Hvor er eliten?

Skrevet af

Henrik Dahl
forfatter

229 artikler

28 indlæg

For nylig havde jeg anledning til at diskutere rigets almindelige tilstand med det mest udsøgte selskab af kulturpersonligheder.

For nylig havde jeg anledning til at diskutere rigets almindelige tilstand med det mest udsøgte selskab af kulturpersonligheder. Kendte og velmeriterede kunstnere og gatekeepere til vore største kulturinstitutioner. Hvad jeg hørte, forbavsede mig ærlig talt. Jeg indrømmer, at der ved mødet var hæderlige undtagelser. Men det gennemgående træk var følgende. På den ene side udtalte de stort set enstemmigt deres foragt for Pia Kjærsgaard og hendes vælgere. På den anden side udtrykte de deres store frygt for, at samfundet var ved at falde fra hinanden. Det hænger ikke sammen. Hvis man virkelig er bange for, at samfundet er ved at falde fra hinanden, så kunne og burde man selv tage det første skridt ved ikke at lægge omkring 15 procent - eller sådan omtrent hver syvende - af sine medborgere for had.

Jeg forsøgte at sige, at der var en grundlæggende modsætning imellem det første og det andet synspunkt, men kom - med de førnævnte undtagelser - ingen vegne. Tværtimod fik jeg med indignation og eftertryk at vide, at man under ingen omstændigheder skulle gå efter den laveste fællesnævner. Hvad det så kommer sagen ved, når talen drejer sig om et fuldt lovligt, politisk parti. I stedet burde man sige helt klart og utvetydigt fra over for de 15 procent medborgere. Kulturpersonlighederne sagde kort sagt, at de ikke tilkendte holdningerne hos Pia Kjærsgaards vælgere nogen som helst vægt. At de ikke burde eksistere og var udtryk for det, jeg selv som venstreorienteret i 1970'erne var med til at stemple som "falsk bevidsthed". Og at de derfor så det som deres eneste opgave at affærdige disse holdninger på så veltalende måder, som de nu hver især formåede.

En begivenhed som denne giver mig lyst til at diskutere elitens rolle i samfundet. Jeg finder det bekymrende, at dele af eliten kan være så højrøvet og så selvmodsigende. For hvordan kan den påberåbe sig en grundlæggende humanisme og samtidig frakende en række medborgere al ære og værdighed? Og hvordan kan den sige, at den end ikke for argumentets skyld vil gå ind på modpartens præmisser? Det lover ikke godt for udviklingen af politikker, som kan tackle et af de mest centrale problemer i samfundet i dag.

Der findes i følge den danske magtudredning mange eliter i dette land. Jeg vil nøjes med at interessere mig for på den ene side hverdagslivets elite i form at ledere i den offentlige og private sektor. Og på den anden side den kulturelle elite i form af blandt andet de kulturpersonligheder, jeg diskuterede med. Sagt i brede vendinger er det min påstand, at begge disse eliter fatalt svigter deres ansvar over for det samfund, vi lever i.

Hverdagslivets elite får samfundet til at ske. Den træffer de beslutninger, som holder både produktionen og bureaukratierne i gang. Den forbedrer og forandrer landets arbejdspladser, og bidrager dermed til at forandre samfundet. Men når det så er sagt, så er denne del af eliten stort set fraværende i den politiske debat. Det er godt, at Asger Aamund i ny og næ oplader sin røst. Det er godt, at der sidder nogle behjertede erhvervsledere i Kompetencerådet og lignende organer. Men det er så også det. Og det er ikke godt nok

Den kulturelle elite skaber de symboler og fortællinger, som får samfundet (eller rettere: dele af det) til at hænge sammen og give mening. Og for dette fortjener den naturligvis en helt uforbeholden tak. Men bortset fra det, så må man nødvendigvis forbavses over den kulturelle elites konservatisme og dens foragt for ikke-elitens problemer og holdninger.

