meget, og dermed – mit postulat – at skabe en mangel

på dynamik (den vi mænd kender fra fodbold; høj som lav og alt det dér).

Hvor homogene er kvinderne på Signe Wennebergs liste egentlig?

Ja, jeg forsøgte at undersøge det ved at tage alle 146 kvinder fra en ende. Størsteparten, hvis ikke alle, er veluddannede. Hvad alder angår er langt de fleste mellem fyrre og halvtreds (forfatterens egen). Men hvor bor de?

Ja , da nogle er offentlige, er det ikke muligt at indhente alle adresser. Jeg har begrundet mistanke om, at de, jeg ikke kunne få adresserne på,, bor på forholdsvis prominente adresser i og nær København. Resten falder I følgende fordeling:

Provinsen (med Århus og Odense) repræsenterer 12 %

Indre by har ligeledes 12 %

Østerbro 18%

Det nordlige københavnske (og her er Hellerup stærkt overrepræsenteret) 39 %.

Resten fordeler sig på dele af København, hvoraf Valby, opsigtsvækkende nok, udgør 3 procent, indtil man nærlæser adresserne og finder ud af, at begge er villaer i Carlsberg-kvarteret.

Femvejen i Charlottenlund, som knytter de største veje i Charlottenlund sammen. Foto: Polfoto

Den ekskluderende feminisme

Og hvad vil jeg så sige med hele denne smøre? Jeg vil, som sagt indledningsvis, redegøre for klaustrofobien.

Jeg tror, at dele af den mediedækkede feminisme er ekskluderende, snarere end inkluderende; at den kommer til at handle om en afgrænset gruppes forsøg på at hjælpe hinanden frem, snarere end at komme alle kvinder til gode.

I tilfældet her, og det er trods alt foretaget af en førende feminist, synes det drivende at være en uafklaret blanding af behjertede intentioner og personlig vinding, og det rykker ikke andet end et par bilag fra 2920.