Spindoktoren som årtusindeskiftets ikon
Enhver tidsalder har et ikon. Hvert ikon udtrykker tidens væsentligste dilemmaer og drømme. I 1980erne var det hovedpersonen Patrick Bateman fra Bret Easton Ellis' American Psycho, som personificerede yuppie-tidsalderens grådige og polerede narcissisme. Bateman var et vigtigt opgør med 1970ernes kedelige kollektivisme. I sen-90erne forsvandt Wall Street-millionæren til fordel for den modig IT- entreprenør. Her blev drømmen om et IT-firma i garagen til den messianske tro på Informationssamfundets lyksaligheder. På samme måde er spindoktoren som person og begreb ved at blive et ikon for vores tidsalder. Han er blevet den magisk løsning på politikerlede og forfaldet i den politiske offentlighed.

Når man ser Christiansborg fra en flad mark på Amager
En lektor fra København har prøvet at skrive en bog om emnet. Bogen består af en lang række eksempler fra den politiske offentlighed kombineret med en afsluttende teoretisering over spindoktorens erhverv. Bogens styrke er, at den giver et udmærket indblik i hverdagen for alle, der beskæftiger sig med politisk kommunikation. Den kan dog langt fra bruges som en egentlig håndbog, hvad der i høj grad skyldes, at Klaus Kjøller mangler tilstrækkelig praktisk erfaring til at komme med guldkorn til PR-folk. Udsigten fra Københavns Universitet giver overblik, men samtidig mister han også følingen med virkeligheden på Christiansborg.

Dette gælder overalt i bogen, hvor han generelt kommer til at overdrive graden af professionalisme i de politiske partier. Han jagter spindoktoren som den afskyelige snemand, selvom gode danske spindoktorer kan nævnes på en hånd. Kjøller ser så at sige spindoktorer overalt. Alt opfattes som et kynisk, politisk spil drevet frem af de skjulte og magtfulde spindoktorer.

Dette er bogens væsentligste svaghed og paradoksalt også essensen af den kritik, forfatteren retter mod medierne. Ifølge Kjøller beskriver medierne nemlig den politiske virkelighed alt for kynisk: Som et stort spil skak, hvor kun statsministerposten tæller. Det er således lidt synd, at Kjøller ikke retter denne kritik mod sin egen analyse. Hans egen kynisme skygger nemlig også for en forståelse af den politiske offentlighed. For hvis Nyrups politik er et udtryk for spindoktorens magiske indflydelse, er det en meget uprofessionel spindoktor, han omgiver sig med. Bare Nyrups garanti for folkepension i EU-afstemningens slutfase skriger på himlen om en spinddoktor.

Gode analyser båret af erfaringer
På trods af Kjøllers lidt selvglade og overfladiske stil må man sige, at hans analyser af den politiske offentlighed nogle steder er skarp. Det gælder specielt hans overvejelser om mediernes evige nutid, betydningskæder og hans overvejelser om den politiske kommentator som rolle og som dramaturgi i medierne. Her kan man se, at Klaus Kjøllers egen optræden i medierne har givet ham et godt blik for, hvilke politiske dagsordner der kommer frem på hvilket tidspunkt og hvordan?

Bogen giver således et godt indblik i, hvordan spindoktoren fungerer i offentligheden. Desværre beskæftiger Kjøller sig ikke med vigtige spørgsmål såsom, hvorfor vi har spindoktoren som ikon og erhverv, hvor fører spindoktoren os hen, og hvor spindoktoren bør føre os hen. En god pointe, som Über-spindoktoren Ralf Pittelkow rigtig påpeger i JyllandsPosten d. 31/5 01. Se Kjoeller.dk

Kjøller mangler således et kulturteoretisk perspektiv til at beskrive vælgerne i den postmoderne offentlighed på godt og ondt. Det forbliver dermed uklart, om spindoktoren er en ren projektion i politikerne, vælgerne, medierne ellers forfatterens egen bevidsthed. Projektion forstået som politikernes drømme og håb som de kaster ind i en bestemt person eller funktion. I dette tilfælde den magiske spindoktor, der kan løse alle problemer.

Hvem har behov for den store stygge spindoktor?
Problemet er dermed uklart – hvornår begynder virkeligheden, og hvornår forsvinder projektionerne? Og hvem har behov for spindoktoren som medietroldmand - alle eller ingen? De usikre politikere eller de selvglade medier, der spejler sig i drømmen om deres magt? De uvidende vælgere eller det desperate partiapparat? Spørgsmålet forsvinder i bogens begejstring og smarte tricks. Spindoktoren forsvinder dermed som begreb og bog i sin egen iscenesættelse og projektion. Tilbage er kun at slutte med Klaus Kjøllers irriterende opfordring i bogens forord: En opfordring som i øvrigt gælder alle som bliver et ikon for en tidsalder: må dit spin være med dig.

Se også Klaus Kjøllers egen hjemmeside for mere information om bogen samt svar på anmeldelser

Læs også Ugens Profil af Klaus Kjøller fra juni måned