Noget af det mest chokerende ved den kulturelle elite er som sagt dens konservatisme. Den ytrer sig ved, at den for næsten enhver pris ønsker at reproducere gamle konfliktskemaer som højre-venstre og 1970'ernes analyser af imperialismen og den tredje verdens afhængighed. Det har man eksempelvis set i tiden efter 11. september, hvor væsentlige dele af den kulturelle elite har brugt stor energi på at normalisere og rationalisere det, der skete.

"Angrebet var ganske forventeligt", bliver det sagt. "Det måtte komme som et udtryk for modstanden imod globaliseringen", lyder det også. Hvorefter nogle fortsætter med at sige, at angrebet skyldtes fattigdommen i den tredje verden og at det var udtryk for en retfærdig harme over alt det, USA i tidens løb har gjort. Derefter fortsætter debatten med de fra imperialismekritikken så kendte påstande om, at det hele er Vestens skyld, og den munder ud i, at vi ikke har nogen moralsk ret til hverken at forsvare os eller til at nedkæmpe vores fjender.

Argumentet om fattigdom er kun den halve sandhed. Og dermed er det også halvt løgn. Det filosofiske grundlag for den muslimske fundamentalisme har intet med fattigdom at gøre (se Per Stig Møllers glimrende redegørelse i Berlingske dato). Men det er rigtigt, at den politiske basis for fundamentalismen bliver bredere, når den som i fx Tyrkiet eller Egypten benytter fattigdommen og den sociale ulighed som grundlag for sin politiske mobilisering.

Så helt ærligt, mine damer og herrer i den kulturelle elite. Er I rigtig kloge? Angrebet på World Trade Center 11. september 2001 var enestående og monumentalt ondskabsfuldt. Det kan lige så lidt som Holocaust reduceres til en skabelon eller noget, som naturligt sker engang imellem. Der var tale om et iskoldt planlagt massemord på fuldstændig forsvarsløse civile, iværksat med henblik på at opnå den maksimale symbolske og politiske effekt. Dermed indgår det som et unikum blandt de andre af grusomhedens unikke monumenter, som blandt andet omfatter tyrkernes mord på armenierne under første verdenskrig, de japanske folkedrab i Kina i 1930'ere, Holocaust, den kinesiske kulturrevolution, Iraks gasangreb på kurderne, myrderierne i SREBRENIC og folkemordet i Rwanda.

Hvordan i alverden kan man gøre det uvarslede mord på 5000 uskyldige mennesker relativt? Hvordan kan man fremstille det som på en eller anden måde logisk - for ikke ligefrem at sige berettiget? Og hvordan kan man sammenligne det med den vestlige verdens fejl, når der er den afgrundsdybe forskel på vores fejlgreb og fundamentalisternes forbrydelse den 11. september, at alt, hvad de ansvarlige indtil videre har været i stand til at udtrykke, er glæde. En glæde, som muligvis er iblandet en smule skuffelse over, at der trods alt kun døde cirka en tiendedel af det maksimalt tænkelige antal. Men som ikke desto mindre forekommer aldeles oprigtig. Må vi ikke godt, nu hvor vi tydeligvis er havnet i massemordenes champions league, være fri for alle disse bortforklaringer og relativeringer. Jeg kan simpelthen ikke spise så meget, som jeg har lyst til at brække mig over Jørgen Knudsen, Ole Thyssen, Johan Galtung, Christian Braad Thomsen og hvad relativisterne ellers hedder. Det kan altid diskuteres, hvor fri menneskets vilje er. Jeg er dog sikker på, at den er fri nok til ikke at begå massemord og folkedrab. Ellers havde vietnameserne gjort det for længst. Hvilket er lige præcis, hvad de ikke har. Og hvilket derfor er en lammende dementi af massemords-relativismen.

