Hvad er swarming?

Donald Rumsfeld kigger idag til den yderste venstrefløj for at kopiere deres organisationsmodel. En model der i virkeligheden er den samme, som unge mennesker bruger til at flokkes om in-stederne i verdens storbyer. Netværksteknologierne danner grobund for en ny, ledelsesløs og decentral organisationsmodel. I Pentagon kalder de fænomenet for ”swarming”. Systemteortikere slås om at kalde det P2P-organisationer, ”smart mobs” eller ”emerging systems”. I den amerikanske valgkamp er internetbevægelser blevet de mest slagkraftige platforme i kritikken af den republikanske regering. Som krystaller er de vokset frem på en tid, hvor alle er digitalt sammenhængende, og netværksteknologierne er rygraden i artikuleringen af både menneskers liv, holdninger og interesser. I Manila vælter SMS en regering, og i Afghanistans bjerge er selve teknologien strategien for nedkæmpelse af talebanere. Men for at forstå hvordan teknologialderens nyeste organisationsprincip virker og vokser, så skal vi starte med to mennesker i Californien, der begge havde for meget tid og for mange penge.

Flyvende toast og dårlig kunst
I computeralderens første år, var det meste af verden plaget af en screensaver, der kastede kaskader af bevingede toastere ud på ubrugte computerskærme. Det var i teknologibegejstringens forår, og ægteparret, der havde designet screensaveren, solgte deres firma for lidt under 14 millioner dollars. Og så trak de sig tilbage, lavede lidt dårlig kunst, legede med ungerne og kiggede på hinanden.

Dotcomdrømmebørn, der troede deres arbejdsliv var slut, og resten af livet kunne tilbringes i behagelig luksus.

Men ledighed er roden til al kunst. Ægteparret blev så forargede over amerikanske politikeres ulidelige cirklen om sædpletter på en blå kjole, at de i deres lediggang besluttede sig for, at det kunne de gøre noget ved.

De lavede en underskriftsindsamling, der i al mindelighed bad amerikanske parlamentarikere om at glemme præsident Clintons sexliv og komme videre i deres arbejde – Move On! De sendte dokumentet med mail til godt hundrede af deres venner, og bad dem om at støtte sagen.

Inden ugen var omme havde 100.000 sluttet sig til. Inden måneden var omme, var tallet 300.000.

Kagesalg og filmfestival
Sådan blev en af de mægtigste politiske pressionsgrupper i USA siden borgerrettighedsbevægelsen skabt. Emaildatabasen fortsatte med at vokse, og MoveOn forsøgte at støtte modkandidater til de politikere, der havde brugt flest penge og mest tid på Clintons private forhold.

I begyndelsen gik det ikke så godt. Men så – i optakten til Irak-krigen – fandt ægteparret ud af, at de ville se, om deres efterhånden enorme emailbase, kunne bruges til at samle penge ind til en annonce i NY Times, der påpegede det de mente var uvederhæftigheden i Bushs argumenter for invasion af Irak. De 70.000 dollars annoncen kostede, var i hus på 24 timer, og inden for de næste tre dage, var der samlet 400.000 dollars ind.

Kampagnemaskinen har rullet lige siden. Tocifrede millionbeløb er allerede blevet placeret i politisk reklame for venstreorienterede kandidater, og MoveOn regner med at placere 40 mio. dollars i den kommende valgkamp.

MoveOn har millioner af donorer, der oftest giver småbeløb. Men MoveOn mobiliserer millioner af mennesker over hele USA, på tusindvis af forskellige måder. For nylig arrangerede MoveOn et landsdækkende kagesalg blandt sympatisører, der gav 700.000 dollars til reklame for demokratiske kandidater. MoveOn laver filmkonkurrencer, udgiver bøger – hvad som helst.

Ægteparret der stod bag det, der engang lignede endnu en dilettantisk græsrodsorganisation, er blevet powerbrokers i amerikansk politik. MoveOn samler på en ganske spektakulær måde centrum-venstres frustrationen over en forløjet regering. Millioner har meldt sig på maillisterne, og MoveOn er blevet den centrale bevægelse, der samler den amerikanske venstrefløj. MoveOn har ikke noget program andet end at finansiere alle dem, der stiller op imod de mest højreorienterede amerikanske politikere, og ikke anden organisation, end nogle spredte webmasters.

Det ny årtusindes politiske kampform
MoveOn er det mest magtfulde eksempel på den digitale tidsalders politiske organisation. MoveOn er rent netværk. MoveOn er selvorganiserende, aktiviteterne arrangeret og koordineret decentralt. De millioner af primært unge entusiaster bag MoveOn vil ikke have noget med de gamle politiske institutioner at gøre, men i et gigantisk netværk som MoveOn finder de sig til rette. Her kan de bestemme hvad de vil og hvornår, danne særlige grupper, og deltage når og hvis det passer dem.

