Hvor vigtig er Wikileaks?

Skrevet af
Lækage af Afghanistan- og Irak-dokumenterne har været væsentlige for forsvaret af demokrati og menneskerettigheder. Men den seneste afsløring af diplomatisk kommunikation risikerer at få uhensigtsmæssige følger. Kan Wikileaks nedbrydning af skellet mellem offentlighed og fortrolighed betyde, at der for eksempel lægges hindringer i vejen for hemmelige forhandlinger, som afværger krigsudbrud?

Med den tredje store lækage af hemmeligtstemplede dokumenter på blot 5 måneder, formåede Wikileaks i søndags endnu engang at sætte den globale dagsorden – denne gang med afsløringen af ikke mindre end 251.287 diplomatiske indberetninger fra amerikanske ambassader til det amerikanske udenrigsministerium. I juli i år afslørede organisationen 92.000 dokumenter fra krigen i Afhanistan, og i oktober blev ikke mindre end 400.000 dokumenter om Irakkrigen offentliggjort.

 

Wikileaks har positioneret sig som den internationale vagthund, der nedbryder hermetisk lukkede skodder, fremlægger og spreder information, som ellers aldrig ville komme til offentlighedens kendskab, og som opererer på den side af loven, hvor normale journalister ikke færdes.

 

Som medier kan vi i vid udstrækning klappe i hænderne over denne lovbryder, der giver os en legal mulighed for at afsløre hidtil hemmeligholdte og fortrolige dokumenter. Vi får pludselig lejlighed til at præsentere offentligheden for et lukket land og kan med ét levere nyhedshistorier, vi ikke turde drømme om.

 

Først var det godt

Spørgsmålet er blot, hvor højt og længe vi skal klappe af Wikileaks’ seneste offentliggørelser. Der er ingen tvivl om, at de forudgående lækager af både Afghanistan-dokumenterne og Irak-dokumenterne har været yderst væsentlige. De har bl.a. afsløret demokratisk problemstillinger omkring beslutningsprocessen forud for Irakkrigen; militære og menneskeretlige problemstillinger i forbindelse med udlevering af irakiske fanger til tortur; tvivlsomme, operative procedure i det amerikanske militær etc. Der er uden tvivl tale om yderst væsentlige oplysninger, som offentligheden i meget høj grad har gavn af. Det er oplysninger, der potentielt har påvirket og vil påvirke vores politiske beslutninger omkring fremtidige militære indsatser. Det er oplysninger, som ændrer ved vores billede af de krige, vi er involveret i.

 

Man kan imidlertid med rette sætte spørgsmålstegn ved værdien og effekterne af Wikileaks seneste afsløringer. Fortæller dokumenterne os noget, vi ikke allerede havde en forudanelse om? Ikke umiddelbart!

Indrømmet: vi vidste ikke, at den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton bad amerikanske FN-diplomater om at indsamle biometriske data på FN-ansatte.

 

Indrømmet: vi vidste ikke, at tidligere statsminister og nuværende NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen tilsyneladende har givet Tyrkiet en række konkrete indrømmelser, mod at Tyrkiet støttede hans kandidatur til generalsekretærposten.

 

Indrømmet: vi vidste ikke, at amerikanske diplomater omtaler den tyske kansler Angela Merkel som ’ikke kreativ’, og at andre statsoverhoveder har fået en endnu hårdere medfart.

 

Afsløring uden overraskelse

Men kommer dette i synderlig grad bag på os? Ikke umiddelbart! For folk med en vis interesse i internationale forhold kan det ikke komme som en overraskelse, at den saudiarabiske Kong Abdullah nærmest tigger amerikanerne om et angribe Iran og landets atomare faciliteter. Iran er en opstigende stormagt på den arabiske halvø, og det følger kun international politiks natur at lande som Saudi-Arabien, der føler sig magtpolitisk udfordret af en nabo, vil forsøge at genvinde sin hidtidige status – hér ved at få USA til at gøre det beskidte arbejde.

 

Det kan heller ikke komme som nogen overraskelse, at USA og Sydkorea i al hemmelighed diskuterer, hvordan man skal reagere, hvis det nordkoreanske styre kollapser. Det er en konkret risiko, og Sydkorea bliver – sammen med sine amerikanske allierede – nødt til at forberede en eventuel magtoverdragelse, der ikke i nævneværdig grad provokerer Kina eller øger risikoen for en regional konflikt. At USA og Sydkorea har disse fortrolige samtaler kan – alt efter hvordan man udlægger det – betragtes som ansvarlig stormagtspolitik og ikke et reelt problem.

