Baggrunden er at jeg de seneste godt 10 år har studeret valgplakaten som et medium mellem kunst, reklame og politik. Jeg forsvarede i december min afhandling om de svenske plakater fra valget til den svenske rigsdag 2002 (afhandlingen kan hentes på følgende adresse), og jeg var interesseret af at se hvilke tendenser det gik at udlæse af de danske plakater og hvordan de forholdt sig til de svenske tendenser.

Jeg skal ikke forsøge at give nogen udtømmende analyse af den danske plakathøst, men kigge på nogle hovedpunkter, baseret på egne iagttagelser i København K, N, Ø og V; på partiernes hjemmesider og på kommunikation med partierne. I punktform blev resultaterne:

- Antallet af valgplakater er tilsyneladende blevet mindre siden seneste folketingsvalg og siden valget til Europaparlamentet. Den massive ”tæppebombning” man tidligere har set, er blevet modereret - hvilket dog er et relativt begreb! Der er stadig mange valgplakater, men besøg på de steder som normalt er helt plastret til, viste en markant mindre mængde plakater. Det kan hænge sammen med næste punkt:

- De rene logoplakater er næsten forsvundet, dvs. dem med partiets bogstav, evt. navn og evt. et ”håndtegnet” kryds. Man kan håbe at det skyldes at partierne langt om længe er kommet til indsigt om at tæppebombning (mætning) ikke har nogen effekt, men faktisk kan få en modsat effekt på grund af den stigende irritation blandt befolkningen.

- De tidligere så almindelige krydser/x’er på plakaterne er forsvundet. X’et har tidligere været en ikonisk påmindelse om den fysiske side af valghandlingen, men tilsyneladende anser man ikke længere at det har nogen effekt. Hvad årsagen er, kan man have forskellige bud på; jeg tror personligt at det er et led i en længere proces, hvor alle gengivelser af valgets fysiske side

- Valglister, stemmeurner, køer ved valgstedet og hvad man nu ellers historisk har kunnet finde på valgplakaterne - er forsvundet. Valget dekontekstualiseres så at sige, løsrives fra den konkrete fysiske handling for at blive et mere abstrakt udtryk for en stillingstagen. Man kan muligvis her se en parallel til den stigende fokusering på værdipolitik frem for det stærke partilhørsforholds symbolpolitik.

- Anvendelsen af billeder var næsten nede på nul procent. Man anvender slet ikke valgplakatens mulighed for at med visuelle virkemidler skabe en fortælling, appellere til vælgerens igenkendelse eller bare give en illustration af et politisk standpunkt. Mange synes generelt at valgplakater ”ligner reklamer”, men her er et punkt hvor de to former klart adskiller sig fra hinanden. Og når der på valgplakaterne anvendes billeder er det næsten altid af én bestemt type:

- Portrætplakaten er blevet den altdominerende type. Og ikke bare er det den dominerende type, det er også en type hvor variationen er reduceret til det minimale. Okay, visse politikere har taget lidt sjovere tøj på eller sidder med et eller andet halvsymbolsk i hænderne, men uden undtagelse handler det om dekontekstualiserede billeder, hvor politikeren statisk og meget tydeligt poserer for fotografen. Der er aldrig tale om øjebliksbilleder, ikke engang fakede sådanne; aldrig ser man politikeren gøre noget, ikke engang tale. Stive smil, stift blik, stiv i ryggen - uanset hvor meget spindoktorer, medierådgivere, makeupfolk og gudvedhvad har arbejdet for at gøre politikeren blødere, mere åben, mere folkelig, varmere, venligere, lunere eller noget andet positivt.

- Det verbale indhold er i langt de fleste tilfælde reduceret til enten ingenting eller et statement, en markering. Borte er de argumenterende plakater som viser hvad modstanderne vil og hvad vi vil, og hvorfor vi selvfølgelig er de bedste. På visse dele af venstrefløjen trives de mere ordrige plakater stadigvæk, men så er de desværre ofte for ordrige, så man bliver nødt til at stige af sin cykel eller af bussen og gå helt tæt på for at kunne læse hele smøren. Disse plakater er med andre ord slet ikke tilpasset den kommunikative situation, som er selve plakatens livsvilkår, og man kan vel formode at de eneste som gider have det besvær, er dem som allerede deler de holdninger som plakaten propaganderer for.

Et sidste punkt som man ikke kan se direkte på plakaterne, er hvordan partierne selv forholder sig til dem. Jeg gik flere gange ind på samtlige partiers hjemmesider for at tjekke hvilke valgplakater man havde. Næsten ingen af partierne havde lagt plakaterne ud på hjemmesiden, og de partier som havde gjort det, havde ikke lagt alle ud. Jeg mailede til alle partier, præsenterede mig som forsker med speciel interesse for valgplakaterne, og bad dem udtrykkeligt sende samtlige plakater i elektronisk form eller, hvis det ikke var muligt, i papirform. Jeg fik venlige svar fra alle, og jeg fik også plakater, men ikke ét parti sendte alle deres plakater! Det kunne jeg ved selvsyn konstatere, dels gennem at gå rundt i København, dels ved at følge med i dagspressen.

Hvad tyder dette på?

Lad mig sammenligne med Sverige: Her havde samtlige partier samtlige valgplakater udlagt på deres hjemmeside ved seneste valg, og jeg har siden 1994 ikke haft problemer med at få fat i alle plakater. Det er fast rutine at lægge dem ud og har været det i det mindste siden 1998, og hvis opløsningen er for dårlig er det som regel bare at bede om et andet format. At danske partier giver dårlig service er én konklusion, men jeg tror også der ligger noget dybere bag: Det er ikke valgplakaterne man vil have i centrum for debatten, det er ikke noget man sætter særligt højt i den politiske markedsføring. (Dette gælder faktisk også for Sverige, men partierne er åbenbart bare mere serviceorienterede.)

Denne påstand kan man belægge gennem analyser af plakaternes retorik, deres henvendelsesform. Det som normalt fremhæves som alfa og omega i al markedsføring, inklusive den politiske, nemlig målgruppeidentifikation, er tilsyneladende fuldstændigt fraværende når det kommer til valgplakaterne. Mine studier af de svenske valgplakater viser at retorikken i langt højere grad retter sig mod de allerede overbeviste end mod at overbevise nye, tvivlende vælgere. Partierne tror helt enkelt ikke på valgplakatens stemmeflyttende potentiale; at man stadig anvender plakater skyldes tradition og at ingen tør tage dem væk fra repertoiret. Resultatet er blevet at valgplakaten fra at historisk set have været det første rigtige massemedium og det stærkeste våben i den politiske kamp fordi det var det eneste som nåede alle i det offentlige rum, nu er blevet en relik, en historisk levning, som mere har karakter af intern kommunikation end af politisk kamp.

Mediebilledet har ændret sig de seneste 100 år og plakaten er ikke længere det eneste, og heller ikke det vigtigste massemedium. Men måske var det på tide at gennemtænke dens potentiale i stedet for at lade den dø en langsom død af udarmning. Som det ser ud nu, i Danmark år 2005, er valgplakaten dekontekstualiseret, homogeniseret, afpolitiseret, løsrevet fra såvel vælgernes som politikernes hverdag og udarmet hvad gælder den verbale og visuelle retorik - med det resultat at alle vælgere hader dem og ser dem som forurening (eller mål for grafittibombning). Og hvis politikerne selv ikke gider bruge dem til noget fornuftigt, er der ikke rigtig nogen vej frem.