I sin interessante bog ”What Price Fame” går økonomiprofessor Tyler Cowen bag om scenen og ser bl.a. på, hvad det betyder, når berømmelse og kändis-effekt påvirker vores valg af politikere. Både for kvaliteten af politikere og for vores demokratiopfattelse. Han begrænser sig dog ikke til det politiske felt, men viser også i nogle meget tankevækkende analyser, hvad stjernedyrkelse betyder for kvalitetsniveauet i forskellige kunstarter og for tilskueroplevelsen i sport.

Kulturoptimistisk modbillede til Platon

Cowen lægger ud med at definere sin holdning til, at berømmelse og stjernedyrkelse fylder så meget i vores samfund. Han erklærer sig som kulturoptimist med en udtalt positiv holdning til, at vi lever i et samfund, hvor berømmelse fylder mere og mere, og hvor flere og flere gerne vil være berømte. Han beskriver sit standpunkt som et modstandpunkt til Platons kulturpessimistiske holdning, der er kendetegnet ved at fordømme underholdning for underholdningens skyld. Digtere bør blive berømte på at lovsynge guder eller fejre gode mænds gerninger – ikke fordi de er gode entertainere, mener Platon. Når underholdning bliver et mål i sig selv, sker der det uheldige set fra Platons synsvinkel, at digterne forsøger at behage tilhørernes smag – frem for at prise det gode eksempel og de rigtige rollemodeller.

Cowens hensigt er at tilbyde et andet syn på berømmelse, ”to revise Plato by providing an alternative vision, emphasizing how market-produced praise sparks creativity and achievement. Despite the considerable imperfections of a market in renown, my view of commercialized fame is largely an optimistic one”. Cowen begrunder sin positive holdning med, at et samfund, der dyrker stjerner, vil skabe grobund for flere stjerner og flere stjernepræstationer – og dermed skabe et større samlet udbud og marked for berømmelse. Markedsmekanismerne kan dog betyde, at produkter lanceres på kunst- og kulturmarkederne for personlig vindings skyld (berømmelse, penge, etc.) – frem for tvunget af en indre kunstnerisk nødvendighed. Men den risiko overskygges efter Cowens mening af det positive i, at den kapitalistiske markedsøkonomi giver mulighed for et større og bredere udbud af kunstneriske produktioner.

Berømmelsens bagsider

Cowen ser dog også nogle bagsider ved stjernedyrkelsen, der kan være så alvorlige, at de begrænser den kreativitet og diversitet, som ifølge Cowen netop bliver fremmet af dyrkelsen af berømmelse.

• Berømmelse kan være en stor risiko for stjerner. Stjerner, der er meget synlige og stiller sig meget til rådighed for publikum, kan risikere at miste så meget af deres privatliv, at det går ud over deres kreative evner. Og dermed kan det ultimativt komme til at betyde en begrænsning i diversiteten i det kunstneriske udbud.

• Et andet negativt aspekt af tilgængeligheden opstår, når fans efterspørger selv de mest intime detaljer i stjernernes liv. Så forsvinder mystikken og evnen til at overraskes, mener Cowen. I det lange løb bliver en kultur, der er mættet med overfamiliaritet, mindre fremsynet, mindre nysgerrig og mindre erotisk.

• Når kunstnere er på vej op - når de søger berømmelsen - er de tilbøjelige til at være mere dristige og risikovillige, end når de har nået toppen. Etablerede stjerner har mere at miste og er tilbøjelige til at tage færre kunstneriske chancer, mener Cowen; de bliver konservative. Derfor er en anden, ironisk, bagside ved berømmelsens medalje, at ”the more fame a society produces, the more its creative vitality is likely to come from the nonfamous.” Og da mange stjerner i dag bliver tidligt berømte p.gr. af markedsmekanismernes evne til hurtigt at forstørre en succes og skabe megastjerner, er der også forholdsvis mange stjerner, der mister drivet og incitamentet til at søge kunstnerisk fornyelse og yderligere berømmelse. Og vælger at hvile på laurbærrene.

