DJØFokratiets hemmelige powercouple-liste

Kforums guide til DJØFokratiets vigtigste powercouples. Hvordan styrer de deres brand i offentligheden som par, og hvad får de ud af det økonomisk og magtmæssigt?
I 2011 lavede vi på Kforum en analyse af danske powercouples. Da kastede vi os ikke ud i en egentlig rangliste, for vi var mere optagede af positive og negative brandværdier – og om parrene havde komplementære eller ens værdier. Det var dengang.

Nu ved alle, at det er djøf'erne, der styrer Danmark, og derfor går vi direkte efter magten og spørger: Hvem er DJØFokratiets mest magtfulde powercouples, og hvad får de ud af deres position?

Men hvad er et rigtigt powercouple? Jo, begge skal gøre en afgørende forskel i deres job. Og så skal de kunne fungere hver for sig. Selvom Frede (fordi han jo har læst statskundskab i Århus) og Mary også er en slags djøf'ere, er de ikke noget rigtigt powercouple. Uden Frederik ville Mary bare være en helt almindelig kvinde fra Australien.
 
Kvinderne styrer
Stadig flere kvinder indtager ledende positioner i offentlige lederstillinger, og i mange tilfælde er de nået længere i karrieren end manden. Spørg bare hjemme hos generaldirektør Maria Rørbye Rønn eller hos statsminister Helle Thorning-Schmidt. Her har mændene bestemt gjort det godt, men det er bare ikke nok til at følge med kvinderne.
 
Skal et powercouple fungere, handler det om gensidig respekt og om at give plads til hinanden. Det er jo store egoer, der mødes, og det kan give kurrer på tråden. Magtfulde powercouples kan være hinandens bedste rådgivere. Man ser på hinandens karrierer udefra og kender hinandens styrker og svagheder. Her kan to plus to være mere end fire.

Nogle har mødt hinanden tidligt og har løst opgaven med at skabe to karrierer på samme tid. Det sagde man tidligere ikke kunne lade sig gøre. Andre har mødt hinanden senere i livet og har ofret kone og børn for den nye relation – og måske for at få mere magt.
 
I gamle dage måtte den ene part ofre sig for at tage sig af børn og familie. Det er et mønster, man fortsat ser i toppen af dansk erhvervsliv, men i den offentlige og institutionelle sektor er det anderledes. Her kan karrieren kickstartes ved at danne de rigtige relationer på hjemmefronten.
 
Magten flyver lavt
Rigtige powercouples er også gift med deres job og har derfor mindre tid til hinanden. De balancerer på et knivsæg, både på jobbet og privat, men de stærke powercouples bliver sammen, også når det gør ondt.

I nogle tilfælde vælger parret at træde frem som powercouple. Men det kan både være en styrke og en svaghed. I underholdningsbranchen er det udadtil en styrke, at begge er kendte. Tænk bare på Renée Toft Simonsen og Thomas Helmig – eller Brad Pitt og Angelina Jolie. Men hvis man skal spille powerplay i Danmark, er det ikke altid en fordel at signalere, at man har magt, og at man ovenikøbet også er gift med magten. Derfor er mange par på denne liste ikke kendt som par i den brede offentlighed og ønsker ikke at blive set sammen som et par. En undtagelse er imidlertid det klassiske powercouple Merete og Anders Eldrup, der ikke lægger skjul på, at de både vil hinanden og magten.
 
Men hvem er så DJØFokratiets førende powercouples? Det har vi set på ud fra følgende parametre, som vi vurderer på en skala fra et til ti:
  • Hvor meget rå magt har parret samlet set, og hvor kompetent udnytter de den?
  • Hvor mange penge tjener parret tilsammen?
  • Hvordan udnytter parret deres position som par? Hvilken gavn har de af hinanden på de indre linjer – og udadtil?
 
Undersøgelsen er subjektiv – men der er udført forholdsvis grundig research.
 