Men MoveOn kan styre sværmen af aktivister. MoveOn kan målrette kampagner, aktivister, møder – al politisk kommunikation – derhen hvor det er mest nyttigt. MoveOn kan få 1600 mennesker til at eksperimentere med at lave politiske reklamefilm, og derefter få entusiaster til at finansiere at de bedste bliver vist. MoveOn kan tromme de moderne mennesker sammen i protest.

Den teknologiske revolution har i virkeligheden medført en utrolig centralisering af virksomheder og organisationer. Centrale datasystemer har rationaliseret og centraliseret organisationer og viden. Men i takt med at de teknologiske netværk – mobilnettene og internettet, er blevet fuldstændigt integreret i menneskers livsverden, så er denne proces ved at blive vendt om. Teknologi giver muligheden for hyperflexible, mobile, højeffektive og uberegnelige organisationer. Princippet i teknologialderenderens nye organisationer er decentral selvorganisering. Organisationerne er fremvokset nærmest af sig selv. De hænger sammen på netværksteknologi, og tager enkelte interesser og skaber slagkraftige sociale bevægelser ud af dem.

En bestemt teknologi til en bestemt bevægelse
Sociale eller politiske bevægelser har ofte haft en særlig teknologi, der formede dem. Oprøret på Tian an Men i ’89 (Den himmelske Freds Plads) blev organiseret mellem studerende over faxmaskiner. Den Iranske Revolution blev kommunikeret ud gennem omdelingen af inflammatoriske kassettebånd (for at få nudskabet ud til dem der ikke kunne læse). Det var forløberne for moderne informationsteknologi som rygrad i bevægelser.

For to år siden blev den korruptionsanklagede filippinske præsident smidt på porten af sværme af demonstranter, der på minutter kunne samles i overvældende protester i tusindvis. Der var ingen kampagnekomite – kun et netværk, der spredte beskederne gennem mobiltelefonerne. Pludseligt forsamledes hundredetusinder i protest, skabte et stormløb, der ikke kunne forudses eller nedkæmpes, og derefter forsvandt demonstranterne tilbage på jobbet.

På samme måde er det med hooligans i dag. Begynder et slagsmål et sted på stadion, kan man se bøllerne skynde sig at gribe fat i mobiltelefonerne, så de andre idioter kan komme i gang med at udvikle et ordentligt voldsorgie. Teknologi kan samle sværme af mennesker gennem personlige netværk. Det er ny organisationsformer bag den ny tids kulturer.

Antiglobaliseringsbevægelsen er internationalt organiseret over nettet, og har ingen rigtig struktur – udover netværkets flade. Grunden til at urolighederne i Seattle eller Bologna i den grad kunne taktisk udspille politiet var, at grupper af unge komplet uforudsigeligt samledes forskellige steder med forskellige mål. Mobiltelefonnetværket var strukturen i en uforudsigelig sværm. Og integration af netværksteknologier giver effektive organisationer uden en ledelse, uden hovedkvarterer der kan stormes, uden bureaukrati og med beslutningsprocesser der er ekstremt hurtige. Ledelsesporincippet er det der er mellem mennesker, hvilket vil sigen intet. Resultatet er at flokke af mennesker kan agere som havde de en fælles intuition.

Rumsfeld kopierer den yderste politiske venstrefløj
Teknologiske netværk danner grobund for en ny form for organisation: Nettets sværme af entusiaster, mennesker, der bruger deres mobiltelefoner som mobiliseringsværktøj, er i dag blevet inspirationen for Pentagons strateger. Donald Rumsfelds militære doktrin for indsatsen i Afghanistan, er netop bygget op om manglende kommandoveje. De militære enheder koordinerer selv deres angreb, og er til gengæld kommunikativt knyttet til alt fra AWACS, til kampvogne, specialenheder og evigt cirklende jagerbombere. Generalerne er skåret ud af beslutningsprocessen, og de amerikanske enheder er spredt i små enheder over store afstande. Princippet hedder Swarming. Udtrykket er taget fra bisværme, der intuitivt samles i store flokke, der aggressivt forsvarer kuben. Normalt er bier i et bo spredt ud over store afstande, men de er i standt til utroligt hurtigt at samles i angreb eller forsvar.

