Hvis dit bureau var en bil

Hvis jeg er en Mercedes, er du en Passat. Den personlige positionering via bilvalg er benhård på bureauerne. Og det går ikke, hvis den administrerende direktør begynder at køre rundt som en af de kreative. Eller omvendt. Læs her, hvilke værdier og personlighedstræk, som præger bureauer og kommunikationsafdelingers vognpark. Og se til slut i artiklen, hvilke biler en række kendte k-folk kører i. Vidste du, at Burson-Marstellers Maria Sennels sværger til Audi A4?
af Christian Grau

Et bureau fungerer som en hjerne. Højre halvdel er kreativ, mens venstre halvdel er analytisk. Det mærker man i hverdagen på bureauet - og det ses på bilvalget. Den administrative ledelse og de kreative lader sig i deres bilvalg styre af parametrene troværdighed, æstetik og magt.

Her kommer tre bureautyper - design, reklame og kommunikation - og deres biler. Hver bureautype er delt op i ledelses- og kreativt niveau.

Designbureauet
Generelt er designbureauet kendetegnet ved at være kreativt ledet. Det vil sige, at selv om det også har en formel ledelse, der måske har en anden baggrund, så er det den venstre hjernehalvdel, der præger alt, hvad virksomheden siger og gør. På den måde står de i kontrast til mange reklamebureauer, som trods alt det kreative indhold møder deres kunder som en formel forretningspartner med lyseblå skjorte og slips på. Her ligger designbureauet tættere på arkitektfirmaet, som dukker op iført røde briller og sort tøj. Samme indstilling præger bilvalget.


Citroën C6 - bedømt på salgstallene er Citroën næppe ret udbredt i nogen branche, og alligevel er den det oplagte valg for designbureauets direktion, fordi den insisterer på at gå sine egne veje - akkurat, som godt design. I virkeligheden må den nok se sig overhalet af mindre marginaliserede biler i segmentet for akademisk køreglæde Saab - 9-5 Estate, Volvo V70 og Alfa Romeo'er som 159 SW og 166

Direktion - excentrisk teknologi
Citroën C6, Lancia Thesis eller Saab 9-5 Estate. Direktionsbiler med en kreativ kant, som stimulerer lysten til at skille sig ud. Det kan være komplicerede biler at eje, men den slags rationaler lader man sig ikke bremse af. Er chefen mere til dynamisk køreglæde, kan en rød Alfa Romeo 159 SW også gøre jobbet. Her forenes en mere klassisk maskulin køreglæde og tilhørende behov for at pisse territoriet af med de bløder værdier, der følger med en rød italiensk. Det er med andre ord passionen og den æstetiske sans, som gør valget socialt acceptabelt i alle arbejdssammenhænge. Det er også forklaringen på, at en BMW 5-serie ikke går, trods en vis skulpturel skønhed.


Citroen DS - i hjertet af enhver kommerciel designer bor en til tider indebrændt æstetisk idealist. Omgivet af budgetkneppende købmænd og "dumme kunder" føler designeren sig ofte som et misforstået geni, når hverdagen byder på kompromiser i stedet for anerkendelse. Så er det godt at have sin DS parkeret indenfor rækkevidde som det ultimative symbol på, at formgivning kan vinde over funktion og opnå sagnomspunden succes

Designer - form før indhold
Mens direktøren trods alt tænker lidt i værkstedsregninger og driftssikkerhed, så kan den slags praktiske hensyn ikke overskygge designerens evigt glødende kærlighed til Citroën DS 21. Måske har han en Volvo eller en Citroen C5 ved siden af, men i designerens øjne er DS stadig den ultimative bil, hvis kunstneriske værdi tæller langt højere end funktion - eller mangel på samme. Send ham en venlig tanke næste gang, du skiftevis forfryser og skolder huden, mens du slås med det italienske blandingsbatteri på et designerhotel.

Kommunikationsbureauet
Kommunikationsbureauet er kendetegnet ved, at direktion og medarbejdere har samme baggrund. Det betyder, at der i modsætning til virkeligheden på reklame- og designbureauerne er et fælles værdigrundlag for alle virksomhedens medarbejdere. I praksis er det kun aflønningen, der differentierer udbudet på bureauets medarbejderparkering. Generelt går branchen efter biler, der udstråler troværdighed, rationel tænkning og diskret prestige for de medarbejdere, der har råd til det. Samtlige firmabiler er sorte, sølvfarvede eller koksgrå.


Audi A6 - Audi er det sikre valg. Det er god stil og prestige uden at blive prangende, nyrigt eller lavt uddannet som en BMW. Gode egenskaber i en branche, der sætter troværdighed og diskretion højt. Mange kommunikationsdirektører vil dog skele misundeligt til biler som Mercedes E-class, BMW 5-serie og Jaguar XF, der nok giver et større socialt boost. En del giver efter

Direktion - kultiveret macho
Audi A6. BMW er for skruppelløs, men Volvo og Mercedes er gode alternativer.