• Endelig beskriver Cowen det fænomen, at der i et samfund fokuseret på berømmelse vil blive skabt kvantitativt flere stjerner og dermed produceret en samlet set større total sum af kunstnerisk fornyelse i samfundet. Men, siger han, i gennemsnit vil den enkelte stjerne formentlig være af kvalitativt lavere standard med mindre kunstnerisk fornyelse til følge. Altså er konsekvensen, at der skabes færre superstjerner, færre Beethovener og Mozarter. Men flere ”gennemsnitlige” stjerner. Kvantitet frem for kvalitet.

Ved at analysere disse negative sider ved berømmelsen frem opnår Cowen den effekt, at han langt hen ad vejen dementerer sit eget tidligere erklærede kulturoptimistiske standpunkt og i stedet fremstår som kulturpessimist. Han lader her sin bekymring komme meget tydeligere frem end begejstringen, og det er svært at se, hvordan han kan bevare sit optimistiske synspunkt.

Stjerner ER brands og skaber brands

I sin beskrivelse af den bytte- og markedsøkonomi, der udspiller sig mellem berømtheder og deres fans, ser vi dog atter kulturoptimisten Cowen dukke op. Hans tilgang er ikke en krone-øre-beskrivelse, men en mere overordnet beskrivelse af den vare, der udveksles mellem stjerne og fan. Stjerner leverer kunstneriske eller sportsmæssige præstationer, og fans betaler med ros og anerkendelse, de er aftagere af stjernernes produkter, information om deres liv etc. Og de bruger stjernerne til at skilte med deres smag, til at differentiere sig selv fra andre, til at signalere deres kulturelle ståsted, til at stive deres identitet af med. Stjerner fungerer i den henseende som brands for deres fans.

Stjernestøvet kan også drysse over på andre markeder, som når berømtheder anbefaler andre produkter, som f.eks. da Michael Jackson anbefalede Pepsi-Cola (celebrity endorsed branding). Det er et fænomen, som Cowen ser positivt på: stjernernes anbefalinger hjælper fans til at finde vej i produktjunglen og shoppe mere effektivt. Hvem er bedre til at optræde som guide end et ansigt og et image, som alle kender, siger han. Stjerner er måske ikke eksperter på de produkter, de anbefaler, men stjernernes agenter er eksperter i at få stjernernes penge til at yngle, så agenten styrer stjernen væk fra dårlige produkter, og derfor kan en fan roligt købe de produkter, en stjerne anbefaler. Så fansene bliver glade, producenterne af de brandede produkter bliver mere profitable, og stjernen bliver yderligere berømt. Her stikker kulturoptimisten atter hovedet frem og fokuserer på det positive i, at markedsmekanismerne kan forstørre produktionen af berømmelse mangfoldigt. Mens kulturpessimisten Platon utvivlsomt ville have været meget kritisk.

Berømmelse ulig kunstnerisk værdi

En af Cowens hovedteser er, at berømmelse ikke nødvendigvis er ligefremt proportional med kunstnerens eller performerens kunstneriske værdi. Altså, det er ikke nødvendigvis den dygtigste pianist eller den bedste baseball-spiller, der bliver mest berømt. I hvert fald ikke på det korte sigt. Det ser Cowen flere årsager til, men en af de vigtigste er, at berømmelsen trives med en oversimplificeret massekultur. Det oversimplificerede består i, at stjerner, der markerer sig med f.eks. en iøjnefaldende frisure, en opsigtsvækkende tøjstil, mærkelige gimmicks eller en meget voldsom optræden, udgør et letgenkendeligt fokuspunkt, som mange fans kan organisere sig omkring. Alice Cooper, der optræder i drag, og Ozzie Osborne, der bider hovedet af en flagermus under en koncert, er blandt de eksempler, Cowen nævner.

Ikke alle fans foretrækker de simple og oplagte stjerner – men det er, hvad det store flertal foretrækker og kan blive enige om at koordinere eksempelvis fanklubber omkring. Berømmelse trækker i retning af mere overfladiske fænomener frem for den ægte kvalitet. Stjerner, der er mere komplekse, nuancerede og sværere for mange at forstå, kan sagtens være populære, men har sværere ved at trække de helt store mængder af fans. Et oplagt eksempel kunne være Barbara Cartland i forhold til Paul Auster, eller Aqua i forhold til Schönberg.

