Lene Espersen og Helle Thorning-Schmidt er to kvindelige karrierepolitikere omkring de 40. Onde tunger vil påstå, at de begge er hjulpet frem i politik af deres udseende. Lene Espersen er bimboagtig og appellerer med sin nedknappede stil til jyske bil- og forsikringssælgere, mens Helle Thorning-Schmidt er rundet af café latte segmentet og går rent ind i brokvartererne i København.

Lene har vi set fremstillet i en vovet positur tværs over en bil, hvad der gav bank hos kvindesagsforkæmperne, men bonus i vælgersegmentet. Helle spillede mere på det rent feminine under sidste valgkamp, hvor hendes valgplakater var udformet som en forside fra Alt fra Damerne med det opfindsomme pay-off: Alt for Vælgerne. Det appellerede 100 pct. til kvinderne, og mændene kom nærmest af sig selv, for ikke siden Lene Bro har vi set en så gennemført lækker politiker.

At det giver resultater at spille på sin fremtoning, er der ingen tvivl om. Lene er netop kåret som Danmarks tredjemest magtfulde kvinde i en læserafstemning i den engelske avis BT (Baby Times), og Helle vandt som bekendt over Frank, selvom vi måneden forinden dårligt vidste, hvem hun var.

Denne sommer havde redaktionen på P3 inviteret de to kvinder i studiet for at være Gæste-DJ's. Det var i den bedste sendetid søndag mellem 10 og 12, og enhver politiker med respekt for sine stemmetal afbryder gerne ferien for at udnytte denne helt formidable adgang til vælgerne. Det gælder således også Helle og Lene, der var på med én uges mellemrum den 9. og 16. juli.

Ung med de unge

Når man som toppolitiker vælger at sige ja til at være Gæste-DJ på P3, er man ung med de unge. P3 er til for lyttere med en forholdsvis krævende musiksmag i alderen 20-35 år, og det stiller derfor store krav til pladevenderens indsigt i moderne musik at fastholde lytternes opmærksomhed.

Men lykkes det, er missionen fuldført. To timer i selskab med en politiker vil jo normalt være uhørt - men tilsat den rigtige musik, er det muligt at sluge lidt politikersnak mellem rytmerne.

Kombinationen af musik og politik ligger lige for. Musik er ekstremt relationsdannende og en vigtig grundstamme i moderne fællesskaber. Musik har i nyere tid været med til at skabe hele kulturer. Tænk bare på rocken i 50'erne, hippietiden i 60'erne, diskoen i 70'erne, punken i 80'erne og grungen i 90'erne. Fællesskaber, der har haft enorm indflydelse på vores livsstil, og som magthaverne er nødt til at forholde sig til, hvis de skal kunne forstå deres vælgere. Derfor er det også interessant at orientere sig om, hvilken musiksmag magthaverne har, for det hører med til fortællingen om, hvad de er for en type mennesker. Det handler om identifikation eller kort sagt politisk lyd-branding.

Marianne Jelved skulle efter sigende være til Simon & Garfunkel, og det harmonerer jo meget godt med, at hun var ung i 70'erne, hvor det melankolske megahit Bridge over Troubled Water sikkert har medvirket til at forme den Marianne, vi kender i dag.

Ved nogen i øvrigt, hvad Anders Fogh lytter til? Det skulle efter sigende være TV2 og Swan Lee, men det er næsten ikke til at tro om vores fjernstyrede robot af en statsminister, der er timet og tilrettelagt på den mest umusikalske måde, man overhovedet kan forestille sig. Derfor er det også svært at tro på, at han er blevet set til en Paul McCartney koncert, men den skulle være god nok.

Præsident Bush er blevet set på sine løbeture med en iPod, og det har straks givet anledning til spekulationer om, hvad der ligger på hans playlister.

Sang og sax med Helle og Bill

Efter Bill Clinton var blevet præsident, spillede han flere gange offentligt på sin saxofon, og selvom han var dårlig, gav det ham en fantastisk respons hos liberale og sorte - uden at det kostede noget hos de andre vælgergrupper.

