Hvorfor Helle kan vinde igen
Ingen begejstring, ingen problemer

Skrevet af

Kasper Fogh Hansen

69 artikler

0 indlæg

Da Henrik Dahl skrev sig ud af den socialdemokratiske bevægelse, sagde han, at Socialdemokraterne og Helle Thorning ikke ville være i stand til at vinde to valg i træk. Det er forkert. Helle Thorning starter sin statsministertid langt friere og langt mere åbent end de fleste politikere får lov til. Hun bliver ikke valgt på en bølge af begejstring. Men modsat politikere som Fogh, Obama, Sarkozy eller Blair, hvis første valg var deres bedste, er hun ikke henvist til en regeringstid, hvor hun langsomt må tære på sit første programs momentum og popularitet. Helle er nemlig ikke valgt på en specifik kontrakt, men har et åbent mandat til at finde nye veje i et tilsandet samfund.
Vi stod i New Yorks gader. Et lille hold spindoktorer, politiske tæppehandlere, et par journalister. Vi var ovre at se på det amerikanske præsidentvalg. Det var 2008, 4. november om aftenen. En magisk nat. Unge mennesker løb grinende, jublende legende, kyssende, krammende rundt i gaderne. Obama havde tændt noget, der måske reelt lignede håb i øjnene på millioner af unge og fattige amerikanere. I Harlem den aften stod sorte amerikanere og græd på gaderne over endelig, endelig, endelig at have en politisk leder, som de kunne identificere sig med. De troede, og det havde han, Obama, fortalt dem, at der var håb for et land med mere social retfærdighed, for uddannelse, hospitaler og for et land, de kunne være stolte af, som ikke var en krigsforbryderstat, som ikke længere bare sled ned på en værdighed skabt for længe siden af Den Store Generation.

 

Da fremskridtet var muligt
De bliver så skuffede, gik jeg og mukkede til Jens Christiansen, engang partisekretær, nu rådgiver for vores parti, Socialdemokraterne, og direktør i Advice. Vi gik ned mod Times Square, på visit i noget, der mindede om en orangerevolutionsagtig eufori, lidt mærkeligt til mode, fordi vi ikke havde nogen ide om hvordan. But how? Trust in me, sagde Obama, og det gjorde de så. Budskabet blev solgt med så stor overbevisning. But how? Jens Christiansen kiggede skævt på mig og grinede – ”I have no idea. Men hold da kæft en fest”

 

Mine rejsekammerater, nogle mere blaserte end andre, nød mest af alt begejstringen. Hold da kæft en fest. En fest, som ingen andre politikere vil få lov at holde, medmindre de da lige afslutter en verdenskrig. Alle os, der arbejdede med kampagner og politik, havde lidt svært ved at se ud over succesen, og Obama blev et automatisk argument for det ene eller andet. Kunne noget associeres til ham, var det automatisk overlegent, rigtigt – i lang tid gik alle og sagde om alt de lavede, at det var ligesom i Obamas kampagne. Jeg besluttede mig også for at nyde festen. Og skubbede fornemmelsen af bedrag i baggrunden. Det føltes så stort. Men det havde alligevel bedragets karakter. Ingen af de mennesker, vi havde mødt på vore rejse i det politiske USA, havde nogen svar på, hvordan USA skulle vride sig ud af den politiske korruption, der forhindrer enhver progressiv forandring i USA. Ingen kunne pege på, hvordan den politiske logik skulle ændres. Opgøret med pengenes indflydelse i amerikansk politik havde i sidste ende ingen musketerer. Alle levede for fedt. Og så kan systemets logik ikke vendes. Så i sidste ende stod de på gaden i Harlem og jublede og græd af en reklamekampagne. Af et slogan. Hvordan skulle Obama kunne balancere på toppen af det følelsesmæssige udbrud, vi så på gaderne i hele USA, hvis alt han havde, var et slogan? 

