VAR: Coitus fodbold interruptus

Mål i en fodboldkamp er en orgasme. Med indførelsen af VAR har hyppige afbrudte samlejer gjort deres indtog på verdens stadioner. Formålet med VAR er at fjerne fejl, men det er jo netop fejl, der gør spillet menneskeligt og dermed værd at se.
Med VAR er afgørelserne flyttet fra arenaen og tilskuernes åsyn ud i VAR-vognen på parkeringspladsen. Foto: Getty Images
Med VAR er afgørelserne flyttet fra arenaen og tilskuernes åsyn ud i VAR-vognen på parkeringspladsen. Foto: Getty Images
af Mikkel Skov Petersen

Forspillet er vigtigt i sex. På den måde er fodbold en eksemplarisk elsker.

 Den gennemsnitlige 90-minutters fodboldkamp består af 95 pct forspil: Kampen om midtbanen, der bølger frem og tilbage, oplæg til målchancer og så måske/måske ikke den frydefulde forløsning. Klimaks! Mål!

Kroppen afgiver et instinktivt glædesbrøl uden bugstøtte og uddeler ekstatiske kram til sidemændene. Stadion koger for en kort stund, men hurtigt skifter lyden fra ekstatiske råb til irriteret mumlen og spredte buhråb.

 

 Dommeren signalerer, at VAR-vognen ude på parkeringspladsen har noget på hjerte. Kilde: Getty Images
 
Dommeren har med sine pegefingre tegnet en firkant i luften. Det betyder, at der måske ikke er mål alligevel. Der skal først tjekkes en videooptagelse af situationen. Ventetiden før den endelige afgørelse varer i gennemsnit 80 sekunder.
 
Tilskuerne mumler beklagelser på deres pladser, og spillerne trasker afventende rundt på banen i over et minut.
 
Så forlader dommeren videoskærmen ved sidelinjen, fløjter i fløjten og tilkendegiver endeligt, om der var mål eller ej.
 
Uanset kendelsen er samlejet afbrudt, klimakset er punkteret, og forspillet kan begynde forfra.
 

Opgør med Guds hånd

 
Video assistant referee (VAR) blev indført i international fodbold ved VM-slutrunden i Rusland i 2018. Idéen havde boblet siden begyndelsen af 10’erne, men dens gennemførelse krævede, at det internationale fodboldforbund, FIFA, skiftede præsident fra den skandaliserede Sepp Blatter, der var arg modstander af VAR, til den nuværende præsident Gianni Infantino, der er tilhænger.
 
Formålet med VAR er at rette op på “klare og åbenlyse dommerfejl” eller “alvorlige missede hændelser”.
 
Der findes gennem fodboldhistorien talrige eksempler på fejlagtige dommerkendelser eller væsentlige forseelser, som dommeren har overset. En nyere hændelse, der er brugt som argument for VAR, er den tidligere franske stjerne Thierry Henry, der tog hånden i brug ved et afgørende mål i en landskamp mellem Frankrig og Irland i 2009.
 
En af fodboldhistoriens mest berygtede forseelser er legenden Diego Maradona, der ved VM-slutrunden i Mexico i 1986 også brugte hånden ved en scoring i kvartfinalen mod England. Efter fodboldreglerne skulle situationen have udløst et gult kort og et annulleret mål. Det skete som bekendt ikke. 
 
Maradona beskrev efterfølgende forseelsen med det berømmede udtryk “The Hand of God”. Thierry Henrys håndboldmål fra 2009 blev i øvrigt døbt “Le Hand of God”.
 
Det er sådanne kampafgørende “klare og åbenlyse dommerfejl” eller “alvorlige missede hændelser”, VAR er undfanget for at forhindre.
 
 
 
Hele stadion venter. Kilde: Getty Images
 

Folkebevægelsen mod VAR
 

VAR blev introduceret i den hjemlige Superliga fra sæsonen 20/21. Selv uden at have foretaget en meningsmåling bør det være ukontroversielt at konstatere, at VAR ikke er populært på de danske stadioner. Bevares, der findes formentlig en VAR-tilhænger eller to derude, men de er i modsætning til modstandermajoriteten ikke særligt højlydte. Bannere med budskabet “Fuck VAR” er ikke et særsyn, men vi har endnu til gode at se et “Længe leve VAR”-banner.
 
Magasinet Euroman har da også taget initiativ til Folkebevægelsen mod VAR og skriver som motivation:
 
VAR har affortryllet fodbolden. Klimaks er blevet til antiklimaks, et mål er ikke længere et mål. VAR er et attentat mod spillet, vi elsker. Og døren til dette mørke kapitel i fodboldhistorien må smækkes i – nu.
 
