Afhopper fra WikiLeaks taler ud
Hvad vil WikiLeaks?

WikiLeaks har fyldt meget i medierne, og grundlæggeren Julian Assange er omgivet af stor mystik. Men hvad vil WikiLeaks egentlig? Daniel Domscheit-Berg, en af WikiLeaks centrale bagmænd, har forladt WikiLeaks og startet OpenLeaks. Kforum talte med Domscheit-Berg om, hvad præmisserne bag WikiLeaks er, og hvorfor han sprang fra.
WikiLeaks er i dag en vigtig aktør på den politiske verdensscene. Ved at distribuere hemmelige informationer fra anonyme whistleblowere til den brede offentlighed, har mediet siden 2006 formået at skabe overskrifter. Nogle af de store afsløringer har været:
 
2007, november
WikiLeaks offentliggør Guantánamo-manualerne
2008, januar
WikiLeaks offentliggør hundredvis af dokumenter fra Julius Bär-bankens Cayman Islands-afdeling
2008, marts
WikiLeaks publicerer Scientologys ”hemmelige bibel”
2008, september
WikiLeaks offentliggør mails fra Sarah Palins private mailboks
2009, november
WikiLeaks publicerer pager-kommunikationen 9/11
2010, april
WikiLeaks offentliggør Collateral Murder-videoen
2010, juli
WikiLeaks offentliggør Afghan War Diaries
2010, november
WikiLeaks offentliggør ambassadetelegrammerne (embassy cables)
 
WikiLeaks har gennem årene været kontrolleret af Julian Assange, og i 2007-2010 var Daniel Domscheit-Berg nærmeste medarbejder. Den 15. september 2010 forlod Daniel Domscheit-Berg og andre medarbejdere WikiLeaks, og for nylig udkom så Domscheit-Bergs beskrivelse af WikiLeaks og Julian Assange i bogen: ”Inside WikiLeaks”.
 
Inside WikiLeaks. Min tid med verdens farligste website.
Daniel Domscheit-Berg. JP Forlag. 2011.
 
Bogen er hovedsagelig en navlebeskuende beskrivelse af Domscheit-Berg og Assanges relation, hvor Assange ikke bliver beskrevet i de pæneste vendinger. Tværtimod omtales han som diktatorisk, paranoid, usoigneret og asocial. Eksempelvis:
 
”Julian opførte sig ofte som et menneske, der ikke var blevet opfostret af andre mennesker, men af ulve. Når jeg havde lavet mad – jeg lavede altid mad til os og betalte også for vores indkøb – blev maden ikke just delt. Det drejede sig slet og ret om, hvem der var hurtigst. Var der fire skriver leverpølse, spiste han tre og efterlod en til mig, hvis jeg var for langsom.”  (s. 62).
 
Eller her en beskrivelse af, hvor paranoid Julian Assange er:
 
”Da han altid var på jagt efter et nyt look og den perfekte kamuflage, havde han lånt en blå DDR-træningstrøje og et par formel 1-solbriller af mig og taget en brun baseballkasket på.” (s. 64).
 
Eller her om hans livshistorie:
 
”Jeg kender også mindst to forskellige historier om hans egen fortid og hans efternavns herkomst. Han har sammenstrikket et regulært mysterium om sin egen person og bestandig smykket sin fortid med nye detaljer. Der fandtes historier om mindst ti forfædre fra ti forskellige dele af kloden, fra sydhavspirater over nogle irere til folk fra den franske modstandsbevægelse. ” (s. 71)
 
Hvor usædvanlig en person Assange end er, er det store psykologiske drama mellem Domscheit-Berg og Assange egentlig ikke interessant. Det er derimod en diskussion om, hvad der er præmisserne bag WikiLeaks. En diskussion, Domscheit-Berg ikke direkte tager i bogen. Derfor har Kforum talt med Domscheit-Berg om, hvilken politisk filosofi der kan siges at ligge til grund for projektet.  
 
Han forklarer her den overordnede idé med WikiLeaks: 
 
 
Internet-anarkisme?
Noget tyder på, at WikiLeaks bygger på lige dele ”information wants to be free”-hacker-etik og den anarkistiske idé om, at magt og stat er af det onde. Intet menneske må herske over noget andet menneske, og derfor må hemmelige dokumenter, der beviser menneskers magt og særligt deres magtmisbrug, frem i lyset. Korruption og uetisk opførsel må afdækkes. Og det kræver en aktivistisk og nærmest revolutionær ideologi.
 
