Postkassetraumatisk stress
Over 700.000 husstande har netop opsat postkasser fremme ved fortovet. Postkasserne er en ny form for kommunikation, der fortæller, hvem man er. Kforum har analyseret postkasse-kommunikationens forskellige segmenter, lige fra de pyntede til de protesterende. Find dig selv og din nabo. Se postvæsnets bad taste-anbefalinger og få bonusoplysningen om, hvordan Danmarks rigeste mand markerer sig postmæssigt på skellet.
af Asger Liebst
"Ih, hvor er jeg flot". Den fine, hvide postkasse er indbygget i hegnet og vidner om selvbevidsthed. Men hvor går præcis grænsen til det latterligt selvhøjtidelige, og hvilke detaljer peger i retning af seriøs bad taste?
Mindst en halv milliard kroner har villafolket de seneste måneder postet i opstilling af postkasser ude ved skellet, altså direkte ved fortovet. Der er ikke tale om en gigantisk støttepakke til fordel for en trængt metalbranche. Nej, de mange nye kasser skyldes en ændring i postloven, der pr. 1. januar 2012 påbyder let tilgængelige postkasser – eller ’brevkasser’, som Post Danmark foretrækker at kalde dem – med det formål at gøre postudbringningen hurtigere og dermed bortspare en masse postbude.
Mange villaejere har reageret med vrede over loven og på forskellig vis ladet uviljen komme til udtryk, især ved opsætningen. Og alle har måttet tage stilling til, hvordan de selv og deres ejendom skal repræsenteres ude ved skellet. Skal postkassen matche huset og hvordan? Eller skal den snarere ligne resten af gadens inventar såsom lygtepælene? Skal postkassen fremhæves eller skjules? Skal den falde i hak med de andres eller være noget helt for sig selv – og hvilken personlighed skal kassen have?
Kforum har fotograferet et utal af postkasser og fundet frem til to afgørende parametre at karakterisere postkommunikationen ud fra.
For det første graden af personlighed og individualitet. Er der tale om standardkasser uden påfaldende opsætning, signalerer postkassekommunikationen forsigtighed, realisme og kollektivisme. Omvendt kan postkassen kommunikere individualisme, oprør og trang til at skille sig ud.
For det andet graden af udsmykning kontra funktionalisme. Lægger man vægt på et nydeligt udseende, eller opfattes det derude på pælen blot som en kasse med en sprække.
Kombineres parametrene, dannes postkassekommunikationens fire grundsegmenter:
Lad os se nærmere på grundsegmenterne Eksotisme, Protest, Bad taste og Diktatur, som har visse lighedstræk med RISC-segmenterne, hhv. Blå, Grøn, Violet og Rosa. Men først et kig på Post Danmarks egen forestilling om rigtig god brevkassekommunikation.
Post Danmark viser idealet på en ydmyg vej. Kassen er lige så sølle som omgivelserne og gråvejret. Men bemærk, at den funktionelle kasse matcher hunden
Post Danmark ved godt, at alle ikke bor ydmygt. Derfor er der flere billeder på deres site. Her er der lige kastet 50.000 kr. oven i årsindtægten, og så skal kassen være fin. Ikke sådan rigtig fin, men bare fattigfin og fimset som en overdrevent fremhævet og belyst skulptur i villahaven, der prøver at ligne en park. Bemærk matchende hund til venstre i billedet
Postloven som glansbillede i det lilla RISC-segment, hvor solen altid skinner fra en skyfri himmel, hækken er klippet, det rustikke hegn nymalet, postkassen hyggelig med rund ryg, og postbudet er en ung, blond kvinde, der smiler mildt, som var hun lige trådt ud af første strofe i ’Der er et yndigt land’. Hele sceneriet er selvfølgelig holdt i nationalfarverne og hyllet naturens grønne blade
Bad taste-segmentet
Det tyder altså på, at Post Danmark på forhånd har lagt sig i bad taste-segmentet. Hvad er så det? Det er en æstetisk position, som dyrker det romantiske og nostalgiske, det spektakulært udsmykkede og det magtfuldt symbolske. Det er en position, som selv mener at besidde god smag, men som altid vil være æstetisk bagud. For dette segment er noget, der skinner, udtryk for kvalitet.
Bad taste-segmentet, der minder om det lilla RISC-segment, har færre økonomiske og kulturelle ressourcer end gennemsnittet af befolkningen. Det er naturligvis med vilje, at postvæsnet lægger sig forsigtigt her, for ikke at støde folket fra sig. Men lad os se, om Post Danmarks visuelle anbefalinger inden for god postkassekommunikation så er slået igennem i landskabet. Halloooo, er der nogen søde, hvide kasser derude?
Yes, den hvide kasse er på plads som officielt anbefalet. Her er dog tale om en kommunikationsmæssig crossover, for hvor kassen med påskriften "Post" i slynget skrift skulle have fortalt om en pæn og pyntet villaejer, har omstændigheder og omgivelser villet det anderledes, og kassen er havnet i den funktionelle side af matrixen, med permanent åbent gab
Her skulle på overfladen være mere stilren bad taste-kommunikation. Den hvide kasse matcher hegn og vinduesrammer. Men den fikse idé med at placere kasse i hegnets top giver sære associationer om ødelæggende gennemboring med træspyd af de reklameaviser, der måtte finde vej til brevkassen. Ubevidst sætter en protest sig altså igennem hos den småborgerlige postkassekommunikatør
Så langt, så hvidt. Hvilke andre udtryk har bad taste?