Derfor har Euroman startet Folkebevægelsen mod VAR. Vores målsætning er klar: Vi vil have rullet VAR tilbage og ud af den danske Superliga. 
 
Magnus Kraft er journalist på Euroman og initiativtager til Folkebevægelsen mod VAR. Han uddyber:
 
“Fodbold er en sjov sport, fordi der er så få højdepunkter. Det er omvendt derfor, folk, der ikke kan lide fodbold, vil sige, at fodboldkampe er kedelige.
 
Der er få intense, store øjeblikke i en fodboldkamp. Det er i opspillet til mål, og så selvfølgelig selve måløjeblikket. VAR ødelægger måløjeblikket.
 
Derfor har selv engagerede fans nu kun armene halvt hævede ved en scoring, for var der nu offside eller noget andet? Det tager magien fra det ekstatiske måløjeblik.
 
Det gælder både for spillere og fans. Vi så en showcase i landskampen mod Færøerne. Jonas Wind får underkendt et mål af VAR i begyndelsen af kampen. Da han så scorer det afgørende mål i slutningen af kampen, så går han og ligner et spørgsmålstegn i stedet for at nyde det ekstatiske øjeblik.
 
Selvfølgelig bliver fans stadig glade og klapper ved en scoring, men de jubler kun halvt og afventende.
 
Nogle vil måske sige, at VAR giver mulighed for at juble to gange. Men det er ikke fuldbyrdede jubeløjeblikke. Det ekstatiske kan ikke dryppes ud i flere momenter.”
 
 Vi venter stadig. Kilde: Getty Images
 

Der bliver stadig begået fejl

Formålet med VAR er at gøre Det smukke spil mere retfærdigt. Dommerfejl, der fx koster en retfærdig sejr, skal elimineres. Det er derfor nærliggende at se på, om graverende fejl er blevet fortid.
 
Svaret er: Næh.
 
I februar dømte dommer Sandi Putros tre straffespark i en superligakamp mellem FCK og SønderjyskE, hvor VAR var på plads. Efterfølgende måtte DBU beklage:
 
“Det er naturligvis beklageligt, at der er blevet dømt tre tvivlsomme straffespark i samme kamp. Alle topdommere har et ansvar og skal være store nok til at erkende, hvis der er sket fejl. Det har Sandi også gjort efter at have set situationerne igennem på TV.”
 
De fleste fodboldinteresserede danskere husker formentlig det kontroversielle engelske straffespark, der blev tildelt, da Joakim Mæhles og Raheem Sterlings knæ var i kontakt under EM-semifinalen i sommer. Straffesparket endte med et sejrsmål på returbolden efter Kasper Schmeichels redning af det første spark.
 
UEFA’s dommerchef, Roberto Rosetti, har efterfølgende forsvaret afgørelsen, omend han medgiver: “Vi kan selvfølgelig diskutere intensiteten af kontakten.” Kampens VAR-dommer, Pol van Boekel, mente omvendt, at straffesparket var hårdt dømt, men undlod at blande sig i situationen.
 
Måske var der straffe til England, og måske var der ikke. Det lader sig under alle omstændigheder fastslå, at VAR ikke i dén situation formåede at skabe klarhed, da beslutningen i sidste ende blev overladt til dommeren på banen.

Og så er vi jo ligesom tilbage, hvor vi startede.
 

Fejl gør fodboldspillet levende

 
Det havde været formelt retfærdigt, hvis Diego Maradona havde fået en advarsel, og hans mål var blevet underkendt under kvartfinalen i Mexico i 1986.
 
Samtidig ville den formelle retfærdighed have berøvet fodboldspillet en af dens urmyter. The Hand of God ville ikke være en del af fodboldfolkets sprog, og Thierry Henrys hånd på bolden ville ikke kunne være blevet døbt Le Hand of God.
 
Teknologien er bragt ind i spillet for at fjerne fejl. Udover at det ikke, endnu, er lykkedes, men i stedet har afstedkommet nye fejl, så er idealet om fejlfrihed i sig selv problematisk. Det er menneskeligt at fejle, og fejl gør fodboldspillet levende. Fejl skaber historier, myter og dolkestødslegender. Fejl fra de tre dommere på banen er en risiko, som fodboldelskere lever med. Eller rettere levede.
 
Med VAR er afgørelserne flyttet fra arenaen og tilskuernes åsyn ud i VAR-vognen på parkeringspladsen. Fodboldspillet bliver flyttet fra det menneskelige til det teknokratiske.
 
Og måske værst af alt: Tilhængerne bliver berøvet deres ekstatiske klimaks. I stedet får de knap halvandet minuts uvished og ophold i kampens mest kildne moment.
 
Dermed er “Det smukke spil” blevet mindre liderligt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også