 

Nu kender jeg progressive amerikanere, der i deres skuffelse og vrede over en kujonagtig og mislykket Obama lover sig selv aldrig at gå ned og stemme igen. Så grundigt føler de sig narret. Intet kom der ud af det: Den ufattelige gældsætning har ikke skabt arbejdspladser – USA kommer formentligt til at gå konkurs, de rige bidrager stadig ikke til samfundet, sygehusene er stadig lukket land for alt for mange, Guantanamo er stadig en skændsel. Hvordan skal et ungt og idealistisk menneske, en af de frivillige fra Obamas kampagne, nogensinde igen stole på en politiker?

 

Det kan være noget rigtigt lort at blive valgt på en bølge af begejstring – bare spørg Jimmi Carter eller Obama. Obama kommer kun til at slide på forventninger, han aldrig havde ideer til at indfri. Og hvis ingen gider lede efter og læse det med småt, er der nok nogen, der bliver narret. Og Obama, der fik det stærkeste mandat nogensinde i nyere tid i USA, tabte til viljestærke fundamentalister, fordi han bestandig satte sit politiske projekt unødvendigt over styr i håbløse forsøg på at samle de to fløje i amerikansk politik, ude af stand til at fatte politikkens grundvilkår, at de andre var hans fjender, og at de kun ønskede hans undergang. John Stewart lavede en lille film om de amerikanske partier i et af sine programmer. Et ægtepar sidder ved morgenbordet. Hun siger: I can’t believe the Republicans are such assholes. Han svarer: No. The only thing that is worse, is that the Democrats are such pussies. Such pussies.
 

Ventilationsvalget
Helle Thorning-Schmidt kommer ikke til at stå med det problem. Hendes problemer er i al overskuelig fremtid knyttet til det urimelige vilkår, det er at holde parlamentarisk sammen på Enhedslisten og De Radikale. Men når Helle nu er Danmarks første kvindelige statsminister, står fortællingen om hende som politiker et ganske andet sted; et sted, der er langt mere åbent og positivt, end da Obama, Blair, Fogh, Sarkozy eller Reinfeldt blev valgt. Hun bliver valgt et helt andet sted på sin fortællingskurve. Helle bliver ikke valgt på en bølge af begejstring, på drastiske visioner om et forandret samfund, hvor det, der var umuligt, nu bliver muligt. Helle bliver for en stor dels vedkommende valgt på et fravalg af Lars Løkke Rasmussen og et udkørt borgerligt projekt, hvor ingen længere kan holde hinanden ud, og på en fornemmelse af at nye kræfter skal til for at skabe forandringer. Og hun bliver valgt til at rydde op i en rodebutik. Først og fremmest fordi hun er ”den anden” – den, der ikke er blameret, skyldig, udtjent.


Det er ikke konkrete politiske dagsordener, der løfter Socialdemokraterne og Helle til regeringsmagten. Presse, opposition og eksperter har klandret socialdemokratiske udspil for enten at mangle penge (2020-plan) eller for ikke at anvise, hvordan de skal realiseres (Fair Løsning og de 12 minutter). Og det har været som at slå vand på en gås, danskerne har ikke taget sig rigtigt af polemikken. Helle har ført i meningsmålingerne støt gennem en kanonade af angreb på den politiske substans. Et godt billede på, at det, der optager pressen, i stigende grad måske er afkoblet fra det, der interesserer befolkningen – eller befolkningerne, som det hedder i en verden uden fælles, national samtale.
 