Hvem er så Danmarks førende powercouples?
 
 
1. Lars Rohde, direktør for Danmarks Nationalbank, og Betina Hagerup, direktør i Erhvervsstyrelsen.
 
Kilde: Polfoto/Ditte Valente/Peter Hove Olesen.
 
Lars Rohde har længe haft magt. Først som direktør i ATP, der er en af Europas største pensionskasser, og nu som nationalbankdirektør. I dag er han medlem af VL-gruppe 46, der er blandt de mest eftertragtede. Han møder Betina Hagerup i en lidt sen alder, og hun er i dag næsten lige så magtfuld i jobbet som direktør i Erhvervsstyrelsen. Her er der reelle synergier på hjemmefronten, så når de kombinerer deres viden og sladder, har de et enormt overblik over, hvad der foregår i magtens øverste cirkler. Parret er ivrige vinterbadere og er til og med gastroseksuelle.

De dyrker ikke deres forhold i medierne – måske fordi de ved, at magt udøves bedst i det skjulte.
 
Power: 10
Penge: 9
Pareffekt: 6
Samlet: 25
 
 
2. Stephen Kinnock, Labour-kandidat til Underhuset (Aberavon i Wales) og direktør i Xynteo, og Helle Thorning-Schmidt, statsminister.
 
Kilde: Polfoto/Per Rasmussen.
 
Danmarks mest magtfulde par har også vist sig at være magtesløse i den såkaldte skattesag, der inviterede alle danskere ind i familiens privatøkonomi. Og Helle Thorning har haft det svært som statsminister, fordi mange opfatter hende som følelseskold. Omvendt har hun aftvunget respekt blandt tunge erhvervsfolk, fordi hun i deres øjne har truffet de rigtige beslutninger. Vælgerne er dog ikke helt enige, men hvis hun taber valget næste år, kan hun trøste sig med, at Stephen Kinnock ser ud til at blive valgt til det britiske Underhus. Hvem ved, om Helle så vælger at blive til Mrs. Kinnock et sted i Wales?

Parret har nødtvungent eksponeret sig i medierne, men Stephen Kinnock mangler fortsat sit folkelige gennembrud i Danmark, og derfor kan de til tider fremstå som en klods om benet på hinanden.

Helle Thorning-Schmidt ved godt, at en statsministerpost kun er til låns. Det er en af grundene til, at hun ikke topper denne liste. En anden grund er, at Stephen Kinnock ikke har den store indflydelse i Danmark.
 
Power: 9
Penge: 8
Pareffekt: 5
Samlet: 22
 
 
3. Magnus Heunicke, transportminister, og Nina Groes, direktør i KVINFO.
 
Kilde: Polfoto/Per Rasmussen.
 
Magnus Heunicke er den minister, der har klaret sig bedst, i forhold til hvad man kunne forvente. Som politisk ordfører var han håbløs, men som minister har han fået et område, som han rent faktisk kender, og hvor han kan brillere. Han kender og forstår mediernes arbejdsmåde og har allieret sig med en opfindsom type som spindoktor – nemlig pressealkymisten Rasmus Jønsson. Magnus er gift med Nina Groes, der som direktør i KVINFO kan indpode ham med alverdens feministisk skyts. Det giver ham edge over for de kvindelige vælgere, og for Nina Groes er det naturligvis en kæmpe fordel at kunne få indblik i, hvad der foregår i regeringen, da KVINFO, som en lille, fattig organisation, ikke kan klare sig uden bidrag udefra.
 
Power: 7
Penge: 7
Pareffekt: 8
Samlet: 22
 
 
4. Bjarne Corydon, finansminister, og Nina Eg Hansen, direktør i Socialministeriet.
 
Kilde: Polfoto/Anthon Unger. 
 