Det andet punkt er foragten ikke-elitens synspunkter. Hvad der er tale om i væsentlige dele af den kulturelle elite, er ganske enkelt en foragt for, at ikke-eliten overhovedet artikulerer sine problemer. Der viste sig på mødet med kulturpersonlighederne den interessante skillelinje, at de af dem, som boede eller havde boet på Nørrebro, var dødtrætte af den indvandrings-relaterede kriminalitet. Mens en anden front sagde, at det altsammen var lige meget. I stedet burde man, sagde en af kulturpersonlighederne, som et smukt symbol bygge en kæmpe moské midt i København og fortsætte med at skælde ud på alle dem, der ikke kunne se visdommen i det. Jeg havde ventet at se min sidemand, en kendt satiriker, bryde ud i latter på dette sted. Men alt, hvad jeg så, var til min forbløffelse en alvorlig og bifaldende nikken. Igen, mine damer og herrer i den kulturelle elite: er I komplet vanvittige? I kan ikke mene det, I mener - og samtidig være bekymrede for, at landet skal falde fra hinanden. For det, I leverer, er jo en opskrift på et hurtigere sammenbrud. Ikke opskriften på, hvordan det undgås.

Lad mig fastslå, at jeg ved næste folketingsvalg agter at stemme på et af de partier, der aktivt modarbejder Dansk Folkepartis politik. Men lad mig samtidig sige, at hvis politik overhovedet skal give mening, så er man, så længe man har at gøre med fuldt lovlige partier, nødt til at acceptere, at de findes. Man er nødt til at acceptere, at der er andre legitime holdninger end ens egne. Og man må lære at leve med, at man fra tid til anden vil blive nedstemt af lige netop af partier. Ellers har man vel nærmest sagt, at man ikke kan acceptere demokratiet, hvis det skal udstrækkes til at gælde Dansk Folkeparti. Og det mener kulturpersonlighederne vel trods alt ikke?

Spørgsmålet er, hvad eliterne kan gøre? Samfundet har på enhver måde brug for sin elite. Det er den, der skal finde nye veje og ord, og på den måde inspirere alle andre. Derfor bør eliterne i dette land gøre sig deres ansvar klart og forsøge at leve op til det. Hverdagens elite bør i helt generelt påtage sig et politisk ansvar, og den kulturelle elite bør blive mindre selvmodsigende og mere demokratisk. Sammen bør de formulere de politiske visioner, som peger frem imod et nyt Danmark og ikke tilbage imod et gammelt Danmark, der aligevel aldrig har eksisteret andre steder end i hovedet på 1800-tallets hyggelige nationalister med Grundtvig i spidsen.

I moderne politik handler det ikke blot om at formulere visioner for det gode samfund, men også for det gode liv. Men hvad dette angår, er de nye bevægelser, der overskrider den traditionelle højrefløj - men har deres udgangspunkt der - langt foran centrum-venstre. Eliterne deler i vidt omfang synet på det gode liv, men er forhindret i at formulere det som politisk vision, fordi de hænger fast i det højre-venstre skel, de nye bevægelser for længst har forladt. Det er derfor, de to eliter bekæmper hinanden lige så meget, som de bekæmper de nye bevægelser, som ingen af dem i øvrigt er enige med. Og derfor, den kulturelle elite uden nogen effekt kan holde så mange bekymrede taler om sammenhængskraften i samfundet, som den orker. Indtil den kulturelle elite opdager, at alt er forandret efter 11. september 2001, og indtil den bliver mere demokratisk, vil den blive ved med at slås imod de forkerte, og derved alene fremme sin modparts interesser.

Relaterede artikler

Mediefænomenet Kjærsgaard - værdierne kommer indefra - På vej til arbejde passerede jeg igen her til morgen en bus med Pia Kjærsgaard på siden. Hun ligger og smiler, med hånde...
Make my day - Forskellen på værdipolitik og interessepolitik bliver tit fremhævet af politologer. Den helt klassiske interessepoliti...
Valget vindes mellem valgene - Mens de andre politiske partier er usynlige i gadebilledet, kører Dansk Folkeparti en annoncekampagne for det kommende k...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

36 JOB

Senior Editor & Journalist

Se alle job Indryk job

Job

Praktikant

Frist: 15. november

Applikations-ejer

Frist: Hurtigst muligt

Partnership Communications Specialist

Frist: 9. november
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.