I det omfang, der er en fælles dagsorden, er det samfundsøkonomiens tilsyneladende kollaps, og her – og det er nærmest enestående i politisk teori – har danskerne gud hjælpe os mere tillid til Lars Løkke Rasmussens planer. Og så har de alligevel vendt Lars Løkke ryggen? De fleste af os, der har arbejdet med politisk markedsføring, har altid troet, at dagsordensætning var det vigtigste. Holdt man befolkningen optaget af de rigtige dagsordener, kom succesen i valget nærmest af sig selv. Jørgen Goul Andersen har eksempelvis vist en snæver sammenhæng mellem dagsordenerne og vælgernes prioriteringer herhjemme. Og ser man fx på Obamas valgkamp, lå han side om side i meningsmålingerne med McCain, og var tilmed bagud på lange stræk, så længe valget var domineret af sikkerhedspolitiske spørgsmål (krigene). Mærkeligt nok mente amerikanerne, at republikanerne havde bedre fod på den slags med bomber. Da dagsordenen skiftede, Lehman Brothers krakkede i september 2008, og økonomi og job kom på dagsordenen, eksploderede Obamas føring frem mod en af de største amerikanske valgsejre. Et skoleeksempel på, at fremherskende dagsordener, og kandidaters eller partiers styrker på disse områder, afgør valg. Det er vigtigere, hvad der tales om, end hvad der bliver sagt.
 

 Helle Thorning var tilsyneladende bagud på det vigtigste spørgsmål i valget, og alligevel havde hun permanent føring over Lars Løkke. Det ligner, at en stor del af befolkningen ikke har været imponeret af VKO’s kompetencer – altså et ”vi er enige, men I er ikke dygtige nok”. Men det er svært at læse refleksionen over Lars Løkke som leder, da han i sidste ende trak Venstre til et for mange af os overraskende godt valg og nu nærmest bestyrket kan indtage en rolle, der ligger bedre til ham som oppositionsleder.


Hvis Helle kan overleve en aften med vennerne

Det parlamentariske miskmask, Helle har overtaget, giver hende tre scenarier: 1) Sammenbrud i forsøget på at forene rød stue, hvor ingen giver hinanden det, der skal til. 2) En regering relativt handlingslammet og uden reformprogrammer, og som må sidde på hænderne i store dele af perioden. 3) En succesfuld periode, hvor eksempelvis kerneområder af den offentlige sektor reformeres, hvor eksempelvis Radikale og SF’eres fornemmelser for behovet af en klogere organisering af produktionen i den offentlige sektor udgør kernen i et program, der både gør den offentlige sektor mindre – fordi man skal lede mindre og lade mere være op til institutionerne – og samtidigt gør det bedre og mere på medarbejdernes præmisser.

 
Der er langt inde i Socialdemokratiet en dyb erkendelse af et reformbehov. Vi ser det, når fx Nick Hækkerup foreslår revisioner af erhvervspolitikken, så det bliver billigere at skabe arbejdspladser herhjemme. Vi ser det, når Mette Frederiksen taler om ret til at arbejde på kontanthjælp.
 

Erkendelserne af problemerne med omkostningerne ved produktion i Danmark er på lystavlen i Socialdemokratiet, det behøver ingen være i tvivl om. I partiet er man glasklar over, at organiseringen af den offentlige sektor måske i sig selv er barrieren for bedre uddannelse og bedre kvalitet. Sosserne ved godt, at for stor en del af arbejdsstyrken ikke bidrager nok, og at der samlet set skal arbejdes, produceres mere eller bedre i Danmark. Der er udbredt blandt Socialdemokraterne en fornemmelsen af, at andelen af danskere under den offentlige paraply er for stor. Civilsamfundet er i den grad på dagsordenen i partiet, om ikke andet internt, og ord som frihed – frihed fra formynderi – høres tiere. Også blandt andet gennem fagforbundene er en systemkritik af velfærdsstaten ved at vokse frem. Der er masser af intuition for reform af det politiske projekt ”et solidarisk og bæredygtigt Danmark” i den røde bevægelse.


Det helt utrolige held, som Helle har, er, at hun ikke er valgt til at løse disse problemer på nogen speciel måde. Hendes parlamentariske situation stinker, kan man roligt sige, men egentlig gør den politiske ikke. Tag et eksempel med folkeskolen: Det er jo fint nok, som partiet har foreslået, med to lærere i indskolingen, noget lektiecafé, to milliarder osv. Men det løser jo slet ikke folkeskolens problemer. Det ved alle, men Helle kan manøvrere reformprogrammer igennem, efter hvad der kan skabes flertal og argumenter til – hun skal ikke ud at samle flertal for bastante programmer, som hun er valgt på i en valgkamp. Alle kan få lov at være med til at lave løsningerne, eller give dem deres eget sprog, deres egne plusord. Alle kan få noget med hjem. Og Helle vil så mere end indfri forventningerne. For hun er valgt til at gøre noget ved de ting, de borgerlige viste sig ikke at kunne komme videre med. Hun skal bare ikke tvinge andre til at levere stemmer til noget, kun hun selv nyder gavn af.

