Helle Thorning-Schmidts hjemmesides presserum byder blot på disse to fotos, taget på mellemdistancen af Lars Svankjær i 2010. Med eller uden smil, med kropsdrejning til venstre eller højre. Men baggrunden er den samme neutrale, jakken rød, frisuren tvekønnet

De fleste meningsmålinger har gennem lang tid peget i Helle Thorning-Schmidts retning. Hun er favorit til at blive Danmarks næste regeringschef. Og den siddende regering har hidtil ikke kunnet gøre så meget ved det. Alligevel har mange vist en sær fornemmelse af, at der er et eller andet, der mangler, noget der er utroværdigt, kunstigt eller lignende ved hende den hypede. Hvad eller hvem er hun egentlig? Det er ikke så meget, at vi er nyfigne efter at kende noget til hendes private forhold. Det er snarere, at hun i sin offentlige fremtræden har det med at virke som en – ja, en robot.

Kontrolfreakens facade

Hun vil ikke blive den første regeringsleder der giver det indtryk. Heller ikke den første socialdemokratiske leder. Poul Nyrup Rasmussen gik fra at være den mest troværdige socialdemokrat i den almindelige opfattelse til at være en stiv, uigennemskuelig, delvis sorttalende form for maskine, med styrtdykkende troværdighedsindeks til følge.

Før ham havde for eksempel Jens Otto Krag været prototypen på den begavede socialdemokrat med jævn baggrund der kommer helt til tops – og undervejs kommer til at fremtræde som om han er oversprøjtet med et tykt lag af hurtigt stivnende voks. Alt imens der inde bagved huserede et vanskeligt og kunstnerisk sind som rasede for at komme ud.

Men også Anders Fogh Rasmussen var, især i sine første år, den gennemtjekkede kontrolfreak hvis udseende og udsagn var indstuderet helt ud i de yderste decimaler – men som ikke et sekund lod sig gribe i en spontan reaktion eller et synligt udslag af menneskelig varme.

Hvad – eller hvem – er der inden i Thorning-Schmidt?

Den elitære eller den folkelige grøft

Det er et paradoks i politisk kommunikationsstil, at man enten kan satse på at udvise uigennemskydelig kompetence og kontrol (som Fogh) – men så virker man i længden som noget fra ”Robocop”. Eller også kan politikeren signalere, at han/hun er ”en-af-os”, jævn, med menneskelige svagheder – men så risikerer man meget hurtigt at udstille sig som kikset og inkompetent. Denne art jævnhed kan man, som Løkke, signalere ved for eksempel at ryge cigaretter og drikke fadøl, lægge sig til at sove i slutfasen af et internationalt topmøde, aflyse en masse ambassadører under henvisning til barns første sygedag, etc.

Den slags vil vi ikke få at se fra Helle Thornings side. Hun er først og sidst den blankpolerede, nærmest metalliske figur der ikke må kunne skydes igennem.                      

Det forstår man sådan set godt. Fra starten har regeringens folk prøvet at få trækkene uerfaren, inkompetent, manglende politisk håndværk, manglende format til at klæbe til hende. For eksempel i DR1’s program ”Jersild & Spin” for den 23.2.08 udlagt af Jersild og Niels Krause-Kjær som totalt anonym, og hendes parti som værende i en sølle forfatning, ja faktisk på vej til ”nedsmeltning”, ”opløsning” etc. ”Hvor er det rationelt fornuftigt det hun siger!” erklærede Niels Krause-Kjær – ” … og der er ikke kommet ét billede af det i avisen!”

Det var dengang mange af mediernes folk næsten lå på knæ af respekt for Anders Fogh Rasmussen. Og det er måske derfor, at Thorning – og de der styler hende, udtryks- såvel som indholdsmæssigt – har gjort alt for, at hun skal skinne af glat, cool professionalisme.

Den strategiske kynisme hersker

Men hvad er indholdet, mere konkret, af denne professionalisme – som efterhånden har indbragt Thorning et større mål af respekt fra medierne, og opinionstal for rød blok der lige maver sig over de 50 procent?

Blandt andet består den i at mene at vælgernes holdninger, dem kan man blot søge at tækkes og imødekomme, for reelt påvirke dem med argumenter, det kan man ikke. Det er en synsmåde der ivrigt doceres af politiske kommentatorer som Mogensen & Kristiansen, men den har også været fast doktrin inden for politologi i flere årtier, med nøgleord som ”rational choice theory” o.a. Thornings styring af socialdemokraternes positioner på for eksempel udlændinge- og skattepolitik gennem hele hendes formandstid afspejler denne synsmåde. Vælgerne på deres side lærer denne strategiske kynisme og tror for eksempel ikke, at hverken Anders Fogh Rasmussen eller Helle Thorning mente, hvad de sagde, da de ved valget 2007 henholdsvis accepterede en stærk velfærdsstat og Fogh-regeringens skattestop; begge dele ses blot som manøvrer for at bevare/erobre magten. (Christian Albrekt Larsen, ”Mediedækning, politisk kynisme og mistillid”. I: Valgkampen 2007 (Politik 11, 3, 2008.)