I et traditionelt militær vil det kræve planlægning, koordinering og logistik for at kunne samle styrker til en offensiv indsats. Ideen bag swarming er at skære ledelsen ud af operationen, lade landstyrkerne koordinere deres indsats selv sammen med luftstyrkerne. I Afghanistan har det amerikanske militær reduceret behovet for tid til planlægningen af offensive operationer med 90%, fra ti timer under den første golfkrig til en time i Afghanistan.

Rumsfelds organisationsprincip for den moderne krigsførelse afhængig af, at alle enheder er tæt forbundet med effektiv informationsteknologi. Den er baseret på effektive, hjøjtuddannede soldater, der taktisk forstår de muligheder som informationsteknologi. Men i sidste ende er princippet om ledelsesløse organisationer det samme som bag internettets nye politiske organisationer som MoveOn og antiglobaliseringsbevægelserne. Og vi kender det efterhånden alle sammen fra den måde vi er begyndt at organisere vores egne socialliv på. Omkring mobiltelefonen, messengerprogrammer og emails.

Du kender det fra byturen
Mine venner og kolleger organiserer deres lørdag aften på samme måde. De er aldrig mere tvunget til at kede sig til en dårlig fest. Der er altid en, der på mobilen lader dem vide hvor den fedeste fest er. Allerede i dag er sociale sværme i miniformat operationelle på samme måde, som de bare 14.000 amerikanske soldater, der opererer i Afghanistan. De nye internet-magtfaktorer i amerikansk politik, de store netværk af aktivister, der katapulterede Howard Dean op i – og ud af – det amerikanske præsidentvalg, soldaterne i Afghanistan og nydelsessyge ungdomskulturer i alle verden storbyer, organiserer sig ens. Selv hysteriske teenagepiger der forsøger at få et glimt af den engelske prins William, har en forfølgernetværk, hvor pigerne orienterer hinanden, hver gang de ser ham i nærheden af hans college i Skotland. På rekordtid er de hundredvis af hvinende piger på samme sted.

I den militære verden hedder begrebet swarming, og konceptet er fremragende beskrevet i den amerikanske militære tænketank Rand Corporations publikation ”Swarming – the future of conflict”. Det er naturligvis perspektivet i mindre hære, med hurtigere responstid, der virker appellerende på de forsvarspolitiske planlæggere. Donald Rumsfeld har offentligt udtalt, at swarming er den taktiske fremtid for det amerikanske militær. Forudsætningerne for at afskaffe de militære doktriner – der har virket siden anden verdenskrig, og som kendes som non-lineære militære strategier – er uforstyrrelige digitale kommunikationsplatforme, disciplinerede og taktisk kompetente soldater og officerer, konstant tilstedeværelse fra alle grene af militæret. Der skal være nogle, der er villige til at sværme sammen med de tropper, der støder ind i fjenden.

Baggrunden for at de amerikanske tropper i Afghanistan egentlig blev presset ind i denne strategi var, at Donald Rumsfeld afviste at bruge de nødvendige tropper i Afghanistan. Onde tunger påstod, at han skulle bruge dem til besættelsen af Irak, selv forklarede han, at han mente, at højteknologiske, snævert forbundne netværk, ville være i stand til at læse opgaven bedre.

I virkeligheden leder teoretikerne i Rand Corporation efter en anden logik: Den eneste måde at bekæmpe et vidt distribueret netværk på, er ved selv at blive et vidt distribueret netværk. Swarming er som militærdoktrin inspireret af de terrorister, der har sat en ny sikkerhedspolitisk dagsorden og de aktivister der bekæmper den internationale kapitalismes distribuerede netværk ved selv at blive et distribueret netværk.




















Rand Corporations afbildning af tre forskellige militære doktriner, der i virkeligheden også beskriver politiske organisationer og sociale bevægelser. Den vandrette akse indikerer, hvor nødvendigt koncentration af soldater eller mennesker er i en given strategi. Den lodrette indikerer, hvor vigtigt det er, at folk foretager sig det samme. For to hundrede år siden samlede man soldater i store klumper, der så stødte ind i hinanden. Og alle gjorde det samme – hakkede løs eller skød på hinanden. Skulle man politisk skaffe sig af med en styreform, så samlede man en masse mennesker, der måtte orøve at storme paladset. Før den anden verdeenskrig udviklede Heinz Guderian og Erwin Rommel nonlineære koncepter, der udnyttede specialiserede dele af forsvaret: Fly og kampvogne primært, der imidlertid alle skulle befinde sig under en kommando, og arbejde efter samme plan. Swarming er en planløs og ledelsesløs strategi, hvor enheder eller mennesker spredes maksimalt ud, for derefter at kunne samarbejde selvom de ikke er i nærheden af hinanden, og ikke har fået en fælles slagplan forinden. Dette er også modellen for MoveOn.org, og en lang række af det ny årtusindes politiske grupperinger. Og naturligvis i stigende grad for mulitnationale virksomheder.