Julian Assange var tidligere kendt som en kompromisløs hacker fra den autonome internet-verden med navnet Mendax (læs også uddrag fra bogen Underground her), og før WikiLeaks blev kendt, skrev han et essay med følgende budskab:
 
“Firstly we must understand what aspect of government or neocorporatist behavior we wish to change or remove. Secondly we must develop a way of thinking about this behavior that is strong enough to carry us through the mire of politically distorted language, and into a position of clarity. Finally we must use these insights to inspire within us and others a course of ennobling, and effective action.”
 
Det store idealistiske projekt retfærdiggør på denne måde distribution af hemmeligstemplede dokumenter. Logikken er, at målet helliger midlet. Transparens er det ypperligste mål. Og midlet var fra starten ukritisk og ufiltreret publicering af alt. Af denne logik ses en række konsekvenser, der kommer til udtryk i WikiLeaks' praksis:
 
·      Information må være totalt fri  
·      Ejendomsret findes ikke
·      Pacifisme er vejen frem
·      Whistleblowere er helte
 
Information må være totalt fri
Den første præmis bag WikiLeaks er ideen om total transparens som et selvstændigt gode. En af de storslåede planer var f.eks. at gøre Island til en højborg for pressefrihed, en stat med verdens mest progressive medielovgivning. Island skulle forvandles til et offshore-paradis for fri informationsudveksling. Det gik i vasken, men ideen om den frie information overlevede.
 
Ifølge filosofiprofessor Ludlow repræsenterer Assange en netværksteoretisk model, hvor lukkede netværk er defineret ved at være konspirationer og som sådan problematiske. En konspiration er i Assanges verden således ikke fortællinger om f.eks. marsmænd, eller om at Elvis stadig lever, men ”blot” udveksling af information i et lukket selvrefererende netværk. Målet er omvendt at bryde med det lukkede netværk, således at informationen flyder frit, og så konspirationer, dvs. viden i et lukket system, dermed er umuliggjort.
 
Man kan læse mere om Assanges netværksteoretiske tilgang i essayet Conspiracy as Governance, hvor det bliver klart, at den teoretiske model bygger på ideen om et såkaldt ”scale-free network”. Teoretisk udtrykt er problemet, at netværket har en indre logik, der betyder, at det er optimeret til at opnå intern succes på bekostning af de, der står uden for netværket. Viden reproduceres i dette lukkede system og kommer kun de indviede til gavn.     
 
Princippet om at bryde disse lukkede netværk betød i praksis, at hemmeligstemplede informationer, militære strategier, politiske brevudvekslinger, hemmelige håndbøger etc. blev videredelt for at undgå konspirationerne. Stater og organisationer er kort sagt lukkede systemer, der må brydes.
 
Princippet i WikiLeaks var og er at publicere alt, efterhånden som det kommer ind – altså i kronologisk rækkefølge. At dette princip blev umuligt at følge, efterhånden som mængden af informationer blev uoverskuelig, er en anden sag. Det førte blot til det problem, at Julian Assange egenrådigt definerede, hvad der skulle publiceres hvornår og hvordan.
 
Forskellen på princip og praksis blev en af hovedårsagerne til, at Domscheit-Berg senere brød med Assange. Princippet om ukritisk at publicere alt gjordet det muligt for dem (i starten) at holde sig neutrale og dermed ude af den moralske diskussion om åbenhed. Som Domscheit-Berg forklarer her, var det moralske ansvar udelukkende placeret hos kilderne:
 
 
Men efterhånden blev praksis sådan, at Assange definerede, hvad der var vigtigt nok til at blive publiceret, og han kom derfor egenrådigt til at stå som moralens vogter. Målet var dengang, og er det stadig i dag, at opnå maximum impact.
 
Sidenhen har Domscheit-Berg lagt større afstand til den totale åbenhed og det revolutionære program. Han blev med tiden klar over, at total åbenhed og ukritisk transparens kan skabe langt større problemer end en reflekteret åbenhed. Det førte blandt andet til bruddet med WikiLeaks og oprettelsen af OpenLeaks, der har vandtætte skodder mellem whistleblowernes indlevering af information og publiceringen af denne information, der sker gennem eksterne partnere som f.eks. store aviser.  
 