Heller ikke Kinas operative netvæk af hackere – de såkaldte ’sikkerhedeksperter’ – kan komme som en overraskelse. Kina har i længere tid været i stand til og mistænkt for at foranstalte såkaldte cyber-angreb. At vi nu har dokumentation for det, ændrer ikke noget. Vi er stadig potentielle ofre for kinesiske cyber-angreb.

 

Endelig kan det ikke overraske os synderligt, at diplomat-til-diplomat korrespondancer er forholdsvis bramfri. Hvorfor skulle diplomater pakke deres pointer ind, når de alligevel skriver i det, de forventer er et fortroligt forum? Naturligvis bør man forvente en høj grad af professionalisme hos personer med så ansvarsfulde stillinger, men det udelukker vel ikke, at man i visse tilfælde tager bladet fra munden, når man skriver fortroligt med sine kollegaer.

 

Konsekvensen af fortrolighedens ophør

Man kan altså ikke med rette påstå, at Wikileaks seneste offentliggørelser ændrer på verden, som vi kender den.

Man kan imidlertid argumentere for, at offentliggørelserne ændrer ved den måde, vi tænker journalistik og formidling på. Wikileaks offentliggørelser udvisker den ellers meget klare distinktion mellem offentligt tilgængeligt materiale og fortroligt, hemmeligstemplet materiale, medier normalt opererer med.

 

Der eksisterer naturligvis tilfælde, hvor offentligheden har behov for at kende til oplysninger – selv når de er hemmeligtstemplede. Det være sig i forbindelse med afsløringerne af danske soldaters udlevering af irakiske fanger til tortur i Irak.

 

Men der er også tilfælde, hvor fortrolighed og hemmeligholdelse reelt tjener et formål. Der er sager, der er så prækære, at hverken medier eller offentlighed har krav på eller behov for at vide, hvad der foregår, eller hvad der er på spil. Som TIME-redaktør Tony Karon for nylig udtalte til RÆSON, så er hemmelighed og fortrolighed ikke noget, der skal forhindres i internationale relationer lande imellem. Han opstiller følgende tænkte eksempel:

 

”Hvis Iran og USA mødes til hemmelige forhandlinger, vil det jo være en god ting. Hvis jeg som journalist pludselig fandt ud af, at sådan nogle forhandlinger fandt sted, ville det uden tvivl være en god historie, men jeg ville nok lige stoppe op og overveje, om det ville underminere processen at afsløre forhandlinger, der måske havde til formål at afværge en krig.”

 

Sagt på en anden måde: Det er ikke alt, offentligheden har krav på eller nytte af at vide. Det er ikke alle informationer, der bør lande på toppen af mediernes dagsorden.  

 

Er Wikileaks sit ansvar bevidst?

Diskussionen er særligt vanskelig, for hvem afgør, hvornår noget skal ud til offentligheden, og hvornår noget bør forblive hemmeligt? Hvem medierer mellem offentligheden og den hemmeligholdte, politiske proces?

 

Wikileaks præsenterer en umiddelbar løsning på problemet ved at smide alt tilgængeligt materiale ud i det offentlige rum. Men spørgsmålet er, om Wikileaks massive spredning af klassificeret information er ansvarlig? Er spredningen af information ansvarlig, hvis den ’kun’ skader staten? Eller går grænsen ved oplysninger, der potenielt skader enkeltpersoner? Det er – som tingene ser ud nu – op til Wikileaks at dømme i disse sager.

 

Spørgsmålet er så: Er Wikileaks tilstrækkelig ansvarlig i sin omgang med de fortrolige dokumenter? Er Wikileaks sit ansvar bevidst?

 

Meningerne er mange. En ting er dog helt sikkert: I disse måneder bliver der rykket ved nogle fundamentale principper for politisk og journalistisk formidling. Grænsen mellem det fortrolige og det offentlige rykker sig. Og én ting er helt klart – personer, der behandler fortrolige oplysninger, vil fremadrettet gøre det med større omhu.

                     

Stig Tackmann (f.1984) er ansvarshavende chefredaktør for nyhedsmagasinet RÆSON. Stud.scient.pol ved Københavns Universitet. Master of Political Science fra Columbia University, New York. Fokus på international politik, herunder primært kinesiske og østasiatiske forhold samt amerikansk politik. Tidligere ansat som student ved Finansministeriet, Udenrigsministeriet og ved Den Danske Ambassade i Berlin.

Relaterede artikler

Sådan afværger du et tyrkisk militærkup 2.0 - Kuppet blev født på WhatsApp. Det døde på FaceTime. Den tyrkiske regering blev reddet på målstregen fra et voldeligt mil...

Giv din stemme

6 stemmer
4,3/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

47 JOB

Marketings og kommunikationsmenneske

Se alle job Indryk job

Kursus

Uddannelse: Rådgiver i intern kommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.