En minister fra en anden tid?
Det blev betegnet som et klogt, omend dristigt valg, da Anders Fogh Rasmussen i november sidste år gjorde Birthe Rønn Hornbech til integrationsminister. Gennem det meste af det forgangne år er det imidlertid lykkedes hende at gøre sig uheldigt bemærket i mange af de politiske sager, hun har haft ansvaret for, senest i forbindelse med den administrative udvisning af en tuneser. Først skrev hun under på udvisningen for siden at udtrykke sin modvilje imod administrative udvisninger og endelig udtrykke betænkelighed ved den hastelov om skærpede vilkår for tålt ophold, som hun selv fremsatte i Folketinget som en udløber af sagen. Men det er ikke kun på grund af sit politiske arbejde, hun trækker negative overskrifter. Hendes håndtering af pressen er genstand for mindst lige så meget kritik, og nu opfordrer statsministeren journalisterne til at tage hensyn og udvise forståelse for, at integrationsministeren er ”fra en anden tid”. Det er helt godnat.

”Birthe tilhører en lidt gammeldags politikertype. I er journalister i en moderne medievirkelighed”, forklarede statsministeren journalisterne i et interview i Politiken. (…) ”Birthe tilhører en anden generation. Hun er vokset op i en anden tid, hvor der var færre medier, og synes derfor, man skal gribe det an på en anden måde”.

Man kan dog undre sig over den ”anden måde”, integrationsministeren har valgt at gribe forholdet til pressen an på. I bedste fald får det hende til at virke latterlig, som da hun landede på avisernes forsider, fordi hun ville fotografere journalisterne og tog et billede af sig selv, eller som da hun i går tavst og smilende stod foran kameraet uden at svare på et eneste af journalistens spørgsmål. I værste fald kommer hun til at fremstå arrogant, inkompetent og utroværdig, hvilket i sidste ende smitter af på hele folketingsgruppen.

Derudover kan man spørge, om statsministerens forklaring retfærdiggør hendes opførsel. For er én af ministerens opgaver ikke at opføre sig i tråd med tiden og dermed også stille op til interviews og fortælle om sit arbejde?

Kommunikation er en del af jobbet
Jeg har flere gange hørt skuespillere og andre ”kendte” udtale, at der er et gensidigt afhængighedsforhold mellem dem og medierne. Medierne er afhængige af at have et godt forhold til de kendte, så de kan få nogle gode historier, og de kendte er afhængige af at blive eksponeret i medierne. Jeg mener, det samme gør sig gældende inden for politik. En del af politikernes job er at formidle det arbejde, de udfører på Christiansborg, til pressen, og hvis de vil have folkets opbakning, er det nødvendigt, at de bliver eksponeret i medierne og bliver kendt som sympatiske, kompetente og troværdige. Det handler om personlig branding, og det skal i sidste ende være med til at sikre deres politiske liv.

Indpakningen alene gør ikke arbejdet, og derfor er det ikke altid nok at barbere sig, få nye briller eller nyt tøj, hvis man vil have folkets opbakning. Historien viser også, at antagelsen om, at al omtale er god omtale, ikke holder vand, når det kommer til politik. Derfor er det nødvendigt at forholde sig til den tid, vi lever i, og de vilkår, politikere og presse lever under.

Kommunikation med pressen må nødvendigvis være en del af jobbeskrivelsen, når man siger ja tak til jobbet som minister. Og der er ingen tvivl om, at integrationsministeren vidste, at det var et område med megen mediebevågenhed, hun sagde ja til at varetage. Derfor virker det mere rimeligt at forvente af hende, at hun formidler sit arbejde til pressen og dermed til de mennesker, der har stemt på hende, end at forvente, at journalisterne skal give hende særbehandling. Og hvis hun ikke evner pressehåndteringen selv, kan det være en god idé at søge rådgivning på området. Desværre tales der ofte om spindoktorer og kommunikationsrådgivere i negative vendinger, og der er en tendens til at fremstille disse rådgivere som hånddukkens fører, der dikterer, hvad politikeren skal sige og gøre. Og sådan behøver det jo langt fra at være. Rønn har i hvert fald i den grad brug for en.

Hvor er Rønn Hornbechs spindoktor?
Hvis man skal have en rådgiver, kræver det dog, at man erkender, at man har brug for hjælp, og det kan være dér, skoen trykker i dette tilfælde. I hvert fald fortsatte statsministeren sit loyale forsvar af Rønn Hornbech, da en journalist i går spurgte, om han gerne ville have Rønn på et mediekursus. Til det svarede han:

”Helt ærligt, jeg tror ikke, det hjælper med et mediekursus. Birthe er Birthe.”  Og statsministeren afviser, at integrationsministeren har et problem med pressen generelt: ”Jeg synes ikke, det er rigtigt, at Birthe ikke er i stand til at håndtere pressen. Men hun håndterer den på sin facon”.

Birthe er altså Birthe, og hun har utvivlsomt sin egen holdning til spin. Som hun skrev her på Kforum for et par år siden:

”Med kommunikationsrådgivere, økonomiske eksperter og alskens spin doctorer til at lave alt det politiske arbejde og formulere de politiske budskaber, fjerner vi os i betænkelig grad fra folkestyret. Og de folkevalgte bliver en slags glatte erhvervsfolk der giver sig ind under en medieorienteret dagsorden i håb om at tækkes flest muligt”.

Hun kan ikke lide spindoktorer. Fair nok. Men hun kunne nu alligevel godt bruge en. Konsekvensen kan blive at hun mister sit job. Det vurderer flere eksperter. Indtil nu ser det dog ud til, at hun i statsministeren har en loyal chef, der er villig til at tage hende i forsvar og tale hendes sag. Og heldigvis har statsministeren også et godt råd til journalisterne: ”Der hjælper en lille smule, hvis I indimellem også kunne finde på at smigre Birthe«. Man kan sige meget om statsministeren og hans integrationsminister, men underholdende, det er de.