 

Har ikke lovet noget nybrud
Når nu VKO blev kasseret og Helle fik trøjen med Vestager som selvproklameret garant for en borgerlig politik, så er det, fordi Helle netop ikke har markedsført sig selv som et opgør, et dramatisk nybrud, som den, der åbnede døre til noget på den anden side af dagen i dag.


Konturerne af den kontrakt, der er mellem danskerne og Helle, er derfor meget svære at se. Vil danskerne tilgive, at de tolv minutter ikke bliver til noget? Ja – det har de allerede. Vil de tilgive, hvis Fair Løsning ikke gennemføres i sit bogstav. Ja, det vil de; de aner alligevel ikke, hvad der står om CSR-beskatning og andre rariteter. Vil danskerne tilgive, at der ikke kommer en betalingsring omkring København? Ja, det skal de nok, om end de nok forventer, at der bliver gjort ”et eller andet” for at løse de store trafikale problemer omkring København og den kollektive trafik. Hvad er det præcis for en grænse, Helle skal overtræde for at bryde sit mandat?
 

 Det er ikke til at se. Det skulle da lige være, at retirere på 24-årsreglen, men det er vel så det. Alt det milliard-lir, der fyldte valgkampen, kan snildt løses af noget finansministerielt papirvoodoo. Det er svært at se på den måde, Helle er valgt, som anderledes, end at danskerne har givet hende og hendes nye, umulige flertal et meget åbent mandat til at komme videre. Vi har valgt dig, Helle, til at ”gøre noget” ved det skidt, der ikke virker. Hvordan? Det er op til dig. ”Bare få ryddet op i det værste nonsens, få banket nogle arbejdspladser i gang, og hvis du tilmed kan gøre noget ved kviksandet i velfærdsstaten, så lever du op til vores forventninger”.


Og det er præcis derfor, at skulle det lykkes at samle Enhedslistens idealister og De Radikales ditto, så har Helle muligheden for at vokse som politiker – med hver løsning eller reform, hun vil kunne udvikle og fremlægge. Hun har ingen kontraktpolitisk forpligtelse ud over at ”gøre noget” ved væksten. Hun skal ikke gøre nogen præcise ting de første hundrede dage, nå nogle måltal, lukke et fængsel på Cuba eller trække sig ud af en krig på et år. Hun skal ”bare” snedkerere løsninger, der fordomsfrit adresserer velfærdsstatens stivnede produktion og vilkårene for produktionsarbejdspladser og rydder op i de tilsandede systemer. Vi har accepteret, at der kan komme alt muligt ud af det dér trepartsshow. ”Bare” – dermed mener jeg, at hun ikke har noget særlig medgørligt flertal, men det er jo tematiseret her og i hver eneste avis og tv-udsendelse siden torsdag eftermiddag.  


SF kan for resten – og det glemmer mange – også blive en problematisk medspiller i et forandringsprojekt. Partiet har ingen tradition for magten. Politikere fra de partier uden traditioner for embeder kan let forsvinde i administrationen, fordi der ingen erfaringer er i deres kultur med det politiske ledelseshåndværk ”at dressere bureaukrater” og få systemer til at levere efter deres egne ønsker. Og så ender systemet og bureaukraterne med at dressere politikerne. Og når nu man har betalt så høj en pris for magten, vil man i SF gøre alt, man kan, for ikke at miste den igen. For SF vil det betyde, at der er incitamenter til konfliktskyhed: Præcis hvad Helle ikke har brug for. Men, men – det er da heller ikke sikkert, det går sådan. Også i SF er der folk, der godt er klar over, at det ikke går at sidde stille og håbe på, at 50,3 pct. holder to gange.


