Der har været en del medieomtale af, hvorfor Henrik Qvortrup har villet have chefredaktørposten på ugebladet Se og Hør. Og konklusionen har mere eller mindre eksplicit lydt, at det var fordi han var træt af at være freelancer, og fordi der var udsigt til en god løn. Færdig. Og så har man ellers debatteret, hvorfor man har beskæftiget sig med noget så ligegyldigt som en enkeltpersons jobskifte.

Det mener jeg er alt for overfladisk betragtet. Det er slet, slet ikke lønnen og det faste lønmodtagerjob, der er det mest interessante i den sag. Chefredaktørposten er ikke nær så interessant i sig selv for Qvortrup, som det han kan bruge den til er. Det er slet og ret en platform for at deltage i samfundsdebatten. Det kan han bruge til at bringe sig selv og sit blad i fokus. Hvad bestyrelsen vel ikke har været blind for. I de kommende år vil vi sikkert se Se og Hør brandet på en måde, så det stikker kvalitativt ud fra de øvrige ugeblade.

Det er ydermere en platform for at tale på vegne af 'det tavse flertal' af 'det danske folk'. Den platform har Erik Meyer Carlsen udnyttet til det yderste som politisk redaktør på BT. Når man diskuterer, hvordan 'folket' vil stille sig til et givet politisk tiltag, og hvad denne og hin tendens skal ses som et udtryk for, så vil Qvortrup formentlig gøre sit yderste for, at det bliver kutyme at høre hans mening. I de andre medier vel at mærke: morgenaviserne, nyhedsudsendelserne og morgen-tv. Tøger Seidenfaden har haft en særlig plads i den politiske debat i mange år, Karsten Madsen er i færd med at skabe sig en lignende position. De to forekommer dog mest at gøre det dels pga. et engagement i debatten som sådan og dels et (stort) ønske om at synliggøre deres respektive aviser som dagsordensættende.

Fra ikke-topposter har Ralf Pittelkow og Erik Meyer Carlsen også formået at placere sig som faste kommentatorer i andre medier end deres eget. Qvortrup har længe været aktiv i samfundsdebatten, men var efterhånden blevet for let at snuppe af som 'ex-spindoktor-nu-freelancer-og-foredragsholder-med-hang-til-at-provokere'. Nu har han en platform. Den vil han helt givet benytte til at tale fra. Det stopper dog (nok) ikke her.

I sidste valgkamp så vi, at flere af de helsides valgannoncer, der før blev sat i dagbladene, nu kom i ugebladene i stedet. Det skete på baggrund af nøje målgruppeovervejelser. I første omgang er det bare økonomisk interessant for ugebladene. Men det åbner op for at bruge de kulørte ugeblade politisk. Også fra redaktionens side. Naturligvis med en nøje afvejning af, at det kulørte stof og de flotte billeder skal fastholdes. Og allerhelst på en måde, så kernelæserne ikke ser den politiske drejning.

Jeg tror godt, at Qvortrup vil kunne dreje Se og Hør mere over i retning af amerikanske ugeblade, der har kunnet sætte politisk dagsorden med kompromitterende sager for politikere. Altså ikke bare fokus på kulturpersoner og kongelige, men også på politikere. Jeg skal ikke blive forbavset, hvis vi nogle få dage før næste valgdag ser forsidehistorier ledsaget af tæppebombning med tv-spots, hvor en toppolitiker bliver hængt ud for en personligt kompromitterende sag. Qvortrup har selv i forbindelse med sin tiltræden ytret, at hvis det er relevant for det offentlige embede, så vil han kunne finde på at bringe en historie om en politikers privatliv.

Spørgsmålet er bare, hvor strategisk han vil udnytte sin dagsordensættende magt. Hans blad når nu engang ud til en befolkningsgruppe, som mange gerne vil have i tale, og som - alt efter om de vælger at være sofavælgere eller ej - kan bestemme, hvem der sidder i regering. Det vil blive ganske interessant for flere af partilederne at have gode relationer til Qvortrup.

Så vi har formentlig aldrig hørt så meget til Qvortrup, som vi kommer til fremover.