Så et grundlæggende problem ved massekulturen – og et af Cowens væsentligste kritikpunkter mod stjernedyrkelsen – er, at den søger en lav fællesnævner, og at berømmelsen ikke nødvendigvis gives til kunstnere med den højeste standard eller den højeste kvalitet.

Kritikere er stakeholdere i berømmelsen

Et helt andet aspekt af berømmelsens økonomi, men ligeledes meget interessant, er Cowens analyse af kritikerens rolle som medproducent i en kunstners berømmelse. Produktionen af kommerciel berømmelse er baseret på et gensidigt afhængighedsforhold mellem stjerne, fan og kritiker. Cowen skriver, at der i det afhængighedsforhold er mulighed for, at kritikeren kan få en - også økonomisk - interesse i kunstnerens ry og berømmelse.

Udtrykket payola dækker over den ulovlige praksis, at pladeselskaber betaler for at få spillet plader i den redaktionelle del af en udsendelse, altså ikke som en reklame. Cowen lancerer udtrykket “equity payola” for det fænomen, at kritikeren har en vedvarende stake, ikke bare en engangsbetaling, i kunstnerens ry og berømmelse. Malere kan f.eks. give billeder til velsituerede kritikere og købere. Eller, som det ofte ses i gallerier – også i den del af den danske galleriverden, hvor der svinges minkpelse og sherryglas - at de fleste og bedste billeder i en udstilling allerede er solgt til udvalgte købere, når udstillingen åbner. Så kunstneren promotes, og såvel kunstner som galleriejer øger interessen for kunstnerens arbejde og prisen på værkerne. Eller en alternativ variant, som når designfirmaet Munthe + Simonsen klæder justitsminister Lene Espersen på til festlige lejligheder.

Cowen kommer her med en forsigtig kulturkritik og gør opmærksom på, at publikum skal være mistænksomme over for sådanne ”insider kritikere”.

Det er i det hele taget interessant, ikke mindst i disse kanontider, at få belyst kritikerens rolle i produktionen af berømmelse. Det gælder også, når Cowen beskriver rollen for de kritikere, der styrer tilgangen til den mere langsigtede berømmelse, som f.eks. litterære kanoner, Halls of Fame, priser og awards. Her er den gode nyhed, at der på det lange sigt er større overensstemmelse mellem berømmelse og kunstnerisk værd (merit). Den dårlige kvalitet bliver med tiden sorteret fra og går i glemmebogen. Kritikere har dog også deres eget renomme at passe på, og - som de smagsdommere, de jo også er - har de deres egne præferencer og kan aldrig blive helt upartiske. Men Cowen har trods alt kulturoptimismen og troen på den objektive kvalitetsbedømmelse i behold på det lange sigt. På det lange sigt er det kvaliteten, der holder, mener han.

Ledere uden visioner

Stjernedyrkelsen smitter også af på det politiske felt. Og påvirker, hvilke politikere vi vælger og dermed hvilke ledere vi får. Det er ikke længere som tidligere de militære og politiske ledere, vi ser op til og beundrer. Over tid har entertainere og sportshelte fortrængt politikere, militære og moralske ledere som de mest berømte personer. Cowen refererer en undersøgelse foretaget i hhv. 1898, 1948 og 1986, der viser, hvilke personer amerikanske teenagere gerne vil ligne. De mest beundringsværdige personer har i de knap 100 år ændret sig drastisk fra at være politikere, moralske ledere og generaler til udelukkende at være entertainere og skuespillere.

Cowen inddrager i den sammenhæng et citat fra Winston Churchill, der spørger: “Can nations remain healthy, can all nations draw together, in a world whose brightest stars are film stars?” Til det svarer Cowen, at i det omfang, de bekymringer er gyldige, er adskillelsen af berømmelse og (kunstnerisk) værd eller fortjeneste mere farlig end tidligere antydet. ”We run the danger that commercially successful heroes induce dangerous forms of mimesis and fail to help citizens coordinate around noble ideals”.