Kære børn hedder?
Andre steder kæmpes der en akademisk kamp om at få lov at give disse ledelsesløse netværk et navn, og at få dem presset ind i en akademisk sammenhæng. Politiske teoretikere, der har set en ny type potente organisationer vokse frem med ATTAC, Howard Dean, MoveOn og en lang række enkeltsagskampagner taler om ”Smart Mobs” - kloge forsamlinger. Eller også kalder de det for P2P-politik. Andre steder, blandt organisationsteoretikere, kigger man på selvordnende biologiske systemer, primært slimsvampe og myretuer, for at finde på måder at forklare den tilsyneladende kollektive intelligens og enorme handlekraft, der ligger i de teknologisk sammenvævede netværk.

Her taler man om selvstyrende netværk, ”emergent systems”, ”kollektiv begavelse” og ”Swarm Intelligence”. Men alle taler de om det samme: Netværk på teknologi, uden kommandostrukturer, med en vældig mobiliseringsevne, organiseret om en enkelt problemstilling.

Systemteoretikere som Eric Bonabeau, griber til biologien, ligesom den sociale systemteoris alfader Nicklas Luhmann, for at finde et analyseværktøj til at forklare den måde, som både teenageres byture og nye politiske bevægelser virker på. Og som andre forklarer hand disse systemer ved at kigge på myrer.

Myretuen er et fantastisk billede på et system, hvor alle tilsyneladende er forbundet, og så alligevel ikke. Myrer kan flokkes om mad på rekordtid – de kan naturligvis signalere til hinanden. Men myrer har en fantastisk organisationsmodel, hvor myrer hele tiden udfylder forskellige funktioner. En myre kan observere, om der er for mange myrer i gang med at bygge, og så vil den i stedet gå i gang med at samle mad, fodre bladlus(som myrer holder som husdyr) eller slet og ret hvile. Det svarer til eksempelvis MoveOns aktivister, der påtager sig forskellige kampagneopgaver alt efter hvad, der er påkrævet, og hvad de kan. Nogle laver reklamefilm, andre bager kager, nogle giver bare penge – som fx multimilliardæren George Soros – og andre igen arrangerer møder. Selvorganisering der effektivt løser mange opgaver.

I store netværk optræder der en overrationalitet, der automatisk angriber problemstillinger bredt. Flexible netværk er i stand til at samle mange mennesker på kort tid. Vi kender det fra open source programmet Linux, hvor en sværm af mennesker over hele verden samrbejder uden en egentlig plan om at lave gratis software. Åbent for alle, uden en plan: Swarming er teknologialderens unikke organisationsmodel. Linux voksede mellem de computernørder der hurtigst integrerede teknologien i deres arbejde.

PUF - væk - og hvorhen?
Men Swarming eller Smart Mobs har et problem. Tænker vi tilbage på organisationer som ATTAC og Howard Deans enorme mobiliseringsmaskine og krigen i Afghanistan, så er der nogle problemer, der springer i øjnene.

Først og fremmest er krigen i Afghanistan mod al-Qaeda ikke vundet. Det har måske noget med prioriteringerne i den amerikanske regering at gøre, men i sidste instans er fjenden ikke slået. Howard Dean tabte stort, selvom han førte stort, og dermed blev han den første kandidat, der tabte en nominering i USA, selvom han havde samlet flest penge ind. Og hvad fanden skete der med ATTAC? PUF sagde det - netværket kollapsede.

Steven Johnson er en blanding af en biologisk systemteoretiker og en venstreorienteret politisk teoretiker. Han var blandt de første, som lavede netværksdrejebøger til kritikere af den internationale kapitalisme, og hans bøger blev, til hans egen sørgmodighed, studeret intenst af Rumsfeld-ideologerne i det amerikanske militær.

Han er også blevet den første systemkritiker af det, som han kalder ”Emergent Systems” men som er det samme som swarming. For der er ingen tvivl om, at selvfremvoksende og næsten autonome systemer - som MoveOn - har været fantastisk indflydelsesrige over de sidste år. Men når de knækker halsen, sker det, når disse smart mobs mødes med krav om udvikling.

Ingen omstillingsevne
Tager man mine kolleger og deres netværk af venner, der altid finder den fedeste fest til hinanden, så skal man huske på, at samme netværk ikke kan ændre væsen. Byturenes nye infrastruktur kan ikke andet, end at oplyse om fester, restauranter og smukke piger. Putter man anden information ind i netværket, så bryder det sammen.