VW Passat - kommunikationsbureauet er typisk mere formelt hierarkisk end fx reklamebureauet. For funktionæren betyder det ulykkeligvis, at han må følge samme car code som direktionen og ydmygt indordne under denne. Så når chefen kører A6 skal den opadstræbende medarbejder køre VW Passat

Ansatte - kedeligt og formelt
VW Passat, Ford Mondeo, Citroën C5.

Reklamebureauet
Det traditionelle full service reklamebureau er stadig branchens mest polariserede organisation, når det gælder de værdier, som præger bilvalget. Kontaktfolkene og ledelsen orienterer sig mod Handelshøjskolen, Berlingske Business og borgerligt frisind. De bor i forstæderne og rejser på skiferier og tager dyre flasker med hjem. De kreative er derimod evigt urbane (selv når de flytter ud af byen), de rejser på storbyferie og tager det nyeste nummer af Wallpaper med hjem. De læser Politiken og orienterer sig mod venstrefløjen, mens de arbejder med lanceringer af alt fra internationale læskedrikke til cigaretter og højrentekonti.


BMW X5 - trods et umiddelbart slægtskab er reklamebranchen på nogle områder den fuldendte modsætning til kommunikationsbranchen. Fx synes man hele verden skal vide det, når det går godt og man har fået en ny kunde. Derfor hører store biler til dagens orden på reklamebureauerne. Den der lever stille lever måske godt, men hvis det indebærer, at man dør af kedsomhed, hvorfor så ikke bare give den gas?

Direktion - erkendt grådighed

BMW X5, Range Rover, Porsche 911, Audi. Det er måske ikke politisk korrekt, men hvis kunderne ikke kan acceptere, at det går godt, er det jo dem, der har et problem.


Mercedes W123 - ak det er svært at være fed. På den ene side, er det uncool at gå for meget op i biler og på den anden side gælder for himlens skyld om at vælge rigtigt. Patinerede prestige biler som Mercedes W123 har længe gjort jobbet. Så kunsten er at virke uinvolveret, mens man i kulissen har betalt en bekendt til sin svoger 10.000 kroner for at finde det helt rigtige eksemplar i Tyskland

Kreative - patineret prestige eller æstetisk dynamik
De kreative medarbejdere ligger under for en benhård fedhedsdoktrin, som på den ene side pålægger dem at have en bil med stil og på den anden side gør det rigtigt svært at opstille udvalgskriterierne. Går man efter fornuft, er man småborgerlig, går man efter prestige, er man afstumpet og så er der ikke andet tilbage end at gå efter drømmen.
Typisk en mindst Mercedes 123, en VW Boble eller gammel 911'er. De nye alternativer hedder Alfa Romeo MiTo, Volvo C30 eller en Fiat 500. MINI går de til gengæld uden om, fordi det er den bil, de forventes at eje.

Webbureauet
Her kører man ikke bil. Enten fordi man er for opslugt af sit arbejde, eller fordi det ikke siger en noget (biler er jo sådan noget, man kører ude i den håbløst gammeldags virkelighed). Undtagelserne er direktøren og medarbejdere med børn. Direktøren har måske endda sneget sig på arbejde i en diskret prestigebil ellers er bilvalget funktionelt med vægt på anvendelighed og anskaffelsespris og driftsikkerhed.


Kronan - kører langt på en liter øl. Nummerpladens få cifre er lette at huske. Masser af udsigt. Holder kreative hoveder kolde. Kan tages med i S-toget, når det regner. Web-bureauerne har deres helt egen kultur, hvor arbejdet fylder alt, og nettet æder den fritid, der er til overs. Det levner ikke tid til at bekymre sig om noget så virkelighedsnært som en bil. Biler er for folk, der holder fri

Fremtidens bureauer
Downsizing bliver nøgleordet for fremtidens bilvalg, og som rådgivende virksomheder må bureaubranchen gå foran. Det betyder at en del af de bureaubiler, vi ser i dag ikke længere vil gå an. Bureaudirektørerne må skifte deres SUV'er og V6 stationcars ud med en mere moderat men ikke mindre prestigefuld dieselfamiliebil - fx. en moderne hatchback som Audi A5 Sportback, der også rummer hele familien. Tilsvarende må de kreative opgive deres gamle Mercedes'er, fordi de snart er for store og tørstige til af gå an. I stedet vil man kunne se bureauets kreatører i biler som Fiat 500, Toyota iQ og den kommende Citroën DS3.

Og her kommer listen over, hvilke biler udvalgte danske kommunikatører faktisk kører i.




Christian Grau er aktuel med bogen "Mænd og Biler", som kan købes her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også