Bjarne Corydon kom ind fra kulden og blev Danmarks finansminister på rekordtid. På en eller anden måde var Christian Kettel indblandet i beslutningen, for det var ham, der sammen med Justitsministeriets nu fyrede departementschef Anne Kristine Axelsson besluttede, at Henrik Sass Larsen, der oprindeligt var udset til posten, ikke længere var egnet til jobbet – og så måtte Bjarne jo træde til. Han er gift med direktør i Socialministeriet Nina Eg Hansen. Det giver parret en særlig styrke, at den ene er politiker og den anden embedsmand, for dermed kan man trække på hinandens kompetencer – selvom det naturligvis ville være uhørt, at Nina Eg Hansen kunne få særlige fordele ud af sit ægteskab med finansministeren.

Parret er trådt frem sammen enkelte gange – blandt andet i et stort karriere-/familieinterview i Information, men i den brede offentlighed kender vi dem ikke.
 
Power: 10
Penge: 6
Pareffekt: 5
Samlet: 21
 
 
5. Christian Kettel Thomsen, departementschef i Statsministeriet, og Dorthe Mikkelsen, VP (underdirektør) i MSD Europa.
 
Kilde: Polfoto/Anders Birch.
 
Christian Kettel er fuldstændig ukendt i den brede offentlighed, men besidder det vigtigste job, en embedsmand kan have i Danmark: departementschef i Statsministeriet. Han startede som skibskok i A.P. Møller, men blev senere økonom og fuldmægtig i Finansministeriet. Han er gift med den i Danmark endnu mere ukendte Dorthe Mikkelsen, som imidlertid har et solidt chefjob i et af verdens største farmaselskaber MSD. Her kan man virkelig sige, at magten flyver lavt.
 
Power: 10
Penge: 8
Pareffekt: 2
Samlet: 20
 
 
6. Anders Eldrup, formand for tænketanken Grøn Energi og Clean, og Merete Eldrup, adm. direktør for TV2.
 
Kilde: Polfoto/Thomas Wilmann.
 
Anders og Merete er drattet noget ned af powerrankingen de senere år. For det første røg Anders ud med piber og trommer fra DONG Energy, og dernæst har TV 2 tabt terræn til både DR og kommercielle tv-aktører i de senere år. Det ændrer bare ikke på, at parret er både sympatisk, vellidt og stadig kender magten og dens inderste cirkler.

Vi ser dem fra tid til anden sammen i medierne, og de har aldrig lagt skjul på, at de begge vil magten – og hjælper hinanden med at tage den. Dermed er de fortsat det mest rendyrkede powercouple, vi har herhjemme.
 
Power: 4
Penge: 7
Pareffekt: 9
Samlet: 20
 
 
7. Maria Rønn Rørbye, DR-direktør, og Laurits Rønn, direktør i Dansk Erhverv.
 
Kilde: Polfoto/Jesper Mortensen.
 
Maria Rønn fik jobbet som generaldirektør nærmest ved et tilfælde. Efter Kenneth Plummers fyring blev hun konstitueret i jobbet, fordi hun som sekretariatschef kendte til de fleste beslutningsgange i DR. Og da bestyrelsen ikke kunne blive enige om nogle af de kandidater, headhunteren havde fundet – ja, så besluttede man at holde fast i den konstituerede direktør, og det er der endnu ikke nogen, der har fortrudt. Laurits Rønn, der sidder i direktionen i Dansk Erhverv, er på vej frem og kunne sagtens afløse Jens Klarskov i direktørstolen, hvis det skulle blive aktuelt.
 
Power: 6
Penge: 9
Pareffekt: 4
Samlet: 19
 
 
8. Michael Dithmer, departementschef i Erhvervs- og Vækstministeriet, og Charlotte Münter, direktør i Domstolsstyrelsen.
 
Kilde: Polfoto/Stefan Kai Nielsen/Lærke Posselt.
 
