Hvem er det, der BlufferBest?
Ompakning af kød, snyd med datomærker og fedtprocenter, svinekød i det hakkede lammekød. Det er nogle af de forbrydelser, SuperBest er blevet afsløret i for nylig. Den grove kødfusk har kastet supermarkedskæden ud i en større fødevarekrise. De lover bod og bedring – men ingen garantier. Det er klogt, for der er i denne sag nærmest kun én ting, der er sikker: Fødevaresikkerhed vil fortsat være et veldækket tagselvbord for den kritiske forbrugerjournalistik.
Fødevaresikkerhed som pokerspil
SuperBest er taget i snyd med fødevaresikkerheden, og offentligheden er behørigt forarget. Men skandalen bør ikke komme som en overraskelse for supermarkedskæden, for der er næppe nogen aktører i branchen, der er i stand til at leve op til en fødevaresikkerhedspolitik baseret på nultolerance. Så aktørerne i fødevarebranchen sidder meget lig i et pokerspil og bluffer, mens de holder kortene tæt ind til kroppen og venter på, at sidemandens bluf bliver afsløret, så man selv går fri. Det er ikke hensigtsmæssigt i forhold til den problemstilling - eller det issue - som fødevaresikkerhed udgør for branchen. Men i praksis har man intet andet valg end at følge spillets gang. For ethvert forsøg på konstruktiv problemløsning indebærer en blottelse - man taber spillet og bliver gjort til syndebuk.
Profit og sikkerhed i det komplekse samfund
Forklaringen på situationen er forholdsvis simpel: Man kan med fordel tage udgangspunkt i sociologen Norbert Elias' begreb om 'survival units', der er levedygtige enheder i kraft af, at de på én gang kan sikre gode betingelser for materiel reproduktion og kan opretholde et acceptabelt sikkerhedsniveau for enhedens medlemmer. Omsat til en erhvervsøkonomisk virkelighed: Enhver virksomhed er levedygtig og legitim, når den kan sikre den rette kombination af profit og sikkerhed. Problemet i et komplekst og funktionelt uddifferentieret samfund er blot, at de enkelte survival units delvist bliver opløst i komplekse systemer præget af en høj grad af interdependens imellem de enkelte enheder. På almindeligt dansk: Staten - i dette tilfælde repræsenteret af fødevaremyndighederne - som udgør den overordnede survival unit, kan betragtes som et system, hvor mindre enheder - i dette tilfælde SuperBest - tildeles en relativ autonomi i forhold til at sikre sit eget optimum på de to parametre: profit og sikkerhed.
Politikernes irrationelle sikkerhedsdoktrin
Selve statens rolle som policy maker er defineret ved det spændingsfelt, som opstår mellem behov for værdiskabelse og behov for sikkerhed. Atomkraft er fx en billig energikilde, men befolkningen er ikke trygge ved den. Og det hjælper i denne sammenhæng ikke, at eksperter forsøger at oplyse den uforstandige pøbel. Derved bliver det politiske optimum mellem værdiskabelse og sikkerhed irrationelt. Det er netop politisk defineret af den uvidende befolkning, over for hvem den magtesløse risikoekspertise må give op. Men netop fordi staten som survival unit opnår sin legitimitet i spændingsfeltet mellem værdiskabelse og sikkerhed, er løsninger på sikkerhedsproblemer altid politisk opportune - ikke mindst når det kniber med værdiskabelsen. Den politiske nultolerance-doktrin bliver dermed et populært og selvforstærkende projekt, fordi den som en - politisk set - heldig bivirkning producerer skræmte forbrugere og borgere, der har brug for mere sikkerhed.
Snyd på vægtskålen bliver legitimt …
Spændingsfeltet mellem værdiskabelse og sikkerhed genfindes i virksomheden. For meget sikkerhed kompromitterer værdiskabelsespotentialet. Sagt i folkemunde: hvo, som intet vover, intet vinder. Men der kan være stor forskel på, hvor optimum ligger, set fra hhv. statens overordnede politiske perspektiv og virksomhedens mere snævre perspektiv. Det fører ofte til politisk regulering, hvor nogle brancher - såsom fødevarebranchen - er mere ramt end andre.
I de kraftigt regulerede brancher ser vi, at den politiske sikkerhedsdoktrin kommer til at dominere. Det indebærer en ydre påvirkning af disse branchers spændingsfelt mellem hensyn til profit og sikkerhed, hvor det kan være svært at opnå intern legitimitet omkring det ydre påduttede - og ofte irrationelle - sikkerhedsniveau. Det bliver populært sagt her, der kan snydes på vægtskålen, fordi der opstår et nyt spændingsfelt mellem det politisk definerede sikkerhedsniveau og det sikkerhedsniveau, som branchens aktører helt ned på mikroniveau finder passende.
… pga. konkurrencepres og professionel kutyme…
Hvad branchens aktører finder passende, er kontingent i forhold til en lang række faktorer, hvoraf nogle er defineret af det aktuelle konkurrencepres og andre af professionel praksis (herunder professionel stolthed: man har fagligt set ikke gjort det godt, hvis der er for meget spild i produktionen). Således vil brud på fødevaremæssige regler ofte være et resultat af en selvforstærkende effekt, hvor konkurrencepresset forstærkes af en professionel kutyme, som samlet set internt kan legitimere brud på reglerne. Ikke mindst fordi nogle af de eksternt påduttede regler opleves som unødvendige, besværlige, uforståelige og generelt som en trussel imod den professionelles faglige selvopfattelse (fx "jeg kan godt vurdere disse forhold i kraft af min faglige ekspertise - jeg har ikke brug for en masse uforståelige akademiske regler, som ikke gavner den konkrete fødevaresikkerhed").
… som forstærkes af manglende tillid og incitamentsstrukturer
Den professionelle (fx slagteren i supermarkedet) har af den årsag ofte meget lidt tillid til de kontrollerende instanser, hvilket gør det acceptabelt at snyde. Da de organisatoriske incitamentsstrukturer og fokus i intern rapportering (fx budgetter vs. egenkontrol) i reglen er stærkt orienteret mod profitten på bekostning af sikkerheden, kan snyd i de interne rapporter også legitimeres. Det betyder, at ledelsen sandsynligvis ikke har kendskab til problemernes fulde omfang - om end det er ganske usandsynligt, at de ikke har en mistanke om, at det konkurrencemæssige pres fører til, at der bliver skåret en del hjørner.
Den der bluffer bedst…
Der er et generelt problem i denne struktur, som er defineret ved hhv. den politiske og den virksomhedsmæssige udlægning af spændingsfeltet mellem værdiskabelse og sikkerhed:
Politikerne kommer nemt til at love for meget, således at befolkningens tolerance over for risici bliver meget lille. De kommercielle aktører ved, at de ikke kan honorere en nultolerance-politik og har derfor meget lidt interesse i at adressere problemet:
Politikerne kommer nemt til at love for meget, således at befolkningens tolerance over for risici bliver meget lille. De kommercielle aktører ved, at de ikke kan honorere en nultolerance-politik og har derfor meget lidt interesse i at adressere problemet:
1. Det bliver alligevel aldrig godt nok.
2. De har svært ved at adressere problemet uden at indrømme deres skyld og dermed blive gjort til syndebuk (fordi de ikke kan levere 100 % sikkerhed).
Resultatet bliver, at man holder lav profil på området og håber på, at de uundgåelige skandalesager bliver få - og at de rammer konkurrenten i stedet for en selv. Så vi ender ved pokerspillet: Den, der klarer sig bedst, er den, der bluffer bedst. Spørgsmålet er, om det er SuperBest?