At Helle ikke er valgt til et konkret forandringsprojekt, understreges også af, at hun er valgt til at over- eller varetage mange af de politiske strategier, der dannede fundamentet for det borgerlige systemskifte i 2001. Når vi kan sige, at Helle ikke træder ind i sit statsministerium på et forandringsmandat eller en bølge af begejstring, så er det også, fordi den doktrin, som hun og hendes ledelse har holdt vedvarende fast i, tværtimod er kendetegnet ved ikke at love forandringer og beror på hurtigt at suge ilten ud af en lang række politiske uenigheder. Man kan se det på de værdipolitiske områder, indvandrer- eller retspolitik, eller nu senest med milde gaver til de danske boligejere, hvor Socialdemokraterne – nå ja, og SF – har omfavnet VKO til døde.


Voksende pondus
Da den største af de romerske kejsere, Augustus, lå på sit dødsleje, spurgte han: ”Spillede jeg min rolle godt?” Det politiske teater er uvirkeligt, det kræver særlige gaver at stå på den scene. Lars Løkke kunne ikke altid spille rollen på scenen som statsminister: Småsur og teknokratisk – han vil vide at tøjle sin fremtræden bedre, genfinde sin ro og glæde, hvis han skal genvinde det største af alle kontorer i landet. Måske mistede han et sted under klimatopmødet meget agtelse, mens han dinglede rundt med en hammer og apologetisk mumlede noget i retning af ”I’m sorry I made this banging”. Helle kommer aldrig til at ligne Disneys bambi på den måde. Men faktisk er det urimeligt at placere fiaskoen ved Løkkes dør, rent vælgermæssigt i hvert fald. Politisk og parlamentarisk er det en anden sag. Den interne krig med K slap tydeligt ud af buret. Hvad der præcis er blevet fravalgt i V & K, vil kræve nogle andre målinger end dem, vi har nu. Men om danskerne er imponeret af resultaterne fra den borgerlige regering, virker kontraintuitivt. Det virker, som om Helles valgsejr hviler på en blanding af et borgerligt projekt, der står uden klart observerbare resultater med hensyn til vækst i samfundet og en offentlig sektor, der hverken blev bedre eller billigere – andre steder end på nogle områder i sundhedsvæsenet. At der bliver lavet mere, det er nok rimeligt at sige, til gengæld er mange danskeres møde med sundhedsvæsenet også et møde med et ansigtsløst og uhensigtsmæssigt system. Så det har ikke rigtig virket som argument for Løkke. Og det virker også, som om der er en dyb uro i Danmark over, at vi parkerer så frygtelig mange mennesker uden for arbejdsmarkedet, og at vores uddannelsessystem ikke lige nu ligner nøglen til et stærkt samfund i den globaliserede verden.


Men hvis Helles parlamentariske situation tillader hende reformer, kan hun fint få en anden løbebane rent fortællingsmæssigt og popularitetsmæssigt end folk som Fogh, Obama og Blair, der støt formøblede en begejstring gennem flere valg, indtil den ikke gik mere. Hvis hun kan introducere reformprogrammer, vil hendes auctoritas, som de gamle romere kaldte det – hendes autoritet og pondus – vokse fremadrettet. Hendes resultater vil bygge hende op, hvor de andres aldrig helt levede op til løftet, til begejstringen, og derfor sled dem ned.


Gør det bedre – that’s it
Danskerne har nemlig ikke valgt Helle på millimeterpræcise løfter og med forventninger om akkuratesse i opfølgningen. Det er heller ikke sådan, at danskerne ingen forventninger har; naturligvis skal Helle adressere de store udfordringer. Men hun er brudt ud af det kontraktpolitiske paradigme, vores generations fremmeste politiske markedsføringstænker Philip Gould ellers har formuleret. Hun er valgt til relativt udefineret at ”gøre det bedre”. Og hun har længere snor, end nogen måtte have turdet håbe som nyvalgt statsminister. Med de venner har hun til gengæld også brug for det.