To-farvet! Det er standardsignalet om pyntesyge i firserforklædning. Bad taste classic, fordi det kunstneriske bølgemønster ikke er kunst i betydningen udfordring, men udtryk for trangen til at behage. Den to-farvede postkasse bruges enten til at shine en sølle ejendom op – fin frontstage – eller som afslutningen på en overdrevent udsmykket ejendom med masser af pyntelister, detaljerede hegn og rækværker, kunstige ’nødder’ i bedene og et lille springvand med lys i
Postkassen er funktionelt galvaniseret, men havner alligevel i nyrig bad taste med sin omhyggelige indbygning. Husejeren er ikke overraskende ved at bygge en carport - med sortglacerede teglsten på taget. Det er kommunikation, der vil noget, næsten et nødråb: "Jeg har penge, men slet ingen kultur at have dem i"
Sidste eksempel på bad taste-segmentet er denne vældigt morsomme idé med en kasse, der ligner postvæsnets. "Ha ha, kom med alle jeres grimme julekort," råber kassen til hele kvarteret
Eksotisme-segmentet
Og så går vi et skridt opad i matrixen til det personlige + pyntede udsagn: Eksotismen eller det excentriske. Her er vi nær det ressourcestærke blå RISC-segment, der lægger mere vægt på det materielle end det idealistiske. Postkassemæssigt vil man typisk vælge at se kassen som et visitkort efterladt ved fortovet. Man vil udstråle noget solidt og særegent. Postkassen skal ikke matche naboens og slet ikke Post Danmarks standardæstetisk. Derfor er postkassen indkøbt i udlandet og ligner noget, der er indkøbt i udlandet. Eller den er håndbygget specielt til ejendommen.
Eksotisme i praksis: Usædvanligt står kassen på ét ben i solid støbejern. Det er kasse med klasse. Og så ser det sært britisk ud. Gennemført individualistisk udsagn på en dansk villavej. Classic Gentofte
En variant af eksotismen i lidt mere ydmyge omgivelser (på Amager)
Denne excentriske løsning falder ind under Eksotismen. Sådan vil Danmarks rigeste mand, Mærsk McKinney-Møller, gerne se ud på gadeplan. Stål og beton. Muligvis landets højeste postkasse. Det stålsatte look kommunikerer soliditet som en bankaktie. Bemærk den forbløffende detalje: Mærsk vil ikke have reklamer
Og nu til noget helt andet:
Glemte lige alt det med hunden – ingen følger vist Post Danmarks påbud om en matchende hund. Og dog. Se denne kreative, personlige og protestagtige placering af Pas På Hunden-mærket. Selve kassen er i øvrigt fra det populære Diktatur-segment: praktisk og upersonlig som et stykke kommunalt gadeinventar
Diktatur-segmentet
Det diametralt modsatte af Mærsk og den eksotiske excentrisme er det socialistiske Diktatur. Alle individuelle træk er udryddet og pyntesygen afskaffet ved lov. Funktionalismen rules. Vi befinder os i nærheden af det rosa RISC-segment, hvor man gladeligt bøjer nakken for den kollektive overmagt.
Ens, sorte, effektive kasser hele vejen ned. Det er Diktatur. Sjovt er det ikke, men godt for postbudet, som slipper for at træde 75 cm op til den gamle brevsprække i døren. Kun en statslig myndighed kan regne sådan noget ud
Intet designdiktatur er så galt, at det ikke er godt for noget. Her har stilen inspireret et par naboer, der med sparsommeligt sind deler en bøjle, som snedigt er placeret lige i det fælles skel
Mega-funktionelt look udsendes af disse to utroligt solide pakkepostkasser, der synes at kunne modstå orkaner, påkørsler og tyveriforsøg med borende og skærende redskaber. Det er hele det pansrede magtapparat og al tænkelig myndighed mast ind i en kasse – som samtidig anstrenger sig for ikke at se for smart ud
Protest-segmentet
Som modspil til det overfornuftige følger vanviddet, det afvigende, protesterne og alle de andre individuelle afvigere. Protest-segmentet minder på visse punkter om det grønne RISC-segment, som er individualistisk orienteret på en idealistisk og intellektuel måde.
Den hvide postkasse står lidt skævt og uhøjtideligt med en rusten jernstang (skimtes bag hegnet), der er plantet i en klump beton formet som en spand. Dertil et smukt graffiti-hjerte. Ejeren glæder sig over at være absolut enestående i Danmark
Indgangen til en koteletgrund, hvor den nærliggende kommunale transformatorstation er taget i anvendelse til postkasseophængning. Så kan de lære det, myndighederne
Affaldsstativer genbrugt til ophæng. Det giver ordet junk mail en ekstra dimension. Signalet er, at ingen skal foreskrive pussenussede løsninger. Vi sætter sgu vores kasser, hvor vi vil, uanset hvad "man" mener om os. Tak for disse to fine fotos, Henriette
En åben kurv. Så kan det vist ikke blive mere råt, alternativt og postlovmæssigt ulovligt
Stenhuggerens morbide hilsen til omverdenen og postvæsnet. Bemærk de to små bronce-fugle på toppen af stenen
Så vidt vor forskning. Vil du vise os din postkasse?
---
Fotos: Asger Liebst
