Spoilers spoiler intet for dig
Du kan med god samvittighed godt spoile, hvad der sker lige om lidt. Spoilers gør nemlig ikke en serieoplevelse dårligere, men bedre.
I april i år vendte serie- og bogelskernes kærlighedsbarn, Game of Thrones, tilbage med en ny omgang drager og æstetiske voldtægtsscener. Mens spændingen som vanligt steg hen mod afslutningen, er der blevet tysset panisk og bedt inderligt til alle: Please, lad være med at afsløre og dermed spoile fornøjelsen for de uindviede. Hvad vi til gengæld godt kan spoile, er, at videnskaben peger på, at glæden ved at se – eller læse – noget, du allerede kender, er langt større, end fornøjelsen ved at blive overrasket.
Så når du ser den bjergtagende kærlighed mellem Lady Mary og Matthew Crawley i Downton Abbey eller berøres af den heroiske adfærd i Avengers, så spiller din hjerne dig et puds. Du ved på én gang, at værket er fiktion, mens du samtidig forstår det som noget ægte, der måske endda virkeligt har noget med dig selv at gøre (hvis du altså er én af dem, der tror på kærligheden). Den fiktion opløser spoilers, og det gør dig trist.
Altså, spoilers spoiler intet for dig. De gør rent faktisk en god film bedre. Spoilerhetzen er altså slet og ret en hetz tilbagevist af videnskaben. Så råb bare til alt og alle, at dragedronningen bliver stukket ned af Jon Snow. Det føles godt, ikke?
Spoilers gør en god serie bedre
Forskerne Leavitt og Christenfeld fra University of California er nogle af de psykologer, der interesserer sig særligt for menneskers perceptionsevne og den del af menneskets psyke, der benytter sig af fiktioner og historier for at skabe mening og sammenhæng. Ifølge de to er det – modsat, hvad mange selv oplever – signifikant, i hvor høj grad den menneskelige hjerne nyder fiktion, hvis handling den allerede kender. Ikke bare viste deres forskning, at en spoiler ikke spoiler, men også, at den reelt forbedrer oplevelsen af fiktionen.
Med andre ord er det altså et paradoks, at langt de fleste mennesker gør så stor en indsats for at undgå spoilers, når nu forskningen peger på flere gode effekter ved forforståelse. Ifølge Leavitt og Christenfeld står selve handlingsforløbet i vejen for, at modtageren fokuserer på den mere æstetiske oplevelse af værket. Men er handlingen derimod spoilet, frigiver det plads til, at man kan nyde værkets andre lag – som de fleste litterater i øvrigt vil påpege, er langt mere væsentlige.
Spoilers er ikke et problem; det er et værktøj
I den mere pædagogiske afdeling af fiktionslæsning er det at spoile et nødvendigt værktøj, der tages i brug hver gang, man som underviser får til opgave at få litteraturhistoriens kanon – fra de islandske sagaer til Kingo og fra Skammelsøn til Pontoppidan – til at virke så spændende, at internetgenerationens teenagere gider løfte blikket fra de serie-memes, de er ved at sende til vennerne. Har man stået i den situation, ved man, at det eneste, der virker, er at spoile handlingen på forhånd.
Tager vi én af dansklærernes darlings – Pontoppidans novelle Ane-Mette fra 1887 – er det her mere effektfuldt at lade læseren vide, at det handler om døde børns skeletter og forrådnede kroppe, inden de sukkende og pligtskyldigt begynder på anslaget, der lyder: ”Den Vej, der fra Lillelunde By fører i Vest, bugter sig først paa en Strækning af næsten en Fjerdingsmil hen over ganske fladt og frodigt Land med mange spredte Gaarde og grønne Agre”.
Her sidder man nu med en forventning om, at man som læser meget snart vil komme til det sted, hvor vi kan høre spaden ramme barnets rygsøjle i graven. At man meget snart får at se, hvordan hendes knogler sammen med knappen fra hendes krave og de små lokker af mørkerødt hår vil blive lagt i moderens forklæde, mens denne tørrer sine tårer bort med bagsiden af hånden og begynder at grave en ny grav.
Og på den måde er Pontoppidans indledende landskabsmanøvrer langt lettere at stå igennem for en generelt uimponeret syttenårig. Pointen er, at spoilers giver mere lyst til at se og læse, ikke mindre.
Men selvom det kan være behageligt nok, at ens dansklærer er en professionel mansplainer og spoiler m/k, når det kommer til Kingo og Pontoppidan, er det stadig internetgenerationens mareridt, når sæsonafslutningen på yndlingsserien afsluttes og afsløres mod bedre vidende.
Og man skal ikke søge meget på nettet for at finde bud på grumt udtænkte hævntogter, der skal rettes mod dem, der ikke kan vare deres mund med afsløringer. Så selvom videnskaben siger, at fornøjelsen ved selve værket kan være intakt, endda forbedret, så er det selve det at blive udsat for en spoiler stadig voldsomt irriterende (og uforståeligt!); at så mange ikke kan holde deres kæft, men straks må til tasterne for at proklamere, at de altså også ejer et HBO-abonnement og ikke har været bange for at bruge for det.
Et spoil peger på, at værket er fiktion og skaber en distance i vores indlevelse.
Hvorfor er det så jävla træls at få brudt sin uvidenhed?
Den amerikanske psykolog Thalia Goldstein har lavet et studium, hvor konklusionen lød, at spoileren ødelægger det sted i din bevidsthed, hvor du tror, at værket er ægte. Altså, når serien er spoilet, virker den fake. Et spoil peger på, at værket er fiktion og skaber en distance i vores indlevelse.
Efter din nævenyttige venindes detaljerede gennemgang af en sæsonafslutning på Facebook – eller den helt kriminelle: Et decideret læk til YouTube, som det var tilfældet med den ottende sæson af GoT, så kan du bare ikke længere leve dig ind i seriens fiktive univers. Det peger på, det er en illusion, og det skaber en tristhed. Selvom der ikke sker mere end, at du nu kender til (dele af) handlingen, minder det lille spoil dig om, at det, du elsker og investerer en masse tid og følelser i, ikke findes. ”The conscious, thinking parts of our brain tell us that a story isn't real, but the more primitive parts tell us it is”, som Goldstein citeres for i The Atlantic.
Så når du ser den bjergtagende kærlighed mellem Lady Mary og Matthew Crawley i Downton Abbey eller berøres af den heroiske adfærd i Avengers, så spiller din hjerne dig et puds. Du ved på én gang, at værket er fiktion, mens du samtidig forstår det som noget ægte, der måske endda virkeligt har noget med dig selv at gøre (hvis du altså er én af dem, der tror på kærligheden). Den fiktion opløser spoilers, og det gør dig trist.
Men i en tid, hvor der pyntes med sort politik i gaderne, og dystopierne hænger over os og duver i vinden, er det så så mærkeligt, at du længes efter at komme hjem til fiktionerne? Den tid på dagen, hvor du tager den højt skattede idé om, at alt stadig kan ske. At vi er rene og uvidende. Det tidspunkt, hvor du kan slippe for at tænke på, at også din slutning bliver den samme, som for dem du har elsket i Game of Thrones: Også du skal dø. Dette er måske spoilers’ skjulte eksistentielle budskab. Alting har altid en afslutning.