Men Helle har ikke andet valg end at prøve at reformere. For 50,3 pct. levner ikke meget margen til vælgerslitage. Men der står hun netop også friere. Alle kan se, at hun parlamentarisk får det svært – hendes muligheder tales allerede nu ned af enhver ekspert. Men for hvert policyprogram hun vil få introduceret, vil hun kunne bygge sin fortælling lidt mere op. På den måde er hun dømt til at forfølge en stigende popularitetskurve. Kan de enes om at lave noget på rød stue, vil hun ikke blive et one-hit-wonder.


Så kan det godt være, at vi ikke siger ”hold da kæft en fest” eller græder i gaderne, men til gengæld er skuffelsens kim heller ikke sået, og Helle kan vinde flere valg, fordi hun har frie hænder til at komme videre.


Medmindre altså at det hele ender i rod på rød stue og et valg til næste finanslov. Men det er jo faktisk så uendelig langtfra kun op til hende selv og Socialdemokraterne. Det er vel nærmere Vestager og de andre partiledere på rød stue, der skal finde en måde, hvor flere kan få lov at vokse. I sidste ende plejer de godt at vide, hvad der er op og ned på en højre-venstreskala derude i liste Ø. Tilbage står, at Helle kan vende popularitetskurven som politiker og vil kunne få flere og bedre valg. Hun er ikke båret ind på en følelseseksplosion som Obama blev det, men måske er kontrakten mellem Helle og danskerne den første ærlige og realistiske kontrakt mellem en politiker og et folk i min tid som medlevende i politik. Den er realistisk, den fordrer handling, men giver plads til verdens og politikkens vilkår. Og det kan sagtens ende godt.  

Relaterede artikler

Helle og de syv små succeshistorier - Socialdemokraterne har allerede taget ”tasken” ud af hånden på De Radikale. Om det også lykkes S at tage ”teten” fra Ven...
Helles mand - Han er et zoon politicon, statskundskaber, tidligere DSU-formand, toprådgiver i LO og så har han skrevet flere af de tal...
Helle alene i verden - Helle Thorning Schmidt er mere alene i verden end nogensinde før. Ikke mindst efter hendes personlige rådgiver Lars Kasp...
Helle for velfærd! - Socialdemokraterne har lanceret en kampagne på et tidspunkt, hvor der ikke er udskrevet valg. Man kan derfor ikke betrag...
Helle Thorning-Schmidt taler ud - Denne anmeldelse må nødvendigvis begynde med et forbehold. Jeg er nemlig sejlende inhabil som anmelder af Noa Redingtons...
Helle for Helle - Først et tillykke. Så en bekendelse. Og til sidste en anmeldelse. Stort tillykke til Jakob Nielsen for at have skrevet H...
Helles kapløb med tiden - I politiske analyser lyder en af de mest slidte fraser, at det er nu eller aldrig. Det er simpelthen sidste chance, sige...
Holder Helle hele vejen? - Helle Thorning-Schmidt havde svært ved at finde sine ben i den første tid som partiformand. Men i løbet af det sidste år...
Hellere rød end glad - Dagbladet Information har vist netop oprettet en nødtjeneste, der skal hjælpe overvintrede venstreorienterede. Disse sta...
Helle er en helt - Henrik Dahl tager fejl. Socialdemokraternes leder er præcis det modsatte af, hvad den skuffede sociolog vurderer. Helle ...
Helle vil stege i sit eget flertal - Efter et ydmygende nederlag i går kan Helle Thorning-Schmidt i dag tage fat på arbejdet med at danne sin første regering...
Spindoktorernes bibel - De danske ministre bliver mere og mere afhængige af deres særlige kommunikationsrådgivere, spindoktorerne. I dag udkomme...

Giv din stemme

22 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

32 JOB

Praktikanter

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.