I og med at berømmelsen er blevet kommercialiseret – eller sagt på en anden måde – at berømmelse og værdi/fortjeneste ikke nødvendigvis følges ad – kan der blive plads til typer, som søger berømmelse og offentlighed, men som ikke nødvendigvis har de store politiske visioner og idealer. Cowen antyder her en kulturpessimistisk bekymring, men forfølger den desværre ikke rigtigt, selv om analysen er knivskarp og yderst relevant. Til sidst i bogen tager han luften ud af argumentationen med en afrundende bemærkning om, at det er vanskeligere at indsætte modige og innovative visionære mennesker i politiske jobs, end det tidligere har været. ”But the danger of political abuse and very bad outcomes is smaller as well”, fortsætter han. Cowen udviser en noget resigneret holdning her, hvor man godt kunne have ønsket sig en højere målestok!

Fokus på pinlige episoder

Medierne endevender som bekendt alle detaljer omkring politiske ledere i dag, lex Bill Clinton. Hvor tidligere ledere var langt mere distanceret fra deres publikum og vælgere. Pressen har specielt opmærksomheden rettet på pinlige øjeblikke eller bommerter - behøver vi atter mindes Poul Nyrup og hans cykelhjelm? Det er en tendens, der afmystificerer magten og producerer en stemning af desillusionering omkring politik og moralsk lederskab, giver politikerlede. Succesfulde politikere er nødt til at bruge medierne og konkurrere med populærkulturen for at få opmærksomhed. Så de ”aer deres seere og vælgere med hårene”, underholder dem og prøver at få dem til at føle sig godt tilpas i deres selskab. Det er en strategi, som umiddelbart forøger populariteten, men samtidig formindsker den moralske autoritet, en leder kan udøve. I stil med det amerikanske eksempel, hvor Bill Clinton spiller saxofon på et tv-show, husker vi vel alle, hvordan Poul Nyrup greb mikrofonen og sang for sin Lone på dansk fjernsyn.

Den minutiøse mediegranskning, som kandidater og politiske ledere udsættes for, kan afskrække ”ærlige” kandidater mere end ”uærlige” kandidater. Karrierepolitikere har mindre at tabe, så politik tiltrækker i dag i stadig større grad karrierepolitikere. Et samfund med kommercialiseret berømmelse og en medfølgende intens mediegranskning skaber ikke store ledere, siger Cowen. Den overvågning og synlighed, der er forbundet med berømmelse, har yderligere en ulempe – det afskrækker siddende politikere fra at tage store risici – frygten for negativ presse tvinger politikerne til at holde øje med den offentlige mening snarere end at implementere deres egne visioner.

Berømmelse i forbindelse med politik er med andre ord et tveægget sværd. For det første får vi dårlige ledere. For det andet tør de ledere, vi så ender med, ikke udøve deres politik af angst for dårlig presse! Det er en bastant og kulturpessimistisk samfundskritik, Cowen her disker op med.

Hvad koster berømmelse

Cowen tager ikke stilling til, om enkeltpersoner som Arnold Schwarzenegger eller Ronald Reagan er gode politikere. Men han viser med sine knivskarpe og indsigtsfulde analyser, at samfundet betaler en høj pris for jagten på berømmelse: Vi får ikke de dygtige og gode politikere, vi kunne have haft. Vi får flere og flere karrierepolitikere, og vores demokratiopfattelse lider under mere og mere politikerlede. Cowen fremstår med denne samfundskritik – på trods af sit eget explicitte udsagn - som en sand elev af kulturpessimisten Platon. Også i sine analyser af omkostningerne for kunsten og kulturen på det korte sigt fremgår det, at Cowen har sine kulturpessimistiske bekymringer. De går på, at berømmelse fremmer den laveste fællesnævner frem for den højere kunstneriske kvalitet, og at den gennemsnitlige kunstneriske standard bliver lavere.

Men Cowen er erklæret kulturoptimistisk, når det gælder markedskræfterne, hvor han ser de økonomiske muligheder i en stadig større produktion af berømmelse på flere og flere markeder og inden for flere og flere nicher.

Så groft ridset op mener Cowen altså, at berømmelse er godt for økonomien, men skidt for den kunstneriske kvalitet og demokratiet. Så kan hver især jo overveje, om man mener, det er en passende pris at betale!

Bogen ”What Price Fame?” er ihvertfald en frydefuldt lærd bog, der er prisen på $ 24 værd.

Tyler Cowen, links