Michael Dithmer er en stærk og fagligt velfunderet departementschef, og han mødte Charlotte, mens de begge arbejdede i Erhvervsministeriet – hvorefter han forlod sin daværende kone. Det var naturligvis ikke holdbart i længden at være gift og arbejde tæt sammen i centrale positioner på en offentlig arbejdsplads, så i dag er Charlotte Münter direktør i et andet ministerområde. De to skilter ikke med deres relation udadtil, men er kendt for at kunne magtspillet til fingerspidserne.
 
Power: 8
Penge: 7
Pareffekt: 3
Samlet: 18
 
 
9. Torben Möger Pedersen, adm. direktør i PensionDanmark, og Gitte Bengtsson, regionalpolitisk direktør i Danske Regioner.
 
Kilde: Polfoto/Mik Eskestad.
 
Torben Möger er en powerplayer, hvad magten angår. Han har flot udviklet PensionDanmark – senest med ansættelsen af Barylen i vindmøllefirmaet Copenhagen Infrastructure Partners – det var en torn i øjet på DONG Energy, der jo havde fyret den gode Baryl, fordi han var blevet alt for forgyldt af Anders Eldrup. Sammen med fru Gitte, der styrer erhvervspolitikken i Danske Regioner, har han desuden frembragt yderligere to magtdyr – tidligere skatteminister Thor Möger og søsteren Gry, der engang vandt DM i debat.
 
Power: 7
Penge: 8
Pareffekt: 2
Samlet: 17
 
 
10. Anne Højer Simonsen, afdelingschef i Klimaministeriet, og Jesper Rønnow Simonsen, Direktør i SKAT.
 
Kilde: Polfoto/Carsten Andreasen.
 
Ingen har nogensinde set eller hørt noget til Anne Højer Simonsen, men hun har stor indflydelse på den danske klimapolitik, der jo i disse år er ved at ændre erhvervsstrukturen i Danmark. Hun er gift med Jesper Rønnow Simonsen, der vil være kendt af alle, der har fulgt Kasi-Jespers skattesag. Det er nemlig Jesper Rønnow, der som direktør i SKAT skal rydde op i det skandaleramte system. Det må være næsten umuligt for de to at beslutte, hvis problemer man nu skal tage fat på at diskutere derhjemme. Der er stort set en ny lortesag at behandle hver dag.
 
Power: 7
Penge: 6
Pareffekt: 3
Samlet: 16
 
 
11. Ritt Bjerregaard, tidligere overborgmester og Søren Mørch, dansk historiker.
 
Kilde: Polfoto/Lars Krabbe.
 
Borgmester, minister, plantageejer og pædagog. Ritt er en allover powerwoman, men spørgsmålet er, hvad hun var blevet til uden sin kloge og belæste mand, der om nogen har indsigt i de lange linjer i dansk politik.

Parret har præget dansk politik og meningsdannelse gennem flere generationer, og selvom de begge er ved at være trætte, kommer vi ikke udenom dem på denne djøf-powerliste. Ganske vist er Ritt ikke djøf'er, men hun har begået sig i DJØFokratiet på sin helt egen måde, og det har hun gjort godt.

De er et fantastisk powerpar og har aldrig lagt skjul på det.
 
Power:2
Penge: 4
Pareffekt: 10
Samlet: 16
 
 
12. Poul Nyrup Rasmussen, tidligere statsminister, og Lone Dybkjær, tidligere minister.
 
Kilde: GettyImages/Fracis Dean.
 
Poul og Lone tilhører på mange måder 1990’erne. Det var årtiet, hvor de hver især toppede, men Lone måtte sige nej til en ministerpost, da ægteskabet med Poul Nyrup var blevet for meget for den radikale ledelse.
 
Poul og Lone har ofte stået frem med deres kærlighed og har givet hinanden styrke til at stå igennem mange trængsler både privat og professionelt.
 
Power:2
Penge: 4
Pareffekt: 10
Samlet: 16
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også