I de næste tre klip beskriver Domscheit-Berg sit opgør med WikiLeaks idé om total transparens:
 
 
 
 
 
 
 
 
Se film om, hvad OpenLeaks er, her:
 
 
Ejendomsret findes ikke
WikiLeaks er sprunget ud af en autonom computernørd-kultur, hvor hackere og programmører inspirerede hinanden til nye projekter og koncepter. Det var ved en af de kendte konferencer (Caos Communication Congress (24C3) i Berlin), at Assange og Domscheit-Berg lærte hinanden at kende.
 
Ingen af dem, og specielt ikke Assange, kan beskrives som ”normale” småborgere med villa, vovse og Volvo. Assange boede – og bor vist stadig – i en rygsæk. Han har ingen adresse og stort set ingen ejendele. Denne praksis har ligeledes en teoretisk rod.
 
Domscheit-Berg beskriver således i bogen Inside WikiLeaks hvordan de anarkistiske klassikere lå på hans ”liste over yndlingslitteratur” (s. 106). Og videre bliver der i rosende vendinger talt om bogen Hvad er ejendom? af Pierre-Joseph Proudhon. Et lettere socialistisk anarkistisk manifest, hvor ejendomsretten diskuteres. Og der refereres også positivt til anarkisten Gustav Landauer.
 
Bloggeren Nihilo Zero er derfor ikke i tvivl, han beskriver Assange sådan:
 
”Julian Assange is engaged in anarchist acts and has presented governments around the wrld with damning attacks against their credibility and legitimacy.”  
 
Konfronteret med det tilsyneladende kommunistiske anarkistiske program tager Domscheit-Berg imidlertid afstand. I de følgende klip gør han sig til talsmand for en mere rationel politik:
 
 
 
 
 
Pacifisme er vejen frem
Der opstod hurtigt konspirationsteorier om, at den kinesiske efterretningstjeneste stod bag WikiLeaks, fordi det næsten udelukkende var amerikanske interesser, der blev ramt af offentliggørelserne. Det er dog næppe sandsynligt. Ikke desto mindre er der en række anti-begreber, der hænger sammen her: anti-globalisering, anti-amerikanisme, anti-kapitalisme, anti-krig. Fælles for begreberne er anakistisk-pacifistiske associationer, hvor USA typisk er fjenden.
 
I sin bog henviser Domscheit-Berg til to bøger, han læser: ”Blackwater” af Jeremy Scahill og ”Corporate Warriors” af P.W. Singer. Begge er meget kritiske bøger om krig og den amerikanske tilstedeværelse i den arabiske verden. Og der er ligeledes referencer til de anarkistisk-pacifistiske russere Leo Tolstoy og Solsjenitsyn. 
 
Domscheit-Berg mener imidlertid, at det er tilfældigt, at afsløringerne primært har ramt USA. Det beskriver han her:
 
 
I politisk filosofi står diskussionen altid mellem høgene og duerne, realisterne og idealisterne. WikiLeaks, og også OpenLeaks, hører uden tvivl til den sidste kategori. Projektets præmis er, at der foregår korruption og krigerisk, uetisk adfærd i organisationer og stater, og at verden bliver et bedre sted at være, hvis dette afdækkes. Ifølge Domscheit-Berg plejede Julian Assange at sige, at han med en given offentliggørelse ville afslutte en krig. Denne naive idealisme har Domscheit-Berg siden lagt afstand til.
 
Whistleblowere er helte
Selve grundlaget for WikiLeaks er, at der findes mennesker, der har viden om ting, andre mennesker ikke vil have, de fortæller videre, f.eks. organisatoriske beskrivelser eller hemmelige statslige rapporter – viden, der er klassificeret som hemmelig for offentligheden. Mennesker, der fortæller om disse hemmeligheder, er whistleblowere, og grundtanken i WikiLeaks er at etablere en platform for whistleblowere.
 
Whistleblowere kan være voldsomt irriterende for de, der ufrivilligt får deres hemmeligheder eksponeret. Derfor har WikiLeaks også været, og er stadig, under konstant pres fra organisationer og stater. USA fører således p.t. en sag mod Assange.  
 