Hvordan med de hypermobile og flexible tropper i Afghanistan – kan de pludselig bevogte byer? Kan de tage sig af fanger? Kan de distribuere fødevarer? Nej – de kan kun angribe. Som strategi er den genial. Swarming genopretter en form for symmetri i asymmetrisk krigsførelse, men den er ultraoffensiv. Hvad med Deans kampagnemaskine, der skrev politisk historie, og gav internettet sit ultimative gennembrud som politisk platform og kommunikationsmaskine? Han tegnede konturerne til afløserne for de partier, som ingen gider være medlem af. But he crashed and burned on his first flight - som TopGun-heltene siger.

Da hans maskine pludselig mødte modgang, kunne den kun fortsætte. Dean kunne kun samle flere aktivister, samle flere penge i små donationer – men lige meget hjalp det. Howard Dean fik det problem, at han blev opfattet som en letvægter, der ikke kunne slå Bush – eller også blev han opfattet som radikal og fanatisk. Og ikke al den hujende optimisme, der kunne samles fra hans millioner af støtter, kunne afhjælpe det problem.

SMS dræbte en regering
De nye netværkssværme kan samle mange mennesker hurtigt - omkring en enkelt sag. Men det øjeblik disse ultraoffensive netværk skal i konstant dialog med omkringliggende samfund, så: PUF!
ATTAC var ved at blive klar til at blive integreret som en alvorlig interesseorganisation mange steder i verden, men de selvstyrende netværk har ingen styring – ingen ledere. Hvem skal man tale med? Hvem kan forhandle? De fremvoksende netværk kan tromme mennesker på gaden og protestere eller støtte, de kan samle penge, de kan skabe opinion, pression og få en dagsorden. Men de kan ikke blive ved at bestå. Steven Johnson ser dette meget klart, og han påpeger, at ”Smart Mobs” ikke er smarte. De har slet ikke myretuens flexibilitet. Skulle de tusindvis af demonstranter, der tvang den filippinske regering fra magten, pludselig udgøre en opposition? Herregud – de gik jo tilbage til arbejdet, efter at de havde lavet en eller to voldsomme demonstrationer. Hvem skulle organisere? De hele var en storm af SMS’er – der bare væltede en regering!

Og væk var netværket.

Internetkulturen er ikke ude af pubben
Johnson forklarer, at modsat myretuen, er swarming en meget enstrenget teori. Den retter sig mod ét problem. I Afghanistan er problemet taktik mod guerillaer. For MoveOn er det en regering der lyver. For Howard Dean var det det faktum, at andre demokrater var følgagtige overfor Bush. For ATTAC var det, at globaliseringen øgede forskellen mellem Afrika og resten af verden. Men alle er enormt indflydelsesrige fænomener, der ender med måske at tabe deres enkeltsag. Fordi ingen af dem kan ændre form, ingen af dem kan andet end at eksistere i deres teknologiske netværk. Hvad skal swarmingorienterede amerikanske soldater gøre i Afghanistan, hvis de en dag skulle slå de sidste talebanere ihjel? De taber freden dagen efter. Hvis MoveOn faktisk har held med at hjælpe demokraterne i det hvide hus, har den så repareret en syg politisk kultur?

De totalt decentraliserede fænomener, har endnu ikke fundet en overlevelsesstrategi, en måde at konvertere deres mobilitet, hastighed og popularitet på. Det virker som, at den totale decentralisering i sidste ende slår metoden ihjel. Men der er ingen tvivl om at smart mobs, swarming eller hvad det kære barn nu hedder, er en digital verdens pressionsgruppe. Vi mangler bare at se om de digitale angrebsorganisationer, for det er i princippet hvad de er, kan komme ud af pubben.

Vi kan først tale om en ny politisk kultur, når den kan overleve den ene sag, når den kan tåle at blive konfronteret med sine egne krav. For amerikanerne kan jo ikke vinde i Afghanistan uden derefter at skulle sætte mange flere folk ind! Og MoveOn kan ikke holde fast i sin organisation, når Bush er væk, og selvom den ikke har vundet det, den vil, vil den forsvinde alligevel.

Swarming er svaret
Alligevel er swarming svaret. Det er svaret på hvordan mennesker finder sammen og formulerer interesser i en ny tid. Det er en stadig en organisationsform, der ikke er solidt forankret i samfundets væv, men i stedet i den adfærd, som teknologi er begyndt at skabe. Stiller man sig spørgsmålet om hvordan politiske eller sociale bevægelser vil se ud, i en verden der netværksteknologier integreret i intimsfæren, i underholdning og i virksomhedsliv, så er swarming svaret alligevel.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job