Frank søger rollen som forbillede for Bo, men hvis tissemand er egentlig størst?

Lydene i biografsalen forstærkes mærkbart på det tidspunkt i Klovn: the Movie, hvor de to voksne mænd, Frank og Casper går ind i teltet til Franks sovende nevø Bo for at tage et billede af hans efter deres mening alt for lille tissemand – for at ”have noget på” Bo, så han ikke ”siger noget om os” – sådan går deres barnlige logik. Til grinene og den mumlende småsnak, der har lydt under hele filmen, føjes lyden af kroppe, der rykker sig uroligt i sæderne og næsten advarende tilråb til de to herrer, ”nej, nej”, ”åh nej” og lignende. Som frygtede man, at deres pinlige udsmidning fra campingpladsen dagen før med antydninger af beskyldning for pædofili i ryggen skulle gentages. Som ville vi beskytte dem mod deres egen katastrofale mangel på situationsfornemmelse, her på sikker afstand af deres vanvid.

Casper (manden med tissemanden) skal angiveligt på klassisk ”Tour de Fisse”, men tages med bukserne nede i homosex

Front stage vs. back stage. Kone, karriere og kanon familiefar vs. klovn. Mænd afsløret

Pinlighed som udtryk for det fejlslagent sociale
Dette er, hvad filmen handler om og iscenesætter virtuost: pinlighed – som adfærdsform i filmen og som oplevelsesform. Filmen handler om bestandigt at overskride basale regler for social adfærd og om følgerne deraf.

Pinligheden bliver knyttet til eller er forårsaget af en adfærd, der er komplet asocial i den forstand, at den er blind for sin egen pinlighed. Pinlighed er fundamentalt en social følelse, en følelsesmæssig reaktion på det fejlslagent sociale, kunne man sige, der hvor man selv eller en anden uforvarende er kommet til at overskride vedtagne normer for adfærd.

Fordi Casper og Frank er skyklapmennesker, lukket inde i deres egne projekter – Casper skal på sin ”Tour de Fisse”, og Frank skal finde sit ”farpotentiale”, som Mia funktionelt benævner hans mulige egnethed som far til deres – øh, hendes – barn, så glemmer de hverdagens basale og banale sociale rollespil, og at det sociale grundlæggende er gensidigt facework med den amerikanske mikrosociolog Erwin Goffmans term.

Fra facework til ansigtstab
At være et socialt væsen er at indgå i et kommunikativt samarbejde, hvor man både arbejder på at opretholde det selvbillede eller den rolle, det ansigt, man har påtaget sig i en given situation, og også igennem sin adfærd hjælper med til at opretholde den andens ansigt. Mislykkes denne sociale ligevægtsskabelse, kan man selv eller den anden (opleve at) tabe ansigt, dvs. opleve sig selv eller den anden som pinlig. Denne sociale evne besidder hverken Casper eller Frank. De tramper bare rundt som elefanter i legetøjsbutikken, ude af stand til at blive lagt ned, til trods for at deres løgne vokser og vokser – også efter at de for længst er blevet afsløret i al deres groteskhed.

Frank kan kun bruge fingeren, da han skal seksuelt i lag med en kvinde, der giver ham og Casper husly

Skal vi grine eller græde
Således laver filmen en entydig, stimulerende arbejdsdeling; Casper og Frank aner ikke, hvor pinlige de på hver deres måde er – og vi kan se lige gennem dem. Men samtidig lader filmen det være op til os, hvad vi skal gøre med dét; hvad vi vil gøre med denne aktiverende og fornøjelige fornemmelse for pinlighed.

På den ene side kan den latter, pinlighedsfornemmelsen afføder, opfattes som en ekskluderende latter, der baner vej for en kollektiv afstivning: vi er gudskelov ikke som dem, og derfor er de så underholdende.

X Factor på kanotur
På den anden side kan den samme groteske adfærd måske også få os til at spørge til dette pinlige, som vi kender fra mange nutidige satire- og underholdningsformater, for eksempel fra DR's X Factor der jo har specialiseret sig i at iscenesætte pinligheden som underholdning.

Advarsel: amatør på scenen. Frank fortrænger Thomas Helmig i Klovn-filmen

Efter at Thomas Blachman er vendt tilbage til X Factor, har pinlighedsoplevelsen her fået en entydig moralsk forankring, der fratager tilskueren skylden over at more sig over audition-afsnittenes umuliusser. Under denne sæsons første program, skældte Blachman en mor ud for at have tilladt sin talentløse datter at melde sig til showet, og dermed understregede han det heltebillede, debatterne på nettet tidligere havde konstrueret af ham. Heroisk påtog han sig med sin brutale attitude den rolle, forældre burde have påtaget sig for længst, nemlig at udsætte deres børn for en realitetsprøve og give dem selvindsigt.

Fingerspidsfornemmelse vigtig i netværkssamfundet
Klovn-filmen giver os derimod ikke den slags simple anvisninger på at placere pinlighedsfornemmelsen. Men pinlighed som underholdningsoplevelse er måske så efterspurgt, fordi den minder os om, at social omgang i dag mere end nogensinde kræver antenner og fingerspidsfornemmelse. I en flydende, netværksbaseret kultur, hvor vi hele tiden skal pitche og prøves i stadigt nye arbejds- og samværssammenhænge kan vi aldrig være sikre på normerne for omgang. Vi bliver hele tiden testet på vores sociale og smagsmæssige fornemmelse, og selv må vi hele tiden teste og afsøge stadigt nye sammenhænge – for ikke at træde i spinaten, falde udenfor – og blive pinlige.

En fortælling om degradering af mandekroppen
Men pinligheden bliver ikke bare knyttet til manglen på face i Klovn: the Movie. Den bliver også knyttet til udstillingen af den mandlige krop og en fortælling om den ubønhørlige degradering af mandekroppen. Til trods for de to hovedpersoners bestandige forsøg på at opgradere den – Casper med sin eksorbitante, selvovervurderende sexfiksering – ”jeg skal ha’ det fisse – det er mit drug” – og Frank gennem sit forsøg på at gøre den 13-årige nevø til en mand efter hans hjerte. Og til trods for at den mandekultur, filmen fremstiller som en barnligt ritualiseret logekultur, bæres oppe af opfattelsen af den mandlige krop og seksualitet som var det selve kronjuvelerne.

Mænd er afsløret som klovne, deres klassiske magtposition er faldet, og det hele dingler

Fallos er faldet
Ikke mindst synes jeg, Klovn: the Movie er en modig film ved, at den tør fremstille mandekroppen som en grotesk krop. Den tør degradere den, fratage den ånd, fratage den det statuariske og stærke der konnoterer maskulinitet, fratage den dén heteroseksualitet, hvorigennem det kvindelige kan udgrænses som det anderledes. Frank og Casper taler og taler om Bos lille tissemand. De fotograferer den, som var den et trofæ, de kunne ydmyge igennem selve det at tage et billede af den. Som det mest naturlige af verden, ønsker Frank konfirmanden Bo til lykke med, at den er vokset, da de til slut står sammen og tisser i haven.

Men filmens pointe er, at størrelsen til trods er også den voksne mands pik en lille tissemand, der aldrig vil kunne tjene som symbolet på en magtfuld fallos.

---

Deltag dybere i debatten – opret din profil på Kforum her.