Ideologien om den totale transparens gør whistleblowerne til heltene, der er drivkraften i bruddet med de lukkede systemer. Det hænger sammen med en moralsk vision om, at det en whistleblower fortæller, gør verden til et bedre sted at være. Men er det altid lige klart? Hør her, hvordan Domscheit-Berg besvarer det spørgsmål:
 
 
Problemet med whistleblowere er imidlertid, at de ikke selv er klar over, hvordan de beskytter sig mod sig selv. Den eneste af WikiLeaks kilder, der er blevet afsløret, var Bradley Manning, der stod bag lækken af filmen Collateral Murder. Han afslørede sig til hackeren Adrian Lamo, der afslørede ham til USA, hvor han i dag sidder fængslet. For Domscheit-Berg er spørgsmålet i dag, hvordan man beskytter sådan en kilde mod at afsløre sig selv. Det reflekterer han også over her:
 

Problemet med whistleblowing viser sig i den danske oversættelse: sladrehank. Sladrehank er negativt ladet. En sladrehank er måske sådan en som Adrian Lamo? Men ud fra ideen om at bryde med lukkede systemer, hvad er så forskellen på Lamos afsløring af Manning og Mannings afsløring af Collateral Murder-videoen? Ud fra en netværksteoretisk model er der ingen forskel. Forskellen er derimod moralsk. Det viser sig således hurtigt, at den afgørende forskel på, om en whistleblower er en helt eller en skurk, er måden, man definerer det moralsk rigtige på.
 
For at undgå at gøre sig til moralsk dommer brød Domscheit-Berg med WikiLeaks og etablerede OpenLeaks, der forholder sig fuldstændig neutralt til whistleblowere. Hør her, hvad Domscheit-Berg selv ser som forskellen på WikiLeaks og OpenLeaks: 
 

Den borgerlige offentlighed
WikiLeaks' eksistens har været berettiget som debatskabende medie og er uden tvivl en nødvendig platform for kanalisering af vigtig viden om uetiske fænomener. Det slår Domscheit-Berg fast her:
 
 
 
Men WikiLeaks har også vist sine klare begrænsninger. Idealet om total transparens og ukritisk åbenhed er ikke gangbart. Man kan argumentere for, at diplomatiet og efterretningsvæsenet f.eks. må have tid til at gøre sin virkning for at undgå krige. Den netværksteoretiske model, hvor målet er at bryde med alle lukkede systemer, er radikal, idealistisk og anarkistisk. Assange argumenterer selv stærkt for den frie presse, men som Benkler i sin online-bog om WikiLeaks også diskuterer, kan WikiLeaks ikke forstås som klassisk presse, da der ikke findes en åben og klar organisation bag.
 
WikiLeaks er i særlig grad selv et lukket system. Benkler viser, at den borgerlige offentlighed og den frie presse er helt nødvendige, men det kræver institutionaliserede, åbne systemer. WikiLeaks er ikke et sådant.
 
Perspektiverne for både WikiLeaks og OpenLeaks diskuterer Domscheit-Berg sådan:

Daniel-11 from Kommunikationsforum on Vimeo.

    

Se hele interviewet med Domscheit-Berg her:
 
 
 
 
Kilder:
 
Inside WikiLeaks. Min tid med verdens farligste website. Af Daniel Domscheit-Berg
 
The Philosophers Zone. Et radioprogram hvor WikiLeaks diskuteres: 
 
Filosofiprofessor Peter Ludlow diskuterer WikiLeaks:
 
Juraprofessor Benklers online bog om WikiLeaks:
 
Anmeldelse af inside WikiLeaks fra Financial Times:
 
WikiLeaks, Julian Assange & Modern Anarchist Praxis. Af Nihilo Zero
 
Essay af Assange: Conspiracy as Governance
 
Essay af Assange: State and Terrorist Conspiracies
(linkene skal måske kopieres og manuelt pastes ind)
 
 

Relaterede artikler

Hack dit arbejde - Kend systemet, og bryd dets regler. Bliv en hacker i dit arbejde, hvor du hjælper med at bryde de normer, der dikterer, ...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

33 JOB

Internship

Se alle job Indryk job

Kursus

Strategisk kommunikationsrådgiver

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Job

Studentermedhjælper

Frist: 24. september

Digital Kommunikatør og projektleder

Frist: 23. september

PR-konsulent

Frist: 30. september
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.