Helle Thorning-Schmidt, som Bill Clinton i parentes bemærket skulle have et godt øje til, er en absolut habil sangfugl, og man kan godt have hende mistænkt for at at have lært arbejdersangbogen udenad som et led i sin politiske karriereplanlægning. Hun må have fået mange skeptiske socialdemokrater i sin fold i de talrige forsamlingshuse, hvor hun har ladet sin sprøde røst gjalde.

Helle gik rent ind

I radioen gik Helle også rent ind. Hun præsenterede noget musik, der både var lytbart og fremme i skoene, og det er svært at tro, at hun ikke har konsulteret sin basisgruppe om musikvalget.

Det havde Lene Espersen derimod næppe. Det gav lytterne et indblik i hendes ærlige og oprigtige musiksmag, og det trodsede enhver beskrivelse. Mine fordomme fik frit løb, og jeg så for mig, hvordan Lene fører sig frem til festerne efter landsmøderne til tonerne af The Osmonds og Brødene Gibbs, mens konservative kavalerer som Helge Adam Møller, Bendt Bendtsen og Brian Mikkelsen står i kø for at give kronprinsessen en svingom.

Men hvad var det egentlig, de to kvinder sendte ud i æteren? Begge lagde ud med noget afvæbnende feel good sødsuppe. Helle med The Pretenders - Don't Get me Wrong og Lene med El Presidente - Turn this Thing Around.

Herefter skilte vandene. Helle gik moderne med Black Eyed Peas og forsatte nærmest avantgarde med Peter Bjorn and John featuring Victoria Bergsman og huskede så også, at mormor kan lytte med, hvilket gav os Susanne Lana - Hvis tårer var guld. Nu kunne man have frygtet det værste, men Helle viste med 5 danske stjerneskud fra Kashmir over til Jokeren, at hun er godt orienteret om, hvad der rører sig inden for dansk musik.

Lene demonstrerede derimod, at rillen satte sig fast et sted i 70'erne. Vi fik en hel kavalkade bestående af Earth, Wind and Fire, Diana Ross, Abba og Bee Gees - sidstnævnte to på hinanden følgende gange, og det var ganske enkelt ikke til at holde ud.

Nede med Niarn

Enhver politiker med respekt for sine vælgere er nede med en eller anden rapper, og i øjeblikket er det Jokeren, der får et klap på skulderen. Det kan Lene, der er valgt i Nordjylland, dog ikke bruge til noget, for hun er nede med Niarn, der også er fra Nordjylland. Han er jo også et godt eksempel på, at retspolitikken virker, for her har vi en forhenværende hårdkogt kriminel, der blev reddet af sin musikalske karriere. Man kan næsten ikke tækkes sine vælgere på en smukkere måde.

Helle rehabiliteret

Helle Thorning-Schmidts indsats i Gæste-DJ på P3 markerer tredje fase af hendes politiske rehabilitering. Første fase blev indledt i april 2006, hvor hun prydede det meste af Politikens forside iført islandssweater, nyistandsat hår og en sølvgrå måge til venstre for det nye hår. Det var en markant fremtræden i en situation, hvor mange mente, at Helle Thorning-Schmidts rolle i dansk politik var udspillet.

Anden fase af rehabiliteringen foregik på Christiansborg, hvor Helle fik sin ilddåb som forligsmager. Det lykkedes at lave en stor politisk aftale om velfærd med regeringen og DF, og selvom alt andet ville have været politisk ulogisk, må aftalen have været en personlig lettelse for Helle Thorning-Schmidt, der jo er valgt på at arbejde Anders Fogh ud af hans statsministerium. Vores fjernstyrede robot er dog klog nok til at lade velfærdsforliget være en enlig svale, og derfor vil fremtidige politiske udspil fra Helle Thorning-Schmidt for det meste være slag i luften.

 Helle Thorning-Schmidt har indtil for nylig lignet en krydsning mellem Coco Chanel og Tom Bogs. Tiden er inde til et stilskifte, for nu skal hun udnytte regeringens metaltræthed og den radikale borgerkrig til at vinde endnu flere sejre. Er Tiden ikke moden til en statsminister, som lytter til Black Eyed Peas frem for Paul McCartney?