Alle værktøjskassens kneb i brug

Er man professionel, må man – ifølge den definition som Thorning synes at have købt – også bruge de samme tricks inden for spin og debatstil, som Anders Fogh netop havde vælgersucces med (til et vist punkt). I den højt profilerede tv-’duel’ før valget 2007 spurgte Thorning Fogh om han, trods ’skattestoppet’, ville love ikke at gribe ind over for kommuner, der havde hævet skatten for at undgå sociale nedskæringer. Det ville Fogh ikke, med henvisning til at der skulle være forhandlinger mellem staten og Kommunernes Landsforening, og dér skulle den slags aftales. Her trak Thorning ’skjult dagsorden’-kortet:

”Jeg tror jo, at en af grundene til at I udskrev valget på det her tidspunkt, det er … fordi Thor [dvs. finansminister Thor Pedersen] han har formentlig en eller anden plan i skuffen, som skal frem på et tidspunkt efter valget, hvor I vil gribe ind over for de kommuner”.

Fogh svarede straks, at ”skuffeplaner, det lader vi jer om” – for argumentationen efter devisen ”hvis i vinder, vil I gøre det og det” er han dansk mester i. I øvrigt saboterer den fornuftig politisk diskussion. Thorning har desuden lært, hvordan man undlader at svare på kritiske spørgsmål eller modargumenter, men sådan at kun få lægger mærke til, at det er det, man gør. Og hun har lært at forvrænge holdninger og argumenter fra dem hun er uenig med. Som for eksempel da hun (fulgt af andre ledende socialdemokrater) senest lagde låg på emnet boligbeskatning, rejst af blandt andet Ritts ”røde skole”:

” ... jeg kan forstå, at nogle af dem er optaget af, at vi skal beskatte boligejerne hårdere. Det er jo blevet vores tids billigste billet til at fortælle, hvor progressiv man er. Men hvis man virkelig vil gå op imod ulighed, så skal man jo afskaffe kontanthjælpsloftet. Man skal have et klart blik for, at vi stadig har en negativ social arv. Man skal kæmpe for, at integrationen kommer til at virke. Man skal skabe en uddannelsesreform, så flere kan læse og skrive og regne, når de kommer ud af folkeskolen. Jeg synes, at det er udtryk for åndelig dovenskab, når man bare vælger forhøjede boligskatter som vejen til at afskaffe ulighed i Danmark.” (Interview i Politiken 27.1.08.)

Bemærk alle knebene: Tal om de andres påståede, selviske motiv til det de siger (”fortælle, hvor progressiv man er”); snak om noget andet (”Men hvis man virkelig vil gå op imod ulighed, så skal man … ”); forvansk de andres standpunkt (”når man bare vælger forhøjede boligskatter”, dvs. det er åbenbart det eneste de kan finde på).

En hel årgang af 1.g.-elever fra et stort københavnsk gymnasium så ”Duellen” mellem Fogh og Thorning fra søndagen før sidste folketingsvalg i 2007. Jeg bad dem notere ned undervejs, hvad der var overbevisende eller det modsatte i de to debattørers optræden. Det er interessant, hvad en gruppe som denne mener om politikeres stil – som et korrektiv til det herskende koncept fra kommentatorer/spindoktorer for hvad en kompetent politiker er. Det billede der toner frem af besvarelserne, peger på at de unge vælgere (in spe) blev irriterede når begge de to statsministerkandidater svarede udenom; de gad heller ikke høre Thorning kun kritisere, uden at have konkrete alternativer; de reagerede negativt på aggressive afbrydelser, fordrejede udgaver af hvad modparten havde sagt, og spekulative påstande om modpartens motiver. Netop nogle af de teknikker som Fogh og hans folk gennem snart 10 år har rendyrket, og som Thorning og hendes folk har taget til sig.

Screenshot fra Helle TV, der ligger på Socialdemokraternes hjemmeside. Her en køkkenscene fra videoen fra 2010 om en dag i Helles liv. I filmen kommer man bag facaden, men kun til privatmennesket, ikke politikeren. Se hele videoen her

Socialdemokraterne bliver projektets subjekt

Meget tyder efter min mening på, at Thorning & Co. har gjort for meget ud af at fremvise professionelle smil med nul huller. Vi ved for lidt om, hvad de vil. Thorning har nok prøvet at præsentere sig som en, der var tættere på folket end på partiapparatet, men det tydeligste element i, hvad hun vil rent indholdsmæssigt, er egentlig selve det, at hun vil – til. Det medvirker også til at fremstille det politiske projekt som hendes personlige projekt. Når hun siger ”vi”, taler hun ganske ofte om partiledelsen, folketingsgruppen eller socialdemokraterne og deres kamp for at slå igennem. Hvad hun står for, ud over at være ”professionel”, er ikke så klart for ret mange, for Socialdemokraterne under hende har tendens til at se sig selv som subjektet i projektet. Det er deres succes, deres tilbagevenden til regeringskontorerne, det gælder. Vi andre, folket, om man vil, kan godt føle os placeret i hjælperrollen for partiet, i stedet for omvendt.

Derudover har de egentlig ikke så meget at sige om noget. Det viser sig også rent kvantitativt. En optælling af samtlige talte ord i Folketingssalen 2008-09 viser, at Helle Thorning-Schmidt placerede sig som nummer 150 (der er som bekendt 179 medlemmer).

Men jo mindre man siger, desto mindre vil man, alt andet lige, træde i spinaten. Måske kan hun faktisk komme til fadet på den måde. Så må vi vente til den tid med at se, hvad hun selv og hendes projekt, bag den personlighedsløse facade, konkret indeholder. Kort sagt, hvad hun vil, og hvad de vil – andet end til.